du-ter-on'-o-mi:

1. Navn

2. Hvad Femte Mosebog er

3. Analyse

4. Ledende idéer

5. Enhed

6. Forfatterskab

7. Femte Mosebog talt to gange

8. Femte Mosebugs indflydelse i Israels historie

9. Den kritiske teori

LITERATUR

1. Navn:

På hebraisk 'elleh ha-debharim, "disse er ordene"; på græsk, Deuteronomion, "anden lov"; heraf det latinske deuteronomii og det engelske Deuteronomy. Den græske titel skyldes en mistolkning af Septuaginta af ordet i 5 Mos 17,18, som oversættes "og han skal skrive for sig selv denne gentagelse af loven." Det hebraiske betyder egentlig "og han skal skrive for sig selv en afskrift af denne lov." Imidlertid er fejlen, som den engelske titel hviler på, ikke alvorlig, thi Femte Mosebog er i meget sand forstand en gentagelse af loven.

2. Hvad Femte Mosebog er:

Femte Mosebog er den sidste af Pentateukens fem bøger eller "fem femtedele af Loven." Den besidder sin egen særprægethed og imponerende kraft. I 2. Mosebog–4. Mosebog fremstilles Jahve som talende til Moses, medens Jahve i Femte Mosebog fremstilles som talende gennem Moses til Israel (5 Mos 1,1-4; 5 Mos 5,1; 5 Mos 29,1). Det er en opfordrende sammenfatning af forskellige taler afholdt på forskellige tider og steder under ørkenvandringen – en slags homili over forfatningen, essensen eller hovedindholdet af Moses' undervisning til Israel gennem fyrretyve år af deres ørkeneventyr. Det er "en Gennemgangelses bog"; en oversættelse af Israels forløsningshistorie til levende principper; mindre en historie end en kommentar. Der er meget tilbageblik i den, men dens hovedsyn er fremad. Rabbinerne taler om den som "Tugtens bog." Det er hele profetiens tekst; en lærebog i evangelisk veltalenhed; besiddende "hele en Bernards varme, en Savonarolas flammende iver og en Frans af Assisis øm, nådig medfølelse." Forfatternes interesse er helt og holdent moralsk. Hans ene højeste formål er at væcke Israels trofasthed over for Jahve og hans åbenbaret lov. Taget som helhed er bogen en udfoldelse af det store bud: "Du skal elske Jahve din Gud af hele dit hjerte, og af hele din sjæl, og af hele din styrke." Det var fra Femte Mosebog, at Jesus sammenfatted hele det gamle Pagtstslutning i en enkelt sætning (Matt 22,37; sammenlign 5 Mos 6,5), og fra den hentede Han sine våben, hvormed han besejrede fristelsen (Matt 4,4; Matt 4,7; Matt 4,10; sammenlign 5 Mos 8,3; 5 Mos 6,16; 5 Mos 6,13).

3. Analyse:

Femte Mosebog består af tre taler, fulgt af tre korte appendikser:

(1) 5 Mos 1,1-4, historisk; en gennemgang af Guds forehavende med Israel, nærmere specificerende hvor og hvornår det blev åbenbaret (5 Mos 1,1-5), gengivende i brede veltalende træk hovedbegivenhederne i nationens erfaring fra Horeb til Moab (5 Mos 1,6-3), på hvilken grundlag forfatteren begrunder en inderlig appel til folket om at være trofast og lydig, og særligt at holde sig langt væk fra al mulig afguderi (5 Mos 4,1-40). Tilføjet til denne første tale er en kort bemærkning (5 Mos 4,41-43) angående Moses' udnævnelse af tre tilflugtsbyer på østsiden af Jordan.

(2) 5 Mos 4,44-26, opfordrende og juridisk; indledt af et titelblad (5 Mos 4,44-49), og bestående af en kortfattet gennemgang af Israels moralske og civile statutte, vidnesbyrd og dommene. Analyseret mere detaljeret består denne anden tale af to hovedafsnit:

(a) kapitler 5-11, en udvidet udfoldelse af De Ti Bud, som teokratiet var baseret på;

(b) kapitler 12-26, en kodeks af særlige statutte angående gudstjeneste, renhed, tiende, de tre årlige højtider, retsvæsenets administration, konger, præster, profeter, krig, og folkets private og samfundsliv. Ånden i denne tale er højst etisk og religiøs. Tonen er lige så meget den hos en far som hos en lovgiver. En ånd af menneskelighed gennemtrænger hele talen. Hellighed er dens ideal.

(3) 5 Mos 27,1-31, forudsigelse og truende; emnet for denne tredje tale er "lydigheds velsignelser og ulydigheds forbandelser." Dette afsnit begynder med instruktioner om at indskrive disse love på bekalket sten, som skal opstilles på Ebal-bjerget (5 Mos 27,1-10), bekræftet ved en antifonal ritual af velsignelser og forbandelser fra de to tilstødende bjerge, Gerizim og Ebal (5 Mos 27,11-26). Disse følges af højtidelige advarsler mod ulydighed (5 Mos 28,1-29), og friske opmuntringer til at acceptere betingelserne for den nye pagt sluttet i Moab, og at vælge mellem liv og død (5 Mos 29,2-30). Moses' afskedsformaning til Israel og hans formelle kommission af Josva lukker talen (5 Mos 31). Afsnittet er fyldt med forudsigelser, som blev sorgelemt verificeret i Israels senere historie. De tre appendikser, nævnt ovenfor, lukker bogen:

(a) Moses' Sang (5 Mos 32), som den store Lovgiver lærte folket (Loven blev givet til præsterne, 5 Mos 31,24-27);

(b) Moses' Velsignelse (5 Mos 33), som forudsagde fremtiden for de forskellige stammer (kun Simeon bliver udeladt);

(c) en kort beretning om Moses' død og begravelse (5 Mos 34) med en ærefuldPanegyrik på ham som den største profet, Israel nogensinde havde. Således lukkes denne majestætiske og vidunderligt interessant og praktisk bog. Dens nøgleord er "tage i besiddelse"; dens centrale tanke er "Jahve har valgt Israel, lad Israel vælge Jahve."

4. Ledende idéer:

Den store centrale tanke i Femte Mosebog er det unikke forhold, som Jahve som en unik Gud vedligeholder til Israel som et unikt folk. "Hør Israel; Jahve vor Gud er en Jahve." Monoteismen i Femte Mosebog er meget eksplicit. Deraf følger næsten som en nødvendig konsekvens den anden store lære i bogen, helligdomminets enhed. Bogens motto kunne siges at være: "En Gud, ét helligdom."

(1) Jahve, en unik Gud.

Jahve er den eneste Gud, "der er ingen anden foruden ham" De (5 Mos 4,35; 5 Mos 4,39; 5 Mos 6,4; 5 Mos 32,39), "han er gudernes Gud og herrernes Herre" (5 Mos 10,17), "den levende Gud" (5 Mos 5,26), "den trofaste Gud, som holder pagt og miskundhed med dem, der elsker ham og holder hans bud" (7,9), som afskyr udskårne billeder og enhver form for afgudsdyrkelse (5 Mos 7,25; 5 Mos 7,26; 5 Mos 12,31; 5 Mos 13,14; 5 Mos 18,12; 5 Mos 20,18; 5 Mos 27,15), som himlene og jorden tilhører (5 Mos 10,14), som hersker over alle folkene (5 Mos 7,19), hvis forhold til Israel er nært og personligt (5 Mos 28,58), ja som en fars (5 Mos 32,6), hvis væsen er åndeligt (5 Mos 4,12; 5 Mos 4,15), og hvis navn er "Klippe" (5 Mos 32,4; 5 Mos 32,15; 5 Mos 32,18; 5 Mos 32,30; 5 Mos 32,31). Da han er en sådan Gud, er han nidkær over for alle rivaler (5 Mos 7,4; 5 Mos 29,24-26; 5 Mos 31,16; 5 Mos 31,17), og derfor må alle fristelser til afgudsdyrkelse fjernes fuldstændigt fra landet; kana'anæerne må helt udryddes, og alle deres altre, stenstøtter, Ashera-pæle og billeder ødelægges (5 Mos 7,1-5; 5 Mos 7,16; 5 Mos 20,16-18; 5 Mos 12,2; 5 Mos 12,3).

(2) Israel, et enestående folk.

Det gamle Israel var blevet enestående gennem den pagt, som Jahve sluttede med dem ved Horeb, idet han skabte af dem "et kongerige af præster og et helligt folk" (2 Mos 19,6). Det nye Israel, som var blevet født i ørkenen, skulle arve de velsignelser, der var tilsikret deres fædre, gennem den pagt, som netop nu blev sluttet i Moab (5 Mos 26,16-19; 5 Mos 27,9; 5 Mos 29,1; 5 Mos 5,2; 5 Mos 5,3). Ved den blev de arvinger til alle de løfter, der var givet til deres fædre, patriarkerne (5 Mos 4,31; 5 Mos 7,12; 5 Mos 8,18; 5 Mos 29,13); også de blev hellige og særlige og særlig elsket af Jahve (5 Mos 7,6; 5 Mos 14,2; 5 Mos 14,21; 5 Mos 26,18; 5 Mos 26,19; 5 Mos 28,9; 5 Mos 4,37), tugtet, ganske vist, men til deres eget bedste (5 Mos 8,2; 5 Mos 8,3; 5 Mos 8,5; 5 Mos 8,16), for at blive grundfæstet som et folk, som Jahves særlige lod og arv (5 Mos 32,6; 5 Mos 32,9; 5 Mos 4,7).

(3) Forholdet mellem Jahve og Israel et enestående forhold.

Andre folk frygtede deres guddomme; Israel forventedes ikke blot at frygte Jahve, men at elske ham og holde fast ved ham (5 Mos 4,10; 5 Mos 5,29; 5 Mos 6,5; 5 Mos 10,12; 5 Mos 10,20; 5 Mos 11,1; 5 Mos 11,13; 5 Mos 11,12; 5 Mos 13,3; 5 Mos 13,4; 5 Mos 17,19; 5 Mos 19,9; 5 Mos 28,58; 5 Mos 30,6; 5 Mos 30,16; 5 Mos 30,20; 5 Mos 31,12; 5 Mos 31,13). De højeste privilegier er deres, fordi de har del i pagtens velsignelser; alle andre er fremmede og udlændinge, medmindre de ved særlig tilladelse optages i Israel (5 Mos 23,1-8).

5. Enhed:

Den væsentlige enhed i Femte Mosebogs store kerne (5 Mos 5-26) anerkendes og indrømmes frit af næsten alle (f.eks. Kautzsch, Kuenen, Dillmann, Driver). Nogle vil endda forsvare enheden i hele 5 Mos 1-26 (Knobel, Graf, Kosters, Colenso, Kleinert). Ingen anden bog i Det Gamle Testamente, medmindre det skulle være Ezekiels profetier, bærer så umiskendelige tegn på enhed i mål, sprog og tanke. "Femte Mosebogs litterære stil," siger Driver, "er meget markant og individuel; i sin beherskelse af en ren, men varm og overtalende veltalenhed står Femte Mosebogs forfatter enestående blandt GT's forfattere" (Deuteronomy, lxxvii, lxxxviii). Mange slående udtryk kendetegner stilen i denne vidunderlige talebog: f.eks. "lade arve"; "Hør, Israel"; den ofte gentagne rod, der i Qal-verbalformen betyder "lære" og i Piel-verbalformen "undervise"; "være villig"; "sådan skal du udrydde det onde af din midte"; "som på denne dag"; "for at det må gå dig godt"; "det land, som du går ind i for at tage det i besiddelse"; "af hele dit hjerte og af hele din sjæl"; og mange andre, som alle forekommer hyppigt i Femte Mosebog og sjældent andre steder i Det Gamle Testamente og således, så vidt stil kan, binder bogens forskellige afsnit sammen til én fast enhed. Når man ser bort fra forskellige titler og redaktionelle tilføjelser (5 Mos 1,1-5; 5 Mos 4,44-49; 5 Mos 29,1; 5 Mos 33,1; 5 Mos 33,7; 5 Mos 33,9; 5 Mos 33,22; 5 Mos 34,1) og nogle få arkæologiske noter såsom 5 Mos 2,10-12; 5 Mos 2,20-23; 5 Mos 3,9; 5 Mos 3,11; 5 Mos 3,14; 5 Mos 10,6-9, og naturligvis det sidste kapitel, som giver en beretning om Moses' død, er der al nødvendig grund til at antage, at bogen er en enhed. Få skrifter på hele litteraturens område har en så klar enhed i formål eller en så ensartet tiltaleform.

6. Forfatterskab:

Der er ét sted, der har betydning for forfatterskabet til Femte Mosebog, hvor det siges helt udtrykkeligt, at Moses skrev "denne lov". Det lyder: "Og Moses skrev denne lov og gav den til præsterne, Levis sønner. .... Og det skete, da Moses var færdig med at skrive ordene i denne lov i en bog, indtil de var fuldendte (dvs. til enden), at Moses befalede levitterne, som bar pagtens ark for Yahweh, og sagde: Tag denne lovbog og læg den ved siden af pagtens ark for Yahweh jeres Gud, for at den dér kan være til vidne imod dig" (5 Mos 31,9; 5 Mos 31,24-27). Dette sted har mere end traditionsmæssig værdi og bør ikke ignoreres, sådan som det så ofte sker (f.eks. af Ryle, artiklen "Deuteronomy," HDB). Det er ikke nok at sige, at Moses var den store hovedkilde til hebraisk lov, at han gav mundtlige, men ikke skriftlige, bestemmelser, eller at Moses kun var den traditionelle kilde til disse bestemmelser. For det siges tydeligt og eftertrykkeligt, at "Moses skrev denne lov". Og det erklæres desuden (5 Mos 31,22), at "Moses skrev denne sang", som findes i 5 Mos 32. Nu er disse udsagn enten sande, eller også er de falske. Der er ingen udvej. Forfatterskabet til ingen anden bog i Det Gamle Testamente understreges så udtrykkeligt. Nærværende forfatter mener, at Moses faktisk skrev hoveddelen af Femte Mosebog, og det af følgende generelle grunde:

(1) Femte Mosebog som helhed passer i høj grad til det, vi ved om Moses' tid.

Den afslutter på den mest passende måde den formative periode i Israels historie. Den historiske situation er fra først til sidst Moses' egen. Henvisningerne til fremmede naboer--Egypten, Kanaan, Amalek, Ammon, Moab, Edom--gælder i hvert enkelt tilfælde dem, der blomstrede på Moses' egen tid. Som lovbog bygger dens undervisning på De Ti Bud. Hvis Moses gav De Ti Bud, kan han visselig også have skrevet Femte Mosebog. Desuden gør Hammurabis lov, som er mindst 700 år ældre end Moses, det bestemt muligt, at også Moses efterlod love i kodificeret eller skriftlig form.

(2) Femte Mosebog fremstilles som udgået fra Moses.

Sproget er et sprog, der lægges i Moses' mund. Næsten fyrre gange forekommer hans navn, og i de fleste tilfælde som den autoritative ophavsmand til indholdet. Første person bruges overvejende gennem hele bogen: "Jeg befalede Josva på den tid" (5 Mos 3,21); og "Jeg pålagde jeres dommere på den tid" (1,16); "Og jeg befalede jer på den tid" (5 Mos 1,18); "Jeg har ført jer i ørkenen i fyrre år" (5 Mos 29,5). "Sproget foregiver ganske sikkert at komme fra Moses; og hvis det ikke faktisk blev brugt af ham, er det et højst bemærkelsesværdigt tilfælde af impersonation, om ikke af litterært falskneri, for forfatteren fremstiller sig selv som en, der gengiver, ikke hvad Moses kunne have sagt, men Moses' nøjagtige ord" (Zerbe, The Antiquity of Hebrew Writing and Lit., 1911, 261).

(3) Femte Mosebog er en militær lovbog, en erobringskodeks, en formaningens bog.

Den var først og fremmest ikke bestemt hverken for Israel i ørkenen eller for Israel bosat i Kanaan, men for Israel på grænselandet, ivrigt efter erobring. Det siges udtrykkeligt, at Moses lærte Israel disse love og retsbestemmelser, for at de skulle adlyde dem i det land, som de stod i begreb med at gå ind i (5 Mos 4,5; 5 Mos 4,14; 5 Mos 5,31). De måtte fordrive de oprindelige indbyggere (5 Mos 7,1; 5 Mos 9,1-3; 5 Mos 20,17; 5 Mos 31,3), men i deres krigsførelse måtte de overholde visse love i overensstemmelse med teokratiet (5 Mos 20,1-20; 5 Mos 23,9-14; 5 Mos 21,10-14; 5 Mos 31,6; 5 Mos 31,7), og når de til sidst havde fordrevet deres fjender, måtte de slå sig ned i et landbrugsliv og ikke længere leve som nomader, men som borgere i et civiliseret land (5 Mos 19,14; 5 Mos 22,8-10; 5 Mos 24,19-21). Alle disse love er bestemmelser, som først skulle blive bindende i fremtiden (sammenlign Kittel, History Of the Hebrews, I, 32). Sammen med dem står profetiske formaninger, som synes at være ægte og at have haft deres udspring i Moses' sjæl. Ja, det store fremtrædende træk ved Femte Mosebog er dens parænetiske eller formanende karakter. Dens formaninger har ikke blot en militær klang, som om de var skrevet på tærsklen til slaget, men advarer igen og igen Israel mod at lade sig erobre religiøst gennem afgudsdyrkelsens forførelser. Kort sagt er bogen budskabet fra en, der er optaget af Israels politiske og religiøse fremtid. Der løber en faderlig åre gennem hele bogen, som præger den med et ægte mosaisk, ikke et blot opdigtet eller kunstigt, stempel. Det er disse generelle træk, der er så karakteristiske for hele bogen, som tvinger én til at tro på dens mosaiske forfatterskab.

7. Femte Mosebog talt to gange:

Der findes visse litterære træk i Femte Mosebog, som får nærværende forfatter til at mene, at hovedparten af bogen blev talt to gange; én gang til den første generation mellem Horeb og Kadesh-Barnea i det 2. år af udvandringens vandringer, og en anden gang til den nye generation på Moabs sletter i det 40. år. Flere overvejelser peger i denne retning:

(1) Navnene på de vidt adskilte geografiske steder, der nævnes i overskriften (5 Mos 1,1; 5 Mos 1,2).

"Dette er ordene, som Mose talte til hele Israel østenfor Jordan i ørkenen, i Arabien over for Suph, mellem Paran og Tofél og Laban og Hazerot og Di-zahab"; og hertil føjes: "Det er ellevee dages rejse fra Horeb ad vejen over Bjerg Seir til Kadesh-Barnea." Hvis disse udtaler har nogensomhelst relevans for indholdet af den bog, de indleder, peger de på et bredt område, fra Horeb til Moab, som bogens historisk-geografiske baggrund. Med andre ord synes Deuteronomium, i det mindste delvis, først at være bleven talt på vejen mellem Horeb og Kadesh-Barnea, og senere igen, da Israel lå lejret på Moabs sletter. Og hvad ville faktisk være mere naturligt end, at Mose, da han vandrede nordpå fra Horeb i forventning om at kunne indtage Kanaan fra syd, formaned Israels folk på den tid med ord som 5 Mos 5-26? Da han imidlertid blev forhindret af kundskabsmændenes usle beretning og folkets trøstesløshed, og tvunget til at blive tilbage og vandre i 38 år, hvad kunne være mere naturligt end, at Mose i Moab, da han var ved at nedlægge sit hverv som leder, gentog formaneringerne fra 5 Mos 5-26, tilpassede dem til det nye ørkenharrede slægtsledt behov, og forude sendte hele værket en historisk indledning som den, der findes i 5 Mos 1-4?

(2) Den dobbelte henvisning til tilflugtsbyerne (5 Mos 4,41-43; 5 Mos 19,1-13).

Under forudsætning af, at 5 Mos 5-26 først blev talt mellem Horeb og Kadesh-Barnea, i Exodus' 2. år, kunne det ikke forventes, at navnene på de tre byer øst for Jordan skulle nævnes i dette afsnit, og de gør det faktisk ikke (5 Mos 19,1-13); Sihons og Ogs land var endnu ikke erobret, og tilflugtsbyerne var derfor endnu ikke blevet udpeget (se 4 Mos 35,2). Men i 5 Mos 4,41-43, som derimod udgør en del af den historiske indledning, som efter denne hypotese blev fremsat lige ved slutningen af de 39 års vandring, efter at Sihon og Og var blevet underkuet og deres land delt op, nævnes de tre tilflugtsbyyer øst for Jordan faktisk, netop som man kunne forvente det.

(3) Afsnit 5 Mos 4,44-49.

Afsnittet 5 Mos 4,44-49, som i sin oprindelige form meget sandsynligt indledte kapitlene 5-26, før disse kapitler blev tilpasset den nye situation i Moab.

(4) Udtrykket "Mose begyndte at forkynde denne lov" (5 Mos 1,5).

Udtrykket "Mose begyndte at forkynde denne lov" (5 Mos 1,5), hvilket tyder på, at den store lovgiver fandt det nødvendigt at forklare, hvad han havde fremsat på et tidligere tidspunkt. Det hebraiske ord, der oversættes med "at forkynde", findes ellers i Det gamle Testamente kun i 5 Mos 27,8 og i Hab 2,2, og betyder "at gøre klart".

(5) Forfatterens tilsyneladende bestræbelse på at identificere slægtleddet i Moab med patriarkerne.

"Jahve indgik ikke denne pagt med vore fædre, men med os, ja med os, som alle sammen står her i live denne dag", det vil sige med os, som har overlevet ørkenens tugtelse (5 Mos 5,3). I lyset af disse forhold slutter vi, at bogen i sin nuværende form (bortset fra de nævnte undtagelser) er frugten af hele de 39 års ørkenvandring fra Horeb af, tilpasset imidlertid for at møde Israels behov, da de stod mellem de sejre, der allerede var vundet øst for Jordan, og dem, der forventedes vest for. Det indtryk, der gives hele vejen igennem, er, at den aldrende lovgivers værk er fuldbragt, og at en ny æra i folkets historie er i begreb med at begynde.

8. Deuteronomiums indflydelse på Israels historie:

Deuteronomiums indflydelse begyndte at mærkes fra selve begyndelsen af Israels karriere i Kanaan. Skønt henvisningerne til Deuteronomium i Josva, Dommerne, Samuel og Kongerne er forholdsvis få, er de dog tilstrækkelige til at vise, at ikke blot Deuteronomiums principper var kendt og blev overholdt, men at de var kendt i skriftlig form som kodificerede love. For eksempel da Jeriko blev erobret, blev byen og dets bytte "helliget" (Jos 6,17; Jos 6,18) i overensstemmelse med 5 Mos 13,15 ff (sammenlign Jos 10,40; Jos 11,12; Jos 11,15 med 5 Mos 7,2; 5 Mos 20,16; 5 Mos 20,17). Akan overtrådte, og han og hans hushold blev stedet, og blev derefter brent med ild (Jos 7,25; sammenlign 5 Mos 13,10; 5 Mos 17,5). Det faktum, at hans sønner og døtre blev dræbt med ham, synes først at være i strid med 5 Mos 24,16, men der er intet bevis for, at de led for deres fars synd (se Akan; Akor); desuden anerkendte hebraerne husstanden som enhed, selv Rahab skøgens (Jos 6,17). Igen da Aj blev erobret, "kun kvæget og byttet" tog Israel til plyndring for sig selv (Jos 8,27), i overensstemmelse med 5 Mos 20,14; også blev kongen af Ajs legeme taget ned før mørkets frembrud fra træet, han var blevet hængt på (Jos 8,29), hvilket var i overensstemmelse med 5 Mos 21,23 (sammenlign Jos 10,26; Jos 10,27). Som i krigsførelsen, så også i tilbedelsen. For eksempel byggede Josva et alter på Ebals bjerg (Jos 8,30; Jos 8,31), "som Mose Jahves tjener havde befalet" (5 Mos 27,4-6), og han skrev derpå en afskrift af loven (Jos 8,32), som Mose ligeledes havde påbudt (5 Mos 27,3; 5 Mos 27,8). Desuden stod de ældste og officerer og dommere på hver sin side af pagtsarkens sider mellem Ebal og Gerizim (Jos 8,33), som påbudt i 5 Mos 11,29; 5 Mos 27,12; 5 Mos 27,13, og Josva læste for hele menigheden Israel alle lovens ord, velsignelserne og forbandelserne (Jos 8,34; Jos 8,35), i nøje overensstemmelse med 5 Mos 31,11; 5 Mos 31,12.

Men det afsnit, der har overordentlig stor betydning, er fortællingen om de to og en halv stammer, som, da de vendte tilbage til deres hjem på østsiden af Jordan, rejste et mindesmærke ved Jordan, og som, da de af deres stammefrænder blev anklaget for at indføre flere helligdomme, eftertrykkeligt tog afstand fra det (Jos 22,29; jf. 5 Mos 12,5). Det er derfor indlysende, at Femte Mosebog var kendt på Josvas tid. Ganske få eksempler i dommernes historie peger i samme retning: f.eks. den fuldstændige ødelæggelse af Sefat (Dom 1,17; jf. 5 Mos 7,2; 5 Mos 20,16); Gideons udskillelse af de bange og modløse fra sin hær (Dom 7,1-7; jf. 5 Mos 20,1-9); forfatterens bevidste bestræbelse på at retfærdiggøre Gideon og Manoah for at ofre på altre andre steder end i Shilo, med den begrundelse at de handlede i lydighed mod Jahves direkte befalinger (Dom 6,25-27; Dom 13,16); især tilfældet med Mika, som lykønskede sig selv med, at Jahve ville gøre godt mod ham, eftersom han havde en levit som præst, er et klart bevis på, at Femte Mosebog var kendt i dommertiden (Dom 17,13; jf. 5 Mos 10,8; 5 Mos 18,1-8; 5 Mos 33,8-11). I 1 Sam 1,1-9; 1 Sam 1,21; 1 Sam 1,24 skildres den fromme Elkana som en, der hvert år drog op for at tilbede Jahve i Shilo, datidens centrale helligdom. Efter Shilos ødelæggelse, da pagtens ark var blevet taget af filistrene, ofrede Samuel ganske vist i Mispa, Rama og Betlehem (1 Sam 7,7-9; 1 Sam 7,17; 1 Sam 16,5), men ved at gøre det benyttede han sig blot af den deuteronomiske lovs smidighed: “Når .... han giver jer hvile fra alle jeres fjender rundt om, så I bor trygt; da skal det ske, at til det sted, som Jahve jeres Gud vil udvælge for at lade sit navn bo der, dér skal I bringe alt det, jeg befaler jer: jeres brændofre og jeres slagtofre” (5 Mos 12,10; 5 Mos 12,11). Det var først på Salomos tid, at alle Israels fjender blev undertvunget, og selv da overholdt Salomo ikke Femte Mosebogs lære strengt; “hans hustruer vendte hans hjerte bort,” så han ikke trofast holdt Jahves “pagt” og “bestemmelser” (1 Kong 11,3; 1 Kong 11,11). Politisk splittelse fulgte, og religionen led nødvendigvis under det. Alligevel gav præsten Jojada den unge Joash “kronen” og “vidnesbyrdet” (2 Kong 11,12; jf. 5 Mos 17,18). Kong Amasja lod ikke børnene af de mordere, der havde dræbt hans far, dræbe, tilsyneladende i bevidst lydighed mod loven i Femte Mosebog (2 Kong 14,6; jf. 5 Mos 24,16). Senere reformerede Hizkija, Judas dannede konge, sin tids gudsdyrkelse ved at fjerne offerhøjene, nedbryde stenstøtterne, hugge Ashera-pælene om og endda slå kobberslangen, som Moses havde lavet, i stykker (2 Kong 18,4; 2 Kong 18,22). Hizkijas reformer blev uden tvivl gennemført under indflydelse af Femte Mosebog.

Det er lige så sikkert, at profeterne i det 8. århundrede ikke var uvidende om denne bog. Hoseas klager for eksempel over, at Israel ofrer på bjergenes toppe og brænder røgelse på højene, og han advarer Juda mod at følge Israels eksempel ved at drage op for at tilbede i Gilgal og Bet-Aven (Hos 4,13; Hos 4,15). Han hentyder også til at strides med præster (Hos 4,4; jf. 5 Mos 17,12), at flytte skelsten (Hos 5,10; jf. 5 Mos 19,14), at vende tilbage til Egypten (Hos 8,13; Hos 9,3; jf. 5 Mos 28,68) og til Jahves milde behandling af Efraim (Hos 11,3; jf. 5 Mos 1,31; 5 Mos 32,10). Modet hos Amos, hyrdeprofeten fra Tekoa, kan også bedst forklares ud fra en skreven lov som den i Femte Mosebog, som han og hans tilhørere allerede i større eller mindre grad var fortrolige med (Am 3,2; jf. 5 Mos 7,6; 5 Mos 4,7; 5 Mos 4,8). Han fordømmer Israels umenneskelighed og utugt i religionens navn og klager over, at de natten over beholder panter, der er fravristet de fattige, hvilket udtrykkeligt var forbudt i Femte Mosebog (Am 2,6-8; jf. 5 Mos 24,12-15; 5 Mos 23,17). Ligeledes findes der i Esajas’ profetier bevidste genspejlinger af Femte Mosebogs tanke og lære. Zion fremstilles stadig som centrum for folkets religion og som Jahves trygge bolig (Es 2,2-4; Es 8,18; Es 28,16; Es 29,1; Es 29,2; jf. Mika 4,1). Kort sagt anerkendte ingen af de fire store profeter fra det 8. århundrede f.Kr.—Esajas, Mika, Amos, Hoseas—nogensinde “offerhøje” som legitime centre for tilbedelse.

9. Den kritiske teori:

I modsætning til det bibelske synspunkt hævder visse moderne kritikere siden De Wette (1805), at Femte Mosebog har en sen oprindelse, idet de påstår, at den først blev offentliggjort i 621 f.Kr., da Hilkija fandt “lovbogen” i templet i kong Josijas 18. år (2 Kong 22,8). Kernen i Femte Mosebog og “lovbogen”, som Hilkija opdagede, siges at være identiske. Således hævder Dr. G. A. Smith, at “en lovsamling som Femte Mosebog ikke blev frembragt med ét slag, men var udtryk for de gradvise resultater af den levende Guds Ånds århundredlange virke i hans folks hjerter” (Jerusalem, II, 115). Ifølge Dr. Driver “kan Femte Mosebog beskrives som den profetiske omformulering og tilpasning til nye behov af en ældre lovgivning.” Det er sandsynligt, at der fandtes en tradition, om ikke en skriftlig optegnelse, om en afsluttende lovgivende tale holdt af Moses på Moabs sletter: den plan, forfatteren fulgte, ville hvile på et mere indlysende motiv, hvis han således arbejdede på et traditionelt grundlag. Men hvordan det end forholder sig, er hovedparten af de love, der findes i Femte Mosebog, utvivlsomt langt ældre end forfatteren selv.

.... "Det, der er væsentligt nyt i Femte Mosebog, er ikke stoffet, men formen. .... Det nye element i Femte Mosebog er således ikke lovene, men deres parænetiske ramme" (Deuteronomy, lxi, lvi). Denne raffinerede fremstilling af stoffet ville ikke være særlig problematisk, hvis ikke dr. Smith og Driver's teori var forbundet med visse andre påstande og anklager om, at Moses i det 15. århundrede f.Kr. på ingen måde kunne have proklameret et så højsindet monoteisme, at forfatteren af Femte Mosebog teologisk er "åndelig arving fra Hosea", at der er uoverensstemmelser mellem den og andre dele af Pentateuk, at der i Israels tidlige historie ned til det 8. århundrede var juridisk tilladt at have flere helligdomme, at der ikke findes spor af indflydelse fra Femte Mosebugs hovedlæringer i hebraisk litteratur før Jeremias' tid, og at bogen, således som vi kender den, oprindelig blev forfattet som et reformprogram, ikke af Moses men under Moses' navn som en forfalskning eller pseudepigraf. For eksempel siger F. H. Woods: "Selv om det ikke er en nødvendig følge af at acceptere den senere datering, mener flertallet af kritikere, at denne lovbog var resultatet af et fromt bedrag, som blev fremsat af Hilkija og Safan med det formål at bedrage Josias til at tro, at de reformer, som de ønskede, var Guds udtrykkelige befaling, åbenbaret for Moses" (HDB, II, 368). Nogle er uvillige til at gå så langt. Men under alle omstændigheder påstås det, at lovbogen, som blev opdaget og udgivet af Hilkija, og som førte til Josias reformation i 621 f.Kr., ikke var andet end en del af Femte Mosebugs bog, og kun Femte Mosebog. Men der er flere betragtninger, som taler imod denne teori:

(1) Femte Mosebog lægger vægt på centralisering af gudsdyrkelesen på ét helligdom (2 Kong 5); Josias reformation var derimod rettet mod afguderi generelt (2 Kong 23,4).

(2) I 5 Mos 18,6-8 var en levit, som kom fra landet til Jerusalem, tilladt at fungere som præst og få del i præstegoderne; men i 2 Kong 23,9 siges det: "Højstedernes præster steg ikke op til Herrens alter i Jerusalem, men de spiste usyret brød blandt deres brødre." Og efter den kritiske teori er "levitter" og "præster" udskiftelige betegnelser.

(3) Følgende passager i Anden Mosebog kunne næsten lige så godt som Femte Mosebog forklare Josias reformation: 2 Mos 20,3; 2 Mos 22,18; 2 Mos 22,20; 2 Mos 23,13; 2 Mos 23,14; 2 Mos 23,32; 2 Mos 23,33; 2 Mos 34,13; 2 Mos 34,14-17.

(4) Lovbogen, som blev opdaget af Hilkija, blev straks anerkendt som en gammel lovkodeks, som fædrene havde overtradt (2 Kong 22,13)). Blev de alle narret? Også Jeremias (se Jer 11,3; Jer 11,4)? "Der var mange mennesker i Juda, som havde stærke motiver til at afsløre denne forfalskning, hvis det var en" (Raven, Old Testament Introduction, 112).

(5) Man undrer sig over, hvorfor så mange arkaiske og, på Josias tid, tilsyneladende forældede love skulle være indeholdt i en kodeks, hvis formål var at dekret at udslette Amalekitterne (5 Mos 7,18; 5 Mos 7,22) og at udslette Amalek (5 Mos 25,17-19), hvis sidste rester blev helt udslettet i Hizkijas tid (1 Krøn 4,41-43). Dette gælder især en snes og flere love, som er særegne for Femte Mosebog, vedrørende byggeri af skanser på hustakene (5 Mos 22,8), rov af fugleredekasser (5 Mos 22,6; 5 Mos 22,7), kønnenes udveksling af klæder (5 Mos 22,5), udmarch til krig (5 Mos 20,1) osv.

(6) Især bemærkelsesværdigt er det, at hvis Femte Mosebog var skrevet, som påstået, kort før Josias regeringstid, skulle der ikke være nogen anachronismer, som afslørede en efter-mosisk oprindelse. Der er ingen henvisninger til splittelsen mellem Juda og Israel, ingen antydning af assyrisk undertrykkelse gennem krav om tribut, og ingen trusler om Israels eksil hverken til Assyrien eller Babylonien, men snarere til Egypten (5 Mos 28,68)). "Jerusalem" nævnes aldrig. Fra et litterært synspunkt er det psykologisk og historisk næsten umuligt for en forfatter at skjule alle spor af sin tid og sine omstændigheder. På den anden side har ingen ægyptolog nogensinde opdaget nogen anachronismer i Femte Mosebog vedrørende egyptiske forhold. Fra først til sidst skilder forfatteren det egentlige forhold i Moses' tid. Det er således svært at tro, som påstået, at en senere forfatter søger at give "en imaginær genoplivning af fortiden."

(7) Hovedargumentet til fordel for Femte Mosebogs sene oprindelse er dens påståede lære om helligdommens enhed. Wellhausen lægger særlig vægt på dette punkt. Før Josijas reform, hævdes det, var flere helligdomme tilladt. Men over for dette er det muligt med styrke at pege på Hizkijas reform (2 Kong 18,4; 2 Kong 18,22) som en bevægelse i retning af enhed; og især på 2 Mos 20,24, som så ofte fejlfortolkes, som om den tillod en mangfoldighed af helligdomme. Dette klassiske sted tillader, når det fortolkes korrekt, kun, at altre skal rejses på ethvert sted, hvor Jahve lader sit navn ihukomme, “hvilket formodentlig under ørkenvandringen og i dommertiden ville betyde, hvor end tabernaklet var” (Mackay, Introduction to Old Testament, 110). Denne fortolkning af stedet bekræftes og gøres faktisk praktisk talt sikker ved befalingen i 2 Mos 23,14-19 om, at Israel tre gange om året skal drage til Jahves hus og dér frembære deres offer. På den anden side overdrives Femte Mosebogs betoning af helligdommens enhed ofte. Femte Mosebog kræver først enhed, efter at alle Israels fjender er overvundet (5 Mos 12,10; 5 Mos 12,11). “Når” Jahve giver dem hvile, “da” skal de drage hen for at tilbede på det sted, som “Gud vil udvælge.” Som Davidson bemærker: “Det er ikke en lov, der skal træde i kraft ved deres indgang i Kanaan; den skal overholdes fra den tid, da Jahve har givet dem hvile fra alle deres fjender rundt omkring; det vil sige fra Davids tid, eller mere bestemt Salomos; for først da templet blev bygget, blev det sted kendt, som Jahve havde udvalgt til at sætte sit navn dér” (Old Testament Theology, 361). Desuden bør det ikke glemmes, at der i Femte Mosebog selv gives befaling om at bygge et alter på Ebals bjerg (5 Mos 27,5-7). Faktisk følger helligdommens enhed som en nødvendig konsekvens af monoteismen; og hvis Moses lærte monoteisme, påbød han sandsynligvis også tilbedelsens enhed. Hvis monoteismen derimod først blev udviklet af profeterne i det 8. århundrede, så var helligdommens enhed naturligvis også af oprindelse fra det 8. århundrede.

(8) Et andet argument, der er fremført til fordel for Femte Mosebogs senere oprindelse, er modsigelsen mellem lovene i Femte Mosebog og dem i Tredje-Fjerde Mosebog angående præsterne og levitterne. I 4 Mos 16,10; 4 Mos 16,35; 4 Mos 16,40 drages der, hævdes det, et skarpt skel mellem præsterne og almindelige levitter, mens alle præster i 5 Mos 18,1-8 er levitter, og alle levitter er præster. Men faktisk giver stedet i Femte Mosebog ikke en levit præstelige, men levitiske funktioner (sammenlign 5 Mos 18,7). “Det punkt, der fastholdes, er, at alle levitter skal modtage fuld anerkendelse ved helligdommen og tilkendes deres forrettigheder. Det siger sig selv, at hvis levitten er præst, skal han tjene og få underhold ligesom sine brødre præsterne; hvis han ikke er præst, skal han nyde de privilegier, som tilkommer hans brødre, der er levitter, men ikke præster” (J. D. Davis, artikel “Deuteronomy,” i Smith, Dictionary of the Bible, 117). Femte Mosebog lærer ikke, at hele stammen, men kun Levis stamme, må udøve præstelige funktioner, og begrænser således udøvelsen af præstelige forrettigheder til én og kun én stamme. Dette var i fuld harmoni med Tredje-Fjerde Mosebog og stemte også med den folkelige tales stil.

(9) For nylig har professor Ed. Naville, egyptologen, fremsat en teori om oprindelsen til “Lovbogen”, som blev fundet af Hilkija, og den er ikke uden en vis værdi. Ud fra analogien med den egyptiske skik at begrave tekster af dele af “Dødebogen” ved foden af gudestatuer og inde i tempelmures fundamenter, som i Hermopolis, slutter han, at Salomo, da han byggede templet, sandsynligvis lagde denne “Lovbog” i fundamenterne, og at da Josijas arbejdere var i gang med deres opgaver med at reparere bygningen, kom det længe glemte dokument for dagen og blev givet til præsten Hilkija. Men da Hilkija undersøgte dokumentet, fandt han det vanskeligt at læse, og derfor tilkaldte han skriveren Shafan, som var dygtigere end han selv til at tyde antikke bogstaver; han gav den hellige rulle til ham, og han læste den så for både Hilkija og kongen. Manuskriptet kan faktisk have været skrevet med kileskrift. Således må “Lovbogen”, som Naville identificerer med Femte Mosebog, ifølge ham føres tilbage i det mindste så langt som til Salomos tidsalder. Geden deler et lignende syn på dens datering: “engang i den blomstrende periode under David og det forenede kongedømme” (Intro to the Hebrew Bible, 1909, 330).

Men hvorfor ikke tilskrive bogen den traditionelle forfatter? Der kan bestemt ikke være nogen filosofisk indvending mod at gøre det, i lyset af den nu kendte Hammurabis lov, som går så mange hundrede år forud for Moses! Ingen anden tidsalder forklarer dens oprindelse så godt som den store lovgivers, der hævder at have skrevet hovedparten af den. Og historien om bogens opløsning viser kun, hvilke yderligheder en falsk metode kan føre til; for eksempel adskiller Steuernagel afsnittene med “du” og “I” fra hinanden og tillægger dem forskellige forfattere af sen dato; Kennett tillægger derimod de tidligste lag eksilets periode (Jour. of Theol. Studies, 1904). Alt i alt er ingen teori så tilfredsstillende som den, der i overensstemmelse med 5 Mos 31,22; 5 Mos 31,24 tilskriver Moses bogens store hoveddel. Se også kritik; Pentateuken.

LITTERATUR.

På den konservative side: James Orr, The Problem of the Old Testament, The Bross Prize, 1906; artikel "Deuteronomy," Illustrated Bible Dict., 1908; James Robertson, The Early Religion of Israel, 1892; artikel "Deuteronomy," The Temple Bible Dict., 1910; John D. Davis, artikel "Deuteronomy," Davis' Dict. of the Bible, 1911; John H. Raven, Old Testament Intro, 1906; A. S. Geden, Introduction to the Hebrew Bible, 1909; W. Moller, Are the Critics Right? 1903; R. B. Girdlestone, The Student's Deuteronomy, 1899; Hugh Pope, The Date of the Composition of Deuteronomy, 1911; A. S. Zerbe, The Antiquity of Hebrew Writing and Lit., 1911; Ed. Naville, The Discovery of the Book of the Law under King Josiah, 1911; E. C. Bissell, The Pentateuch: Its Origin and Structure, 1885; G. L. Robinson, The Expositor, "The Genesis of Deuteronomy," oktober og november 1898, februar, marts, maj 1899; W. H. Green, Moses and the Prophets, 1891; The Higher Criticism of the Pentateuch, 1895; A. M. Mackay, The Churchman's Introduction to the Old Testament, 1901; J. W. Beardslee, Outlines of an Introduction to the Old Testament, 1903; G. Vos, The Mosaic Origin of the Pentateuchal Codes, 1886.

På den anden side: S. R. Driver, A Crit. and Exeg. Commentary on Deuteronomy, 1895; The Hexateuch, af J. Estlin Carpenter og G. Harford-Battersby, I, II, 1900; G. A. Smith, Jerusalem, II, 1908; W. Robertson Smith, The Old Testament in the Jewish Church, 1895; A. Kuenen, The Hexateuch, 1886; H. E. Ryle, artikel "Deuteronomy," HDB, 1898; G. F. Moore, artikel "Deuteronomy," Encyclopedia Bibl., 1899; J. A. Paterson, artikel "Deuteronomy," Encyclopedia Brit, VIII, 1910.

På tysk: De Wette, Dissert. crit-exeget., 1805; Kleinert, Das De u. d. Deuteronomiker, 1872; Wellhausen, Die Comp. des Hexateuch. u. d. hist. Bucher des Altes Testament, 1889; Gesch. Israels, 1895; Steuernagel, Der Rahmen des Deuteronomy, 1894; Entsteh. des dt. Gesetzes, 1896.

George L. Robinson