Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 8

1 HERREN sagde til mig: »Tag dig en stor tavle og skriv på den med menneskeskrift: ›Hurtigt bytte – hastigt rov‹.
2 Og jeg vil skaffe mig pålidelige vidner: Urija, præsten, og Zekarja, Jeberekjas søn.«
3 Så gik jeg ind til profetinden, og hun blev gravid og fødte en søn; og HERREN sagde til mig: »Kald ham: Hurtigt bytte – hastigt rov,
4 for før barnet forstår at kalde ›Min far og min mor!‹ skal man bringe Damaskus’ rigdom og Samarias bytte hen til kongen af Assyrien«
5 HERREN fortsatte med at tale til mig og sagde:
6 »Fordi dette folk
har forkastet
Siloas vande, der flyder sagte,
og der er glæde over Resin
og Remaljas søn,
7 se, derfor lader Herren flodens vande kommer over dem,
de mægtige og mange
– Assyriens konge og hele hans herlighed –
og den skal stige op over alle sine flodlejer
og gå over alle sine bredder;
8 den trænger ind i Juda,
oversvømmer og går op over;
den skal nå til halsen.
Og hans spredte vinger
skal fylde dit land så langt det er.
Gud med os!
9 Handl ondt, I folkeslag, men bliv forfærdede!
Lyt efter, alle jordens fjerne egne!
Spænd bæltet, men I skal blive forfærdede!
Spænd bæltet, men I skal blive forfærdede!
10 Læg en plan, men den vil blive til intet!
Udsted en ordre,
men den vil ikke blive udført!
For Gud er med os!«
11 For sådan sagde HERREN til mig da hans hånd overmandede mig, og han advarede mig mod at vandre på dette folks vej:
12 »I skal ikke kalde alt det sammensværgelse
som dette folk kalder sammensværgelse!
Frygt ikke det som det frygter,
og nær ikke rædsel!
13 Hærskarers HERRE,° han skal være hellig for jer;
han skal være genstand for jeres frygt,
og han skal være jeres rædsel.
14 For han skal være en helligdom,
men også en anstødssten og en klippe man snubler over,
for Israels to huse,
en fælde og en snare for Jerusalems indbyggere.
15 Mange skal snuble
og falde og kvæstes
og gå i fælden og fanges.
16 Bind til for vidnesbyrdet,
forsegl loven hos mine disciple!«
17 Så jeg vil vente på HERREN,
der skjuler sit ansigt for Jakobs hus,
og jeg vil håbe på ham.
18 Se, her er jeg og de børn
som HERREN har givet mig, til tegn og varsler i Israel fra Hærskarers HERRE,°
der bor på Zions bjerg.
19 Og når de siger til jer: »Konsulter dødemanerne og sandsigerne, der hvisker og mumler.« Skal et folk ikke søge til sin Gud? Søge til de døde frem for de levende?
20 »Til loven og til vidnesbyrdet!«
Hvis de ikke siger sådan,
er der ikke nogen morgenrøde for dem.
21 Han skal drage igennem det, plaget og sulten;
og når han sulter, vil han blive rasende
og forbande sin konge og sin Gud.
Og er han vendt mod det høje,
22 eller vil han se hen til jorden,
se, så er der nød og mørke,
trængsels mørke,
og han er stødt ud i mulm.
23 Men der skal ikke være mørke over det,
hvor der er trængsel nu.
Ligesom han i den første tid bragte vanære over Zebulons land og Naftalis land,
sådan vil han i den sidste tid bringe ære
over Vejen langs Havet,
på den anden side af Jordan,
folkeslagenes Galilæa.