En by øst for Jordan, på toppen af en af Gileads grønne høje, inden for Manasses halve stammes område og med frit udsyn til Beth-shan. Den nævnes første gang i forbindelse med hævnen over dens indbyggere, fordi de havde nægtet at drage op til Mizpa for at slutte sig til Israel mod Benjamins stamme (Dom 21,8-14). Efter kampene ved Gibea var denne stamme næsten udslettet; kun seks hundrede mænd var tilbage. Et felttog blev sendt mod Jabesh-Gilead, og alle dens indbyggere blev hugget ned med sværd, undtagen fire hundrede unge kvinder, som de førte bort som fanger og sendte hen for at “forkynde fred” til benjaminitterne, der var flygtet til klippen Rimmon. Disse fanger blev givet dem som hustruer, så stammen kunne reddes fra udslettelse (Dom 21).

Denne by blev senere indtaget af Nahash, ammonitternes konge, men blev befriet af Saul, Israels nyvalgte konge. I taknemmelighed for denne befrielse tog mændene fra Jabesh-Gilead fyrre år senere ligene af Saul og hans tre sønner ned fra Beth-shans mure, og efter at have brændt dem begravede de knoglerne under et træ nær byen (1 Sam 31,11-13). David takkede dem for denne fromme handling (2 Sam 2,4-6) og overførte senere resterne til kongegraven (21,14). Den identificeres med ruinerne af ed-Deir, omkring 6 miles (ca. 10 km) syd for Pella, nord for Wady Yabis.