jor'-dan (yarden, "strømmende nedad"; 'Iordanes):

1. Kilde:

Jordanfloden i egentlig forstand begynder ved sammenløbet af fire vandløb (Bareighit, Hasbany, Leddan og Banias) i den øvre del af Hulehsøens slette. Bareighit får sin vandforsyning fra bakkerne mod vest, som adskiller dalen fra floden Litany, og er den mindst betydningsfulde af de fire. Hasbany er den længste af de fire (40 miles), idet den udspringer fra en stor kilde ved den vestlige fod af Hermonbjerget nær Hasbeiya, 1.700 fod over havet, og falder 1.500 fod på sit løb ned til sletten. Leddan er den største af de fire vandløb; den udspringer i flere kilder ved foden af højen Tell el-kady (Dan eller Lajish) i en højde af 505 fod over havet. Banias udspringer fra en berømt kilde nær byen Banias, som identificeres med det Cæsarea Filippi, der forbindes med forklarelsen på bjerget. Det gamle navn var Paneas, afledt af en grotte indviet til guden Pan. På dette sted opførte Herodes et tempel af hvid marmor, viet til Augustus Cæsar. Dette er sandsynligvis Ba'al-Gad i Jos 11,17 og 12,7. Dets højde er 1.100 fod over havniveau, og vandløbet falder omkring 600 fod på de 5 miles, det løber til Jordans begyndelse.

2. Hulehsøen:

Hulehsøens dal, som Jordan slynger sig igennem, er omkring 20 miles lang og 5 miles bred, afgrænset på begge sider af bakker og bjerge, der når højder på 3.000 fod. Efter at have løbet 4 eller 5 miles gennem en frugtbar slette går Jordan ind i et sumpet marskområde, som næsten fylder dalen, med undtagelse af 1 eller 2 miles mellem det og bjergenes fod på vestsiden. Dette sumpområde er næsten uigennemtrængeligt på grund af buske og papyrusrør, som nogle steder også gør sejlads i løbet vanskelig, selv med en kano. Hulehsøen, som floden her udvider sig til, ligger kun 7 fod over havniveau og mindskes langsomt i størrelse på grund af ophobningen af den rådnende vegetation fra det omgivende sumpområde og af det slam, som floden og tre bifloder fra bjergene fører med sig. Dens fortsatte eksistens er vidnesbyrd om den begrænsede periode, hvor de nuværende forhold har bestået. Der vil ikke gå mange tusinde år, før den er helt opfyldt, og sumpområdet er forvandlet til en frugtbar slette. Da spejderne besøgte området, må søen have været meget større, end den er nu.

Ved Hulehsøens sydlige ende indsnævres dalen til en bredde på nogle få hundrede yards, og floden begynder sin nedstigning til niveauer under Middelhavet. Floden er her kun omkring 60 fod bred, og på mindre end 9 miles falder den 689 fod gennem en smal klippekløft, hvor den møder det delta, den har aflejret ved den øvre ende af Genesaret Sø, og slynger sig langsomt frem for at møde dens vande. Overalt i dette delta kan floden let vades en stor del af året.

3. Genesaret Sø:

Genesaret Sø optager en udvidelse af Jordandalen, 12 miles lang og fra 3 til 6 miles bred. Bakkerne, der i almindelighed når 1.200 eller 1.500 fod over søen, går tæt ned til dens bred på alle sider. Mod øst og syd er de hovedsagelig af vulkansk oprindelse, og til en vis grad af samme karakter på nordvestsiden oven for Tiberias. På Kristi tid kan flodmundingen have ligget en halv mile eller mere længere oppe i deltaet end nu.

4. Yarmuk:

Da alt slammet fra den øvre Jordan aflejres i nærheden af deltaet ved Kapernaum, strømmer der klart vand ud fra søens sydlige ende ved den moderne by Kerak. Før det når Det Døde Hav, bliver det dog overfyldt med slam. Fra Kerak er dalens åbning overordentlig storslået. En stor slette mod øst strækker sig til Dekapolis' bakker og mod syd, så langt øjet rækker, gennem Ghor, som sænker sig til Det Døde Hav, omkranset af bjergvægge på begge sider. Fire eller fem miles længere nede forenes den fra øst med Yarmuk, oldtidens Hieromax, den største af alle dens bifloder. Det grus og sand, som dette vandløb har ført ned, har dannet en frugtbar deltaterasse, 3 eller 4 miles i diameter, som nu, ligesom i oldtiden, er et tiltrækkende sted for hyrder og agerdyrkere. Yarmuks dal giver nu et naturligt jævnt forløb for Akko- og Damaskus-jernbanen, ligesom den gjorde det for karavaneruterne i tidlige tider. Byen Gadara ligger på en højde lige syd for Yarmuk og 4 eller 5 miles øst for Jordan.

Ti miles neden for søen forenes floden fra vest med Wddy el-Bireh, som løber ned fra egnen ved Nazaret, mellem Taborbjerget og Endor, og giver en naturlig adgang fra Jordan til det centrale Galilæa. En akvædukt her forsyner stadig Ghors øvre terrasse med vand. Wddy el-Arab, med et lille vandløb, der løber året rundt, kommer også ind her fra øst.

5. El-Ghor:

Tyve mil neden for Galilæas Sø får floden tilløb af den betydelige Wady el-Jalud, som løber ned gennem Jizre'els dal mellem Gilboas bjerg og Lille Hermons bjergkæde (More-højen i Dom 7,1). Denne dal fører op fra Jordan til Esdrelons dal og derfra til Nazaret, og den udgjorde den sædvanlige rute for jøder, der drog fra Jerusalem til Nazaret, når de ønskede at undgå samaritanerne. Denne rute fører naturligt forbi Beisan (Bet-Sjean), hvor Sauls og Jonatans lig blev udstillet af filistrene, og forbi Shunem og Nain. Der er en markant udvidelse af Ghor over for Beisan, som udgør et vigtigt landbrugsområde. Byen Pella, hvortil de kristne flygtede ved Jerusalems ødelæggelse, ligger på østsiden af Ghor; mens Jabesh-Gilead, hvor Sauls og Jonatans lig til sidst blev ført hen af deres venner og brændt, ligger lidt længere oppe på Gileads skråning. Tyve mil længere nede får Ghor fra øst tilløb af Wady Zerka (bækken Jabbok), den næststørste biflod, som adskiller Ammon fra Gilead; dens øvre tilløb løber forbi Ammon, Mizpa og Ramot-Gilead. Det var ned gennem denne dal, Jakob drog til Sukkot.

Nogle få mil længere nede løber Wady Farah, hvis udspring ligger ved Sykar mellem Ebals og Gerizims bjerge, ned fra vest og udgjorde den naturlige rute for Jakobs indgang i det forjættede land.

Ved Damieh (sandsynligvis Adam i Jos 3,16) indsnævres Ghor af et fremspring fra vest af den bjergryg, der ender i Kurn Surtubeh, som rejser sig brat til en højde af 2.000 fod over floden.

Strækningen af Ghor mellem Damieh og Det Døde Hav har en temmelig ensartet bredde på 10 til 12 mil og et langt mere ensartet niveau end de øvre dele, men dens frugtbarhed hæmmes af mangel på vand og vanskelighederne ved kunstvanding. Fra omegnen af Jeriko følger en gammel romersk vej op gennem Wady Nawaimeh, som gav Josva en naturlig fremrykningslinje mod Aj, mens den naturlige vej til Jerusalem åbner sig gennem Wady el-Kelt. Både Aj og Oliebjerget er synlige fra dette punkt i Ghor.

6. Zor:

I lige linje er der kun 70 mil fra Galilæas Sø til Det Døde Hav, og dette er den nedre slettes (Zors) samlede længde; men flodens slyngninger hen over flodsletten fra den ene skrænt til den anden er så talrige, at flodens længde er fuldt 200 mil. Oberst Lynch berettede om 27 strømfald, som helt afbrød sejladsen, og mange andre, som gjorde den vanskelig. Den største del af faldet neden for Galilæas Sø finder sted før Damieh, 1.140 fod under Middelhavet. Mens Ghor-skrænterne på hver side af Zor er næsten sammenhængende og ensartede neden for Damieh, er de oven for dette punkt stærkt gennemskåret af erosion fra bifloder. Alligevel bringer et vidt udsyn næsten overalt det oprindelige ensartede niveau af de sedimentære aflejringer for dagen, som blev dannet, da dalen var fyldt med vand til en højde af 650 fod (se ARABAH; DEAD SEA).

Selve floden er i gennemsnit omkring 100 fod bred, når den er strengt begrænset til sit leje, men i de tidlige forårsmåneder bliver flodsletten i Zor fuldstændig oversvømmet, hvilket fører store mængder drivtømmer ind i dens krat og øger vanskeligheden ved at trænge igennem den, og midlertidigt driver voldsomme dyr ud, så de plager det omliggende land.

7. Vadestederne over Jordan:

Ifølge Conder er der ikke færre end 60 vadesteder mellem Galilæas Sø og Det Døde Hav. For størstedelens vedkommende vil man se, at disse forekommer ved strømfald eller over sandbanker aflejret af de vandløb, der løber ned fra den ene eller den anden side, som for eksempel neden for udløbene af Yarmuk, Jabbok, Jalud og Kelt. Disse vadesteder er dog ufremkommelige under højvandet i vinter- og forårsmånederne. Indtil romernes besættelse blev der ikke bygget broer; men de og deres efterfølgere rejste dem forskellige steder, især neden for Yarmuks og Jabboks udløb og næsten lige over for Jeriko.

Til trods for det store antal vadesteder, hvor det er muligt at krydse ved lav vandstand, var de, som lå i forbindelse med rejseruterne og derfor var til stor nytte, få. Begynder man nær Jordans udmunding og går nordpå, var der et vadested ved el-Henu, som førte direkte fra Jeriko til højlandet nordøst for Det Døde Hav. To eller tre mil længere mod nord ligger pilgrimmenes vadested, det bedst kendte af alle, ved mundingen af Wady Kelt. Nogle få mil længere oppe ad floden, på vejen fra Jeriko til es-Salt, nær mundingen af Wady Nimrin, er der nu en bro, hvor man tidligere var afhængig af vadestedet. Lige neden for mundingen af Wady Zerka (Jabbok) ligger vadestedet ved Damieh, hvor vejen fra Sikem går ned til floden. En bro blev engang bygget over floden på dette sted; men på grund af en ændring i strømlejet ligger den nu over et tørt vandløb. Det næste vigtige overgangssted er ved åbningen af Jizre'els dal, der kommer ind fra vest, hvor Det Nye Testamentes Betabara sandsynligvis skal placeres. Ved dette vadested mødes en række karavaneruter fra øst til vest. Det næste vigtige overgangssted er ved el-Mujamia, 2 eller 3 mil neden for Yarmuks udmunding. Også her var der en romersk bro. Der er også nogle spor af en gammel bro tilbage lige neden for det sted, hvor floden løber ud af Galilæas Sø, hvor der var et vadested af særlig betydning for de mennesker, der boede ved søens bredder og ikke havde råd til at krydse den i både. Mellem Galilæas Sø og Hulesøen fører et let vadested over strømmenes delta lidt oven for dets sammenløb med søen; mens man 2 eller 3 mil neden for Hulesøen finder »Jakobs døtres bro« på en af hovedruterne mellem Damaskus og Galilæa. Oven for Hulesøen kan de forskellige bifloder let krydses flere steder, skønt der kræves en bro for at krydse Bareighit nær dens udmunding, og en anden over Hasbany på hovedvejen fra Cæsarea Filippi til Sidon, ved el-Ghagar.

George Frederick Wright