je-hosh'-a-fat (yehoshaphaT, "Jahve har dømt"):

(1) Konge af Juda. Se særskilt artikel.

(2) Søn af Ahilud. Han var kansler under David (2 Sam 8,16; 2 Sam 20,24; 1 Krøn 18,15) og Salomo (1 Kong 4,3).

(3) Søn af Parua og Salomos tilsynsmand i Issakar, med ansvar for at skaffe fødevarer til kongehuset én måned om året (1 Kong 4,17).

(4) Søn af Nimshi og far til Jehu, konge over Nordriget Israel (2 Kong 9,2; 2 Kong 9,14). Hans navn er udeladt i 9,20 og 1 Kong 19,16, hvor Jehu kaldes "Nimshis søn."

(5) KJV (men ikke hebraisk) i 1 Krøn 15,24; Revised Version (britisk og amerikansk) har korrekt JOSHAPHAT (se denne).

David Francis Roberts

je-hosh'-a-fat (yehoshaphaT, "Jahve dømmer"): Judas 4. konge, søn af Asa. Hans mor var Azuba, Shilhis datter, om hvem der ikke vides mere. Han var 35 år gammel, da han kom på tronen, og regerede i 25 år, ca. 873-849 f.Kr. Historien om hans regering findes i 1 Kong 22,41-50 og i 2 Krøn 17,1-21. Beretningen i 1 Kong 22,1-35 og i 2 Kong 3,4 ff. hører til Nordrigets historie. At de detaljer, der findes i 2 Krønikebog, mangler i Kongebøgerne, giver ingen grund til at betvivle deres sandhed. Heller ikke høje tal, udsmykkede udsagn og den farvning, der skyldes forfatterens egen tid, ødelægger det historiske perspektiv.

1. Hans religiøse politik:

Joshafats regering synes at have været præget af usædvanlig religiøs aktivitet. Den var dog ikke så meget kendetegnet ved markante religiøse tiltag som ved den religiøse ånd, der gennemtrængte enhver handling hos kongen, som søgte Jahves gunst i hver eneste detalje af sit liv (2 Krøn 17,3; 2 Krøn 17,4). Han følte åbenbart, at en nations karakter bestemmes af dens religion. Derfor gjorde han det til sin pligt at rense den nationale gudsdyrkelse. De "sodomitter", dvs. dem der praktiserede umoral i dyrkelsen af Jahve på tempelområdet, blev forvist fra landet (1 Kong 22,46). Ashera-pælene blev fjernet fra Juda (2 Krøn 17,6; 2 Krøn 19,3), og "folket fra Be'ersheba til Efraims bjergland blev ført tilbage til Jahve, deres fædres Gud" (2 Krøn 19,4). På grund af sin nidkærhed for Jahve blev Joshafat belønnet med magt og "rigdom og ære i overflod" (2 Krøn 17,5).

2. Hans system for offentlig undervisning:

Da Joshafat mente, at religion og moral, ja civilisationen, lider under uvidenhed, indførte han et system for offentlig undervisning i hele landet (2 Krøn 17,7). Han udpegede en kommission, sammensat af fyrster, levitter og præster, som skulle gå fra by til by og undervise folket. Deres undervisning skulle bygge på det ene sande grundlag for sund moral og et sundt religiøst liv, "bogen med Jahves lov" (2 Krøn 17,7-9).

3. Hans retslige institutioner:

Næst efter Joshafats system for offentlig undervisning kom i betydning hans ordning for en bedre retspleje. Han udpegede dommere til at lede almindelige domstole, som han oprettede i alle Judas befæstede byer. Ud over disse lokale domstole blev der i Jerusalem oprettet to appelretter, en kirkelig og en borgerlig domstol, med præster, levitter og fremtrædende stormænd som dommere. I spidsen for den kirkelige appelret stod ypperstepræsten, og en lægmand, "fyrsten over Judas hus", stod i spidsen for den borgerlige appelret (2 Krøn 19,4-11). Det er værd at lægge mærke til betoningen af, at en dommer i sin karakter skulle ligne Jahve, hos hvem der ikke er "uretfærdighed .... eller personsanseelse eller modtagelse af bestikkelse" (2 Krøn 19,7).

4. Hans militære forsvar:

Ifølge 2 Krøn 17,2 begyndte Joshafat sin regering med forsvarsforanstaltninger mod Israel. Desuden byggede han borge og forrådsbyer i Judas land, "og han havde mange arbejder", sandsynligvis militære forsyninger, "i Judas byer" (17,13). Han synes at have haft en stor stående hær, inklusive rytteri (1 Kong 22,4; 2 Krøn 17,14). Tallene i 2 Krøn 17,14 ff. synes dog at være umuligt høje.

5. Hans udenrigspolitik:

Gudsfrygt og sikkerhed hjemme blev fulgt af respekt og fred ude. Det forhold, at filistrene og araberne bragte tribut (2 Krøn 17,11), og at Edom ikke havde nogen konge (1 Kong 22,47), men i stedet en stedfortræder, som muligvis var udpeget af Joshafat, tyder på, at han havde overhøjheden over de nationer og stammer, der grænsede op til Juda mod syd og vest. Ved at have overhøjheden over de svagere nationer og være i alliance med de stærkere sikrede Joshafat den fred i størstedelen af sin regeringstid (1 Krøn 17,10), som fremmede rigets indre udvikling.

6. Hans alliance med Akab:

I modsætning til de tidligere konger af Juda så Joshafat større fordel i en alliance med Israel end i borgerkrig. Derfor blev det gamle fjendskab mellem de to kongeriger (1 Kong 14,30; 1 Kong 15,6) opgivet, og Joshafat sluttede fred med Israel (1 Kong 22,44). Den politiske union blev cementeret ved ægteskabet mellem Joram, Joshafats søn, og Atalja, datter af Akab og Jezabel. Kort efter ægteskabet sluttede Joshafat sig til Akab i et felttog mod Syrien (2 Krøn 18,1-3). I betragtning af den underordnede stilling, Joshafat synes at indtage i felttoget (1 Kong 22,4; 1 Kong 22,30), og i betragtning af den militære tjeneste, der blev ydet Joram (2 Kong 3,4), synes Juda at være blevet afhængigt af Israel. Ikke desto mindre kan unionen have bidraget til Judas velfærd og velstand, og den kan have gjort det muligt for Joshafat at bevare overhøjheden over nabofolkene. Det endelige resultat af alliancen med Omris hus blev dog katastrofalt for Juda. Indførelsen af ba'alsdyrkelse i Juda opvejede mere end nogen politisk og materiel fordel, der blev opnået, og i de følgende regeringsperioder førte den indirekte til næsten total udryddelse af Judas kongefamilie (2 Kong 11,1).

7. Hans alliance med Joram:

På trods af profeten Jehus fordømmelse af hans tog sammen med Akab, hvorved han "hjælp(er) den ugudelige" (2 Krøn 19,2), indgik Joshafat en lignende alliance med Joram af Israel (2 Kong 3,4). Da Joram indbød ham til at slutte sig til et felttog mod Moab, var Joshafat rede med den samme faste accepttale som i tilfældet med Akab (2 Kong 3,7; sammenlign 1 Kong 22,4). For detaljerne om felttoget, se JEHORAM, (1).

8. Sejr over moabitterne og ammonitterne:

Krønikeskriveren har givet os en meget bemærkelsesværdig beretning om en sejr, som Joshafat vandt over moabitterne og ammonitterne. Uden tvivl gjorde han brug af en udbredt historisk midrash. Mange finder midrashens historiske grundlag i de begivenheder, der er omtalt i 2 Kong 3,4 ff. Stederne er dog forskellige, og dér omtales et nederlag, mens vi her har en sejr. Fortællingen bærer i hovedtræk sandsynlighedens præg. 1 Kong 22,45 synes at antyde krige, som Joshafat førte, men som ikke nævnes i Kongebøgerne. De stammer, der nævnes i beretningen, fremstilles som nogle, der forsøgte at slå sig varigt ned i Juda (2 Krøn 20,11). Under deres fremrykning gennem det sydlige Juda blev de uden tvivl chikaneret af landets hyrdebefolkning. Joshafat søgte, som det var hans skik, hjælp hos Jahve. De indtrængende styrker kom i strid med hinanden (2 Krøn 20,23) og ødelagde hinanden. Byttet var stort, fordi angriberne havde medbragt alt deres gods i forventning om at blive i landet.

9. Ødelæggelsen af Joshafats flåde:

Ødelæggelsen af Joshafats flåde omtales i 1 Kong 22,48; 1 Kong 22,49 og i 2 Krøn 20,35-37. De to beretninger er dog ganske forskellige. Ifølge Kongebøgerne byggede Joshafat Tarshish-skibe, som skulle sejle til Ofir efter guld, men fartøjerne forliste ved Ezjon-Geber. Derefter tilbød Akazja at hjælpe Joshafat med søfolk, men Joshafat nægtede at indgå alliancen. Ifølge Krønikebøgerne var alliancen allerede blevet indgået, og sammen byggede de skibe ved Ezjon-Geber, som blev ødelagt, fordi Joshafat havde sluttet alliance med Israels ugudelige konge. I betragtning af Joshafats andre alliancer kan Krønikeskriveren have ret. Krønikebøgerne misforstod dog udtrykket »Tarshish-skibe«.

10. Hans død:

Joshafat døde i en alder af 60 år. Josefus siger (Ant., IX, iii, 2), at han blev begravet på storslået vis, for han havde efterlignet Davids gerninger. Riget blev overladt til Joram, som indledte sin regeringstid ved at lade sine brødre massakrere.

S. K. Mosiman

jos'-a-fat (Iosaphat, KJV i Matt 1,8 for JEHOSHAPHAT (se denne)): En konge af Juda, nævnt i Matthæus' slægtsregister for Kristus.