|| I. KANAAN FØR KONGEDØMMET

1. Semitternes komme

2. Kana'anæerne

3. Den israelitiske sammenslutning

4. Indvandring i Kanaan

5. Enhedens bånd

6. Tidlige herskere

7. Dommerne

8. Arvelige konger

II. DE FØRSTE TRE KONGER

1. Den benjaminitiske konge

2. Rakel- og Lea-stammerne

3. Splittelsen

III. DET DOBBELTE KONGEDØMME

1. Krig mellem to kongeriger

2. Første reform af religionen

3. To kongeriger i fred

4. To kongeriger sammenlignet

5. Revolution i Nordriget

6. Virkning på Sydriget

7. Davids hus på sit laveste

8. Begynder at komme sig

9. Genopblomstrende skæbne

10. Kongedømmet stadig valgkongedømme

11. Regering ved regenter

12. Periode med stor velstand

13. Præstekastens fremvækst

14. Assyriens fremtræden

15. Juda som protektorat

16. Kosmopolitiske tendenser

IV. NEDGANGSPERIODEN

1. Juda uafhængigt

2. Reform af religionen

3. Egypten og Juda

4. Handel med heste

5. Reaktion under Manasse

6. Reformpartiets sejr

7. Babylonien og Juda

8. Det assyriske riges ende

9. Efter den skytiske invasion

10. Juda igen afhængigt

11. Profeterne mister indflydelse

12. Bortførelserne

13. Sammenfatning

I. Kanaan før kongedømmet.

1. Semitternes komme:

Omkring 4.000 år f.Kr. var landet på begge sider af Jordandalen befolket af en race, som, uanset hvilken stamme de tilhørte, ikke var semitter. Det var først omkring år 2500 f.Kr., at bølgen af semitisk indvandring begyndte at strømme fra Nordarabien ind i de lande, som vandes af Jordan og Eufrat. En af de første bølger i denne menneskestrøm bestod af fønikerne, som slog sig ned i nordvest, ved havkysten; de blev tæt fulgt af andre Kanaan-stammer, som besatte det land, der længe bar deres navn.

2. Kana'anæerne:

Kana'anæerne kender vi især fra de berømte breve, der blev fundet i Tell Amarna i Egypten, og som beskriver landets politiske tilstand i årene 1415-1360 f.Kr. — årene for Amenofis III's og IV's regeringstid. Kanaan var på dette tidspunkt ved at glide ud af Egyptens hænder. De indfødte fyrster gjorde oprør: tribut blev tilbageholdt; og kun få egyptiske garnisoner var tilbage. Imens kastede en ny invasionsbølge sine bølger mod landets østlige grænser. De nyankomne var, ligesom deres forgængere, semitiske beduiner fra den syriske ørken. Blandt dem nævner Tell el-Amarna-brevene Chabiri, som uden tvivl er det folk, vi kender som hebræerne.

3. Den israelitiske sammenslutning:

Hebræerne kaldes sådan af folk af anden nationalitet efter en af deres fjernere forfædre (1 Mos 10,24), eller fordi de var kommet fra den anden side (`ebher) af Jordan eller Eufrat. Om sig selv talte de kollektivt som Israel. Israel var et navn, der blev antaget af nationens eponyme helt, hvis virkelige navn var Jakob. På samme måde tilhørte den arabiske profet den stamme, der var opkaldt efter dens stamfader Koraish, hvis navn var Fihr. Israels folk var en sammensætning af omkring 12 eller 13 stammer. Disse 12 stammer var delt i to hovedafdelinger, hvor den ene afdeling førte sin afstamning tilbage til Lea, en af Jakobs hustruer, og den anden afdeling førte sin afstamning tilbage til Rakel, hans anden hustru. Navnene på de stammer, der hævdede at nedstamme fra Lea, var Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zebulon og, indirekte, Gad og Asher; de, der hævdede at nedstamme fra Rakel, var Josef, som blev delt i to slægter, Efraim og Manasse, Benjamin og, indirekte, Dan og Naftali. Rivaliseringen mellem disse to store grupperinger løber gennem hele hebræernes nationale historie og blev først bragt til ophør ved tilintetgørelsen af den ene af de stridende parter (Es 11,13). Men ikke alene var den israelitiske nation en sammenslutning af mange slægter; den var også forenet med andre stammer, som ikke kunne hævde afstamning fra Israel eller Jakob. Sådanne stammer var kenitterne og kalebitterne. Over for disse dannede de rene israelitiske stammer en slags aristokrati, omtrent som, for at skifte sammenligning, Koraish-stammen gjorde blandt araberne. Det var sjældent, at en anfører blev udpeget fra de forbundne stammer, i det mindste i de tidligere år af det nationale liv.

4. Indvandring i Kanaan:

Vi finder nøjagtig den samme tilstand i historien om de arabiske erobringer. Gennem hele denne historie løber rivaliseringen mellem de sydarabiske stammer, der nedstammede fra Kahtan (den hebraiske Joktan, 1 Mos 10,25, osv.), og de nordlige eller ismaelitiske stammer af Modar. Det hævdes ofte, at Det Gamle Testamente indeholder to adskilte og uforenelige beretninger om israelitternes erobring af Kanaan. Ifølge Josvabogen, siges det, var invasionen en bevægelse af hele Israels folk under Josvas ledelse; ifølge Dommerbogen bestod den af en række felttog, som enkelte stammer foretog hver for sig (Dom 1,2; Dom 1,10, osv.). Men igen finder vi i arabernes historie netop den samme tilsyneladende uoverensstemmelse. For Persien, Syrien og Egypten blev erobret af araberne som helhed; men samtidig mistede ingen stamme sin egenart; hver stamme foretog felttog for egen regning og vendte sine våben mod rivaliserende stammer selv i fjendens land. Ved Kinas grænser i øst og i Spanien i vest blev Yemen-stammernes våben brugt til at ødelægge Modar-stammerne lige så voldsomt, som de nogensinde var blevet brugt i selve Arabien.

5. Enhedens bånd:

Det bånd, der forenede de israelitiske stammer, såvel som dem fra Kayin (kenitternes eponym) og Kaleb, var den fælles tilbedelse af Jahve. Ligesom Muhammed forenede alle Arabiens stammer til én helhed ved læren om monoteisme, sådan gjorde Moses det med de israelitiske stammer ved at give dem et fælles mål for tilbedelse. Og shariferne eller efterkommerne af `Ali indtager i dag en stilling, der meget ligner den, levitterne og Arons efterkommere må have haft i Israel. For at holde den israelitiske nation ren blev ægteskab med indbyggerne i det invaderede land forbudt, skønt forbuddet ikke blev overholdt (Dom 3,5). På samme måde fik de arabiske kvinder ikke lov til at gifte sig med ikke-arabere i erobringens første år.

6. Tidlige herskere:

Det er sædvanligt at datere monarkiets begyndelse i Israel fra Saul, Kishs søn, men i virkeligheden var mange tidlige ledere konger i praksis, om end ikke af navn. Moses og Josva kan sammenlignes med Muhammed og hans kalif (egentlig khalifa) eller "efterfølger", Abu Bekr. Deres ord var lov; de herskede suverænt over en forenet nation. Desuden betyder ordet "konge" (melekh) ofte, både på hebraisk og arabisk, ikke mere end guvernør over en by eller lokal beboer. Der var mere end én "konge" over Midjan (Dom 8,12). Balak synes kun at have været en konge over Moab (4 Mos 22,4).

7. Dommerne:

Før det egentlige monarki udgjorde Israels folk i teorien et teokrati, ligesom araberne også gjorde under kalifferne. I virkeligheden blev de regeret af midlertidige konger, kaldet dommere (shopheT, det karthagiske sufes). Deres embede var ikke arveligt, skønt der var undtagelser (jf. Dom 9). På den anden side var regeringen i Nordriget Israel praktisk talt et valgmonarki, så sjældent var der mere end to af samme dynasti. Dommeren blev igen sædvanligvis indsat for at møde en særlig krise, og den teoretisk ideelle tilstand var en, hvor der ikke var noget synligt statsoverhoved--en republik uden præsident. Disse mellemperioder endte imidlertid altid i ulykke og med udnævnelsen af endnu en dommer. Den første konge blev også valgt for at håndtere en særlig alvorlig krise. Den vigtigste forskel mellem dommer og konge var, at den førstnævnte i mindre grad end den sidstnævnte tilslørede kendsgerningen om den sande Konge, som nationens fortsatte eksistens alene afhang af at anerkende. Herskerne blev da stammernes "ældste" eller sheiker, og da disse ikke handlede i fællesskab, mistede nationen sin sammenhængskraft og blev et let bytte for enhver angriber.

8. Arvelige konger:

I dommertiden trådte en ny faktor ind i Kanaans urolige politik. Det var en angriber, der ikke kom fra de østlige og sydlige ørkener, men fra havet mod vest. Drevet ud af Kreta af angribere fra fastlandet fandt de sidste rester af Minos' folk tilflugt ved kysterne af det land, som siden tog sit navn fra dem--Filistin eller filistrenes land. Samtidig trængte ammonitterne og midjanitterne ind i landet fra øst (1 Sam 1). Fanget mellem disse to modstående kræfter var Israels stammer truet af udslettelse. Man følte, at dommerens midlertidige suverænitet ikke længere slog til i situationen. Den øverste myndighed måtte være varig. Det var på denne måde, monarkiet blev grundlagt. Traditionen angiver tre motiver, der førte frem til dette skridt. Det påskud, som de ældste eller sheikerne anførte, var værdiløsheden og udueligheden hos Samuels sønner, som han havde tænkt skulle efterfølge ham (1 Sam 1). Den umiddelbare årsag var det dobbelte pres fra filistrene (1 Sam 9,16) og den ammonitiske konge (1 Sam 12,12). Den virkelige grund var, at styreformen med valgte konger eller dommere havde vist sig at være en fiasko og var brudt fuldstændigt sammen. Tiderne krævede et arveligt monarki.

II. De første tre konger.

1. Den benjaminitiske konge:

Den mest krigeriske af Israels klaner havde kort før dette været Benjamins--en af Rakel-stammerne. Den nationale helligdom, med arken og Arons sønnesøn som præst, lå i Betel på deres område. Desuden havde de besejret de samlede styrker fra de andre stammer i to regulære slag. Til sidst var de blevet besejret og næsten udryddet, men de havde genvundet meget af deres styrke og anseelse (1 Sam 20; 1 Sam 4,12). Fra denne stamme blev den første konge valgt (se SAUL). Han viste sig imidlertid ikke at være opgaven voksen. Efter nogle år, som blev brugt på krig mod filistrene og på at undertrykke formodet illoyalitet hjemme, blev han besejret og dræbt.

Imens var en af de mindre kendte klaner ved at træde frem. Judas stammes område lå i syd. Efter besættelsen af det (jf. Dom 1,2; Dom 1,3) synes Judas stamme at have slået sig til ro med at passe sine får og kvæg. Den nævnes ikke i Deboras sang. Ingen af dommerne tilhørte den, medmindre Ibsan gjorde, som synes at have været af ringe betydning (Dom 12,8). Under DAVIDs lederskab (se dette) trådte denne stamme nu frem, og den viste sig til sidst at være udstyret med langt den største livskraft af alle stammerne. Den overlevede dem alle og består den dag i dag.

2. Rakel- og Lea-stammer:

Rakel-stammerne, ledet af Benjamin og Efraim (Dom 2; Dom 3), modstod i nogen tid Judas overherredømme, men blev til sidst nødt til at underkaste sig. Under David blev Israel igen et samlet hele. Ved at gøre Jerusalem til sin hovedstad på grænsen mellem Juda og Benjamin gjorde han meget for at sikre, at denne enhed fortsatte (jf. 1 Krøn 9,3). Enheden var dog kun på overfladen. Ved at spille Rakel-stammerne, Benjamin og Efraim, ud mod de øvrige var Absalom i stand til at få hele bygningen til at falde sammen (2 Sam 2), idet den stamme, som Saul tilhørte, var særligt illoyal (2 Sam 16,5). Dette var heller ikke den eneste lejlighed, hvor det ulmende fjendskab mellem de to huse brød ud i lys lue (2 Sam 2). Så snart Davids stærke hånd var borte, viste utilfredsheden sig flere steder (1 Kong 11,14), og især blev Efraims stammes stræben efter uafhængighed næret af profeterne (1 Kong 11,26). Egypten tilbød et bekvemt tilflugtssted for de utilfredse, indtil lejligheden skulle blive moden. De kom ikke til at vente længe.

3. Splittelsen:

Salomo blev efterfulgt af Rehabeam, som fandt det politisk klogt at holde en kroningsceremoni også i Sikem, formodentlig foruden i Jerusalem. De utilfredse fandt sig stærke nok til at diktere betingelser. Disse afviste Rehabeam, og de nordlige stammer kastede straks deres troskab mod Davids dynasti af sig. Den splittelse, der således blev skabt i den israelitiske nation, blev aldrig siden helet. Løsrivelsen var som maurernes i Spanien fra de `Abbhsidiske kaliffer. Herefter betegner "Israel", undtagen hos Krønikebøgernes forfatter, kun Nordriget. Hos denne forfatter, som ikke anerkender de ti stammers rige, betyder det Juda. I dag er det almindeligt at anerkende Nordriget som det egentlige israelitiske kongerige. Ganske vist var det med hensyn til territoriets udstrækning og ressourcer langt det største af de to. Men hvad angår intellektuel kraft og indflydelse, selv helt ned til nutiden, for ikke at nævne dynastisk kontinuitet, er det mindre rige langt vigtigere. Derfor behandles det her som nationens sande repræsentant. Da Benjamins stamme lå i Jerusalems umiddelbare nærhed, kunne den næppe gøre andet end at kaste sin lod sammen med Judas. Betel, som blev en af Nordrigets religiøse hovedstæder, tilhørte i virkeligheden Efraim, selv om det nominelt lå inden for deres område (Dom 1,22). Med denne forening af modstående interesser kan sammenlignes `Alidernes og `Abbhsidernes, der begge tilhørte Muhammeds hus og begge gjorde krav på kalifatet, mod Umeiya-huset.

III. Det dobbelte monarki.

1. Krig mellem to riger:

Rehabeam gjorde intet afgørende forsøg på at føre de genstridige stammer tilbage til deres troskab (1 Kong 12,21), selv om de to lande foretog plyndringstogter mod hinanden (1 Kong 14,30). For sin egen sikkerheds skyld byggede han talrige fæstninger, hvis rester det er sandsynligt, at man i de senere år har genfundet nogle af (2 Krøn 11,5). Disse vakte mistanke hos Shishak af Egypten, som invaderede landet og gjorde det til et vasalland (1 Kong 14,25). Under Rehabeams søn Abija brød der egentlig krig ud mellem de to riger (1 Kong 15,6 som rettet i 15,7; 2 Krøn 13). Krigen fortsatte under hans søn Asas lange regeringstid; hans modstander, Ba'sha, byggede en fæstning omtrent 6 miles nord for Jerusalem for at afskære denne by fra forbindelsen med nord. Asa bekendte sin svaghed ved at bede Ben-Hadad af Damaskus om hjælp. Målet helligede midlet. Fæstningen blev revet ned.

2. Den første reform af religionen:

Asas regeringstid er også bemærkelsesværdig for den første af de reformer af gudsdyrkelsen, som med mellemrum vender tilbage gennem Sydrigets historie. Offerhøjene blev dog endnu ikke anset for illegitime (1 Kong 15,14; men jf. 2 Krøn 14,5). Ligesom sin bedstefar var han også en borgbygger, og med et lignende, om end heldigere, resultat (2 Krøn 14,6; 2 Krøn 14,9). Asas alderdom og sygdom var med til at bringe de rivaliserende riger en fred, som varede ud over hans egen regeringstid (1 Kong 15,23).

3. To riger i fred:

En virkning af denne fred ses i landets voksende udenrigshandel under hans efterfølger Joshafat. Han genopbyggede flåden som på Salomos tid, men en storm ødelagde foretagendet (1 Kong 22,48). Under denne regeringstid kom de to riger nærmere på at blive forenet, end de havde været siden splittelsen. Dette skyldtes uden tvivl i høj grad, at Nordriget var blevet stærkt svækket af krigene mod Syrien og Assyrien og havde opgivet tanken om at annektere det mindre land. Desuden havde Joshafat giftet sin søn Joram (Jehoram) med Akabs datter Atalja. Fra et religiøst synspunkt påvirkede de to stater hinanden. Jehoram af Israel indledte en reform af gudsdyrkelsen i Nordriget, og samtidig blev Judas gudsdyrkelse bragt på linje med søsterrigets praksis (2 Kong 8,18). Freden gjorde fra et politisk synspunkt meget for at styrke begge lande og satte dem i stand til at yde hinanden gensidig hjælp mod den fælles fjende.

4. To riger sammenlignet:

Indtil Joram af Israels død, som faldt sammen med Joram og Akazja af Judas død, havde 6 konger regeret i Juda. Af disse døde de første 4 i deres senge og blev begravet i deres eget mausoleum. I samme periode på omkring 90 år var der i Israel 9 konger, fordelt på 4 dynastier. Den anden konge i det 1. dynasti blev straks myrdet, og hele familien udryddet. Præcis den samme skæbne ramte det 2. dynasti. Derefter fulgte en borgerkrig, hvor to tronprætendenter blev dræbt, den ene ved egen hånd. Det 3. dynasti varede længere end de første to og talte 4 konger. Af disse blev én besejret og dræbt i kamp og en anden myrdet. Israels kongers skæbne ligner meget de mellemste og senere abbasidiske kaliffers. Den judæiske Jorams mord på sine brødre, en fremgangsmåde der engang var almindelig hos Tyrkiets sultaner, må også tilskrives indflydelsen fra hans israelitiske hustru.

5. Revolution i Nordriget:

Det var indlysende, at en krise var under opsejling. Edom og Libna havde kastet deres troskab af sig, og filistrene havde angrebet og plyndret Jerusalem; selv kongens sønner blev taget til fange, med undtagelse af den yngste (2 Krøn 21,16). Desuden var de to kongeriger blevet så tæt forenede, ikke blot gennem indgifte, men også i religion og politik, at de måtte stå og falde sammen. Den orkan, der fejede det nordlige dynasti bort, rev også de medlemmer af det sydlige kongehus med sig, som stod Akab nærmest, og enkedronningen Ataljas raseri gjorde ødelæggelsen fuldstændig (2 Kong 11,1).

6. Virkning på Sydriget:

I 6 år herskede Akabs datter i Jerusalem. Den eneste kvinde, der sad på Davids trone, var en datter af den hadede Akab. I sin enestående stilling indtager hun således en plads, der ligner Shejered-Durrs blandt Egyptens mamluksultaner. Karakteren af hendes regering beskrives ikke, men den kan let forestilles. Hun fik sin uundgåelige ende 6 år senere.

7. Davids hus på sit laveste:

På hinanden følgende massakrer havde reduceret Davids efterkommere, indtil der kun var én repræsentant tilbage. Joram, den næstsidste konge, havde myrdet alle sine brødre (2 Krøn 21,4); de arabiske røvere havde dræbt hans sønner, undtagen den yngste (2 Krøn 22,1; jf. 21,17). Den yngste, Akazja, blev efter sin fars død henrettet af Jehu sammen med 42 af sine »brødre« (2 Kong 10,14). Til sidst »udryddede Atalja hele kongeslægten«. Forståelsen med Nordriget havde bragt Davidsdynastiet til randen af udslettelse.

8. Begynder at komme sig:

Men ligesom `Abd er-Rahman undslap nedslagtningen af umayyaderne for at grundlægge et nyt dynasti i Spanien, sådan fik Davidsdynastiet en ny begyndelse under Joash. Kirken havde reddet staten, og naturligt nok blev de følgende år år, hvor den religiøse faktor fyldte meget. Ba'als tempel, som Atalja havde bygget og støttet, blev ødelagt, afguderne knust og præsten dræbt. En fond blev oprettet til reparation af nationaltemplet. Den religiøse begejstring kølnede dog hurtigt. Det viste sig, at præsterne ledte fonden til templets istandsættelse over til egne formål. En helt tilsvarende omdirigering af offentlige midler fandt sted i forbindelse med Qarawiyin-moskeen i Fez under almoraviderne i det 12. århundrede. Den regeringstid, der var begyndt med så meget løfte, endte i skyer og mørke (2 Kong 12,17; 2 Krøn 24,17; Matt 23,35), og Joash blev den første af de judæiske konger, der blev myrdet af sit eget folk (2 Kong 12,20).

9. Genopblomstrende lykke:

Ved et mærkeligt sammentræf besteg en ny konge tronen i Syrien, i Israel og i Juda omtrent på samme tid. Hazaels død og Ben-Hadad III's tronbestigelse førte til en genopblomstring i begge de israelitiske kongerigers lykke. Den mildhedshandling, hvormed Amasja begyndte sin regering (2 Kong 14,5; 2 Kong 14,6; 5 Mos 24,16), står i en behagelig kontrast til den moralkodeks, der var kommet til at herske i søsterriget; og beretningen om, at han lejede lejetropper fra det efraimitiske kongerige (2 Krøn 25,5-10), kaster et mærkeligt lys over de bestående forbindelser mellem de to lande og endda over disse tider i almindelighed. Endnu mere mærkeligt er det at finde ham nogen tid senere uden provokation sende en udfordring til Joash; og tilfangetagelsen og løsladelsen af Amasja vidner om nogle rudimentære forestillinger om ridderlighed (2 Kong 14,8). Den vigtigste begivenhed i regeringstiden var generobringen af Edom og indtagelsen af Petra (2 Kong 14,7).

10. Monarkiet stadig valgkongedømme:

Princippet om folkets valg af konger var gældende i Juda, skønt det syntes at være i bero, eftersom folket var tilfreds med at begrænse sit valg til Davids slægt. Men det blev udøvet, når anledningen krævede det. Joash var blevet valgt af befolkningen, og det var de, der, da den offentlige utilfredshed kulminerede i mordet på Amasja, valgte hans 16-årige søn Uzzija (eller Azarja) til at efterfølge ham.

11. Styre ved regenter:

Kongens mindreårighed indebar noget, der svarede til et regentskab. Ligesom Jojada i begyndelsen førte regeringen for Joash, sådan stod Uzzija i begyndelsen under Zakarias' formynderskab (2 Krøn 26,5), og den sidste del af hans regeringstid var dækket af hans søn Jotams regentskab. Det er indlysende, at med de ustabile dynastier i nord ville et sådant stedfortræderstyre have været upraktisk.

12. Periode med stor velstand:

Uzzijas regeringstid (2 Krøn 2) var en af de mest strålende i det judæiske kongeriges annaler. Filistrene og de sydlige arabere, som havde været så magtfulde under Jorams regering, blev undertvunget, og andre beduiner blev holdt i skak. Grænserne blev styrket med talrige borge. Nu hvor Edom igen var indlemmet, blev handelen på Det Røde Hav genoptaget. Man tog sig af kunstvanding, og landets landbrugsressourcer blev udviklet. Uzzija oprettede også en stående hær, rigtigt udrustet og trænet. Artilleri, i form af katapulter og andre belejringsmaskiner, blev fremstillet. Det er tydeligt, at vi i denne regeringstid er kommet langt ud over de tidligere og mere primitive tider.

13. Præstekastens fremvækst:

I denne og de foregående regeringstider bemærker vi også, hvordan præsterne bliver en særskilt og mægtig kaste. Sadok og Ebjatar var ikke mere end Davids huskapellaner. Kongerne kunne efter behag udføre præstens funktioner. Men Jojadas almægtige stilling synes at have givet standen nyt liv; og i den sidste del af Uzzijas regering kommer konge og præst i konflikt, og kongen trækker det korteste strå (2 Krøn 26,16).

14. Assyriens fremtræden:

Uzzija er den første konge af Juda, der nævnes i de assyriske annaler. Han kæmpede mod "Pul" i årene 742-740. Den store østlige magts fremtræden på den judæiske politiks scene kunne kun ende på én måde--som den snart også skulle gøre med Israel. Jotams regering kan forbigås, da den næsten helt faldt sammen med hans fars. Men i den følgende regeringstid finder vi, at Juda allerede betalte tribut til Assyrien i året for Damaskus' fald og erobringen af landet øst for Jordan, året 734.

15. Juda et protektorat:

Under Jotams regentskab var Nordrigets blødagtighed og luksus allerede begyndt at smitte Sydriget (Mika 1,9; Mika 6,16), og under den ubeslutsomme Akaz gik forfaldet hurtigt videre. Denne tilnærmelse i moral og skikke forhindrede ikke Israel under Peka i at slutte sig sammen med Resin af Syrien mod Juda, med intet mindre som mål end at omstyrte dynastiet ved at sætte en aramæer på tronen (Es 7,6). Hvad resultatet kunne være blevet, hvis Esajas ikke havde taget tøjlerne ud af Akaz' hænder, er umuligt at sige. Som det var, mærkede Juda presset fra konflikten i mange år. Landet blev invaderet fra andre sider, og mange byer gik tabt, nogle af dem blev aldrig genvundet (2 Krøn 28,17). I fortvivlelse stillede Akaz sig selv og sit land under Assyriens beskyttelse (2 Kong 16,7).

16. Kosmopolitiske tendenser:

Det var en del af tidens kosmopolitiske tendenser, at gudsdyrkelsen blev plettet af fremmede nyskabelser (2 Kong 16,10). Templet blev for første gang i sin historie lukket (2 Krøn 28,24). Ba'als altre blev rejst på alle Jerusalems åbne pladser, hvert af dem som repræsentant for en by-gud (Jer 11,13). Esajas ville ikke være særligt bekymret over templets lukning. Måske var det hans forslag (sammenlign Isa 1). Præsterne, som havde været dominerende i de foregående regeringstider, havde mistet deres indflydelse: deres plads var blevet indtaget af profeterne. Indførelsen af Ba'alsdyrkelsen skyldtes dog uden tvivl Akaz alene.

IV. Nedgangsperioden.

1. Juda uafhængigt:

Den følgende regeringstid--Hizkijas--var, måske som følge af Nordrigets forsvinden, en reformperiode. Esajas er nu den dominerende skikkelse, og tidens historie findes i hans biografi. Det må have været med et lettelsens suk, at Hizkija så Nordriget forsvinde for altid fra scenen. Forholdet mellem de to lande havde været så gennemgående fjendtligt, at denne begivenhed kun kunne være et godt varsel. Det skyldtes uden tvivl Esajas, at Hizkija søgte at genvinde sit lands gamle uafhængighed. Deres patriotisme var nær ved at blive deres egen undergang. Sankerib invaderede landet, og Hizkija fandt sig berøvet alt, hvad der lå uden for Jerusalems mure. Esajas' patriotisme hævede sig til situationen; de invaderende hære smeltede bort som ved et mirakel; Juda var endnu en gang frit (2 Kong 18,13).

2. Reform af religionen:

Et mærkeligt resultat af Sankeribs invasion var, at offerhøjene forsvandt--lokale helligsteder, hvor levitiske præster gjorde tjeneste i modsætning til dem ved templet. Da de judæiske områder blev begrænset til byen, forsvandt disse nødvendigvis, og da belejringen var overstået, blev de ikke genoprettet. Fra da af blev de betragtet som ulovlige. Det hævdes almindeligvis af forskere, at denne reform fandt sted senere under Josija, da Hilkija i templet fandt "Lovbogen" (2 Kong 22,8), og at denne bog var Femte Mosebog. Offerhøjene nævnes imidlertid ikke i Femte Mosebogs lovbog. Reformen var sandsynligvis Esajas' værk og skyldtes moralske hensyn.

3. Egypten og Juda:

Judæerne havde altid haft en venlig indstilling til Egypten. Da den store østlige magt blev truende, var det til Egypten, de vendte sig for at finde sikkerhed. Nyere udgravninger har vist, at Egyptens indflydelse på livet og skikkene i Israels land var meget stor, og at Assyriens og Babyloniens indflydelse var forholdsvis lille og som regel begrænset til nord. Under Hizkijas regering foreslog et magtfuldt parti en alliance med Egypten med henblik på at sætte en stopper for Assyriens planer (2 Kong 17,4; Es 30,2; Es 30,3; Es 31,1). Hizkija fulgte Esajas' råd ved at afvise alle alliancer.

4. Handel med heste:

De handelsmæssige og andre bånd, som bandt Israels land til Egypten, var langt stærkere end dem mellem Israels land og Østen. En af de betydeligste af disse forbindelser var handelen med heste. Denne trafik var blevet påbegyndt af Salomo (1 Kong 10,28). Handelens vigtigste centrum i Israels land var Lakish (Mika 1,13). I deres nomadetilværelse havde israelitterne brugt kameler og æsler, og brugen af hesten blev betragtet med mistanke af profeterne (5 Mos 17,16; Zak 9,10). Når hesten omtales i Det Gamle Testamente, er det som folkets fjenders vigtigste våben (2 Mos 15,1; Dom 5,22 osv.).

5. Reaktion under Manasse:

Ved Hizkijas død vendte folket tilbage til kulturen og skikkene fra Akaz' tid og gik endog længere end han i fordærvede handlinger. Særligt på denne tid blev menneskeofring almindelig i Israel (Mika 6,7). Profeternes gode indflydelse var forsvundet (2 Kong 2). Der findes en mærkelig beretning i 2 Krøn 33,11 f om, at Manasse blev taget til fange af assyrerne og, efter at have tilbragt nogen tid i fangenskab i Babylon, omvendte sig og blev genindsat på sin trone. Hans søn gjorde imidlertid disse reformer til intet, og den offentlige utilfredshed voksede i en sådan grad, at han blev myrdet (2 Kong 21,19).

6. Reformpartiets sejr:

Endnu en gang vendte strømmen i retning af reform, og ved denne lejlighed steg den højere end nogensinde før. Reformen under Josija blev aldrig siden helt omstødt. Billedstormernes begejstring førte dem langt ud over Judas grænser (2 Krøn 34,6), for ved denne lejlighed blev de støttet af den nyfundne »Lovbog«. Alt tegnede godt for en blomstrende regeringstid, men uforudsete ulykker kom udefra. Den skytiske invasion fejede hen over Sydvestasien (Jer 1,14-16; Jer 6,1 osv.). Stormen gik over, og håbet steg højere end før, for Assyriens magt var knust for altid.

7. Babylonien og Juda:

Allerede i 722, da Sargon greb tronen ved Shalmanesers død, havde Babylonien gjort oprør og kronet Marduk-baladan til konge (Es 39,1). Hizkija modtog en delegation fra Babylonien (2 Kong 20,12), uden tvivl i håb om at frigøre sig fra den assyriske fare ved en sådan alliance. Merodak-baladans oprør blev opretholdt i 12 år; derefter blev det slået ned. Der var imidlertid et andet oprør i Babylonien ved Sankeribs, Sargons søns, tronbestigelse i 705, som varede indtil 691, og de begivenheder, der henvises til i 2 Kong 2, kan have fundet sted på dette tidspunkt, for Hizkijas regering synes at være endt i velstand.

8. Det assyriske riges ende:

Sankerib blev myrdet i 681 (Es 37,38) og blev efterfulgt af sin søn Esarhaddon, som genopbyggede Babylon, der var blevet jævnet med jorden af hans far, og under hvem provinsen forblev rolig. I 674 udbrød fjendtligheder med Egypten, og landet blev løbet over ende, og TIRHAKAH (se denne) blev fordrevet i 670. To år senere indtraf imidlertid Egyptens oprør og Esarhaddons død. Assur-bani-pal fulgte efter, og Egypten genvandt sin uafhængighed i 660. Derefter fulgte Babyloniens oprør, skyternes indfald (Jer 1,14) og Assur-bani-pals død. Endnu to konger sad på Assyriens trone, og så blev Nineve indtaget af de forenede skyttere (Mandor) og babyloniere (Herod. i.74; Nah; Ze 2,13-15; Hab 1,5 f).

9. Efter den skytiske invasion:

Den skytiske storm gik hurtigt over, og da den var forbi, var den assyriske fare ikke mere. Farao Neko greb lejligheden til at hævne sit lands skader ved at invadere de tidligere assyriske områder. Josija, som fulgte den politik med alliance med Babylonien, der var indledt af Hizkija, forsøgte at standse hans fremrykning. Han blev besejret og dødeligt såret ved Megiddo (Zak 12,11).

10. Juda igen afhængigt:

Ved Josijas dumdristige handling mistede Juda sin uafhængighed. Folket valgte ganske vist Joakaz (Shallum) til konge, men han blev straks afsat og ført til Egypten af faraoen (Jer 22,10; Ez 19,3), som udnævnte Jojakim (Eljakim) til vasalkonge. Efter faraoens nederlag ved Karkemish, den gamle hittitiske fæstning, til Nebukadrezzar underkastede Jojakim sig, og Juda blev afhængigt af Babylon. Der må have været en vis tilbagevenden til velstand, for Jojakim fordømmes for sin luksus og ødselhed og undertrykkende beskatning (Jer 22,13), men landet blev hærget af de nærliggende beduiner (2 Kong 24,2), og Jojakim fik en alt for tidlig ende (Jer 22,19).

11. Profeterne mister indflydelse:

Profeterne var ikke længere, som under Hizkija, almægtige i staten. Jeremias' indflydelse var uden tvivl stor, men flertallet var imod ham. Hans program var både upopulært i sig selv, og det havde den skæbnesvangre mangel, at det stod i diametral modsætning til Esajas', patriot-politikerens (hvis en sådan findes), program, han som havde reddet staten fra forlis. Esajas havde prædiket tillid til den nationale Gud og derigennem folkets politiske uafhængighed. Det blev Jeremias' sørgelige pligt at råde til at overgive den nationale uafhængighed til Babylons nyopståede magt. (Jer 21,4; Jer 21,9; Jer 38,2 osv.). Esajas havde fastholdt, at Den hellige Stad var uindtagelig (2 Kong 19,32); Jeremias var sikker på, at den ville blive indtaget af kaldæerne (Jer 32,24; Jer 32,43). Begivenhederne viste, at hver profet havde ret for den tid, han levede i.

12. Deportationerne:

Jojakim var den eneste judæiske konge, der først var vasal under én overherre og derefter under en anden. Juda tog et skridt nedad i hans regeringstid. Det var også under ham, at den første bortførelse af judæerne fandt sted (Dan 1,1-17). Han blev efterfulgt af sin søn Jojakin, som på grund af et oprør, der afsluttede hans fars regeringstid, inden længe blev bortført sammen med den bedste del af nationen (Jer 22,24; Ez 19,5). En tredje søn af Josija, Mattanja, blev sat på tronen under navnet Sidkija. Mod Jeremias' råd erklærede denne, den sidste konge af Juda, sig uafhængig af Babylon og kastede sin lod sammen med Egypten under farao Hofra (Apries), hvorved han brød sin troskabsed (Ez 17,15). Da kaldæerne rykkede frem, blev Juda forladt af sine allierede, edomitterne og filistrene (se JOB, BOOK OF), og snart var kun Lakish (Tell el-Hesy), Azeka (sandsynligvis Tell Zakarua) og Jerusalem tilbage i Sidkijas hænder. Belejringen af byen varede to år. Den blev indtaget på den skæbnesvangre 9. ab i året 586. Sidkijas familie blev slået ihjel med sværd, og han selv blev ført til Babylon. Egypten delte skæbne med Juda, som det ofte havde været så tæt forbundet med, og Hofra var den sidste af faraonerne.

13. Sammenfatning:

Kongeriget Juda havde bestået i 480 år, regnet fra dets begyndelse, nøjagtig dobbelt så længe som kongeriget Israel, regnet fra rigets deling. Uden tvivl skyldtes denne længere beståen først og fremmest folkets religiøse tro. Det fremgår klart af, at den nationale religion ikke blot overlevede nationens udslettelse, men bredte sig langt ud over sine oprindelige områder og har bestået ned til nutiden. Men der var også omstændigheder, som virkede sammen om at fremme nationens vækst i dens tidligste og mest kritiske periode. En af disse var landets forholdsvis isolerede og afsides beliggenhed. Hverken kongeriget Israel eller kongeriget Juda kan et øjeblik sammenlignes med Egypten og Assyrien. Selv det forenede kongerige under David og Salomo fortjener næppe den sammenligning; og hver for sig ville Nordriget være omtrent på størrelse med New Hampshire og Sydriget omtrent som Connecticut. Det mindre kongerige overlevede det større, fordi det tilfældigvis lå en smule længere væk fra farezonen. Selv hvis de to kongeriger var forblevet samlet, er det umuligt, at de kunne have modstået Assyriens og Babyloniens ekspansion på den ene side og Egyptens på den anden. Det egyptiske parti i judæisk politik på Esajas' og Jeremias' tid havde så langt ret, at hvis Juda havde kunnet bevare sin uafhængighed i alliance med Egypten, kunne disse to lande tilsammen måske have modstået Assyriens eller Babylons magt. Men det er, fordi denne gamle slægt, der fører sin afstamning tilbage til fjern oldtid, bevarede sin religiøse uafhængighed på bekostning af sin nationale, at dens litteratur fortsat former meget af tankegangen i Europa og Amerika i dag.

Se ISRAEL, KINGDOM OF.

Thomas Hunter Weir