fa'-b'-l (muthos):

(1) Det primitive menneske forestiller sig, at tingene omkring det har dets egne egenskaber. Derfor tænker, taler og handler dyr, træer, klipper osv. i dets fortællinger nøjagtigt, som om de var mennesker. Der skulle naturligvis kun et lille fremskridt i kundskab til for at gøre ende på denne tænkemåde, men den fortælleform, som den udviklede, bestod og findes i alle folkeslags folkefortællinger. Mere særligt blev den arkaiske fortælleform brugt med henblik på moralsk belæring, og når den bruges sådan, kaldes den fabel. Moderne definitioner skelner den fra lignelsen

(a) ved dens brug af skikkelser med lavere intelligens end mennesket (selv om de ræsonnerer og taler som mennesker), og

(b) ved at dens lære kun gælder dette liv. Men selv om disse skel tjener et vist praktisk formål ved at adskille (for eksempel) Æsops fabler fra Kristi lignelser, har de ringe værdi for den, der studerer folklore. For fabel, lignelse, allegori osv. er alle udviklinger fra en fælles stamme, og de har en tendens til at glide over i hinanden.

Se allegori; lignelse.

(2) Den semitiske tankegang er særligt tilbøjelig til allegoriske udtryk, og en moderne arabisk fortæller vil opfinde en fabel eller en lignelse lige så let, som han vil tale. Og vi kan være helt sikre på, at fablernes meget sparsomme forekomst i Det Gamle Testamente kun skyldes materialets karakter og slet ikke, at fabler manglede i de gamle jøders mund. Kun to eksempler er nået frem til os. I Dom 9,7-15 spotter Jotam valget af Abimelek til konge med fablen om træerne, som ikke kunne finde noget træ, der ville påtage sig kongemagtens besvær, undtagen den værdiløse tjørnebusk. Og i 2 Kong 14,9 latterliggør Joash Amasjas prætentioner med fortællingen om tidslen, der ønskede at indgå en kongelig alliance med cederen. Men at skellet mellem fabel og allegori osv. er kunstigt, ses i Es 5,1; Es 5,2, hvor vingården antages at have en bevidst vilje til at være genstridig.

(3) I Det Nye Testamente findes "fabel" i 1 Tim 1,4; 1 Tim 4,7; 2 Tim 4,4; Tit 1,14; 2 Pet 1,16, som oversættelse af muthos ("myte"). Betydningen her er helt forskellig fra den, der er drøftet ovenfor, og "fabel" betyder en (religiøs) fortælling, som ikke har nogen forbindelse med virkeligheden--stillet i kontrast til et øjenvidnes kundskab i 2 Pet 1,16. Den nøjagtige natur af disse "fabler" ligger naturligvis uden for vores viden, men omtalen i forbindelse med dem af "endeløse slægtsregistre" i 1 Tim 1,4 peger med stor sandsynlighed på en eller anden form for gnostisk spekulation, som indskød en kæde af æoner mellem Gud og verden. I nogle af de gnostiske systemer, vi kender, beskrives disse kæder med en så endeløs vidtløftighed (Pistis Sophia er det bedste eksempel), at det fuldt ud retfærdiggør udtrykket "gamle kællingefabler" i 1 Tim 4,7. Men at disse passager har gnostisk reference, behøver ikke at tale imod paulinsk forfatterskab til Pastoralbrevene, eftersom en ret veludviklet "gnosticisme" kan genkendes i en passage så tidlig som Kol 2, og eftersom beskrivelsen af fablerne som jødiske i Tit 1,14 (sammenlign Tit 3,9) taler imod henvisninger til det 2. århundrede. Men for detaljer må kommentarerne til Pastoralbrevene konsulteres. Det er værd at bemærke, at antagelsen af disse fabler i 2 Tim 4,4 siges at være resultatet af at rode med det tvivlsomme. Denne måde at miste grebet om virkeligheden på er desværre ikke noget, der er begrænset til den apostolske tidsalder.

Burton Scott Easton