ja'-kub:

I. NAVN

1. Form og udbredelse

2. Etymologi og associationer

II. HANS PLADS I PATRIARKERNES RÆKKEFØLGE

1. Som søn af Isak og Rebekka

2. Som bror til Esau

3. Som far til de tolv

III. BIOGRAFI

1. Hos Isak i Kanaan

2. Til Aram og tilbage

3. I Kanaan igen

4. Sidste år i Egypten

IV. KARAKTER OG TRO

1. Naturlige egenskaber

2. Udviklingstrin

3. Holdning til løftet

4. I hvilken grad en »type« på Israel

V. HENVISNINGER UDEN FOR FØRSTE MOSEBOG

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente

VI. MODERNE FORTOLKNINGER AF JAKOB

1. Personifikation af den hebraiske nation

2. Gud og halvgud

3. Fiktiv skikkelse

I. Navn.

1. Form og udbredelse:

ya`aqobh (5 gange ya`aqowbh); Iakob, er i formen et verbum i Qal imperfektum, 3. person maskulinum singularis. Ligesom omkring 50 andre hebraiske navne af samme form har det ikke noget udtrykt subjekt for verbet. Men der findes en række uafhængige tegn på, at Jakob hører til den store klasse af navne, der består af et verbum med et guddommeligt navn eller en guddommelig titel (i dette tilfælde 'El) som subjekt, hvorfra den almindelige forkortede form er afledt ved at udelade subjektet.

(a) I babyloniske dokumenter fra patriarkernes periode forekommer sådanne personnavne som Ja-ku-bi, Ja-ku-ub-ilu (det første uden tvivl en forkortelse af det sidste) og Aq-bu-u (sammenlign Aq-bi-a-hu), ifølge Hilprecht en synkoperet form for A-qu(?)-bu(-u), ligesom Aq-bi-ili ved siden af A-qa-bi-ili; alle disse kan forbindes med den samme rod `aqabh, som den forekommer i Jakob (se H. Ranke, Early Babylonian Personal Names, 1905, med noter af professor Hilprecht som redaktør, især s. 67, 113, 98 og 4).

(b) I listen over steder i Israels land, som farao Thutmose III erobrede, optræder et bestemt J'qb'r, som i egyptiske tegn gengiver de semitiske bogstaver ya`aqobh-'el, og som derfor synes at vise, at der i den tidligere halvdel af det 15. århundrede f.Kr. (sådan Petrie, Breasted) fandtes et sted (ikke en stamme; se W. M. Muller, Asien und Europa, 162 ff) i det centrale Israels land, der bar et navn, som på en eller anden måde var forbundet med »Jakob«. Desuden bærer en farao fra Hyksos-perioden et navn, der ligner ya`aqobh-'el (Spiegelberg, Orientalische Literaturzeitung, VII, 130).

(c) I den jødiske traktat Pirqe Abhoth, iii.l, læser vi om en jøde ved navn 'Aqabhyah, som er et navn sammensat af den samme verbalrod som den i Jakob, sammen med det guddommelige navn Yahu (dvs. Jahve) i dets almindelige forkortede form. Det bør bemærkes, at personnavnene `Aqqubh og Ya`aqobhah (tryk på næstsidste stavelse) også forekommer i Det Gamle Testamente, det første båret af ikke færre end 4 forskellige personer; og også at vi i de palmyrenske indskrifter finder en person ved navn `ath`aqobh, et navn hvor dette samme verbum `aqabh går forud for guden `Ates navn, ligesom det i `Aqabhyah efterfølges af navnet Yahu.

2. Etymologi og associationer:

Når navnets form og udbredelse er sådan, står det tilbage at spørge: Hvad ved vi om dets etymologi, og hvilke associationer fremkaldte det for det hebraiske øre?

Verbet kan i alle sine anvendelser udledes, ved en enkel idéassociation, fra substantivet »hæl«. »At hæle« kunne betyde:

(a) »at gribe fat i hælen« (sådan sandsynligvis Hos 12,3; sammenlign 1 Mos 27,36);

(b) »at følge efter med ond hensigt«, »at fortrænge« eller i almindelighed »at bedrage« (sådan 1 Mos 27,36; Jer 9,4, hvor parallellen, »gå omkring med bagvaskelse«, er interessant, fordi det ord, der er oversat sådan, er beslægtet med substantivet »fod«, ligesom »fortrænge« er beslægtet med »hæl«);

(c) »at følge efter med god hensigt«, hvad enten det er som en slave (sammenlign vores engelske »to heel«, sagt om en hund) for at tjene, eller som en vagt for at beskytte, deraf »at vogte« (sådan på etiopisk), »at holde vagt over«, og således »at holde tilbage« (sådan Job 37,4);

(d) »at følge«, »at efterfølge«, »at indtage en andens plads« (sådan arabisk, og det hebraiske substantiv 'eqebh, »følge«, »gengældelse«, hvad enten det er som belønning eller straf).

Blandt disse fire betydninger, hvilken anbefaler da sig selv mest som den oprindelige hensigt i brugen af dette verbum til at danne et egennavn? Svaret på dette spørgsmål afhænger af, hvor stærkt det guddommelige navn blev følt som verbets subjekt. Som Jacob-el er den enkleste fortolkning af navnet uden tvivl, som Baethgen fremhæver (Beitrage zur sem. Religionsgeschichte, 158), »Gud belønner« ((d) ovenfor), ligesom Nathanael, »Gud har givet«, osv. Men vi har allerede set, at dette navn århundreder før den tid, hvor Jakob siges at være født, blev forkortet ved at udelade det guddommelige subjekt; og i denne forkortede form ville det med større sandsynlighed vække associationer hos alle semitter, der brugte det, til rodens primære, fysiske forestilling ((a) ovenfor). Derfor er der ingen grund til at benægte, at dette velkendte personnavn Jakob allerede i patriarktiden lå lige for hånden — et navn, der så at sige var færdigdannet — til dette barn, med henblik på de særlige omstændigheder ved dets fødsel; ja, man kan sige, at man ikke kunne undgå at bruge det. (Et parallelt tilfælde er måske 1 Mos 38,28; 1 Mos 38,30, Zera; sammenlign Zeraja.) De associationer, som denne rod i daglig brug i Jakobs familie havde med betydningen »at fortrænge«, førte til en ny erkendelse af dens passende anvendelse på hans karakter og adfærd, da han var blevet voksen ((b) ovenfor). Denne opbygning udelukker ikke en forbindelse mellem patriarken Jakob og de »Jacob-els«, der er omtalt ovenfor (under 1, (b)), hvis en sådan forbindelse af andre grunde skulle vise sig sandsynlig. En sådan længere form var måske for enhver »Jakob« en alternativ form af hans navn og kan under bestemte omstændigheder have været brugt af eller om selv patriarken Jakob.

II. Plads i patriarkernes rækkefølge.

1. Som søn af Isak og Rebekka:

I dynastiet af »løftets arvinger« indtager Jakob først sin plads som Isaks efterfølger. I Isaks liv havde den mest betydningsfulde enkeltstående kendsgerning været hans ægteskab med Rebekka i stedet for med en kvinde fra Kanaan. Jakob repræsenterer derfor den første generation af dem, der er bestemt adskilt fra deres omgivelser. Abraham og hans husstand var indvandrere i Kanaan; Jakob og Esau var indfødte i Kanaan i anden generation, men havde ikke en dråbe kana'anæisk blod i deres årer. Deres fødsel blev udskudt indtil 20 år efter deres forældres ægteskab. Rebekkas ufrugtbarhed havde bestemt den samme virkning, og sandsynligvis det samme formål, som Saras: Den drev Isak til guddommelig hjælp, krævede af ham, som den havde krævet af Abraham, den »tro og tålmodighed«, gennem hvilken de »arvede løfterne« (Hebr 6,12), og gjorde også dette pars børn til en tydelig gave fra Guds nåde, så Isak bedre var i stand til »ved tro« at »velsigne Jakob og Esau, også med hensyn til det, der skulle komme« (Hebr 11,20).

2. Som Esaus bror:

Disse tvillingebrødre deler derfor indtil dette punkt det samme forhold til deres forældre og til det, deres forældre videregiver til dem. Men her ophører ligheden. »Da de endnu ikke var født og hverken havde gjort noget godt eller ondt, for at Guds hensigt efter udvælgelse skulle stå fast, ikke af gerninger, men af ham, som kalder, blev der sagt til (Rebekka): Den ældre skal tjene den yngre« (Rom 9,11; Rom 9,12). I Første Mosebogs fortælling, uden at der fremsættes nogen læremæssige påstande hverken for at forklare det eller udledes af det, gøres kendsgerningen ikke desto mindre lige så klar som i Malakias eller Romerbrevet: Esau forkastes, og Jakob udvælges som et led i den arvekæde, der modtager og videregiver løftet.

3. Som fader til de tolv:

Med Jakob nås den sidste person, som for sin egen generation således sammenfatter »sæden« fra løftet i ét enkelt individ. Han bliver far til 12 sønner, som er stamfædre til stammerne i det »særlige folk«. Det er af denne grund, at dette folk bærer hans navn og ikke hans far Isaks eller hans bedstefar Abrahams navn. »Israels børn«, »Jakobs hus«, er hele løftets sæd. Også edomitterne er Isaks børn. Ismaelitter kan lige så vel som israelitter rose sig af at nedstamme fra Abraham. Men de tolv stammer, der kaldte sig »Israel«, var alle efterkommere af Jakob og var de eneste efterkommere af Jakob efter det agnatiske princip for familiestruktur.

III. Biografi.

En vandrers liv (5 Mos 26,5 Revised Version, randnote), sådan som Jakob var, kan ofte bedst inddeles efter et geografisk princip. Jakobs løbebane falder i fire klart adskilte perioder: hans ophold hos Isak i Kanaan, hans ophold hos Laban i Aram, hans uafhængige liv i Kanaan og hans udvandring til Egypten.

1. Hos Isak i Kanaan:

Jakobs fødsel var bemærkelsesværdig med hensyn til

(a) dens forsinkelse i 20 år, som nævnt ovenfor,

(b) den tilstand hos hans mor, som førte til det guddommelige orakel om hans fremtidige storhed og overhøjhed, og

(c) det usædvanlige fænomen, der gav ham hans navn: »han holder ved hælen« (se ovenfor, I, 2).

Til forskel fra sin tvillingebror synes Jakob at have været fri for alle fysiske særegenheder; hans glathed (1 Mos 27,11) siges kun om ham i modsætning til Esaus behåring. Efterhånden som disse brødre udviklede sig, voksede de fra hinanden i smag og vaner. Jakob, der lignede sin far i sin stille livsform og (måske af den grund) var sin mors ledsager og yndling, fandt tidligt lejlighed til at opnå Esaus edfæstede afkald på sin førstefødselsret ved at udnytte hans vaner, hans impulsivitet og hans grundlæggende ligegyldighed over for familiens højere ting, fremtidens ting (1 Mos 25,32). Det var først længe efter, at den ledsagende scene til denne første »fortrængning« (1 Mos 27,36) blev udspillet. Begge sønner må imens blot tænkes som medlemmer af Isaks følge under hele perioden med hans på hinanden følgende ophold i Gerar, Gerars dal og Be'ersheba (1 Mos 26). Inden for denne periode, da brødrene var 40 år gamle, fandt Esaus ægteskab med to hittitiske kvinder sted. Jakob, som huskede sin egen mors oprindelse, ventede på det rette tidspunkt til at finde den kvinde, der skulle være mor til hans børn. Spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle føres til ham, sådan som Rebekka blev ført til Isak, eller om han skulle gå ud for at finde hende, blev til sidst afgjort af en familiestrid, som kun hans fravær kunne læge. Denne strid blev foranlediget af det bedrag, som Jakob på Rebekkas befaling øvede mod sin far og sin bror, da disse to havde i sinde at ophæve oraklets klart åbenbarede formål (1 Mos 25,23) og sanktionerne i en højtidelig ed (1 Mos 25,33). Isaks partiskhed for Esau udsprang måske lige så meget af Esaus lighed med hans mors aktive, impulsive natur som af den sanselige tilfredsstillelse, Isak fik af de velsmagende retter, hans søns jagt skaffede. Under alle omstændigheder modarbejdede denne partiskhed sig selv, fordi den gik for vidt. Hustruen, som havde lært at være øjne og ører for en mands svigtende sanser, opdagede den hemmelige plan, lagde en modplan med lige så megen dygtighed som skrupelløshed, og mens hun skaffede den faderlige velsignelse til sin yndlingssøn, kom hun ikke desto mindre under den smertefulde nødvendighed at vælge mellem at miste ham ved hans brors hævn eller at miste ham ved fravær fra hjemmet. Hun valgte naturligvis det sidste alternativ og fremkaldte selv Jakobs afrejse ved over for Isak at påberåbe sig nødvendigheden af at skaffe en kvinde som Jakobs hustru af en anden slags end de kana'anæiske kvinder, Esau havde giftet sig med. Således ender den første del af Jakobs liv.

2. Til Aram og tilbage:

Det er ikke nogen ung mand, der således drager af sted for at undslippe en broders hævn og måske omsider finde en hustru blandt sin mors slægtninge. Det var længe før dette, at Esau i en alder af fyrre år havde giftet sig med de hittitiske kvinder (sammenlign 1 Mos 26,34 med 27,46). Men for en, der hidtil havde tilbragt sit liv underordnet sin far, forkælet af sin mor, i ærefrygt for en broders fysiske overlegenhed og "boende i telte, en stille (huslig) mand" (1 Mos 25,27), var denne rejse på 500 eller 600 mil, uden nogen til at lede, råde eller forsvare ham, en lige så ny erfaring, som hvis han virkelig havde været den yngling, han undertiden er blevet fremstillet som. Alle livets mest betydningsfulde kapitler ventede ham: selvbestemmelse, kærlighed, ægteskab, faderskab, huslig forsørgelse og ledelse, tilpasning af hans forhold til mennesker og frem for alt en personlig og selvstændig religiøs erfaring.

Af disse ting skulle alle komme til ham i de 20 års fravær fra Kanaan, og den sidste skulle komme først; for Jakobs drøm ved Betel var naturligvis kun åbningsscenen i det lange drama om Guds direkte handlen med Jakob. Alligevel var det den afgørende scene, for Gud var i sin seneste og fuldeste åbenbaring for Jakob netop "Betels Gud" (1 Mos 35,7; 1 Mos 48,3; 1 Mos 49,24).

Med ankomsten til Haran kom kærligheden straks, om end først efter 7 år fuldbyrdelsen af den kærlighed. Dens styrke antydes naivt af forfatteren på to måder: indirekte i den pludselige udfoldelse af fysisk kraft ved brønden (1 Mos 29,10), og udtrykkeligt i de tålmodige år med slid for Rakels skyld, som "forekom ham kun nogle få dage på grund af den kærlighed, han havde til hende" (1 Mos 29,20). Jakob skal ikke i første række lastes for det flerkoneri, der bragte uro ind i hans familieliv og såede splittelsens og skinsygens frø i fremtidens nation. Skønt meget af Israels historie kan sammenfattes i rivaliseringen mellem Lea og Rakel--Juda og Josef--var det dog ikke Jakobs valg, men Labans bedrag, der indførte denne årsag til splittelse. Ved afslutningen af sine 7 års arbejde modtog Jakob som hustru ikke Rakel, men Lea, med den forsinkede begrundelse, at det ikke var landets skik at give den yngre datter bort før den ældre. Dette var den første af de "ti gange", hvor Laban "ændrede Jakobs løn" (1 Mos 31,7; 1 Mos 31,41). Rakel blev Jakobs hustru 7 dage efter Lea, og for denne anden hustru "tjente han 7 år til". I løbet af disse 7 år blev de fleste af de sønner og døtre født (1 Mos 37,35), som udgjorde den egentlige familie, kernen i den store karavane, Jakob tog med sig tilbage til Kanaan. Dina er den eneste datter, der nævnes ved navn; 1 Mos 30,21 er tydeligvis en forberedelse til fortællingen i 1 Mos 34 (se især 34,31). Fire af Leas sønner var de ældste: Ruben, med førstefødselsretten, Simeon, Levi og Juda. Dernæst kom de 4 sønner af Bilha og Zilpa, de to hustruers personlige slavinder (sammenlign ABRAHAM, iv, 2); de to par sønner var sandsynligvis omtrent jævnaldrende (sammenlign rækkefølgen i 1 Mos 49). Leas 5. og 6. søn var adskilt fra hendes ældre gruppe af et mellemrum af usikker længde. Og Josef, den yngste søn, der blev født i Haran, var Rakels første barn, lige elsket af sin mor og af sin far for hendes skyld (33,2; sammenlign 44,20), såvel som fordi han var den yngste af de elleve (37,3).

Jakobs tjenesteår for sine hustruer blev efterfulgt af 6 års tjeneste, udført for en aftalt løn. Labans snuhed med at begrænse størrelsen af denne løn på mange forskellige måder blev modsvaret af Jakobs snuhed med at udtænke midler til at overliste sin onkel, således at den pengeløse vandrer fra 20 år tidligere bliver den velhavende ejer af utallige kreaturer og af de skarer af slaver, der var nødvendige for at passe dem (1 Mos 32,10). Samtidig er Jakobs forsvar for sin opførsel i hele denne periode med ophold i Haran kraftfuldt (1 Mos 31,36-42); det synes umuligt for Laban at gendrive (1 Mos 31,43); og det bekræftes både af Leas og Rakels tydelige samtykke (1 Mos 31,14-16) og af tegn i fortællingen på, at Guds retfærdighed (ikke blot partiskhed) gav hver part hans rette gengældelse: til Jakob det rige udbytte af dygtigt, tålmodigt arbejde; til Laban irettesættelse og advarsel (1 Mos 31,5-13; 1 Mos 31,24; 1 Mos 31,29; 1 Mos 31,42).

Måden, hvorpå Jakob drog bort fra Haran, blev bestemt af det anspændte forhold mellem hans onkel og ham selv. Hans motiv til at rejse fremstilles dog som grundlæggende ønsket om at afslutte et fravær fra hans fars land, der allerede var blevet alt for langt (1 Mos 31,30; sammenlign 1 Mos 30,25)--et ønske, som faktisk viste sig for ham i form af en åbenbaring af Guds egen hensigt og befaling (1 Mos 31,3). Ulykkeligvis blev hans rene rygte plettet af en anden persons handling end hans egen, som dog, som medlem af hans familie, påførte ham ansvarets byrde. Rakel var, ligesom sin far Laban, hengiven til den overtro, der viste sig i at opbevare og rådspørge terafim, en skik der, hvad enten den stod nærmere fetichisme, totemisme eller forfædredyrkelse, blev følt som uforenelig med tilbedelsen af den ene sande Gud. (Bemærk, at "terafim" i 1 Mos 31,19; 1 Mos 31,34 f er de samme som "guderne" i 31,30.32 og tilsyneladende i 35,2.4.) Dette tyveri gav Laban et påskud til forfølgelse. Hvad han havde til hensigt at gøre, vidste han sandsynligvis selv kun ufuldstændigt. En eller anden form for tvang ville han uden tvivl have bragt til anvendelse mod Jakob og hans karavane, hvis han ikke i en drøm havde genkendt den Gud, som Jakob tilbad, og hørt ham udtale en advarsel mod brugen af vold. Laban fandt ikke sine stjålne guder, for hans datter var lige så listig og snarrådig som han. Hele begivenheden endte i en formel forsoning, med det sædvanlige offer- og mindetegn (1 Mos 31,43-55).

Efter Laban, Esau. Ikke så snart er én fare undsluppet, før en værre truer. Alligevel ligger mellem dem løftet om guddommeligt nærvær og beskyttelse i synet af Guds hær ved Mahanajim: blot en enkel meddelelse, uden nogen af de fantasifulde detaljer, som folkelig fortællekunst elsker, men den nøgterne optegnelse af en tradition, for hvilken det overnaturlige var en kendsgerning. Selv den længere passage, der bevarer hændelsen ved Penuel, er udformet i samme ånd. Hvad åbenbaringen af Guds hær ikke havde været nok til at lære denne troløse, ængstelige, rænkefulde patriark, søgte Gud at lære ham i nattens kamp, med dens uudslettelige fysiske minde om en menneskelig afmagt, der ikke kan udrette mere end at klamre sig til guddommelig almagt (1 Mos 32,22-32). Den snedige Jakobs kneb for at afvæbne en fornærmet og formodet uforsonlig bror viste sig lige så unyttige som den frugtesløse brydekamp natten før; Esaus særlige sindelag var ikke Jakobs værk, men Guds, og alene det skyldte Jakob sin sikkerhed. Jakobs praktiske visdom dikterede hans insisteren på hurtigt at bringe det foreslåede fællesskab med hans omskiftelige bror til ophør, midt i vanskelighederne ved en rejse, som ikke kunne deles af så forskellige sociale og etniske elementer som Esaus væbnede hær og Jakobs karavane, uden utilfredshed på den ene side og katastrofe på den anden. Brødrene skilles for ikke at mødes igen, før de mødes for at begrave deres far i Hebron (1 Mos 35,29).

3. I Kanaan igen:

Før Jakob ankom til det sydlige Kanaan, hvor hans far endnu levede, og hvor hans egen ungdom var blevet tilbragt, gennemgik han en periode med omflakken i den centrale del af landet, nogenlunde svarende til den, der fortælles om hans farfar Abraham. For enhver sådan nomade, der langsomt vandrede fra Aram mod Egypten, var en periode med ophold i området ved Efraims bjergland et naturligt kapitel i hans rejsebog. Jakobs længere ophold, som er optegnet for os, var

(1) ved Sukkot, øst for Jordan nær Penuel,

(2) ved Sikem og

(3) ved Betel.

Intet, der var værd at optegne, skete ved Sukkot, men opholdet ved Sikem var begivenhedsrigt. Første Mosebog 34, som fortæller historien om Dinas forførelse og hendes brødres hævn, kaster lige så meget lys over forholdet mellem Jakob og kana'anæerne, som kapitel 14 eller kapitel 23 gør over Abrahams forhold, eller kapitel 26 over Isaks forhold, til sådanne fastboende indbyggere i landet. Der er en mærkelig blanding af moralske og umoralske elementer i Jakob og hans familie, sådan som de skildres i denne uheldige hændelse. Der er den vedvarende tradition om adskillelse fra kana'anæerne, overleveret fra Abrahams tid (kapitel 24), sammen med en voksende familiebevidsthed og følelse af overlegenhed (34,7.14.31). Og samtidig er der ligegyldighed over for deres enestående moralske stilling blandt de omgivende stammer, vist i Dinas sociale omgang med dem (34,1), i Simeons og Levis forræderi og grusomhed (34,25-29) og i Jakobs større bekymring for sine ejendeles sikkerhed end for bevarelsen af sit gode navn (vers 30).

Det var denne bekymring for familiens og dens rigdoms sikkerhed, der opnåede det mål, som frygten for social opslugning tilsyneladende aldrig ville have opnået--afslutningen på et langt ophold, hvor der var moralsk fare for alle. For anden gang måtte Jakob ligefrem drives til Betel. Sikkerhed mod hans fjender var igen en gave fra Gud (1 Mos 35,5), og i en fornyelse af de gamle, glemte idealer om indvielse (1 Mos 35,2-8) flytter han og hele hans følge fra Sikems smertefulde minder til Betels hellige minder. Her blev de forskellige sider af alle Guds tidligere meddelelser til denne patriark og til hans fædre før ham fornyet. Det nye navn Israel, hidtil så dårligt fortjent, skal fremover finde virkeliggørelse i hans liv; hans fædres Gud skal være hans Gud; hans afkom skal arve løftets land og skal ikke være nogen ubetydelig stamme, men en gruppe folkeslag med konger til at herske over dem ligesom folkene rundt omkring (1 Mos 35,9-12). Intet under, at Jakob her på ny rejser sit stenmonument--emblem på "Israels sten" (1 Mos 49,24)--og for altid, ved denne offentlige handling, præger navnet Betel på det gamle Luz (1 Mos 35,6), det navn han privat havde givet det år tidligere (1 Mos 28,19).

Tab og sorger prægede patriarkens familieliv i denne periode. Hans mors syriske ammes død ved Betel (1 Mos 35,8; jf. 1 Mos 24,59) blev fulgt af hans elskede hustru Rakels død ved Efrat (1 Mos 35,19; 1 Mos 48,7), da hun fødte den yngste af hans 12 sønner, Benjamin. Omtrent samtidig forspildte den ældste af de 12, Ruben, æren ved sin stilling i familien ved en handling, der alt for tydeligt viste virkningen af den nylige omgang med kana'anæere (1 Mos 35,22). Til sidst krævede døden Jakobs gamle far, hvis sidste år var blevet berøvet samværet ikke blot med denne søn, men også med den søn, som hans partiskhed næsten havde gjort til brodermorder; ved Isaks grav i Hebron mødtes de dårligt matchede brødre endnu en gang, for derefter at gå hver sin vej, både i deres personlige løbebaner og i deres efterkommeres historie (1 Mos 35,29).

Jakob er nu efter patriarkalsk skik med rette hele familiens overhoved. Også han tager bolig i Hebron (1 Mos 37,14), og beretningen om familiens skæbne føres nu videre under den nye overskrift »Jakobs slægtshistorie« (1 Mos 37,2). Ganske vist drejer det meste af denne beretning sig om Josef, den yngste i familien bortset fra Benjamin; men forekomsten af afsnit som 1 Mos 38, der udelukkende er viet Judas anliggender, eller 46,8-27, opregningen af hele Jakobs familie gennem dens sidegrene, eller 1 Mos 49, Jakobs velsignelse af alle sine sønner — alt dette viser, at Jakob, ikke Josef, er beretningens egentlige centrum indtil hans død. Så længe han lever, er han det virkelige overhoved for sit hus og ikke blot en overældet veteran som Isak. Ikke alene Josef, drengen på 17 år (37,2), men også de egenrådige ældre sønner kommer og går på hans bud, selv et snes år senere (1 Mos 42; 1 Mos 43; 1 Mos 44; 1 Mos 45). Josefs kæreste tanke, ligesom den er hans første tanke, gælder hans gamle far (43,7.27; 44,19; og især 45,3.9.13.23 og 46,29).

4. De sidste år i Egypten:

Det er denne hengivenhed hos Josef, der fører til Jakobs vandring til Egypten. De æresbevisninger, Josef dér kan vise sin far, viser han ham: han fremstiller ham for Farao, som for Josefs skyld modtager ham med værdighed og anviser ham et hjem og underhold for ham selv og hele hans folk som hædrede gæster i Egyptens land (1 Mos 47,7-12). Men i Be'ersheba, mens han var på vej til Egypten, havde Jakob opnået en større ære end denne modtagelse hos Farao. Han havde dér fundet sin far Isaks Gud, lige så rede til at svare på hans ofre som nogen sinde på hans fædres, og havde modtaget den nådige forsikring om guddommelig vejledning på denne betydningsfulde rejse, svanger med så vældig en betydning for det kommende folk og for verden (1 Mos 46,1-4): Gud selv ville gå med ham ned til Egypten og give ham, ikke blot glæden ved endnu en gang at omfavne sin længe savnede søn, men opfyldelsen af pagtens løfte (1 Mos 15,13-16) om, at han og hans efterkommere ikke vendte Kanaan ryggen for altid. Skønt Jakob var 130 år gammel, da han stod foran Farao, følte han, at hans dage havde været »få« såvel som »onde« i sammenligning med hans fædres (1 Mos 47,9). Og i virkeligheden havde han endnu 17 år at leve i Goshen (1 Mos 47,28).

Disse sidste dage forbigås uden optegnelse, bortset fra familiens vækst og fremgang. Men ved deres afslutning kom overdragelsen af de fædrene velsignelser sammen med den døende patriarks sidste vilje. Efter at have adopteret Josefs sønner, Manasse og Efraim, som sine egne, velsigner Jakob dem, idet han foretrækker den yngre frem for den ældre, ligesom han selv engang var blevet foretrukket frem for Esau, og tildeler Josef den førstefødtes »dobbelte del« — den »forrang«, som han nægter Ruben (1 Mos 48,22; 1 Mos 49,4). I poesi, der med stilens varme følelse og glødende billedsprog og diktionens uovertrufne højde forener en lyrisk inderlighed i den religiøse følelse, som kræver en forfatterpersonlighed, der havde gennemgået netop en sådan oplæring som den, Jakob havde erfaret, markerer Jakobs sidste ord i 1 Mos 49 et vendepunkt i Guds folks historie. Dette er en oversættelse af biografi til profeti. Hvis man antager, at den er ægte, kan vi med sikkerhed hævde, at den ganske enkelt var uforglemmelig for dem, der hørte den. Dens tilhørere var dens tema. Deres efterkommere var dens opfyldelse. Hverken den ene eller den anden gruppe kunne nogen sinde lade den gå i glemme.

Det var »ved tro«, bliver vi med rette mindet om, at Jakob »velsignede« og »tilbad«, »da han skulle dø« (Hebr 11,21). For han holdt fast ved Guds løfter og så selv i opløsningens time hen til pagtens opfyldelse, ifølge hvilken Kanaan skulle tilhøre ham og hans sæd efter ham. Derfor satte han Josef et eksempel ved at »give befaling om sine knogler«, så de kunne hvile i Abrahams og Isaks gravsted nær Hebron. Efter deres fars død og de 70 dages officielle sørgetid tog Josef og alle hans brødre fat på at udføre denne opgave. Fulgte af et »meget stort følge« af Egyptens fornemme mænd, herunder kongelige embedsmænd og repræsentanter for kongefamilien, førte denne hebraiske stamme det balsamerede legeme af den patriark, som de fra nu af skulle tage deres stammenavn fra, op til begravelse i løftets land, holdt efter skik og brug klage over ham i 7 dage og vendte derpå tilbage til deres midlertidige hjem i Egypten, indtil deres børn til sidst skulle blive »kaldt« derfra for at blive Guds søn« (Hos 11,1) og arve hans løfter til deres far Jakob.

IV. Karakter og trosforestillinger.

I løbet af denne redegørelse for Jakobs livsløb er mandens indre såvel som ydre skæbne til en vis grad trådt frem. Men et mere samlet syn på, hvilken slags mand han var, vil ikke være overflødigt på dette sted. Hvilket sindelag var han udstyret med — den naturlige kerne for erhvervede egenskaber og vaner? Gennem hvilke stadier gik han i udviklingen af sine trosforestillinger og sin karakter? Hvilken holdning fastholdt han især over for det mest betydningsfulde i sit liv, Guds løfte til hans hus? Og endelig: hvilke ligheder kan spores mellem Israel som mand og Israel som folk, af en sådan art at den ene kan betragtes som »typisk« for den anden? Disse forhold fortjener mere end en flygtig omtale.

1. Naturlige egenskaber:

Fra sin far arvede Jakob den huslige indstilling og den kærlige tilknytning til hjemmets kreds, som viser sig i hans liv fra begyndelse til ende. Han arvede skarpsindighed, initiativ og rådsnarhed fra Rebekka – egenskaber, som hun tilsyneladende delte med sin bror Laban og hele hans familie. De iøjnefaldende etiske fejl hos både Abraham og Isak er mangel på åbenhed og mangel på mod. Det er derfor ikke overraskende at finde de samme svagheder hos Jakob. Bedrag og fejhed ses igen og igen i den upartiske beretning om hans liv. Begge udspringer af vantro. De hører det naturlige menneske til. Guds forvandling af dette menneske blev virket ved tro – ved at vække og nære i ham en enkel tillid til sandheden og kraften i det guddommelige ord. For Jakob var ikke på noget tidspunkt i sin løbebane ligeglad med Åndens ting, de usynlige ting og dem, der hører fremtiden til. I modsætning til Esau var han ikke følelsesløs over for Guds berøring. Enten ved arv eller som en frugt af tidlig undervisning havde han, som den uvurderlige skat og den sande kapital i sin åndelige løbebane, en fast overbevisning om værdien af det, Gud havde lovet, og en overordnet stræben efter at opnå det for sig selv og sine børn. Men imod den guddommelige plan om at nå dette mål ved tro arbejdede Jakobs naturlige egenskaber hele tiden – de ikke-moralske såvel som de umoralske egenskaber – som drev ham til at redde sig selv og sin lykke ved »gerninger«: ved klogskab, list, kompromis, sej udholdenhed – hvad som helst og alt, der kunne foregribe, at Gud gennemførte sit formål i sin egen tid og på sin egen måde. Kort sagt er »målet helliger midlet« det program, der mere end noget andet finder både illustration og irettesættelse i Jakobs karakter.

2. Udviklingens stadier:

Med en sådan kombination af naturlige anlæg – sociale, praktiske, etiske – som udgangspunkt gennemgik Jakob et forløb af guddommelig oplæring, som ved at bygge videre på nogle af dem, undertrykke andre og forvandle resten endte i nådens sejr over naturen, i forvandlingen af en Jakob til en Israel. Denne oplæring er blevet godt analyseret af en nyere forfatter (Thomas, Genesis, III, 204 f) som sorgens skole, forsynets skole og nådens skole. Under overskriften sorg er det ikke svært at genkalde sig mange erfaringer i det livsforløb, der netop er gennemgået: langvarigt eksil; skuffelse; syndige lidenskaber som grådighed, vrede, begær og misundelse hos andre, som Jakob blev offer for; rådvildhed; og igen og igen tabet af dem, han holdt mest af.

Men ud over disse sorger handlede Guds forsyn med ham på højst bemærkelsesværdige måder, og måske mere lærerigt for studiet af sådanne guddommelige handlinger end i tilfældet med nogen anden skikkelse i Det Gamle Testamente. Ved skiftevis at give og holde tilbage, ved fare her og udfrielse dér, ved godt og dårligt rygte, snart ved at de »bedst lagte planer« slog fejl, og snart ved fremgang med tilsyneladende utilstrækkelige midler, udviklede Gud i ham vanen – som ikke synes at have været medfødt hos ham, sådan som den til dels synes at have været hos Abraham og Josef – til at stole på guddommelig kraft og vejledning, til at acceptere den guddommelige vilje og til at erkende den guddommelige nærhed og trofasthed.

Og endelig er der de beundringsværdigt graduerede lektioner i Guds nåde, som blev givet i rækken af guddommelige åbenbaringer for patriarken: ved Betel, ved Karan, ved Penuel, igen ved Betel og ved Be'ersheba. For hvis indholdet af disse guddommelige åbenbaringer sammenlignes, vil man finde, at de alle ligner hinanden i forsikringen om (1) at Gud er med ham for at velsigne; (2) at forandringerne i hans liv er bestemt af Gud og er til hans endelige gode; og (3) at han er arving til fædrenes løfter.

Man vil desuden finde, at de kan ordnes på forskellige måder, alt efter om den ene eller den anden af åbenbaringerne betragtes som højdepunktet. Således kan (1), i overensstemmelse med den kronologiske orden, åbenbaringen ved Be'ersheba med rette regnes for højdepunktet af dem alle. Abraham var draget til Egypten for at undslippe en hungersnød (1 Mos 12,10), men han drog uden åbenbaring og vendte tilbage med bitter erfaring af sin fejltagelse. Isak forsøgte at drage til Egypten af samme grund (1 Mos 26,1), men blev forhindret ved åbenbaring. Jakob drager nu til Egypten, men han drager med udtrykkelig godkendelse fra sine fædres Gud og med den klare forsikring om, at det samme guddommelige forsyn, som havde bestemt denne flytning (1 Mos 50,20), vil sørge for, at den ikke kuldkaster nogen af Guds løfter. Dette var en krise i »Guds riges« historie på linje med begivenheder som udgangen af Egypten, eksilet eller hjemkomsten.

(2) I sin betydning for hans personlige historie var den første af disse åbenbaringer enestående. Betel var vidne til Jakobs valg, åbenbart for første gang, af sine fædres Gud som sin Gud. Og selv om vi senere finder, at Jakob tåler afgudsdyrkelse i sin husstand og kompromitterer sit religiøse vidnesbyrd ved synd, finder vi aldrig antydning af hans egen utroskab mod dette første og endelige religiøse valg. Dette bekræftes yderligere af, at hans senere åbenbaringer knyttes til denne grundlæggende åbenbaring, som om den gav dem betydningen af kontinuitet og gjorde hans religiøse erfaring til en enhed. Således var det ved Karan »Betels Gud«, der befalede hans hjemvenden (1 Mos 31,13); ved Sikem var det til Betel, han blev befalet at drage, for at han omsider kunne opfylde sit Betel-løfte ved dér at rejse et alter for den Gud, som dér havde vist sig for ham (1 Mos 35,1); og endelig ved Betel blev løftet fra tidligere år fornyet for ham, der fra nu af skulle være Israel (1 Mos 35,9-15).

(3) Skønt den således er gennemtrængt af det overnaturlige, er det eneste iøjnefaldende stykke af det underfulde i hele denne biografi natscenen ved Peniel. Og også dette kan med rette betegnes som et højdepunkt i Jakobs udvikling. Der fik han først sit nye navn, og selv om han fortjente det lige så lidt i mange scener derefter, som han havde fortjent det før, kunne det samme siges om mangen en mand, der har »set Guds ansigt«, men som endnu, ligesom Jakob, har til gode at gribe den lære, at vejen til at overvinde går gennem troens hjælpeløse, men fastholdende indtrængenhed.

(4) Snarere end i nogen af de andre scener var det dog i Betel anden gang, at patriarken nåede det øverste trin på udviklingens stige. Som allerede bemærket bliver substansen af alle de tidligere åbenbaringer her fornyet og samlet. Det er ikke underligt, at vi efter denne højtidelige teofani finder Jakob, ligesom senere Moses, »holde ud, som om han så den usynlige« (Hebr 11,27), og »vente på frelsen« (1 Mos 49,18) fra en Gud, »som ikke skammer sig over ham, over at blive kaldt hans Gud« (Hebr 11,16), men gentagne gange kaldes »Jakobs Gud«.

Endelig viser en sådan sammenligning af disse åbenbaringer for Jakob en mangfoldighed i den måde, hvorpå Gud gør sig kendt. I den første åbenbaring gøres der naturligt nok især en indsats for at indprente modtageren, at den Gud, der åbenbarer sig, er identisk med hans fædres Gud. Og det er allerede blevet bemærket, at der i de senere åbenbaringer drages samme omsorg for at identificere Åbenbareren med den, der gav den første åbenbaring, eller også for, som dengang, at identificere ham med fædrenes Gud. Men derudover er der en rigdom og passende afstemning i de guddommelige navne, der åbenbares, som en mekanisk teori om litterære kilder ikke blot lader uforklaret, men end ikke formår at erkende. I Betel første gang er det Jahve, denne Guds personlige navn, hans fædres Gud, der træder ind i et nyt personligt forhold til Jakob; netop nu, af alle tidspunkter i hans livsløb, behøver han at kende Gud ved det særlige kendetegn, som absolut adskiller ham fra andre guder, så der aldrig kan opstå forvirring om Jahves identitet. Men denne sag afgøres for Jakob én gang for alle. Fra da af tjener et af de almindelige udtryk for guddom, med eller uden et attributivt tillæg, til at løfte patriarkens sjæl ind i samtale med hans guddommelige samtalepartner. Det mest generelle ord af alle i de semitiske sprog for guddom er 'El, det ord, der bruges i åbenbaringerne for Jakob i Karan i 1 Mos (31,13), ved Sikem (35,1), i Betel anden gang (35,11) og ved Be'ersheba (46,3). Men det bruges aldrig alene. Ligesom Allah på arabisk (= Guden) tjener 'El med den bestemte artikel foran til på hebraisk at betegne en bestemt guddom, ikke guddommelighed i almindelighed. Eller også gøres 'El uden artikel bestemt ved en genitivisk vending, der giver den nødvendige identifikation: således i Jakobs tilfælde El-beth-el (35,7; jf. 31,13) eller El-Elohe-Israel (33,20). Eller endelig føjes der til 'El en bestemmende titel, med kraft som et adjektiv, såsom Shaddai (oversat »Almægtig«) i 35,11 (jf. 43,3). Klart adskilt fra dette ord, 'El, med dets arkaiske eller poetiske præg, står det almindelige hebraiske ord for Gud, 'Elohim. Men mens 'Elohim regelmæssigt bruges af fortælleren i Jakob-fortællingerne, når han taler, eller lader sine personer tale, om Jakobs Gud, som for den monoteistiske forfatter naturligvis er Gud og hans egen Gud, lægger han aldrig dette ord i denne absolutte betydning i munden på den åbenbarende Guddom. Jakob kan sige, da han vågner af sin drøm: »Dette er 'Elohims hus«, men Gud siger til ham i drømmen: »Jeg er din faders Gud ('Elohim)« (28,17.13). Ved Mahanajim siger Jakob: »Dette er 'Elohims lejr« (32,2), men ved Be'ersheba siger Gud til Jakob: »Jeg er ... din faders Gud ('Elohim)« (46,3). Sådanne er de skel, der opretholdes i brugen af disse ord, som alle bruges om den samme Gud, men i hvert tilfælde vælges, så de passer til talerens, tilhørerens og situationens omstændigheder.

Det eneste sted i fortællingen om Jakob, der kunne synes at være en undtagelse, viser sig i virkeligheden blot at bekræfte reglen. Ved Peniel forklarer Guds engel det nye navn Israel ved at sige: »Du har kæmpet med Gud ('Elohim) og med mennesker og har sejret.« Her viser kontrasten til »mennesker«, at 'Elohim uden artiklen netop er det rette udtryk, selv på Guddommens læber: hverken Guddom eller menneskehed har sejret over Jakob (1 Mos 32,28).

Gennem hele fortællingen om Jakob bliver hans forhold til Jahve, hans Gud, efter at det én gang var blevet etableret (1 Mos 28,13-16), derfor fortalt med udtryk, der understreger guddommeligheden hos ham, som således var trådt ind i et pagtsforhold med ham: hans guddommelighed — det vil sige de egenskaber, hvori hans guddommelighed viste sig i hans handlemåde med Jakob.

3. Holdning til løftet:

Af det foregående fremgår to ting med hensyn til Jakobs holdning til Guds løfte. For det første var han, med alle sine fejl og laster, dog åndeligt modtagelig; han svarede på sin Guds henvendelser angående ting af en helt igennem åndelig værdi — fremtidigt gode, moralske og åndelige velsignelser. Og for det andet var han i stand til at gøre fremskridt i disse forhold; det vil sige, at hans reaktion på den guddommelige opdragelse, hvis den blev tegnet som en kurve, ville fremstå som en række stigninger, adskilt fra hinanden ganske vist af lave niveauer og dybe fald, men hver enkelt højere end den foregående, og alle tilsammen løftende hele gennemsnittet højere og højere, indtil troen til sidst har sejret over synet, fremtiden over det nærværende gode, et endnu ikke besiddet, men guddommeligt lovet Kanaan over al Egyptens bekvemmelighed og ære, og den gamle patriark kun lever for at »vente på Jahves frelse« (1 Mos 49,18).

Kontrasten mellem Jakob og Esau giver måske det bedste middel til at fatte betydningen af disse to forhold for en vurdering af Jakobs holdning til løftet. For for det første viser Esau, som havde så meget, Jakob manglede--ligefremhed, mandighed, en slags bonhomie, der overfladisk gjorde ham mere tiltalende end hans bror--intet sted nogen virkelig »sans« for åndelige ting. Hebræerbrevets forfatter har fanget manden i glimtet af et enkelt ord, »vanhellig« bebelos)--naturligvis i ordets ældre, bredere, etymologiske betydning. Esaus begær boede i det ikke-helliges verden; de stræbte ikke mod den verden af nærhed til Gud, hvor man må »tage skoene af sine fødder, fordi det sted, hvorpå han står, er hellig jord.« Og for det andet er der intet tegn på vækst hos Esau. Som vi ser ham i hans fars lejr, sådan ser vi ham til det sidste--så vidt det fremgår af den lakoniske fortælling. Med både dyderne og lasterne hos det menneske, der lever for nuet--tilgivende, når han er stærk nok til at hævne sig, imødekommende, når han smigres, stolt af magt og uafhængig af forældres kontrol eller familietradition--skildres Esau lige så upartisk af den hellige historieskriver, som om forfatteren havde været edomit i stedet for israelit: skitsen er tydeligvis tro mod livet, både ved sin objektivitet og ved sin sammenhæng.

Men hvad Esau var, var Jakob ikke. Hans fejl i forbindelse med Guds løfter, familietraditionen, den fædrene velsignelse, lå ikke i at foragte dem, men i at søge dem ad umoralske veje. Det gode var hans mål; men han var rede til at »gøre det onde, for at det gode kunne komme.« Han blev altid fristet til at være sit eget Forsyn, og Guds opdragelse var tydeligt rettet, både gennem forsynets ledelser og gennem nådige åbenbaringer, mod dette tilsvarende formål: at oplyse Jakob om løftets natur; at forsikre ham om, at det var hans af nåde; at vække personlig tro på dets guddommelige Giver; og at supplere hans »tro« med den »tålmodighed«, uden hvilken ingen kan »arve løfterne.« Den tro, der tager imod, skulle til sidst munde ud i den tro, der venter.

4. Hvor langt en »type« på Israel:

Et folk skulle tage sit navn fra Jakob-Israel, og der er nogle skriftsteder, hvor det er usikkert, om navnet betegner folket eller dets stamfader. I deres respektive forhold til Gud og til menneskenes og folkenes verden er der en sand mening, hvori faderen var en »type« på børnene. Det er sandsynligvis kun et fantasispil, der ville finde en parallel i deres respektive livsforløb mellem de efterfølgende stadier: livet i faderens hjem (Kanaan), livet i landflygtighed, en tilbagevenden og et andet eksil. Men det er ikke fantasifuldt at bemærke ligheden mellem Jakobs karakter og hans efterkommeres. Med få undtagelser vil de ovenfor nævnte egenskaber (IV, 2), mutatis mutandis, vise sig at være lige anvendelige på Israels folk. Og selv det pensum, hvori patriarken lærte af Gud, kan betragtes som en type på den skole, hvori det hebraiske folk--ikke dem alle, og heller ikke flertallet, men den »rest«, som nærmede sig profeternes ideale Israel, »Jahves tjener«--blev undervist i troens og tålmodighedens, forsagelsens og indvielsens lektier, som fremtræder med voksende klarhed på Esajas', Habakkuks, Jeremias' og Malakias' sider. Dette er tilsyneladende Hoseas synspunkt i Hos 12,2-4; Hos 12,12.

Et advarende ord er dog nødvendigt på dette punkt. Der er grænser for denne ligning. Selv kritikere, der betragter Jakob under hans titel Israel som blot den eponyme helt, skabt af sagnet til at være folkets stamfader (sammenlign nedenfor, VI, 1), må indrømme, at Jakob som Jakob ikke er en sådan neutral skikkelse, kun klædt i farverne fra sine børns racemæssige egenskaber. Der er en stor rest i Jakob, efter at alle paralleller er blevet draget, som nægter at passe ind i linjerne for hebraisk nationalkarakter eller historie, og hans typiske forhold ligger faktisk hovedsageligt i retning af pagtens arv, efter mønster af Malakias' hentydning (Mal 1,2), fortolket af Paulus (Rom 9,10-13).

V. Henvisninger uden for Første Mosebog.

Under sine to navne nævnes denne person, Jakob eller Israel, hyppigere end nogen anden i hele den hellige historie. Alligevel menes i det store flertal af tilfælde det folk, der nedstammer fra ham, med navnet, som i formen »Jakob« eller »Israel« ikke rummer den mindste, og i formen »Israels børn«, »Jakobs hus« og lignende kun den mindste, om nogen, hentydning til patriarken selv. Men der er stadig mange steder i begge testamenter, hvor Jakob eller Israel fra 1 Mos klart hentydes til.

1. I Det Gamle Testamente:

Der er en betydelig gruppe passager, der omtaler ham som den sidste i patriarkernes triumvirat—Abraham, Isak og Jakob: således især om Jahve som "Abrahams, Isaks og Jakobs Gud" og om pagtens ed som den, der var blevet "svoret Abraham, Isak og Jakob". Og naturligt nok kaldes det folk, der er kendt ved hans navn, ofte med en vending, der svarer til den formelle bene yisra'el, men som ved sin usædvanlighed giver større vægt til tanken om deres afstamning fra ham: således "Jakobs sæd" og (ofte) "Jakobs (Israels) hus". Men der er nogle få gammeltestamentlige passager uden for 1 Mos, hvor så meget af Jakobs historie er bevaret, at man alene ud fra disse hentydninger kunne have fået en rimelig forestilling om hebræernes overlevering om deres fælles stamfader, selv hvis hele fortællingen i 1 Mos var gået tabt. Disse passager er: Jos 24,3; Jos 24,4; Jos 24,32; Sl 105,10-23; Hos 12,2-4; Hos 12,12; Mal 1,2 f. Foruden disse findes der andre hentydninger, spredt som et ord her og en sætning der, og af dem alle tilsammen lærer vi følgende. Gud gav Isak tvillingesønner, Esau og Jakob; den sidstnævnte greb ved fødslen den førstnævnte om hælen. Gud udvalgte Jakob til at være modtager af det pagtsløfte, der var givet til hans far Isak og til hans farfar Abraham; og dette valg indebar forkastelsen af Esau. Jahve viste sig for Jakob ved Betel og fortalte ham, at Kanaans land skulle tilhøre ham og hans sæd efter ham for evigt. Omstændigheder, som ikke forklares, fik Jakob til at flygte fra sit hjem i Kanaan til Aram, hvor han tjente som hyrde for at få en hustru som sin løn. Han blev far til 12 sønner. Han kæmpede med Guds engel og sejrede under inderlig bønfaldelse. Hans navn blev af Jahve selv ændret til Israel. Under guddommelig beskyttelse som Guds udvalgte og repræsentant var hans liv en vandring fra sted til sted; kun én gang købte han et stykke jord, for hundrede pengestykker, nær Sikem, af Hamor, Sikems far. En hungersnød drev ham ned til Egypten, men ikke uden forsynets forberedelse til modtagelsen dér af ham selv og hele hans familie gennem hans søn Josefs bemærkelsesværdige skæbne: solgt, sendt i landflygtighed, fængslet, befriet og ophøjet til en stilling, hvor han kunne råde over herskere og folkeslag. I Egypten voksede Jakobs børn hurtigt i antal, og ved sin død gjorde han Josefs sønner til arvinger til den eneste del af kana'anæisk jord, som han havde erhvervet.

Heraf fremgår det for det første, at ikke meget af det væsentlige i Jakobs biografi ville være gået tabt, selv om Første Mosebog var gået tabt; og for det andet, at summen af de spredte hentydninger uden for 1 Mos ligner helhedsindtrykket af fortællingerne i Første Mosebog—med andre ord, at den bibelske overlevering er indbyrdes sammenhængende. Og den rækker tilbage til en tid (Hoseas, 8. århundrede f.Kr.), der ikke ligger meget længere fra de fortalte begivenheder end det tidsrum, der adskiller vor egen tid fra den normanniske erobring, eller Konstantinopels fald fra hidjraen, eller Jesus Kristus fra Salomo.

2. I Det Nye Testamente:

Også i Det Nye Testamente findes der, foruden henvisningerne til Jakob blot som sit folks far, flere passager, der genkalder begivenheder i hans liv eller træk ved hans karakter. Disse er: Joh 4,5; Joh 4,6; Joh 4,12; ApG 7,12; ApG 7,14-16; Rom 9,10-13; Hebr 11,9; Hebr 11,20 f. I samtalen mellem Jesus og den samaritanske kvinde fremgår det, at samaritanerne værnede om forbindelsen mellem Jakob og den jord, han købte nær Sikem, og med den brønd, han gravede, mens han opholdt sig dér med sine sønner og sine hjorde; de satte en ære i, at den var gået i arv til dem gennem Josef, ikke til de forhadte jøder gennem Juda, og de ophøjede sig selv ved at ophøje Jakobs "storhed" og kalde ham "vor far". Stefanos' tale, sådan som Lukas gengiver den, indeholder i sit hastige historiske overblik en antydning eller to om Jakob ud over det blotte faktum, at han har sin plads i stammegenealogien. Drevet af hungersnøden, der herskede i Egypten og Kanaan, sender Jakob to gange sine sønner af sted for at købe korn i Egypten, og anden gang giver Josef sig til kende for sine brødre, og hans herkomst bliver åbenbar for Farao. På Josefs bud flytter Jakob og hele familien til Egypten. Dér bliver alle til deres død, men "fædrene" (Josef og hans brødre; sammenlign Hieronymus, Epistola cviii, Mignes udgave) begraves i familiens ejendom nær Sikem. (Her viser sig en af de afvigelser fra den gammeltestamentlige overlevering, som er et iøjnefaldende træk ved Stefanos' tale, og som har givet anledning til megen spekulation om deres oprindelse, værdi og følger. Se kommentarer til Apostlenes Gerninger.) Paulus' interesse for Jakob viser sig i forbindelse med hans drøftelse af guddommelig udvælgelse, hvor han henleder opmærksomheden på oraklet i 1 Mos 25,23 og på den brug, Malakias allerede havde gjort af passagen (1,2 f), og minder sine læsere om, at dette valg af Jakob og forkastelsen af Esau blev foretaget af Gud, allerede før disse tvillingesønner af Isak og Rebekka var født. Endelig, da Hebræerbrevets forfatter optegner troens helte, retter han for et øjeblik sit glas mod Jakob: først som den, der sammen med Abraham og Isak har del i Guds løfte og i et liv i ikke-verdslig, forventningsfuld tro (Hebr 11,9); og dernæst som den, der fra Isak modtager, og ved sin død viderebringer til sine sønnesønner, velsignelser, der kun havde værdi for den, som tilbeder og tror på en Gud med magt over "det, der skal komme" (Hebr 11,20).

VI. Moderne fortolkninger af Jakob.

For dem, der i patriarkfortællingerne ser noget som helst—myte, legende, saga—snarere end sand biografi, findes der naturligvis en anden fortolkning af de personer og begivenheder, der skildres i de velkendte fortællinger i Første Mosebog, og en anden værdi tillægges fortællingerne selv.

Bortset fra den allegoriserende behandling, som de fik hos jøden Filon og tidlige kristne forfattere med samme indstilling (se eksempel i ABRAHAM), hører disse synspunkter den moderne kritik til. For kritikere, der lader hebræernes historie begynde med de nomadiske israelitters bosættelse i Kanaan, friske fra ørkenen, er selv den mosaiske tid og opholdet i Egypten helt uhistoriske — langt mere da disse fortællinger om en før-mosaisk patriarktid. Men selv de forfattere, der indrømmer de brede hovedtræk af et ophold for stammerne i Egypten, en udvandring af en eller anden art og en grundlægger af nationen ved navn Moses, er for størstedelens vedkommende skeptiske over for denne kreds af familieskikkelser og familiehændelser i en fjern tid, med dens nomader, der vandrer mellem Mesopotamien og Kanaan og frem og tilbage i Kanaan, dens detaljerede kendskab til hver enkelt persons navne og slægtskabsforhold gennem disse fire lange patriarkgenerationer og dens tydelige foregribelse af meget af det, som de senere stammer på den samme jord skulle udleve århundreder senere. Dette, får vi at vide, er ikke historie. Hvad det ellers måtte være, er det ikke en pålidelig beretning om sådanne mindeværdige begivenheder, som tvinger deres egen udødelighed igennem i menneskehedens erindringer og gennem dens skriftlige optegnelser.

1. Personifikation af den hebraiske nation:

Det mest almindelige synspunkt, der samlet anlægges på hele fortællingen og særskilt på Jakob, er det, der her ser bundfaldet af en ren opløsning af den nationale karakter og skæbne. Wellhausen siger f.eks. (Prolegomena(6), 316): “Materialet her er ikke mytisk, men nationalt; derfor klarere (nemlig end i 1 Mos 1-11) og i en vis forstand historisk. Ganske vist er der her ingen historisk viden at hente om patriarkerne, men kun om den tid, hvori fortællingerne om dem opstod i Israels folk; denne senere tid med dens indre og ydre kendetegn projiceres her utilsigtet tilbage i den grå oldtid og spejles deri som et forklaret fantasibillede .... (s. 318). Jakob er tegnet mere realistisk end de to andre (Abraham og Isak).” I afsnit IV, 4, ovenfor, bemærkede vi, at mens mange af Jakobs personlige egenskaber foregreb det senere hebraiske folks egenskaber, var der nogle andre, som slet ikke passede ind i denne ligning. Wellhausen selv bemærker dette med hensyn til kontrasten mellem det krigeriske Israel og de fredelige forfædre, de opfandt for sig selv. I sit forsøg på at forklare denne kontrast kan han kun anføre, at en nation, der var dømt til evige krige, naturligt ville se tilbage på, såvel som frem mod, en gylden fredstid. (En alternativ forklaring nævner han, kun for at forkaste den.) Han overser, at dette argument på ingen måde ændrer kendsgerningen — hans argument er faktisk blot en gentagelse af kendsgerningen — at dette fænomen står i absolut modstrid med hans hypotese om, hvordan disse fortællinger om Jakob og de øvrige blev til det, de er (se Meyer, Die Israeliten und ihre Nachbarstamme, 250 ff.).

2. Gud og halvgud:

Dette generelle synspunkt, som, når det føres ud i sine yderste konsekvenser (som hos Steuernagel, Die Einwanderung der israelitischen Stamme in Kanaan, 1901), kommer faretruende nær den reductio ad absurdum, der er dets egen gendrivelse, er blevet forkastet af hele den gruppe kritikere, som, i forlængelse af Noldeke, i Jakob, ligesom i så mange andre af patriarkerne, ser en oprindelig guddom (myte), først nedsat til rang af en helt (heltedigtning) og til sidst degraderet til niveauet af en nar (spøge- eller underfortællinger). Tilhængere af denne fortolkningsretning er vidt uenige indbyrdes om detaljerne, men Jakob betragtes almindeligvis som en kana'anæisk guddom, hvis lokale helligdom var i Sikem, Betel eller Penuel, og hvis kult blev overtaget af hebræerne, idet deres eget tilbedelsesobjekt blev sat i stedet for ham, og de fremtrædende træk ved hans personlighed blev omdannet til en helt, som Israel tilegnede sig som deres nationale stamfader, endda i en sådan grad at man gav ham det sekundære navn Israel. Stade forsøgte at kombinere dette “mytiske” synspunkt med det “nationale” synspunkt i sin teori om primitiv animisme ved at gøre patriarken til en “mytologisk skikkelse, æret som eponym helt.” Denne teori kræver i enhver form den antagelse, som der intet er til støtte for, at Jakob (eller Jacob-el) er et navn, der oprindelig tilhørte en guddom og var formet til at passe til hans formodede karakter. Til at begynde med betød det da “'El bedrager” eller “'El gengælder” (således B. Luther, ZATW, 1901, 60 ff.; sammenlign også samme forfatter, såvel som Meyer selv, i sidstnævntes Israeliten, osv., 109 ff., 271 ff.). Meyer foreslår den monstrøse nominale sætning med oversættelsen: “ ‘Han bedrager’ er 'El.” Således kom det første element i navnet Jakob til at blive opfattet som selve navnet (= “Jakob er Gud”), og det blev sendt ud på sin udviklingsbane til den menneskelige person, som Første Mosebog kender. Det er tilstrækkeligt at sige om alt dette, at ud over at det i sig selv er usandsynligt — for ikke at sige ubevist — går det direkte imod det arkæologiske vidnesbyrd, der er anført under I, 1, ovenfor. Den enkle kendsgerning, at Jacob(-el) var et personnavn for mænd, almindeligt forekommende i det 2.-3. årtusinde f.Kr., er fuldt tilstrækkelig til at omstyrte hele denne hypotese; for, som Luther selv bemærker (anf. værk, 65), er den ovennævnte udvikling af navnet afgørende for den “mytiske” teori: “hvornår denne ændring fandt sted, kan ikke siges; men den må postuleres, eftersom det ellers forbliver uforklarligt, hvordan personnavne kunne opstå af disse dannelser (som Jacob-el) ved bortkastelse af 'El.”

3. Fiktionens karakter:

Da utilstrækkeligheden af de to teorier, der hidtil er blevet fremsat for at forklare kendsgerningerne i Genesis, således er åbenbar, har Gunkel og andre udtrykkeligt forkastet dem og fremsat en tredje teori, som kan kaldes saga-teorien. Ifølge Gunkel er det “på ingen måde en generel nøgle til deres fortolkning at forstå personerne i Genesis som folkeslag”; og “imod hele antagelsen om, at de vigtigste patriarkskikkelser oprindeligt er guder, står først og fremmest den kendsgerning, at navnene Jakob og Abraham af det babylonske materiale viser sig at være almindelige personnavne, og endvidere at fortællingerne om dem slet ikke kan forstås som ekkoer af oprindelige myter.” I stedet for disse miskrediterede synspunkter gør Gunkel (jf. også Gressmann, ZATW, 1910, 1 ff.) Jakob til ganske enkelt en skikkelse i de fortællinger (underfulde, humoristiske, rørende og lignende), som var i omløb i det gamle Israel, især på den professionelle fortællers læber. Mens meget af stoffet i disse fortællinger kom til hebræerne fra babylonierne, kana’anæerne eller egypterne, erklæres Jakob selv for at have tilhørt den gamle hebraiske saga med dens præg af nomadisk ørkenliv og fåreavl. “Den oprindelige Jakob kan være den listige hyrde Jakob, som narrer jægeren Esau; en anden fortælling, om hvordan en svigerfar bedrages af sin svigersøn, blev føjet til den--desto mere naturligt, fordi begge er hyrder; en tredje kreds, om en gammel mand, der elsker sin yngste søn, blev overført til denne skikkelse, og denne yngste søn fik navnet Josef på et tidspunkt, da Jakob blev identificeret med Israels formodede stamfader ‘Israel.’ Vort resultat er således, at de vigtigste patriarker er digtningens skabninger” (Schriften des Altes Testament, 5te Lieferung, 42).

Det er så åbenlyst, at denne nye holdning til patriarkerne egner sig til en mere sympatisk kritik af Genesis’ fortælling, at kritikere, som antager den, gør sig umage for at benægte enhver hensigt fra deres side om at rehabilitere Jakob og andre som historiske skikkelser. “Saga,” får vi at vide, “er ikke i stand til gennem så mange århundreder at bevare et billede” af sine heltes virkelige karakter eller gerninger, selv hvis man antager, at personer med disse navne engang virkelig har levet; og vi mindes om kontrasten mellem sagaens Etzel og historiens Attila, sagaens Dietrich og historiens Theodoric. Men herimod må vi for det første bemærke, at det lange og indviklede udviklingsforløb, som disse fortællinger ex hypothesi har gennemløbet, før de nåede deres endelige stadium (Jahvist-dokumentet (Jahwist), 9. århundrede f.Kr.; Gunkel, anf. værk, 8, 46), indebærer en meget høj alder for de tidligere stadier og dermed indsnævrer til en smal tidsstribe de “så mange århundreder,” som formodes at adskille den faktiske Jakob fra sagaens Jakob (jf. ABRAHAM, vii, 4); og for det andet, at de forudsætninger om sagaens oprindelse, natur og værdi, som denne kritiske skole arbejder med, for størstedelens vedkommende kun er en udførlig formulering af den ubestridte oversætning i en syllogisme, hvis undersætning er: Genesis-fortællingerne er saga. Imod denne sidste påstand ligger der imidlertid mange vægtige overvejelser, som på ingen måde opvejes af de ligheder af almen art, som enhver, der studerer komparativ litteratur, let kan få øje på (se også Baethgen, anf. værk, 158).

James Oscar Boyd

(ya`aqobh; Iakob):

(1) Patriarken (se foregående artikel).

(2) Far til Josef, Marias mand (Matt 1,15; Matt 1,16).

(3) Patronymikon, der betegner israelitterne (Es 10,21; Es 14,1; Jer 10,16).