ja'-el (ya`el, "en vildged eller bjergged," som i Sl 104,18; Iael): Kenitten Hebers hustru og den, der dræbte Sisera (Dom 4,17-22; Dom 5,2-31). Jael træder ud af uklarheden ved denne ene handling, og selv med den mildeste fortolkning kan man næppe sige, at hun opnåede en misundelsesværdig berømmelse. Historien om denne begivenhed er klar. I årevis havde Jabin, Kanaans konge, undertrykt Israel. I tyve år havde israelitterne været underlagt ham, og i videst omfang havde redskabet for deres undertvingelse været Sisera, kongens hærfører, "manden med jernvognene." Debora, en profetinde i Israel, havde ved sin lidenskab for frihed vakt Israels stammer til kamp mod Sisera. De besejrede ham ved "Ta'anak ved Megiddos vande," men Sisera søgte at redde sig ved flugt. Han kom til "de omvandrendes egetræer," hvor Hebers stamme boede. Her søgte han, og blev sandsynligvis indbudt til, at finde ly i Jaels telt (Dom 4,17-18). Der findes to beretninger om de efterfølgende begivenheder--den ene en prosafortælling (Dom 4,19-22), den anden en poetisk beretning, som findes i Deboras sejrssang (Dom 5,24-27). De to beretninger stemmer omtrent så nøje overens, som man kunne forvente, når man tager deres forskellige form i betragtning.

Det er tydeligt, at Hebers stamme af begge parter i kampen blev betragtet som neutral. De var efterkommere af Jetro og havde derfor israelitternes tillid. Skønt de havde lidt noget under kana'anæernes hånd, havde de indgået en formel fredsaftale med Jabin. Naturligt nok kunne Sisera vende sig mod Hebers telte i Kedesh-Naftali med en vis tillid. De gældende love for gæstfrihed gav et yderligere element af sikkerhed. Hvad enten Jael mødte Sisera og opfordrede ham til at gå ind i hendes telt og hvile sig (Dom 4,18), eller først indbød ham efter hans bøn om tilflugt, står det fast, at han var hendes gæst, befandt sig i hendes hjems fristed og var beskyttet af gæstfrihedens love: Hun gav ham mælk at drikke, en kappe til at dække sig med, og tilsyneladende indvilligede hun i hans anmodning om, at hun skulle stå vagt ved teltet og nægte hans tilstedeværelse over for eventuelle forfølgere. Da søvnen kom over den udmattede flygtning, tog hun en "teltpløk og tog en hammer i sin hånd og gik sagte hen til ham og slog pløkken ind i hans tindinger" (Dom 4,21), og efter at have myrdet ham gik hun ud for at møde Barak, den israelitiske hærfører, og krævede æren for sin gerning. Nogle kritikere foreslår, at Sisera ikke sov, da han blev myrdet, og forsøger således at gøre Jaels forræderi til strategi. Men at dræbe sin gæst, mens han drikker gæstfrihedens mælk, er kun lidt mindre dadelværdigt end at myrde ham, mens han sover. Der er intet bevis for, at Sisera udsatte Jael for nogen fornærmelse eller vold, og kun ringe sandsynlighed for, at hun handlede efter nogen åndelig eller guddommelig tilskyndelse. Det er i virkeligheden umuligt at retfærdiggøre Jaels handling, skønt det ikke er umuligt at forstå den eller på rette måde at vurdere Deboras godkendelse af handlingen, sådan som den findes i Dom 5,24. Jaels motiv kan have været blandet. Hun kan have sympatiseret med Israel og med Israels religion. Men fortællingen giver næppe grundlag for den fortolkning, at hun følte sig kaldet til at udøve "streng retfærdighed over en Guds fjende" (Expositor's Bible). Jael var uden tvivl forsigtig og beregnende. Sisera var på flugt og Barak i forfølgelse. Sandsynligvis var hendes sympati hos Barak, men eftertanke ville bestemt vise hende, at det ikke ville være klogt at lade Barak finde Sisera i hendes telt. Hun vidste også, at døden ville blive Siseras lod, hvis han blev fanget--derfor ville hun dræbe ham og således befæste et venskab med sejrherren.

Hvad angår Deboras lovprisning af Jael (Dom 5,24), er der ingen grund til at tro, at hun i sin sejrstime enten var i stand til eller havde til hensigt at vurdere den moralske kvalitet af Jaels gerning. Hendes lands fjende var død, og det endda ved en kvindes hånd. Den kvinde, som ville dræbe Sisera, måtte være Israels ven. Debora havde ingen betænkelighed ved det passende i at tildele en besejret forfølger døden. Hendes tid var ikke sådan, at dette spørgsmål blev rejst. Måden, han døde på, betød kun lidt for hende, for alle fredens love var sat ud af kraft i krigstider. Derfor blev Jael velsignet blandt kvinder af alle, som elskede Israel. Om Debora også mente, at hun var værdig til Guds velsignelse, kan vi ikke sige. I hvert fald er der ingen grund til, at vi forsøger at retfærdiggøre Jaels forræderi for at forklare Deboras ord.

C. E. Schenk