Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 39

1 På den tid sendte Babylons konge Merodak-Bal’adan, Bal’adans søn, breve og gaver til Hizkija. Han havde hørt at han havde været syg og var blevet rask.
2 Hizkija glædede sig over dem og viste dem skatkammeret, sølvet og guldet og balsamstofferne, den kostelige olie og hele sit våbenkammer og alt det der fandtes i hans forrådskamre; der var ikke den ting som Hizkija ikke lod dem se i sit palads og i hele sit rige.
3 Da kom profeten Esajas til kong Hizkija og sagde til ham: »Hvad har de mænd sagt? Og hvorfra kommer de til dig?« Hizkija sagde: »De er kommet til mig fra et land langt borte, fra Babylon.«
4 Og han sagde: »Hvad har de set i dit palads?« Hizkija sagde: »Alt hvad der er i mit palads, har de set; der var ikke en ting som jeg ikke viste dem i mine forrådskamre.«
5 Da sagde Esajas til Hizkija: »Hør Hærskarers° HERRES ord:
6 Se, der kommer dage da alt det der er i dit hus, og som dine fædre har samlet indtil denne dag, skal føres til Babylon; der skal ikke blive noget tilbage, siger HERREN.
7 Og nogle af dine sønner, der nedstammer fra dig, som du bliver stamfar til, skal de tage, og de skal være hofmænd i Babylons konges palads.«
8 Men Hizkija sagde til Esajas: »Det ord fra HERREN du har talt, er godt.« Og han sagde: »Så bliver der fred og stabilitet i min levetid!«