(Ioanes):

I. KILDER

II. AFSTAMNING

III. TIDLIGT LIV

IV. TJENESTE

1. Skuepladsen

2. Hans første fremtræden

3. Hans klædedragt og væremåde

4. Hans budskab

5. Hans strenghed

V. DÅB

1. Betydning

(1) Renselser krævet af den levitiske lov

(2) Foregribelse af messianske renselser forudsagt af profeterne

(3) Proselytdåb

2. Jesu dåb

VI. FÆNGSLING OG DØD

1. Tidspunktet

2. Anledningen

VII. JOHANNES OG HANS DISCIPLE

1. Den inderste kreds

2. Deres oplæring

3. Deres troskab

VIII. JOHANNES OG JESUS

1. Johannes' forhold til Jesus

2. Jesu vurdering af Johannes

LITTERATUR

I. Kilder.

Kilderne med førstehåndsoplysninger om Johannes Døbers liv og virke er begrænset til Det Nye Testamente og Josefus. Lukas og Matthæus giver de fyldigste meddelelser, og de stemmer i det væsentlige overens. Det fjerde evangelium beskæftiger sig især med vidnesbyrdet efter dåben. I sin ene meddelelse (Ant., XVIII, v, 2) giver Josefus en interessant henvisning til årsagen til Johannes' fængsling. Se VI, 2, nedenfor.

II. Afstamning.

Johannes var af præstelig slægt. Hans mor, Elisabeth, var af Arons døtre, mens hans far, Zakarias, var præst af Abijas skifte og gjorde tjeneste i templet i Jerusalem. Om dem siges det, at »de var begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle Herrens bud og forskrifter« (Luk 1,6). Denne præstelige afstamning står i interessant kontrast til hans profetiske mission.

III. Tidligt liv.

Vi udleder af Lukas' beretning, at Johannes blev født omtrent seks måneder før Jesu fødsel. Om stedet ved vi kun, at det var en by i Judas bjergland. Vores sikre oplysninger om hans ungdom er sammenfattet i engleprofetien: »Mange skal glæde sig over hans fødsel. For han skal være stor i Herrens øjne, og han må ikke drikke vin eller stærk drik; og han skal fyldes med Helligånden allerede fra sin mors liv« (Luk 1,14-16), og i Lukas' korte udsagn: »Og barnet voksede og blev stærkt i ånden, og han var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel« (Luk 1,80). Forældrenes karakter og åndelige indsigt, sådan som de viser sig i de begivenheder, der er nedskrevet, er rigeligt bevis på, at hans opdragelse var en passende forberedelse til hans store mission.

IV. Tjeneste.

1. Skuepladsen:

Skuepladsen for Døberens tjeneste var dels i det sydlige Judæas ørken og dels i Jordandalen. To steder nævnes, Betania eller Betabara (Joh 1,28) og Ænon nær Salim (Joh 3,23). Ingen af disse steder kan identificeres med sikkerhed. Vi kan udlede af Joh 3,2, at han også tilbragte nogen tid i Peræa på den anden side af Jordan.

2. Hans første fremtræden:

Den usædvanlige række af dateringer, hvormed Lukas markerer begyndelsen på Johannes' tjeneste (Luk 3,1; Luk 3,2), afslører hans fornemmelse af begivenhedens betydning som på én gang begyndelsen på Johannes' profetiske virke og på den nye husholdning. Hans første offentlige fremtræden henføres til Tiberius' 15. år, sandsynligvis 26 eller 27 e.Kr., for den første påske, som Jesus deltog i, kan næppe have været senere end 27 e.Kr. (Joh 2,20).

3. Hans klædedragt og væremåde:

Johannes' klædedragt og vaner mindede påfaldende om Elias, den gamle profet for den nationale dom. Hans ørkenvaner har fået nogle til at forbinde ham med den mærkelige gruppe jøder, der er kendt som essæerne. Der er dog kun ringe grundlag for en sådan forbindelse ud over hans asketiske vaner og det forhold, at denne sekts vigtigste bosættelse lå nær hans ungdoms hjem. Det var naturligt, at han fortsatte den livsform, han havde haft i sin ungdom i ørkenen, og det er ikke usandsynligt, at han bevidst efterlignede sit store profetiske forbillede. Det var passende, at den, som kaldte mennesker til omvendelse og begyndelsen på et selvfornægtende liv, selv viste forsagelse og selvfornægtelse i sit eget liv. Men der er intet bevis i hans undervisning for, at han krævede en sådan askese af dem, der tog imod hans dåb.

4. Hans budskab:

Grundtonen i Johannes' budskab var forkyndelsen af, at den messianske tidsalder var nær. Men selv om han forkyndte sig selv som heroldsrøsten, der beredte Herrens vej, og selv om de forventningsfulde skarer derfor strømmede sammen for at høre hans ord, var hans syn på rigets natur sandsynligvis ganske forskelligt fra hans tilhøreres. I stedet for den forventede dag med befrielse fra den fremmede undertrykker skulle det være en dommens dag for Israel. Det betød godt for den angrende, men ødelæggelse for den ugudelige. »Han vil samle sin hvede i laden, men avnerne vil han brænde op med .... ild« (Matt 3,12). »Øksen ligger også ved træernes rod: hvert træ derfor, som ikke bærer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden« (Luk 3,9). Alligevel var denne tanke måske ikke helt ukendt. At forsinkelsen i Messias' komme skyldtes folkets syndighed og deres mangel på omvendelse, var en almindelig tanke i deres læreres budskab (Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, I, 169).

Kaldet til omvendelse var da et naturligt budskab om forberedelse til en sådan dommens tid. Men for Johannes var omvendelse noget meget virkeligt og radikalt. Det betød en fuldstændig forandring af hjerte og liv. »Bær .... frugter, der er omvendelsen værdige« (Luk 3,8). Hvad disse frugter var, gjorde han klart i sine svar til de spørgende skarer og til tolderne og soldaterne (Luk 3,10-14). Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen henvisning til lovens sædvanlige ceremonier eller til et skift af erhverv. Gør godt; vær ærlige; afhold jer fra afpresning; vær tilfredse med lønnen.

5. Hans strenghed:

Johannes brugte uden tvivl så stærke ord i sin tiltale til farisæerne og saddukæerne for at ryste dem ud af deres selvtilfredshed. Hvor håbløst de var blindet af deres følelse af tryghed som Abrahams børn og af deres tillid til lovens fortjenester, bevidnes af det faktum, at disse grupper modstod både Johannes' og Jesu lære lige til enden.

Med hvilken kraft og frygtløshed Døberen fremførte sit krav om retfærdighed, ses af hans strenge irettesættelse af Herodes' og Herodias' synd, som førte til hans fængsling og til sidst til hans død.

V. Dåb.

1. Betydning:

Den symbolske dåbsrite var en så væsentlig del af Johannes' gerning, at den ikke blot gav ham hans særlige titel "Døberen" (ho baptistes), men også gjorde, at hans budskab blev kaldt "forkyndelsen af omvendelsens dåb". At der blev tillagt denne rite en særlig kraft, og at den blev betragtet som en nødvendig del af forberedelsen til Messias' komme, fremgår af dens vigtige plads i Johannes' forkyndelse og af den iver, hvormed skarerne søgte den. Dens betydning kan bedst forstås ved at give agt på dens historiske forudsætninger, for selv om Johannes gav riten ny betydning, appellerede den bestemt til forestillinger, som allerede var velkendte for jøderne.

(1) Renselser krævet af den levitiske lov.

De forskellige afvaskninger, som loven krævede (3 Mos 11-15), har uden tvivl religiøs betydning. Det ses af kravet om ofre i forbindelse med renselsen, især syndofferet (3 Mos 14,8; 3 Mos 14,9; 3 Mos 14,19; 3 Mos 14,20; jf. Mark 1,44; Luk 2,22). At Johannes' dåb betegnes med ordet baptizein, som på Det Nye Testamentes tid blev brugt om ceremoniel renselse, viser også en vis historisk forbindelse (jf. Sirak 34,25).

(2) Forventning om messianske renselser forudsagt af profeterne.

Johannes forstod, at hans dåb var en forberedelse til den messianske dåb, som profeterne havde ventet; de så, at folket for en sand renselse måtte vente, indtil Gud åbnede en kilde til renselse i Israel (Zak 13,1) og stænkede sit folk med rent vand og gav dem et nyt hjerte og en ny ånd (Ez 36,25; Ez 36,26; Jer 33,8). Hans dåb var på én gang en forberedelse og et løfte om den åndelige renselse, som Messias ville skænke. "Jeg døber jer ganske vist med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig .... skal døbe jer med Helligånden og med ild" (Matt 3,11 randnote).

(3) Proselytdåb.

Ifølge den senere jødedoms lære skulle en fremmed, som ønskede at blive optaget i Israels familie, sammen med omskærelsen modtage dåbsriten som et middel til renselse fra den ceremonielle urenhed, der blev tillagt ham som hedning. Selv om det ikke er muligt at bevise, at denne praksis med proselytdåb gik forud for Johannes' dåb, kan der ikke være tvivl om sagen, for det er utænkeligt, i betragtning af jødisk fordom, at den skulle være lånt fra Johannes eller efter denne tid.

Selv om det synes klart, at Johannes i brugen af dåbsriten var påvirket af de jødiske skikke med ceremonielle afvaskninger og proselytdåb, adskilte hans dåb sig meget væsentligt fra disse. De levitiske afvaskninger førte et urent menneske tilbage til dets tidligere tilstand, men dåben var en forberedelse til en ny tilstand. På den anden side blev proselytdåb kun givet til hedninger, mens Johannes krævede dåb af alle jøder. Samtidig var hans dåb meget forskellig fra kristen dåb, som han selv erklærede (Luk 3,16). Hans var kun en dåb med vand; en forberedelse til dåben "i Ånden", som skulle følge. Det skal også bemærkes, at den var en rite, der var fuldstændig i sig selv, og at den blev tilbudt folket som en forberedelse til en bestemt begivenhed, Messias' komme.

Vi kan da sige, at som en "omvendelsens dåb" betød den en forsagelse af det tidligere liv; som en renselse symboliserede den syndernes tilgivelse (Mark 1,4), og som forberedelse indebar den et løfte om troskab mod Messias' rige. Vi har ingen grund til at tro, at Jesus erfarede nogen syndsbevidsthed eller følte noget behov for omvendelse eller tilgivelse; men som en guddommeligt bestemt forberedelse til det messianske rige var hans underkastelse under den passende.

2. Jesu dåb:

Mens skarerne strømmede til Jordan, kom Jesus også for at blive døbt sammen med de andre. "Johannes ville have hindret ham og sagde: Jeg trænger til at blive døbt af dig, og kommer du til mig? Men Jesus svarede og sagde til ham: Tillad det nu; for således sømmer det sig for os at opfylde al retfærdighed" (Matt 3,13-15). Hvori var denne handling en opfyldelse af retfærdighed? Vi kan ikke tro, at Jesus følte noget behov for omvendelse eller forandring af liv. Kan vi ikke snarere betragte den som en identifikation af ham selv med sit folk i den formelle indvielse af hans liv til rigets gerning?

VI. Fængsling og død.

1. Tidspunktet:

Hverken det nøjagtige tidspunkt for Johannes' fængsling eller tidsrummet mellem hans fængsling og hans død kan bestemmes. Ved den unavngivne fest i Joh 5,1 henviser Jesus til Johannes' vidnesbyrd som allerede fortid. I det mindste må hans arrestation, hvis ikke hans død, da have fundet sted før denne hændelse, dvs. før den anden påske i Jesu tjeneste.

2. Anledningen:

Ifølge evangelieberetningerne blev Johannes fængslet på grund af sin irettesættelse af Herodes' ægteskab med Herodias, hans bror Filips hustru (Luk 3,19; Luk 3,20; jf. Matt 14,3; Matt 14,1; Mark 6,17; Mark 6,18). Josefus siger (Ant., XVIII, v, 2), at Herodes blev påvirket til at lade Johannes dræbe af "frygt for, at hans store indflydelse over folket kunne give ham magt eller tilbøjelighed til at rejse et oprør. Derfor blev han, på grund af Herodes' mistænksomme sind, sendt som fange til Machaerus og blev dér dræbt." Denne beretning hos Josefus behøver ikke at være i konflikt med evangeliernes tragiske fortælling. Hvis Herodes ønskede at straffe eller tilintetgøre ham af de grunde, evangelisterne angiver, ville han uden tvivl ønske at fremføre en eller anden politisk anklage som den offentlige begrundelse, og den, Josefus nævner, ville ligge lige for.

VII. Johannes og hans disciple.

1. Den indre kreds:

Der henvises ofte i evangeliefortællingen til Johannes' disciple. Da skarerne strømmede til hans dåb, var det naturligt, at han omkring sig samlede en indre kreds af mænd, som skulle modtage særlig undervisning i betydningen af hans gerning og hjælpe ham i dåbsarbejdet, som snart må være vokset ud over, hvad han alene kunne udføre. Det var ved dannelsen af denne indre kreds af umiddelbare efterfølgere, at han lagde et sikkert grundlag for Messias' gerning; for det var især fra denne indre gruppe, at Jesu disciple blev hentet, og det med hans samtykke og gennem hans vidnesbyrd om den andens større værd og om den midlertidige karakter af hans egen mission (Joh 1,29-44).

2. Deres oplæring:

Om indholdet af deres oplæring ved vi fra Jesu disciple (Luk 11,1), at den omfattede bønneformer, og fra hans egne disciple (Matt 9,14) lærer vi, at man overholdt hyppige faster. Vi kan også være sikre på, at han lærte dem meget om Messias og hans gerning.

3. Deres trofasthed:

Der er rigeligt vidnesbyrd om disse disciples store trofasthed mod deres mester. Det kan ses i deres bekymring over Jesu overskyggende popularitet (Joh 3,26); i deres loyalitet mod ham under hans fængsling og i deres ærbødige behandling af hans legeme efter hans død (Mark 6,29). At Johannes' gerning var omfattende, og hans indflydelse var vedvarende, vises af den kendsgerning, at Paulus 20 år senere i det fjerne Efesos fandt visse disciple, heriblandt Apollos, den lærde alexandrinske jøde, som ikke kendte nogen anden dåb end Johannes' (ApG 19,1-7).

VIII. Johannes og Jesus.

1. Johannes' forhold til Jesus:

Johannes påtog sig fra begyndelsen rollen som en herold, der banede vejen for den kommende messianske tidsalder. Han betragtede tydeligt sin gerning som guddommeligt bestemt (Joh 1,33), men var vel klar over sit underordnede forhold til Messias (Mark 1,7) og den midlertidige karakter af sin mission (Joh 3,30). Døberens gerning var dobbelt. I sin forkyndelse advarede han folket om det nye riges sande karakter som et retfærdighedens herredømme, og ved sit kald til omvendelse og dåb forberedte han i det mindste nogle få hjerter på et velvilligt svar på Jesu kald og undervisning. Han bekendtgjorde også formelt og bar ofte personligt vidnesbyrd om Jesus som Messias.

Der er ingen nødvendig uoverensstemmelse mellem den synoptiske beretning og den i det fjerde evangelium med hensyn til udviklingen i Johannes' erkendelse af Jesu messianske karakter. Ifølge Matt 3,14 fremstilles Johannes som en, der først vægrer sig ved at døbe Jesus, fordi han var sig hans overlegenhed bevidst, mens han i Joh 1,29-34 fremstilles som en, der hævder ikke at have kendt Jesus, før han blev åbenbaret ved det himmelske tegn. Det sidste kan blot betyde, at han ikke bestemt kendte ham som Messias, før det lovede tegn blev givet.

Det budskab, som Johannes sendte til Jesus fra fængslet, forekommer nogle mærkeligt i betragtning af de klare vidnesbyrd, han tidligere havde aflagt om hans karakter. Dette behøver ikke at betyde, at han havde mistet troen på Jesu messiasværdighed, men snarere en rådvildhed over begivenhedernes gang. Spørgsmålet kan have været af hensyn til hans disciples tro eller for hans egen lettelse fra tvivl, der skyldtes Jesu tøven med at påtage sig den forventede messianske myndighed. Johannes holdt åbenbart fast ved det profetiske syn på et timeligt messiansk rige, og en vis tilpasning af synspunktet var nødvendig.

2. Jesu vurdering af Johannes:

Jesus var ikke mindre åbenhjertig i sin anerkendelse af Johannes. Hvis ros kan måles efter værdien af den, ved hvis læber den udtales, da har intet menneske nogensinde modtaget en sådan ros som han, der af Jesus blev kaldt et skinnende lys (Joh 5,35), mere end en profet (Matt 11,9), og om hvem han sagde: "Blandt dem, der er født af kvinder, er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber" (Matt 11,11). Hvis han på den anden side vurderede ham som mindre end den mindste i himlenes rige, var dette en begrænsning i omstændigheder, ikke i værd.

Jesus ydede en høj hyldest til den guddommelige karakter og værdi af Johannes' dåb; først ved selv at underkaste sig den som et skridt i opfyldelsen af al retfærdighed; senere ved gentagne udsagn, især ved at forbinde den med fødslen af Ånden som en nødvendig betingelse for at arve evigt liv (Joh 3,5); og endelig ved at antage dåben som et symbol på kristent discipelskab.

LITTERATUR.

De relevante afsnit i evangeliekommentarerne, i Kristus-biografierne og artiklerne om Johannes Døber i de forskellige bibelordbøger. Der findes en række monografier, som behandler detaljer mere indgående: W.C. Duncan, The Life, Character and Ac of John the Baptist, New York, 1853; Erich Haupt, Johannes der Taufer, Gutersloh, 1874; H. Kohler, Johannes der Taufer, Halle, 1884; R.C. Houghton, John the Baptist: His Life and Work, New York, 1889; H.R. Reynolds, John the Baptist, London, 1890; J. Feather, John the Baptist, Edinburgh, 1894; George Matheson i Representative Men of the New Testament, 24-66, Edinburgh, 1905; T. Innitzer, Johannes der Taufer, Wien, 1908; A.T. Robertson, John the Loyal, New York, 1911.

Russell Benjamin Miller