Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 48

1 Hør dette, Jakobs hus!
I der kaldes med Israels navn
og er udgået af Judas kilde,
I der sværger ved HERRENS navn
og påkalder Israels Gud,
men ikke i sandhed og i retfærdighed!
2 For de kalder sig dem fra den hellige by
og støtter sig til Israels Gud;
Hærskarers HERRE° er hans navn.
3 De tidligere ting har jeg for længst fortalt,
de udgik af min mund, og jeg lod dem høre;
pludselig handlede jeg, og de skete.
4 Fordi jeg ved at du er hård,
og din nakke er en sene af jern,
og din pande er af bronze,
5 så har jeg for længst forkyndt det;
før det kommer, lod jeg dig høre det
for at du ikke skal sige: »Mit afgudsbillede gjorde alt dette,
og min udskårne figur og min støbte statue befalede det.«
6 Du har hørt det, se det alt sammen!
Og I, vil I ikke forkynde det?
Fra nu af har jeg ladet dig høre nye ting
og skjulte ting som du ikke kender.
7 Det er nu de skabes, og ikke fra gammel tid,
og før i dag har du ikke hørt om dem
for at du ikke skal sige: »Se, jeg har kendt til dem.«
8 Du har hverken hørt det eller vidst besked,
og dit øre var heller ikke åbent fra gammel tid;
for jeg ved at du vil handle meget troløst,
og en overtræder har man kaldt dig fra mors liv.
9 For mit navns skyld vil jeg udsætte min vrede,
og for min æres skyld behersker jeg mig over for dig
for ikke at udrydde dig.
10 Se, jeg har lutret dig, men ikke som sølv;
jeg har udvalgt dig i lidelsens ovn.
11 For min egen skyld, ja, for min egen skyld, vil jeg gøre det;
for hvordan kunne jeg lade mig blive vanhelliget?
Min ære giver jeg ikke til en anden!
12 Hør på mig, Jakob,
og Israel, min kaldte!
Jeg er den samme, jeg er den første,
jeg er også den sidste.
13 Min hånd har også grundlagt jorden,
og min højre hånd har spændt himlen ud;
kalder jeg på dem,
så står de der sammen.
14 Saml jer, alle sammen, og hør efter!
Hvem blandt dem har forkyndt disse ting:
Den HERREN elsker,
vil udføre hans ønske mod Babylon
og hans magt mod kaldæerne.
15 Jeg, jeg har talt, og jeg har også kaldt ham;
jeg har ladet ham komme,
og hans vej lykkes.
16 Kom hen til mig, hør dette:
Fra begyndelsen har jeg ikke talt i det skjulte,
fra den tid det blev til, er jeg der;
og nu har Herren HERREN sendt mig og sin Ånd.
17 Sådan siger HERREN, din løskøber,
Israels Hellige:
Jeg er HERREN din Gud
der lærer dig at opnå noget,
der leder dig på en vej du skal gå.
18 Gid du ville lytte nøje til mine bud,
så blev din fred som en flod
og din retfærdighed som havets bølger,
19 så blev dit afkom som sandet
og dine efterkommere som dets sandskorn;
dets navn vil ikke blive udslettet eller fjernet fra min nærhed.°
20 Gå ud fra Babylon,
flygt fra kaldæerne!
Forkynd med jublende røst,
forkynd det,
lad det blive hørt til jordens ende,
sig: »HERREN har løskøbt sin tjener Jakob.«
21 Og de led ikke tørst,
dem han førte gennem øde egne,
vand fra en klippe lod han flyde til dem;
han spaltede en klippe,
og vand fossede ud.
22 Der er ingen fred, siger HERREN, for de ugudelige.