jer-e-mi'-a

(a) yirmeyahu, eller

(b) kortere form, yirmeyah, begge forklaret forskelligt som "Jah grundfæster" (således Giesebrecht), "den som Jahve kaster," dvs. muligvis, som Gesenius foreslår, "indsætter" (A. B. Davidson i HDB, II, 569a), og "Jahve løsner" (moderlivet); se BDB:

Formen (b) bruges om profeten Jeremias kun i Jer 27,1; Jer 28,5; Jer 28,6; Jer 28,10; Jer 28,11; Jer 28,12 b,15; 29,1; Ezra 1,1; Dan 9,2, mens den anden findes 116 gange alene i Jeremias' Bog. I 1 Esdras 1,28.32.47.57; 2 Esdras 2,18 har English Versions of the Bible "Jeremy," ligesom King James Version i 2 Macc 2,1.5.7; Matt 2,17; Matt 27,9; i Matt 16,14 har King James Version "Jeremias," men Revised Version (British and American) har i 2 Makkabæerbog og Matthæus "Jeremiah."

(1) Profeten. Se særskilt artikel. Af de følgende har (2), (3) og (4) formen (a) ovenfor; de øvrige formen (b).

(2) Far til Hamutal (Hamital), mor til kong Joakaz og kong Jojakim (2 Kong 23,31; 24,18 parallel Jer 52,1).

(3) En rekabit (Jer 35,3).

(4) I 1 Krøn 12,13 (hebraisk 14), en gadit.

(5) I 1 Krøn 12,10 (hebraisk 11), en gadit.

(6) I 1 Krøn 12,4 (hebraisk 5), en benjaminit(?) eller judæer. (4), (5) og (6) sluttede sig alle til David ved Siklag.

(7) Overhoved for en manassitisk familie (1 Krøn 5,24).

(8) En præst, som beseglede pagten med Nehemias (Neh 10,2), sandsynligvis den samme som han i 12,34, der deltog i processionen ved indvielsen af Jerusalems mure.

(9) En præst, som drog til Jerusalem med Zerubbabel fra landflygtigheden og blev overhoved for en præstefamilie af dette navn (Neh 12,1).

David Francis Roberts

jer-e-mi'-a:

1. Navn og person

2. Jeremias' liv

3. Jeremias' personlige karakter

4. Jeremias' profetier

5. Jeremias' Bog

6. Bogens ægthed og integritet

7. Forholdet til Septuaginta (Septuaginta)

LITTERATUR

1. Navn og person:

Navnet på en af Israels største profeter. Det hebraiske yirmeyahu, forkortet til yirmeyah, betyder enten "Jahve kaster" eller "Jahve grundlægger." Septuaginta læser Iermias, og Vulgata (Hieronymus' latinske Bibel, 390-405 e.Kr.) Jeremias. Da dette navn også forekommer ikke sjældent, kaldes profeten "Hilkijas søn" (Jer 1,1); denne er dog ikke den ypperstepræst, der nævnes i 2 Kong 2 og 23, eftersom der blot siges, at han var "af præsterne i Anatot" i Benjamins land. I Anatot, nu Anata, en lille landsby 3 miles nordøst for Jerusalem, boede en klasse af præster, som tilhørte en sidelinje, ikke Zadoks linje (sammenlign 1 Kong 2,26).

2. Jeremias' liv:

Jeremias blev af Herren kaldet til profetembedet, mens han endnu var en ung mand (1,6), omkring 20 år gammel, i kong Josijas 13. år (1,2; 25,3), i året 627 f.Kr., og han virkede i denne egenskab fra da af indtil Jerusalems ødelæggelse, 586 f.Kr., under kongerne Josija, Joakaz, Jojakim, Jojakin og Sidkija. Selv efter hovedstadens fald profeterede han i Egypten i det mindste i flere år, så hans virke strakte sig over en periode på i alt omkring 50 år. Først boede han sandsynligvis i Anatot og trådte kun offentligt frem i Jerusalem ved de store højtider; senere boede han i Jerusalem og var dér under belejringens og byens ødelæggelses frygtelige tider.

Selv om kong Josija frygtede Gud og var villig til at tjene Jahve og snart indledte sin reform efter Jahves lov (i sit 18. regeringsår), blev Jeremias dog, på det tidspunkt da han blev kaldet til profetembedet, ikke efterladt i tvivl om, at katastrofen i Guds dom over byen snart ville komme (1,11 ff.); og da Lovbogen efter nogle få år blev fundet i templet (2 Kong 22 og 23), prædikede Jeremias "denne pagts ord" for folket i byen og over hele landet (11,1-8; 17,19-27) og formanede til lydighed mod det guddommelige bud. Men ved at gøre dette, dengang og senere, blev han genstand for megen fjendtlighed, især i sin fødeby Anatot. Selv hans egne brødre eller nære slægtninge indgik en sammensværgelse mod ham ved at erklære, at han var en farlig fanatiker (12,6). Imidlertid var Jeremias' forhold under denne fromme konge de lykkeligste i hans løbebane, og han klagede over dennes alt for tidlige død i sørgmodige lyriske digte, som Krønikebogsforfatteren kunne bruge (2 Krøn 35,25), men som ikke er kommet ned til vor tid.

Langt mere ugunstige blev profetens forhold efter Josijas død. Joakaz-Shallum, som kun regerede 3 måneder, fik meddelelsen om sin dom fra Jeremias (22,10 ff.). Jojakim (609-598 f.Kr.) begunstigede på sin side den hedenske gudsdyrkelse og undertrykte folket gennem sin kærlighed til luksus og ved opførelsen af prægtige bygninger (Jer 22,13). Dertil kom, at hans politik var troløs. Han sammensvor sig med Egypten mod sin overherre, Nebukadnezar. Epokegørende var Jojakims 4. år, da kaldæerne i slaget ved Karkemish fik overtaget i Forasien, sådan som Jeremias havde forudsagt (46,1-12). Under Jojakim holdt Jeremias sin store tempeltale (Jer 7-9; Jer 17-25). Af denne grund besluttede præsterne at få profeten dræbt (Jer 26). Indflydelsesrige ældste gik dog i forbøn for ham, og fyrsterne viste endnu en vis retfærdighed. Han blev imidlertid mishandlet af myndighederne på præsternes opfordring (Jer 20). Ifølge 36,1 ff. fik han ikke længere lov til at træde ind på tempelpladsen. Derfor befalede Herren ham at samle sine profetier i en bogrulle og lade dem læse op for folket af sin trofaste elev Baruk (Jer 36; sammenlign Jer 45). Bogen faldt i kongens hænder, og han brændte den. Jeremias dikterede dog bogen endnu en gang til Baruk sammen med nye tilføjelser.

Jojakin eller Konja (Jer 22,24), Jojakims søn, blev efter en regeringstid på 3 måneder ført i fangenskab til Babylon af Nebukadnezar sammen med et stort antal af sine stormænd og den bedste del af folket (Jer 24,1; Jer 29,2), sådan som profeten havde forudsagt (Jer 22,20-30). Men forholdene blev ikke bedre under Sidkija (597-586 f.Kr.). Denne konge var ganske vist ikke så fjendtlig mod Jeremias, som Jojakim havde været; men desto mere fjendtlige var fyrsterne og hærførerne, som nu havde kommandoen, efter at den bedre del af disse var blevet bortført til Babylon. De planlagde hele tiden oprør mod Babylon, mens Jeremias var tvunget til at modsætte sig og gøre enhver patriotisk agitation af denne art til intet. Til sidst kom den babylonske hær for at straffe den troløse vasal, som igen havde indgået en alliance med Egypten. Jeremias rådede indtrængende til underkastelse, men kongen var for svag og for fej over for sine stormænd. Resultatet blev en lang belejring, som forårsagede de bitreste lidelser i Jeremias' liv. Befalingsmændene kastede ham i et modbydeligt fængsel og anklagede ham for at være forræder (37,11 ff.). Kongen, som rådførte sig med ham i hemmelighed, løslod ham fra fængslet og satte ham i "vagtgården" (37,17 ff.), hvor han kunne bevæge sig frit omkring og igen kunne profetere. Nu da dommen var kommet, kunne han igen tale om den håbefulde fremtid (Jer 32; Jer 33). Også Jer 30 og 31 blev sandsynligvis talt omkring denne tid. Men da han fortsatte med at prædike underkastelse for folket, kastede de ansvarlige ham i en slimet cisterne, hvorfra en hofmands, Ebed-Meleks, medlidenhed reddede ham (39,15-18). Han vendte igen tilbage til vagtgården, hvor han blev, indtil Jerusalem blev indtaget.

Efter byens indtagelse blev Jeremias behandlet med stor hensynsfuldhed af babylonierne, som vidste, at han havde talt til fordel for deres styre (39,11 ff.; 40,1 ff.). De gav ham valget mellem at tage til Babylon eller blive i sit fædreland. Han valgte det sidste og gik til statholderen Gedalja i Mispa, en mand der var al tillid værd. Men da denne mand efter kort tid blev myrdet af samvittighedsløse modstandere, blev de jøder, der var blevet tilbage i landet, grebet af frygt, og af angst for kaldæernes hævn besluttede de at udvandre til Egypten. Jeremias frarådede dette meget indtrængende og truede med Jahves hævn, hvis folket fastholdt deres forehavende (42,1 ff.). Men de fastholdt det og tvang endda den gamle profet til at tage med dem (43,1 ff.). Deres første mål var Takpankes (Daphne), en by i Nedre Egypten. På dette sted fortsatte han stadig med at prædike Guds ord for sine med-israelitter; jf. den seneste af hans bevarede taler i 43,8-13, samt prædikenen i Jer 44, holdt noget senere, men dog før 570 f.Kr. På det tidspunkt må Jeremias have været mellem 70 og 80 år gammel. Han døde sandsynligvis kort efter dette i Egypten. Kirkefædrene beretter, at han blev stenet til døde i Daphne af jøderne (Hieronymus, Adv. Jovin, ii, 37; Tertullian, Contra Gnost., viii; Pseudepiphan. De Proph., kapitel viii; Dorotheus, 146; Isidorus, Ort. et Obit. Patr., kapitel xxxviii). Denne beretning er dog ikke godt underbygget. Det samme gælder den rabbinske tradition, ifølge hvilken han sammen med Baruk blev ført fra Egypten til Babylon af Nebukadnesar og døde dér (Cedher `Olam Rabba' 26).

3. Jeremias' personlige karakter:

Jeremias' Bog giver os ikke blot en fyldigere beretning om sin forfatters liv og virke end de andre profetbøger gør, men vi lærer også mere om hans eget indre og personlige liv og hans følelser, end vi gør om Esajas eller nogen anden profet. Fra denne kilde lærer vi, at han af natur var mild og øm i sine følelser og medfølende. En tydelig kontrast til dette findes i den hårde og ubarmhjertige dom, som det var hans opgave at forkynde. Gud gjorde ham stærk, fast og urokkelig som jern til hans opgave (1,18; 15,20). Denne kontrast mellem hans naturligt varme personlige følelser og hans strenge guddommelige opgave viser sig ikke sjældent i de hjertets ytringer, der findes i hans profetier. Først glædede han sig, når Gud talte til ham (15,16); men snart blev disse Guds ord for hans hjerte en kilde til smerte og lidelse (15,17 ff.). Han ville helst ikke have udtalt dem; og da brændte de i hans bryst som en ild (20,7 ff.; 23,9). Personligt havde han behov for kærlighed, og dog fik han ikke lov til at gifte sig (16,1 f.). Han blev tvunget til at give afkald på ungdommens glæder (15,17). Han elskede sit folk som ingen anden, og dog var han altid tvunget til at profetere ulykke over det og syntes at være sin nations fjende. Dette fik ham ofte til at fortvivle. Det fjendskab, som han blev offer for, fordi han ikke forkyndte andet end sandheden, følte han dybt; se hans klager (9,1 ff.; 12,5 f.; 15,10; 17,14-18; 18,23, og ofte). I denne sørgelige modsætning mellem hans hjerte og Herrens befalinger kunne han måske ønske, at Gud ikke havde talt til ham; han forbandede endda sin fødselsdag (15,10; 20,14-18; jf. Job 3,1 ff.). Sådanne klager må omhyggeligt skelnes fra det, som Herren ved sin Ånd meddelte profeten. Gud irettesætter ham for disse klager og kræver af ham, at han omvender sig og stoler på ham og adlyder ham (Jer 15,19). Denne tugt gør ham så meget desto mere uovervindelig. Selv hans bitre fordømmelser af sine fjender (Jer 11,20; Jer 15,15; Jer 17,18; Jer 18,21-23) udsprang delvis af hans lidenskabelige og dybe natur og viser, hvor stor forskellen er mellem ham og den fuldkomne lidende, som bad selv for sine dødelige fjender. Men Jeremias var ikke desto mindre et forbillede på denne lidende frelser, mere end nogen af Det Gamle Testamentes hellige. Som præst bad han for sit folk, indtil Gud forbød ham at gøre det (7,16; 11,14; 14,11; 18,20). Han blev mere end alle de andre tvunget til at lide under Guds vrede, som skulle ramme hans folk. Folket selv følte også, at han mente dem det godt. Et bevis på dette ses i den kendsgerning, at det oprørske folk, som altid gjorde det modsatte af, hvad han havde befalet dem, tvang ham, Guds uvelkomne profet, til at tage med dem til Egypten, fordi de følte, at han var deres gode ånd.

4. Jeremias' profetier:

Det, Jeremias skulle prædike, var dommen over Juda. Som begrundelse for denne dom nævnte Jeremias overalt frafaldet fra Jahve, afgudsdyrkelsen, som blev praktiseret på bamoth, eller »offerhøjene«, af Juda, sådan som Israel havde gjort det. Mange hedenske misbrug havde fundet vej ind i folkets liv. Åbenlys hedenskab var blevet indført af mænd som kong Manasse, endda ofring af børn til ære for Ba'al-Molek i Hinnoms dal (7,31; 19,5; 32,35) og dyrkelsen af »himmelens dronning« (7,18; 44,19). Det er sandt, at Josijas reform fejede det værste af disse vederstyggeligheder bort. Men en indre tilbagevenden til Jahve blev ikke resultatet af denne reform. Fordi forbedringen mere havde været overfladisk og ydre og blev gjort for at behage kongen, tilregner Jeremias sit folk alle deres tidligere synder, og den nuværende slægts skyld blev endnu føjet til dette (16,11 f.). Sammen med religiøs uoprigtighed gik folkets moralske fordærv, såsom uærlighed, uretfærdighed, undertrykkelse af de hjælpeløse, bagvaskelse og lignende. Jf. anklagerne i 5,1 ff., 7 f., 26 ff.; 6,7.13; 7,5 f., 9; 9,2.6.8; 17,9 ff.; 21,12; 22,13 ff.; 23,10; 29,23 osv. Særligt de åndelige ledere, præsterne og profeterne, anklages for disse ting.

Den dom, som skal komme i den nærmeste fremtid som straf for folkets synder, erklæres fra begyndelsen at være landets erobring ved en fjende udefra. Sådan skal den sydende gryde med forsiden fra nord i synet, der indeholder profetens kaldelse (Jer 1,13), forstås. Denne magt i nord nævnes ikke ved navn før Jojakims 4. år (Jer 25), hvor Nebukadnesar bestemt udpeges som erobreren. Man mener ofte, at Jeremias i de tidligere år af sin gerning havde skyterne i tanke, når han talte om fjenderne fra nord, især i Jer 4-6. Skyterne havde (ifølge Herodot i.103 ff), sandsynligvis nogle få år før Jeremias' kaldelse til profetembedet, taget Medien i besiddelse, derpå marcheret gennem Lilleasien og endda trængt helt frem til Egypten. De drog gennem Kanaan og passerede på deres march fra øst mod vest nær Bet-Shean (Scythopolis). Dette voldsomme folks hærgen påvirkede sandsynligvis det sprog, Jeremias brugte i sine profetier (jf. 4,11 ff; 5,15 ff; 6,3 ff.22 ff). Men det er utænkeligt, at Jeremias ikke ventede andet end et plyndrende og byttesøgende tog af skythiske nomadehorder. Stridsvogne, som dem der beskrives i 4,13, havde skyterne ikke. Desuden må man ikke glemme, at Jeremias fra begyndelsen taler om, at hans folk skal føres bort til dette fremmede land (3,18; 5,19), mens et eksil for Israel i skyternes land var udelukket. I hvert fald fra Jojakims 4. år betragter Jeremias kaldæerne som den fjende, der ifølge hans tidligere forkyndelse skulle komme fra nord. Det er muligt, at det først i tidens løb blev klart for ham, hvilken nation der var ment med åbenbaringen fra Gud. Men ved nærmere eftertanke må han have følt sig næsten sikker på dette punkt, især da Esajas (39,6), Mika (4,10) og kort efter disse Habakkuk havde nævnt Babylon som den magt, der skulle udføre dommen over Israel. Også andre profeter regner babylonierne for at høre til den nordlige gruppe af folk (jf. Zak 6,8), fordi de altid kom fra nord, og fordi de var assyrernes retmæssige efterfølgere.

I modsætning til optimistiske profeter, som havde håbet at råde bod på forholdene i Israel (Jer 6,14), forudsagde Jeremias fra begyndelsen byens og helligdommens ødelæggelse, såvel som den jødiske nations ende og folkets eksil ved disse fjender udefra. Ifølge 25,11; 29,10 skulle det babyloniske overherredømme (ikke nøjagtigt eksilet) vare i 70 år; og derefter skulle udfrielsen komme. Løfter af denne art findes kun nu og da i profetens tidligere år (3,14 ff; 12,14 ff; 16,14 f). Under belejringen og derefter bliver sådanne forudsigelser dog hyppigere (jf. 23,1 ff; 24,6 f; 47,2-7; og i »Trøstens Bog«, kapitlerne 30-33).

Det, der kendetegner denne profet, er hans religions åndelige inderlighed; det ydre teokrati overgiver han til ødelæggelse, fordi dets former ikke var besjælet af gudfrygtige sindelag. Ydre omskærelse har ingen værdi uden hjertets indre renhed. Det ydre tempel skal ødelægges, fordi det er blevet syndernes skjulested. Ydre ofre har ingen værdi, fordi de, der bringer dem, mangler åndelighed, og dette mishager Gud. Loven misbruges og fejlfortolkes (Jer 8,8); profeternes ord kommer som regel ikke fra Gud. Selv pagtens ark skal til sidst vige for Herrens herlige nærvær. Loven skal skrives i menneskers hjerter (Jer 31,31). De messianske tiders herlighed beskriver profeten ikke i detaljer, men deres åndelige karakter beskriver han gentagne gange med ordene »Jahve vor retfærdighed« (Jer 23,6; Jer 33,16). Dog må vi ikke overvurdere Jeremias' idealisme. Han troede på en realistisk genoprettelse af teokratiet til en form, ligesom de andre profeter (jf. Jer 31-32, 38-40).

Hvad formen på hans profetiske udsagn angår, er Jeremias af poetisk natur; men han var ikke kun digter. Han taler ofte i en klagesangs versemål; men han er ikke bundet af dette og går let over i andre rytmiske former og også undertiden i prosaisk tale, når indholdet af hans taler kræver det. Den noget ensformige og elegiske tone, som stemmer med hans sørgelige budskab til folket, viger for mere levende og varierede udtryksformer, når profeten taler om andre og fremmede folkeslag. Når han gør dette, gør han ofte brug af tidligere profeters udsagn.

5. Jeremias' Bog:

Den første tilblivelse af bogen omtales i Jer 36,1 ff. I Jojakims 4. år dikterede han, på Jahves befaling, alle de profetier, han havde talt indtil dette tidspunkt, til sin elev Baruk, som skrev dem på en rulle. Efter at kongen havde ødelagt denne bogrulle, lod han sig ikke standse fra at gengive indholdet igen og føje yderligere til det (Jer 36,32). Her har vi oprindelsen til den nuværende Jeremias' Bog. Denne bog fik dog ikke blot senere tilføjelser, men er også blevet ændret. Mens talerne oprindelig kan have været ordnet kronologisk, og disse kun nåede ned til kong Jojakims 4. år, finder vi i bogen, som den nu foreligger, allerede i Jer 21,1 ff; 23,1 ff; 26,1 ff, taler fra Sidkijas tid. Den 2. udgave (Jer 36,28) indeholdt dog uden tvivl Jer 25, med de taler rettet mod de hedenske folkeslag, som fandtes på den tid. Manglen på orden, set fra et kronologisk synspunkt, i den nuværende bog skyldes også, at historiske beretninger eller tillæg om Jeremias' virke senere blev føjet til bogen, f.eks. Jer 26; 35; 36 og andre; og i disse tilføjelser findes også ældre taler af profeten. Fra Jer 37 fortælles historien om profeten under belejringen af Jerusalem og efter byens ødelæggelse, og i forbindelse hermed står hans ord og taler, der hører til denne periode.

Det er et spørgsmål, om disse stykker, som har en mere fortællende karakter, og som er frembragt af en samtidig, sandsynligvis Baruk, på et tidspunkt udgjorde en selvstændig bog, hvorfra de senere blev taget og indarbejdet i profetens bog, eller om de blev indsat af Baruk. Til fordel for den første opfattelse kan det anføres, at de ikke altid findes på deres rette kronologiske steder; f.eks. er Jer 26 en del af tempeltalen i Jer 7-9. Denne "Baruks Bog," som nogle kritikere hævder har eksisteret som en særskilt bog ved siden af Jeremias', ville dog ikke give en sammenhængende biografi og synes ikke at være skrevet med biografiske formål. Den indeholder indledninger til bestemte ord og taler af profeten samt oplysninger om, hvilke følger disse havde fået. Derfor er det mere sandsynligt, at Baruk på et senere tidspunkt foretog supplerende tilføjelser til den oprindelige bog, som profeten havde dikteret uden nogen personlige oplysninger. Men i dette arbejde kan profeten selv have medvirket. Nogle steder ender profetens diktat måske i en fortælling af Baruk (Jer 19,14-20), eller omvendt. Baruk synes at have skrevet en historisk indledning, og derefter dikterede Jeremias profetien (27,1; 18,1; 32,1 ff, og andre). Naturligvis skal de dele af bogen, som kom fra Baruks pen, betragtes som en autentisk beretning.

6. Bogens ægthed og integritet:

Kritikere har dog frakendt Jeremias og hans elev visse afsnit af den nuværende bog og hævder, at disse hører til en senere tid. Blandt disse er 10,1-16, som indeholder en advarsel til dem i eksilet mod afgudsdyrkelse (og er beslægtet med Es 40 ff), og som man hævder umuligt i denne form og fylde kan være Jeremias' værk. Også 17,19-27 nægtes uden grund Jeremias med den begrundelse, at han ikke kunne have tænkt sig at lægge vægt på sabbatsloven. Han var imidlertid ingen moderne idealist, men respekterede også de guddommelige ordninger (sammenlign 11,1-8). Dernæst forkastes Jer 25 af nogle, mens andre især angriber 25,12-14 og 25,27-38; men i begge tilfælde uden grund. På den anden side indrømmer vi, at 25,25 og også 25,13 f er senere tilføjelser. Ordene: "alt det, der er skrevet i denne bog, som Jeremias har profeteret mod alle folkeslagene," er sandsynligvis en overskrift, som har fundet vej ind i teksten. I 25,26 betragtes ordene: "og Sheshaks konge skal drikke efter dem," ligeledes som uægte. Sheshak anses med rette her, som i 51,41, for at være en chifferskrift for "Babel," men brugen af 'At-bash (en chifferskrift, hvor rækkefølgen af bogstaverne i det hebraiske alfabet vendes om, taw (t) for 'aleph ('), shin (sh) for beth (b) osv., derfor SHeSHaKH = BaBHeL, se kommentarerne) beviser ikke uægthed. Sætningen findes ikke i Septuaginta. Angrebene på Jer 30 og 31 har ringe vægt. Jer 33,14-26 findes ikke i Septuaginta, og også dets indhold hører til de steder i Jeremias, som angribes kraftigst. Kritikere anser Jeremias for at være for åndelig til at have videreført det levitiske præstedømme. I Jer 39,1; Jer 39,2; Jer 39,4-10 er der tydeligvis tilføjelser, som ikke hører hjemme på dette sted. Den resterende del kan blive stående. Blandt talerne mod folkeslagene, Jer 46-51, kan de i 46,1-12, talt umiddelbart før slaget ved Karkemish, ikke påvises at være uægte; selv 46,13-28 er også ægte. Faktum er imidlertid, at teksten har lidt meget. Der er heller ingen tilfredsstillende grunde mod profetien i Jer 47-49, hvis vi antager, at Jeremias på ny fremsatte nogle af sine udtalelser mod de hedenske folkeslag, som ikke syntes at være blevet fuldstændigt opfyldt. Jer 50 og 51, talerne mod Babylon, har et tydeligt præg af Jeremias. Dette indtryk er stærkere end tvivlen, som dog ikke er uden vægt. Begivenhederne i 51,59 ff, som ikke kan drages i tvivl, forudsætter længere taler af Jeremias mod Babylon. Muligheden står dog tilbage, at redigeringen af disse udtalelser, sådan som de findes i den nuværende bog, stammer fra tiden efter 586 f.Kr. At nogen indflydelse fra Deutero-Esajas eller senere forfattere kan spores i Jeremias, kan ikke påvises med nogen sikkerhed. Jer 52 blev hverken skrevet af Jeremias eller til hans bog, men er taget fra Kongebøgerne og findes dér næsten ordret (2 Kong 24; 25).

7. Forhold til Septuaginta (Septuaginta):

Et særligt problem udgøres af forholdet mellem Jeremias' tekst og den alexandrinske oversættelse ved De Halvfjerds (Septuaginta). Ikke alene adskiller bogens hebraiske form sig væsentligt fra den græske, langt mere end det er tilfældet i andre bøger i Det Gamle Testamente, men også ordningen er en anden. Oraklet om de hedenske folkeslag (Jer 46-51) findes i Septuaginta midt i Jer 25, og det endda i en helt anden rækkefølge (nemlig 49,35 ff.; 46; 50; 51; 47,1-7; 49,7-22; 49,1-5.28-33.13-27; 48). Desuden afviger læsemåderne gennem hele bogen i mange tilfælde, idet teksten i Septuaginta i almindelighed er kortere og mere kompakt. Den græske tekst har omkring 2.700 hebraiske ord færre end den autentiske hebraiske tekst og er således omtrent en ottendedel kortere.

Hvad angår indføjelsen af talerne mod de hedenske folkeslag i Jer 29, er den græske rækkefølge bestemt ikke mere oprindelig end den hebraiske. Den river snarere på klodset vis det fra hinanden, som er forenet i Jer 25, og er sandsynligvis opstået ved en misforståelse. Ordene i 25,13 blev opfattet som et vink om, at talerne mod hedningerne skulle følge her. Desuden er rækkefølgen af disse taler i den græske tekst mindre naturlig end den hebraiske. Med hensyn til tekstens læsemåder har man ment, at Septuagintas tekst fortjener fortrinnet på grund af sin korthed, og at den hebraiske tekst var blevet udvidet ved tilføjelser. Imidlertid er den græske oversættelse i almindelighed meget fri og ofte udført uden forståelse af emnet; og der er grunde til at tro, at oversætteren forkortede teksten, når han mente, at Jeremias' stil var for tung. Desuden ville han sandsynligvis udelade, hvor han stødte på gentagelser; eller han gjorde det, når han havde vanskeligheder med indholdet eller sproget. Dette benægter ikke, at hans oversættelse mange steder kan være korrekt, og at der kan være foretaget tilføjelser til den hebraiske tekst.

LITTERATUR.

Calvin, Praelectiones in Librum Prophetiae Jer et Thren, Genève, 1653; Sebastian Schmidt, Commentarii in libr. prophet. Jeremiah, Argent, 1685. Moderne kommentar ved Hitzig, Ewald, Graf, Nagelsbach, Keil; også Cheyne (Pulpit Comm.), Peake, Duhm og von Orelli.

C. von Orelli

jer-e-mi'-as (Ieremias):

(1) Nævnt blandt Baanis sønner som en af dem, der havde giftet sig med fremmede kvinder (1 Esdras 9,34). I Ezra 10,33 finder vi "Jeremai" blandt Hashums sønner. I 1 Esdras burde det stå i 9,33 før Manasses.

(2) Se JEREMIAH (generel artikel).