Spring til indhold

Den frie bibel

Esajas' Bog 43

1 Men nu, sådan siger HERREN,
han der skabte dig, Jakob,
og formede dig, Israel:
Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig,
jeg har kaldt dig ved navn, du er min.
2 Når du går igennem vand, vil jeg være med dig,
og igennem floderne, da vil de ikke skylle over dig;
når du går igennem ild, vil du ikke blive forbrændt,
og en flamme ikke brænde dig.
3 For jeg er HERREN din Gud,
Israels Hellige, din frelser.
Jeg giver Egypten som løsepenge for dig,
Nubien og Seba i stedet for dig.
4 Fordi du er dyrebar i mine øjne,
er værd at ære, og jeg elsker dig,
så giver jeg mennesker i stedet for dig
og folkeslag i stedet for dit liv°
5 Frygt ikke, for jeg er med dig;
jeg vil bringe dit afkom fra Østen
og fra Vesten vil jeg samle dig.
6 Jeg siger til Norden: »Aflevér!«
og til Syden: »Tilbagehold ikke!
Bring mine sønner fra det fjerne
og mine døtre fra jordens ende,
7 enhver der kaldes med mit navn,
og som jeg har skabt til min ære,
som jeg har formet, ja, skabt.«
8 Før det blinde folk ud, der dog har øjne,
og de døve, der dog har ører.
9 Alle folkeslagene samles i fællesskab,
og folkegrupper forsamles.
Hvem er der iblandt dem der kan fortælle dette
og forkynde os de tidligere ting?
Lad dem føre deres vidner så de kan få ret,
så de kan høre og sige: »Det er sandhed.«
10 I er mine vidner, lyder HERRENS udsagn,
og min tjener som jeg har udvalgt,
for at I skal forstå og tro på mig
og indse at det er mig;
før mig blev der ikke dannet nogen gud,
og efter mig vil der ikke være nogen.
11 Jeg, jeg er HERREN,
og der er ingen frelser ud over mig.
12 Jeg har forkyndt det og har frelst
og ladet det høre,
og ingen fremmed iblandt jer.
Så I er mine vidner, lyder HERRENS udsagn,
og jeg er Gud.
13 Også fra i dag er jeg den samme,
og der er ingen der river noget ud af min hånd;
jeg handler, og hvem kan gøre det ugjort?
14 Sådan siger HERREN der løskøber jer,
Israels Hellige:
For jeres skyld sender jeg folk til Babylon
og støder enhver portslå ned,
og støder til kaldæerne på de skibe som de frydede sig over.
15 Jeg er HERREN, jeres Hellige,
Israels skaber, jeres konge.
16 Sådan siger HERREN,
han der lagde en vej i havet
og i de voldsomme vandmasser en sti,
17 han der fører vogn og hest, hær og krigsmagt ud,
så de alle sammen ligger der, de vil ikke rejse sig,
de er slukkede, gået ud som en væge.
18 Husk ikke på tidligere begivenheder,
og giv ikke agt på gamle begivenheder!
19 Se, jeg frembringer nyt,
nu vil det spire frem; ved I det ikke?
Jeg vil også anlægge en vej i ørkenen,
floder i det øde land.
20 Markens vilde dyr vil ære mig,
sjakaler og strudseunger;
fordi jeg har givet vand i ørkenen,
floder i det øde land,
for at give mit folk, mit udvalgte, at drikke.
21 Det folk jeg har dannet til mig,
skal forkynde min pris.
22 Men du kaldte ikke på mig, Jakob!
For du er blevet træt af mig, Israel!
23 Du bragte mig ikke lam til dine brændofre,
du ærede mig ikke med dine slagtofre;
jeg har ikke bebyrdet dig med afgrødeoffer
og jeg har ikke trættet dig med røgelse.
24 Du købte ikke kalmus til mig for penge,
du mættede mig ikke med dine slagtofres fedt,
derimod bebyrdede du mig med dine synder,
du trættede mig med din skyld.
25 Det er mig, det er mig, ham der sletter dine overtrædelser for min egen skyld,
og jeg vil ikke huske på dine synder.
26 Husk mig på det; lad os føre retssag med hinanden;
tal du så du kan få ret.
27 Din stamfar syndede,
og dine fortalere forbrød sig imod mig.
28 Så jeg vanærede lederne af helligdommen
og overgav Jakob til forbandelse
og Israel til spot.