Forfatteren

I. Judasbrevet placering i kanon

II. Anledningen til dets tilblivelse

III. Beskrivelse af de tøjlesløse og frafaldne

IV. Judasbrevets forhold til Peters andet brev

1. Ligheder

2. Forskelle

3. Yderligere kontraster

4. Sammenfatning

5. Vidnesbyrd om Peters prioritet

6. Bekræftende henvisninger

V. Brevets datering

VI. De tøjlesløse i Judasbrevet

LITTERATUR

Forfatteren:

Forfatteren til dette korte brev kalder sig Judas (Ioudas. Hans navn var almindeligt blandt jøderne: der var få andre, der blev brugt hyppigere. To blandt apostlene bar det, nemlig Judas, nævnt i Joh 14,22 (jf. Luk 6,16), og Judas Iskariot. Judas beskriver sig selv som "en tjener for Jesus Kristus og bror til Jakob" (Jud 1,1). Den Jakob, der nævnes her, er uden tvivl den person, som kaldes "Herrens bror" (Gal 1,19), forfatteren til det brev, der bærer hans navn. Ingen af de to var apostel. Judasbrevets indledende sætning fastslår blot, at forfatteren er en "tjener for Jesus Kristus." Dette, om noget sted, burde være det passende sted at nævne hans apostelskab, hvis han var apostel. Betegnelsen "tjener for Jesus Kristus" "bruges aldrig således alene i en brevhilsen til at betegne en apostel" (Alford). Fil 1,1 har et lignende udtryk, "Paulus og Timotheus, Jesu Kristi tjenere," men "en betegnelse, der er fælles for to personer, synker nødvendigvis ned til den underordnedes rang." I andre tilfælde forbindes "tjener" med "apostel" (Rom 1,1; Tit 1,1). Jud 1,17; Jud 1,18 taler om "vor Herre Jesu Kristi apostle; at de sagde til jer"--et sprog, som en apostel næppe ville bruge om sine medapostle.

I Mark 6,3 findes navnene på dem, som Jesus siges at være bror til, nemlig Jakob og Joses og Judas og Simon. Det antages ret almindeligt af forfattere, at den Jakob og Judas, der nævnes her, er de to, hvis breve findes i Det Nye Testamente. Det er dog bemærkelsesværdigt, at ingen af dem antyder sit slægtskab med Jesus; deres uforstillede ydmyghed fik dem til at tie. Judas nævner, at han er "bror til Jakob," måske for at give sine ord autoritet og vægt, for Jakob var langt mere fremtrædende og indflydelsesrig end han. Den slutning synes berettiget, at Judas henvender sig til kristne, blandt hvem Jakob var højt agtet, eller, hvis han ikke længere levede, blandt hvem hans minde blev æret som helligt; og følgelig er det alt i alt sandsynligt, at Judas skriver til den samme læserkreds som Jakob--jødekristne. Jakob skriver til "de tolv stammer i adspredelsen." Judas henvender sig ligeledes til en vid kreds af troende, nemlig de "kaldede, elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus" (1,1). Selv om han ikke udpeger en særlig og afgrænset gruppe, synes det dog, som Jakobs "bror," som en, der tilhørte Josefs familie, og som i en sand betydning var beslægtet med Herren Jesus selv, sandsynligt, om ikke sikkert, at hans brev var bestemt for kristne hebræere, som havde et påtrængende behov for et sådant vidnesbyrd og en sådan appel, som Judas giver.

I. Judasbrevets placering i kanon.

Den er nu, og har længe været, sikret. Dets rang, skønt ikke helt som Første Petersbrev og Første Johannesbrev, er høj, ja i århundreder ubestridt. Næsten fra begyndelsen af den kristne tidsalder godkendte mænd, der på enhver måde var kvalificerede til at tale med autoritet om spørgsmålet om ægthed og troværdighed, det som berettiget til en plads i Det Nye Testamentes skrifter. Origenes citerer det gentagne gange og beskriver det et sted som et "brev på kun få linjer, men fuldt af stærke ord af himmelsk nåde" (Matt., tom. X, 17). Men Origenes vidste, at det ikke blev modtaget overalt. Clemens af Alexandria "gav kortfattede udlægninger af alle de kanoniske skrifter, uden at udelade de omstridte bøger--Judasbrevet og de øvrige katolske breve" (citeret af Westcott, Canaanite, 322-23 og Salmon, Intro, 493). Tertullian (Cult. Fem. i.3), der søger at fastslå Enoksbogens autoritet, fremfører som et afgørende argument, at den citeres af "apostlen Judas." "Vi kan slutte, at Judas' brev var en ubestridt del af Tertullians kanon. Athanasius indsatte det i sin liste over nytestamentlige bøger, men Eusebius placerede det blandt de omstridte bøger i sin klassifikation. Muratoris kanon medtager Judasbrevet blandt Skriftens bøger, selv om den udelader Jakobsbrevet, Petersbrevene og Hebræerbrevet. Dette er et af de tidligste dokumenter, der indeholder en liste over de nytestamentlige bøger, som nu kendes. Af det store flertal af forfattere dateres fragmentet til cirka 170 e.Kr., da det hævder at være skrevet ikke længe efter, at Pius var biskop i Rom, og den seneste datering af Pius er 142-57 e.Kr. Dokumentets ord er: "Hyrden blev skrevet ganske for nylig i vor egen tid af Hermas, mens hans bror Pius sad på stolen i kirken i Rom." Tyve eller femogtyve år ville sandsynligvis opfylde den periode, der antydes af ordene "skrevet ganske for nylig i vor egen tid," hvilket ville fastsætte fragmentets datering til cirka 170 e.Kr. Salmon hælder dog stærkt til en senere datering, nemlig cirka 200-210 e.Kr., ligesom Zahn.

Zahn (Introduction to the New Testament, II, 259, engelsk oversættelse) og professor Chase (H D B) er afgjort af den opfattelse, at Didache, ii. 7: "Du må ikke hade nogen, men nogle skal du irettesætte, og for nogle skal du bede, og nogle skal du elske mere end din egen sjæl (eller dit liv)," bygger på Jud 1,22. Dr. Philip Schaff daterer Didache til mellem 90-100 e.Kr. L'Abbe E. Jacquier (La doctrine des Douze Apotres, 1891) er overbevist om, at det berømte skrift blev skrevet senest 80 e.Kr. Det synes derfor mere end sandsynligt, at Judasbrevet var kendt og omtalt som Skrift nogen tid før slutningen af det 1. århundrede. Ud fra den oversigt, vi således hurtigt har taget over det område, hvor brevet cirkulerede, kan vi slutte, at det i Israels land, i Alexandria, i Nordafrika og i Rom blev modtaget som det ægte brev fra Judas, "Jesu Kristi tjener og Jakobs bror."

Den vigtigste grund til, at det blev forkastet af nogle og betragtet med mistanke af andre i den tidlige tid, er dets citat fra den apokryfe Enoks Bog, sådan oplyser Hieronymus os (Vir. Ill., 4). Det er muligt, at Judas havde et andet uægte skrift i tankerne, nemlig Moses' Himmelfart, da han talte om ærkeenglen Mikaels strid med Djævelen om Moses' legeme (1,9). Dette er dog ikke helt sikkert, for den datering, der tillægges dette skrift, er omkring 44 e.Kr., og selv om Judas kunne have set og læst det, ligger dets affattelse så tæt på hans egen tid, at det næppe kan have øvet megen indflydelse på hans sind. Desuden ville brevets korthed og dets behandling af en særlig klasse af vildfarne mennesker i et vist omfang begrænse dets udbredelse blandt kristne. Alt dette tjener til at forklare, at nogle afviste det, og at andre ikke henviser til det.

II. Anledningen til dets affattelse.

Judas forklarer efter sin korte indledning (1,1.2) meget klart, hvorfor han skriver, som han gør. Han angiver tydeligt sin bekymring for de helliges skyld (1,3): "Elskede, mens jeg gjorde mig al flid med at skrive til jer om vores fælles frelse, blev jeg nødt til at skrive til jer og formane jer til ivrigt at kæmpe for den tro, som én gang for alle blev overgivet til de hellige." Han havde fået meget foruroligende kundskab om den alvorlige tilstand, som det kristne broderskab hurtigt var ved at glide ind i, og som en trofast tjener for Jesus Kristus måtte han formane dem til standhaftighed og advare dem om deres fare. Han havde tænkt sig at skrive et læremæssigt værk til dem om den frelse, der er fælles for alle kristne. Måske overvejede han at affatte en bog eller afhandling, som ville have behandlet det store emne på udtømmende måde. Men over for de farer, der truede, og de onder, der allerede var til stede i menigheden, blev hans hensigt udsat på ubestemt tid. Vi får ikke at vide, hvordan han blev bekendt med de farer, der truede hans medtroende, men den formodning er sandsynligvis rigtig, at det skete gennem hans rejser som evangelist. I hvert fald var han grundigt fortrolig med onderne i menighederne, og han behandler dem, som det sømmede sig for de grusomheder, der blev praktiseret, og den undergang, der truede.

Brevets adresse er bemærkelsesværdig på grund af den hengivenhed, Judas udtrykker for disse hellige. De er tydeligvis forskellige fra de tøjlesløse, som han omtaler med så højtidelig fordømmelse. De var de trofaste, som holdt sig på afstand af de ugudelige, der omgav dem, og som holdt fast ved den sandhed, de var blevet undervist i. Judas beskriver dem som dem, "som er kaldede, elskede i Gud Fader og bevarede for Jesus Kristus: Barmhjertighed mod jer og fred og kærlighed blive mangfoldiggjort." Ved brevets afslutning overgiver han dem "til ham, som er i stand til at vogte jer fra at snuble og stille jer frem for sin herligheds nærvær uden fejl i overstrømmende glæde." De var bestemt en udskilt og hengiven skare, et ædelt og pålideligt fællesskab af troende, hvis vel Judas var yderst bekymret for.

III. Beskrivelse af de tøjlesløse og frafaldne.

Det er nødvendigt at betragte det portræt, Judas giver af disse fordærvede fjender, med fast blik, hvis vi i nogen grad skal forstå kraften i hans sprog og den fordærvelse, der allerede var sket i broderskabet. Nogle af deres urene lærdomme og deres lastefulde praksisser, ikke alle, er her optegnet.

1. Lumsk indtrængte fjender.

"For der har sneget sig visse mennesker ind i det skjulte .... ugudelige mennesker" (Jud 1,4). De er fjender, som foregiver at være venner, og er derfor i virkeligheden spioner og forrædere; som et listende rovdyr kryber de ind i de gudfrygtiges fællesskab, drevet af ond hensigt.

2. Forvanskere af nåden og fornægtere af Kristus.

"Som vender vores Guds nåde til løsagtighed og fornægter vores eneste Herre og Herre, Jesus Kristus" (Jud 1,4). De er dem, som ved en modbydelig forvanskning gør evangeliets nåde og frihed til et middel til at tilfredsstille deres vanhellige lidenskaber, og som i lære og liv forkaster deres Herre og Herre.

3. Dømmesyge og hovmodige bagtalere.

"I deres drømmerier besmitter de kødet, tilsidesætter herredømme og spotter herligheder" (Jud 1,8). Uden sand ærbødighed spotter de de helligste og bedste ting og sætter sig til doms over al orden og al myndighed. De har de lovløses stolte tunge: "Vores læber er vores egne: hvem er herre over os?" (Sl 12,4).

4. Uvidende bagvaskere og dyriske sanselige mennesker.

"Disse spotter alt, hvad de ikke kender; og hvad de forstår af naturen, som de fornuftsløse skabninger, ved disse ting ødelægges de" (Jud 1,10). Det, de ikke kender som noget ophøjet og ædelt, håner og fordømmer de; det, de kender, er det, der tjener deres forstyrrede begær og deres fornedrede smag.

5. Hyklere og bedragere.

"Disse er skjulte skær ved jeres kærlighedsmåltider, når de holder fest med jer, hyrder som uden frygt føder sig selv; skyer uden vand .... efterårstræer uden frugt .... vilde havbølger .... vildfarende stjerner, for hvem mørkets sorthed er bevaret til evig tid" (Jud 1,12; Jud 1,13). Et særdeles levende billede af disse frækkes falskhed, fordærv og dom! Og dog findes de i det kristne legemes midte, ja, de sidder endda sammen med de hellige ved deres kærlighedsmåltider!

6. Knurrere, fejlfinderne, lystsøgere, pralere, snyltere.

"Disse er knurrere, klagere, som vandrer efter deres egne lyster .... som viser personsanseelse for fordels skyld" (Jud 1,16). De anklager den guddommelige visdom, er fredens og roens fjender, praler af deres evner til at styre tingene, og dog kan de være krybende, ja, smigrere, når de derved sikrer sig en fordel.

7. Skismatikere og sanselige mennesker.

"Disse er dem, der skaber splittelser, sanselige, som ikke har Ånden" (Jud 1,19). Det var karakteristisk for de falske lærere og spottere, som havde trængt ind i den kristne kirke, at de trak skillelinjer mellem sig selv og andre, eller mellem forskellige klasser af troende, som Helligånden ikke gav hjemmel for, men som var et produkt af deres egne listige og onde viljer. Der synes i disse ord at være en hentydning til en begyndende gnosticisme, det skæbnesvangre kætteri, som pralede af en hemmelighedsfuld viden, et dybt mysterium, som kun de indviede besad, og som den store masse af kristne var uvidende om. Judas stempler denne påstand som et afkom af deres egen sanselighed, slet ikke af Guds Ånd.

Sådan er det frastødende portræt, der tegnes af tøjlesløshedens mennesker i brevet. Men Judas tilføjer andre og endnu mørkere træk. Han giver en række eksempler på frafaldne og på frafald, som endnu mere slående afslører ånden og dommen over dem, der fordrejer sandheden, fornægter Herren Jesus Kristus og spotter Guds ting. Alt dette markerer et skæbnesvangert forfald, et "frafald", som ikke varsler andet end ondt og dom. Mod fordærverne og skeptikerne skriver Judas med en voldsomhed, som i Det Nye Testamente er uden sidestykke. Sagerne må være kommet i en frygtelig tilstand, når Guds Ånd tvinges til at bruge et så strengt og forfærdeligt sprog.

IV. Judas' forhold til Peters Andet Brev.

1. Ligheder:

Forholdet er begrænset til 2 Pet 2. En stor del af Peters brev, nemlig 2 Peter 1 og 3,5-18, har ingen lighed med Judas, i det mindste ikke mere end Jak eller 1 Pet har. Mellem de ovenfor angivne afsnit af 2 Pet og Judas er parallelliteten tæt, både med hensyn til de emner, der behandles, og de historiske illustrationer, der indføres, og selve sproget er i ret betydelig grad fælles for begge. Alle læsere må blive slået af ligheden. Derfor hævdes det meget almindeligt af fortolkere, at den ene af forfatterne skrev af efter den anden. Der er ikke fuld enighed om, hvilket af de to breve der er det ældste, det vil sige, om Peter skrev af efter Judas, eller Judas efter Peter. Måske foretrækker et flertal det første af de to alternativer, skønt nogle af de allerseneste og mest lærde blandt dem, der skriver indledninger til Det Nye Testamente, stærkt hævder den opfattelse, at Judas skrev af efter 2 Pet. Der henvises særlig til Deuteronomy. Theodore v. Zahn, hvis storslåede værk om indledning først for nylig er blevet oversat til engelsk, og som overbevisende argumenterer for, at Judas skrev af efter 2 Pet.

2. Forskelle:

Det må dog indrømmes, at der i de to breve er lige så udtalte forskelle og afvigelser, som der er ligheder. Hvis en af de to faktisk skrev af efter den anden, var han omhyggelig med at tilføje, trække fra og ændre det, han fandt i sin "kilde", sådan som det bedst passede til hans formål. En slavisk afskriver var han bestemt ikke. Han bevarede sin selvstændighed hele vejen igennem, som en nøjagtig sammenligning af det ene med det andet vil vise.

Hvis vi bringer dem tæt sammen, efter professor Lumbys eksempel i "Bible Comm." (indledning til 2 Pet), vil vi opdage en markant forskel mellem de to billeder, forfatterne tegner. Vi kan ikke undgå at lægge mærke til, hvor meget mørkere og mere uhyggeligt Judas' billede er. Ondskaben, som bestemt er alarmerende hos Peter, bliver rystende hos Judas. Nedenfor anføres beviser på den kendsgerning, der er nævnt ovenfor:

2 Peter 2,1

Men der opstod også falske profeter blandt folket, ligesom der også blandt jer skal komme falske lærere ....

Jud 1,4 For visse mennesker har sneget sig ind i det skjulte ....

2 Peter 2,1

som i det skjulte skal indføre ødelæggende vranglærdomme, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem ....

Jud 1,4

.... ugudelige mennesker, som forvandler Guds nåde til tøjlesløshed og fornægter vor eneste Herre og Herre, Jesus Kristus.

2 Peter 2,3

Og i griskhed skal de med opdigtede ord gøre jer til handelsvare ....

Jud 1,16

.... knurrere, klagere, som vandrer efter deres egne lyster (og deres mund taler store, svulstige ord), som viser personsanseelse for fordels skyld.

Disse kontraster og sammenligninger mellem de to breve beviser

(1) at de falske lærere hos Judas er værre, mere ondartede end hos Peter, og

(2) at hele beskrivelsen hos Peter er forudsigende, mens den sørgelige tilstand hos Judas faktisk er til stede.

Hvis 2 Pet er afhængigt af Judas, hvis apostlen citerede fra Judas, hvordan forklarer man da det stærkt forudsigende element i hans indledende vers (2 Pet 2,1-3)? Hvis Peter, da han skrev, havde Judas' brev liggende foran sig, som fremstiller fordærverne som allerede værende inden for det kristne fællesskab og i færd med at udføre deres dødbringende arbejde, er hans gentagne brug af fremtidsformen fuldstændig uforklarlig. Antager man derimod, at han skrev før Judas, bliver hans forudsigelser fuldt forståelige. Uden tvivl var giften i virksomhed, da han skrev, men den var latent, uudviklet; langt værre ting ville vise sig; men da Judas skrev, var giften vidt udbredt, som 1,12.19 tydeligt viser. Menighedernes selve liv var i fare.

2 Peter 2,4.5

For hvis Gud ikke skånede englene, da de syndede ... og ikke skånede den gamle verden, men bevarede Noa sammen med syv andre ...

Jud 1,5; Jud 1,6

... Herren, som havde frelst et folk ud af Egyptens land, ødelagde dem siden ... og engle, som ... forlod deres rette bolig ...

3. Yderligere kontraster:

Peter taler om englene, der syndede, Judas om deres frafald. Peter fremhæver Noas og hans families frelse, da vandfloden overvældede de ugudeliges verden, mens Judas fortæller om dem, der, efter at være blevet udfriet fra trældom, siden blev ødelagt på grund af deres vantro. Han taler ikke om nogen redning; vi kender kun til to, som overlevede dommene i ørkenen og kom ind i forjættelsens land, Kaleb og Josva. Peter nævner skæbnen for de skyldige byer Sodoma og Gomorra, men han er omhyggelig med at minde os om den retfærdige Lots udfrielse, mens Judas fremhæver deres unævnelige forbrydelser og overgiver dem til »den evige ilds straf«, men han tier om Lots redning. Det er åbenbart, at Judas' eksempler er mørkere og mere håbløse end Peters.

Peter nævner Bileam som eksempel på en, der elskede lønnen for uret og blev irettesat for sin overtrædelse. Men Judas anfører tre bemærkelsesværdige eksempler i Det Gamle Testamente for at vise, hvor langt libertinerne var gået i frafald og oprør. Tre ord markerer deres løbebane, stigende til et klimaks: »vej«, »vildfarelse«, »genstrid«. De gik Kains vej, dvs. selvviljens, hadets og mordåndens vej. Desuden »styrtede de sig for løn ud i Bileams vildfarelse«. Ordene betegner en ondskabens aktivitet, som satte al deres iver og al deres kraft ind. Bileams vildfarelse var en, der førte ind i vildfarelse, en, der forførte andre til at begå lignende synder. Henvisningen synes at gælde hele denne hedenske profets løbebane og omfatter hans forræderi mod israelitterne gennem Moabs kvinder (4 Mos 31,16). Bileam er forbilledet for Judas' libertinere, både i sin begærlighed og i sit forførende råd. Endvidere »gik de til grunde i Koras genstrid«. Denne mand gjorde med 250 tilhængere oprør mod Israels guddommeligt indsatte ledere og herskere, Moses og Aron, og søgte at få del i deres myndighed i Israel, om ikke helt at fortrænge dem. Sammenlignelige med disse oprørere i det gamle Israel er de forræderiske og ondskabsfulde fjender, som Judas så kraftigt fordømmer.

Peter omtaler dem som »dristige, egenrådige; de skælver ikke ved at spotte herligheder, hvorimod engle, skønt større i styrke og magt, ikke fremfører en spottende dom over dem for Herren« (Jud 1,10; Jud 1,11). Judas er mere specifik: Disse drømmere »besmitter kødet, foragter herredømme og spotter herligheder«. De forkaster al myndighed, foragter enhver form for herredømme og håner dem, der har magtstillinger. Han anfører striden mellem ærkeenglen Mikael og Djævelen om Moses' legeme, og dog fremførte denne højeste af de himmelske ånder ingen spottende dom mod modstanderen. Judas' beskrivelse er mere levende og bestemt: han beskriver et fremskredent stadium af frafald.

Meget bemærkelsesværdige er Jud 1,22; Jud 1,23. Her vender han sig igen til de loyale og standhaftige troende, som han henvender sig til i begyndelsen af sit brev, og han giver dem anvisninger på, hvordan de skal behandle dem, der var blevet fanget i de listige fjenders snarer. (Teksten i 1,22 er noget usikker, men revisionen følges.) Der var nogle, som var »i tvivl«. Det var dem, der var blevet betaget af den nye lære, og skønt de ikke var blevet fanget af den, var de optaget af at studere den, blev draget mod den og var næsten rede til at give efter. Mod disse skulle de trofaste vise barmhjertighed, overbevise dem om deres fare, vise dem de uhyrligheder, som det falske system uundgåeligt fører til, og således vinde dem tilbage til troskab mod Kristus. Som om Judas sagde: Behandl de vaklende med kærlighed og trofasthed; men red dem, om muligt.

Der var andre, hvis fare var større: »Og nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden.« Disse var identificeret med de onde, svedet af ødelæggelsens ild og derfor næsten uden for redningens rækkevidde; men om muligt skal de frelses, hvor skoldede og sværtede de end er. Der var endnu andre, som var i en værre tilstand end de foregående, som var forurenede og tilsølede af de skyldige forføreres modbydelige besmittelse, og sådanne skulle frelses, og redningsmændene skulle frygte for selv at blive tilsmudset ved kontakt med den frygtelige urenhed. Dette er Judas' vældige sammenfatning af det skammelige arbejde og de frygtelige onder, som libertinerne udvirkede i kirkens midte. I disse skarpe vers afslører han, hvor dybt de falske lærere var sunket i synd, og hvor forfærdelig den ødelæggelse var, som de havde forårsaget. Beskrivelsen har ikke noget egentligt sidestykke i 2 Pet. Nuancerne hos Judas er mørkere og dybere end dem i 2 Pet.

4. Sammenfatning:

Sammenligningen mellem de to skrifter berettiger, mener vi, følgende konklusioner:

(1) at Peter og Judas har de samme fordærvede grupper for øje;

(2) at Peter skildrer dem som gudløse og yderst farlige, skønt endnu ikke på deres værste; mens Judas fremstiller dem som fordærvede og så lovløse, som de vel kan blive;

(3) at Peters skrift er det ældre, og at Judas kendte til det, apostlen havde skrevet.

Stærkere beviser end nogen, der hidtil er fremført, for Peters prioritet skal nu fremlægges, og her gør vi delvis brug af Zahns række af beviser.

5. Bevis for Peters prioritet:

Judas hævder med stor bestemthed, at (1,4) visse mennesker havde sneget sig ind i den kristne fold, »dem, som fra gammel tid var skrevet op på forhånd til denne dom, ugudelige mennesker.« Det er tydeligt, at Judas her taler om de fjender, som han siden beskriver og fordømmer i sit brev. Han fastslår klart, at disse modstandere fra gammel tid var skrevet om og på forhånd udpeget til »denne dom«. Han har tydeligvis et autoritativt skrift i tankerne, som talte om netop de personer, Judas selv beskæftiger sig med. Han fortæller os ikke, hvis skrift det er, der indeholder »dommen« over vranglærerne; han erklærer blot, at et sådant skrift findes, og at han kender det. Hvilket skrift henviser han da til? Ikke til nogen gammeltestamentlig profeti, for der findes ingen, der svarer til ordene. Heller ikke til Enoks forudsigelse (1,14.15), for den taler om Herrens komme til dom på den sidste dag, mens Judas anvender sin henvisning på de ugudelige, som dengang var til stede i de kristne forsamlinger og fordærvede menighederne med deres onde lære og praksis. »I 2 Pet 2 har vi en profeti, som passer nøjagtigt, nemlig bekendtgørelsen af, at falske lærere, hvis teori og praksis nøjagtigt svarer til disse gudløse bærere af det kristne navn hos Judas, vil træde frem blandt en bestemt gruppe jødekristne menigheder« (Zahn). Peters skildring af dem er så detaljeret, at Judas ikke ville have nogen vanskelighed ved at identificere dem. Apostlen giver ham sådanne kendetegn på dem, sådanne illustrationer og endog ord og vendinger, at han blot behøver at lægge beskrivelsen ved siden af virkeligheden for at se, hvor fuldstændigt de stemmer overens.

Man kan indvende, at ordene »var fra gammel tid skrevet op på forhånd« betegner en lang periode, længere end den, der gik mellem de to breve. Men indvendingen er grundløs. Det oprindelige udtryk for »fra gammel tid« (palai) betegner undertiden kun et kort tidsrum, f.eks. fortæller Mark 15,44 (ifølge Weymouths og Nestles tekst og Revised Version (britisk og amerikansk)), at Pilatus spurgte officeren, om Jesus havde været død »nogen tid« (palai), hvilket begrænser udtrykket til nogle få timer. I 2 Kor 12,19 forekommer ordet, og dér må det begrænses til Paulus’ selvforsvar, som optager den foregående del af brevet, og strækker sig derfor ikke ud over en dag eller to. Sandsynligvis ligger der nogle år mellem affattelsen af disse to breve, rigelig tid til at retfærdiggøre Judas’ brug af ordet, hvis han henviser til 2 Pet 2, sådan som vi bestemt mener, at han gør.

6. Bekræftende henvisninger:

Denne fortolkning af Jud 1,4 bekræftes af Jud 1,17; Jud 1,18. Disse vers er nært forbundet med 2 Pet 3,2-4. Judas’ læsere får besked på at huske de ord, der er talt af Kristi apostle, nemlig: »I den sidste tid skal der være spottere, som vandrer efter deres egne ugudelige lyster.« Peter skriver, »at der i de sidste dage skal komme spottere med spot, som vandrer efter deres egne lyster.« Ligheden mellem det ene sted og det andet er meget tæt; ja, de er næsten identiske. Begge formaner deres læsere til at huske, hvad der var blevet sagt af Herren Jesu Kristi apostle, og begge taler om de umoralske spottere, som ville trænge ind i, eller allerede var trængt ind i, det kristne broderskab. Men Peter fastslår klart, at disse spottere skal vise sig i de sidste dage. Hans ord er: »Vid først og fremmest dette: at der i de sidste dage skal komme spottere med spot, som vandrer efter deres egne lyster.« Judas skriver, at »i den sidste tid skal der være spottere, som vandrer efter deres egne ugudelige lyster.« Udtrykkene »de sidste dage« og »den sidste tid« betegner vor tidsalder, den husholdning, vi lever i, som Hebr 1,2 beviser. Peter placerer spotternes fremtræden i fremtiden, mens Judas, efter at have citeret ordene, betydningsfuldt tilføjer: »Det er dem, der skaber splittelser, sjælelige, uden Ånden.« Han mener naturligvis de netop nævnte spottere, og han fastslår, at de nu er til stede. Hos Peter skal de endnu komme, da han skrev, men hos Judas er forudsigelsen allerede opfyldt, for så vidt angår spotterne. Derfor er Judas’ skrift senere end Peters, og hvis der er tale om kopiering fra nogen af siderne, er det Judas, der kopierer.

Peter nævner »jeres apostle« og indbefatter sig selv i udtrykket, men Judas bruger ikke det flertallige stedord, for han tilhørte ikke apostelkredsen. Men hvorfor flertallet »apostle«? Fordi mindst én anden apostel havde talt om de farlige tider, som skulle komme over Guds menighed. Paulus forener sit vidnesbyrd med Peters og skriver: »Men vid dette, at der i de sidste dage skal komme svære tider« (2 Tim 3,1-5). Hans forudsigelse er nært beslægtet med Peters; den hører tilsyneladende til samme historiske tid og til samme farlige klasse af onde mennesker og fordærvere. I 2 Pet 3,15 taler apostlen kærligt og ømt om sin »broder Paulus« og siger sigende, at han i sit brev taler om disse ting--uden tvivl blandt andet om spotterne i de sidste dage. Han synes bestemt at have Paulus i tankerne, da han skrev ordene: »Vid først og fremmest dette: at der i de sidste dage skal komme spottere.«

Her er der altså et positivt grundlag for henvisningen i Jud 1,4 til et skrift om dem, der havde sneget sig ind i folden, og som fra gammel tid var dømt til denne dom, et skrift som hans læsere kendte; de havde det i apostlene Peters og Paulus’ skrifter begge to og var således på forhånd advaret om den forestående fare. Judasbrevet er senere end Peters.

V. Brevets datering.

Der er kun ringe eller ingen enighed om året, men flertallet af forfattere mener, at det hører til sidste halvdel af det 1. århundrede. Zahn henfører det til 70-75 e.Kr.; Lumby, ca. 80 e.Kr.; Salmon, før Domitians regeringstid (81 e.Kr.); Sieffert, kort før Domitian; Chase, ikke senere end 80 e.Kr., sandsynligvis inden for et år eller to efter Pastoralbrevene. Zahn fastholder stærkt 64 e.Kr. som året for Peters død. Hvis det 2. brev, der bærer hans navn, er ægte, kan apostlen umuligt have skrevet af efter Judas, for Judas' brev eksisterede ikke, da han døde. Selv under den antagelse, at han led døden 65-66 e.Kr., kunne der ikke have været tale om afskrift undtagen fra Judas' side, for det kan næsten påvises, at Judasbrevet blev skrevet efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Hvis 2 Peter er pseudonymt og skrevet omkring midten af det 2. århundrede, som nogle med sikkerhed hævder, har det ingen ret til en plads i kanon og heller ingen legitim relation til Judasbrevet. Hvis det er ægte, går det forud for Judasbrevet.

VI. Libertinerne i Judasbrevet.

Deres karakter skildres meget kraftfuldt, men der gives os ingen oplysninger om deres oprindelse eller om, hvilken bestemt egn de tilhørte. De bar det kristne navn, havde den løseste moral og gjorde sig skyldige i skammelige udskejelser. Deres indflydelse synes at have været vidt udbredt og stærk, ellers ville Judas ikke fordømme dem i et så strengt sprog. Deres skyldige frafald fra sandheden må ikke forveksles med gnosticismen i det 2. århundrede, skønt det stærkt tenderede i den retning; det var et frafald i det 1. århundrede. Var de nyligt fremståede sanselige mennesker uden forløbere? I nogen grad var deres forløbere allerede trådt frem. Sanselighed i nogle af dens grovere former vanærede menigheden i Korinth (1 Kor 5,1-13; 1 Kor 6,13-20). Ved de fælles måltider i denne menighed, som endte med fejringen af Herrens nadver, hengav de sig til sviregilder og fråseri, og nogle af dem var endog berusede (1 Kor 11,17-22). Deltagelse i en hedensk fest udsatte de kristne for faren for at få del i afgudsdyrkelse, og alligevel var nogle af korintherne hengivne til den (1 Kor 1; 1 Kor 14-32). Når man læser om tingenes tilstand i menigheden i Kolossæ, fornemmer man, hvor skæbnesvangre visse anskuelser og praksisser dér snart ville blive, hvis de fik lov at vokse (Kol 2,16-23; Kol 3,5-11). Tyve år efter den sandsynlige datering af Judasbrevet blomstrede og dominerede onde partier i nogle af menighederne i Lilleasien, kristne forsamlinger, som i lære og adfærd var nært beslægtet med de ugudelige hos Judas. Nikolaitterne og »kvinden Jezabel, som kalder sig profetinde; og hun lærer og forfører mine tjenere til at bedrive utugt og spise det, der er ofret til afguder« (Åb 2,20), hører til samme skare af libertinere som dem i Judasbrevet. Det bør ikke overraske os, med disse eksempler for øje, at der ifølge Judas fandtes moralske forbrydere og skamløse udsvævende mennesker i den kristne menigheds skød, hvis adfærd chokerer vores sans for sømmelighed og anstændighed, for lignende onder, om end ikke så åbenlyse, plagede menighederne i Paulus' levetid.

Judas brændemærker dem som fjender og frafaldne. Han udtaler deres dom med Enoks ord: »Se, Herren kom med titusinder af sine hellige for at holde dom over alle« (Jud 1,14; Jud 1,15). Det antages almindeligvis, at denne profeti af Enok citeres af Judas fra den apokryfe Enoks Bog. Selv om man indrømmer et sådant citat, berettiger den kendsgerning os ikke til at hævde, at han godkendte bogen. Paulus citerer fra tre græske digtere: fra Aratos (ApG 17,28), fra Menander (1 Kor 15,33; se Earle, Euripides, »Medea«, Intro, 30, hvor dette tilskrives Euripides) og fra Epimenides (Tit 1,12). Forestiller nogen sig, at Paulus godkender alt, hvad disse digtere skrev? Til citatet fra Epimenides føjer apostlen: »Dette vidnesbyrd er sandt« (Tit 1,13), men ingen forestiller sig, at han dermed mener at sige, at hele digtet er sandt. Sådan citerer Judas et sted fra en ikke-kanonisk bog, ikke fordi han accepterer hele bogen som sand, men denne særlige forudsigelse modtager han som fra Gud. Hvorfra forfatteren til Enoks Bog har den, vides ikke. Den kan være blevet bevaret i ære og overleveret fra slægt til slægt, eller på anden måde trofast bevaret, men under alle omstændigheder accepterede Judas den som ægte. Paulus citerer et ord af Herren Jesus (ApG 20,35), som ikke er nedskrevet i evangelierne, men hvorfra han har det, vides ikke. Det samme kan siges om dette ord af Enok, som Judas modtager som sandt.

LITTERATUR.

Zahn, Introduction to New Testament; Salmon, Introduction to New Testament; Westcott, Canon of New Testament; Purves, Apostolic Age; Alford, Greek Test.; Plumptre, Commentary, »Cambridge Bible Series«; Lillie, Commentary on 1 and 2 Pet; Bigg, ICC; Vincent, Word Studies.

William G. Moorehead