Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 57

1 Den retfærdige går til grunde,
og der er ingen der tager det til hjerte;
og trofaste° mænd tages bort
uden at nogen forstår
at på grund af ondskaben tages den retfærdige bort.
2 Han skal gå ind til fred,
de skal hvile på deres lejer,
enhver der går den lige vej.
3 Men I, kom herhen,
I børn af en troldkvinde
yngel af en ægteskabsbryder og en luder!
4 Over hvem gør I jer lystige?
Mod hvem vrænger I mund,
rækker tungen langt ud?
Er I ikke børn af synd,
yngel af løgn?
5 I der brænder af brunst under egene,
under hvert grønt træ,
I der slagter børnene i dalene,
under klippekløfterne!
6 I wadiens glatte sten har du din del,
de, ja, de er din arvede jord,
til dem har du også udgydt drikoffer,
bragt madoffer;
skulle jeg være tilfreds med disse ting?
7 På et højt og knejsende bjerg
har du anbragt dit leje;
også der gik du op for at ofre slagtoffer.
8 Men bag døren og dørstolpen
har du sat dit mærke;
ja, bortvendt fra mig blottede du dig og bød dig til,
gjorde dit leje bredt
og indgik forbindelse med nogle af dem;
du elskede deres leje, du så deres lem.°
9 Og du rejste hen til Molok med olie
og øgede dine salver;
og du sendte dine bud til det fjerne
og bragte dem ned i dødsriget°.
10 På grund af din lange rejse blev du træt,
men du sagde ikke: »Det er håbløst!«
Du fandt liv i din egen kraft,
derfor blev du ikke svag.
11 Og hvem har du været bange for og frygtet,
så du vil lyve?
Men mig huskede du ikke,
lagde mig ikke på dit hjerte!
Er jeg ikke én der tier, og det fra gammel tid?
Derfor vil du ikke frygte mig!
12 Jeg vil forkynde din retfærdighed
og dine gerninger, men de vil ikke gavne dig.
13 Når du råber om hjælp, så lad din samling af afguder redde dig!
En vind skal løfte dem alle sammen op,
et vindpust skal tage dem;
men den der søger tilflugt hos mig,
skal arve landet
og tage mit hellige bjerg til eje.
14 Men han sagde:
»Byg, byg, ban vej,
fjern hindring fra mit folks vej!«
15 For sådan sagde den høje og ophøjede,
der bor evigt, og hvis navn er »Hellig«:
»I det høje og hellige bor jeg,
og hos den knuste og den med et ydmygt sind,°
for at genoplive den ydmyges sind
og genoplive den knustes hjerte.
16 For jeg vil ikke for evigt gå i rette og ikke for altid vredes,
for så ville de miste modet° foran mit ansigt
og det åndedræt jeg selv har skabt.
17 På grund af hans syndige begær blev jeg vred,
og jeg slog ham, skjulte mig og var vred;
men han gik frafalden sit eget hjertes vej.
18 Hans veje så jeg,
og jeg vil helbrede ham,
lede ham og til gengæld give ham trøst;
for hans sørgende
19 skaber jeg læbers frugt: Fred, fred for den der er fjern, og for den der er nær,« sagde HERREN,
»og jeg helbreder ham.
20 Men de ugudelige er som havet, oprørt,
for stille kan det ikke ligge,
og dets vande har skyllet dynd og slam op.
21 Der er ingen fred,« siger min Gud, »for de ugudelige.«