ith'-a-i.

Se ITTAI.

it'-a-i, it'-i ('ittay, 'ithay):

(1) En gittit eller indfødt fra Gat, en af Davids øverste hærførere og mest trofaste venner under Absaloms oprør (2 Sam 15,11-22; 2 Sam 18,2; 2 Sam 18,4; 2 Sam 18,12). Fortællingen viser Davids ridderlige og uselviske ånd i trængselstid, såvel som den mest selvopofrende loyalitet fra Ittajs side. Det synes, at han først for nylig havde forladt sin fødeby og sluttet sig til Davids hær af personlig hengivenhed for kongen. David forfremmede ham hurtigt. Da han hører om Absaloms oprør og fremrykning mod Jerusalem, flygter han sammen med David. Denne gør indsigelse, opfordrer ham til at vende tilbage og slutte sig til Absalom, eftersom han er en udlænding og i landflygtighed. Hans interesser er i hovedstaden og hos kongen; der er ingen grund til, at han skulle være flygtning og måske lide tabet af alt; det ville være bedre for ham, sammen med sin skare af mænd, at stille sig selv og dem til rådighed for Absalom, den nye konge. "Barmhjertighed og sandhed være med dig," siger David i sin storsindethed. Ittaj nægter med en dobbelt ed fuldstændigt at vende tilbage, men vil stå ved Davids side til det sidste. Da indsigelser er nytteløse, befaler monarken ham at gå over floden, uden tvivl glad for at have en sådan tapper kriger og trofast ven ved sin side. Da David mønstrer sine hære for at møde Absalom, gør han Ittaj til øverste hærfører sammen med den frygtløse Joab og Abishaj. Han gjorde uden tvivl sin del i slaget, og da der ikke siges mere om ham, er det muligt, at han faldt i kampen.

(2) En benjaminit, en af Davids 30 vældige krigere (2 Sam 23,29; 1 Krøn 11,31, "Itaj").

J. J. Reeve