fi-lis'-tinz, fil'-is-tinz, fil'-is-tinz (pelishtim; Phulistieim, allophuloi):

I. GAMMELTESTAMENTLIGE OPLYSNINGER

1. Race og oprindelse

2. Religion

3. Enkelte filistre nævnt

4. Herskertitel og omskærelse

5. Historie i Det Gamle Testamente indtil Sauls død

6. Historien fortsat til Akaz' tid

7. Senere oplysninger

II. MONUMENTALE OPLYSNINGER

1. Udgravninger i Israels land

2. Egyptiske monumenter

3. Assyriske tekster

III. DEN KRETENSISKE TEORI

1. Keretitter og Kretes

2. Kaftor og Keft

IV. DAVIDS VAGTER

1. "Keretitterne" og "peletitterne" ikke lejesoldater

2. Betydningen af disse udtryk

3. Indfødte hebræere

4. Gennemgang

LITTERATUR

I. Gammeltestamentlige oplysninger.

1. Race og oprindelse:

Filisterne var et uomskåret folk, der boede på kystsletteområdet mellem Gezer og Gaza i det sydvestlige Israels land (se FILISTEA). Navnet Palestine selv (hebraisk pelesheth) sigter til deres land. Ordet betyder "migranter", og de kom fra et andet land. De omtales 286 gange i Det Gamle Testamente, og deres land 8 gange. Spørgsmålet om deres race og oprindelse er af stor betydning, fordi det berører den ægte karakter og pålideligheden af de bibelske oplysninger. I 1 Mos 10,14 (1 Krøn 1,12) regnes de sammen med andre stammer i Misrajim (Egypten) som efterkommere af Kam og som fætre til de gamle indbyggere i Babylonien (1 Mos 10,6). De siges at være en gren af kasluhitterne--et ukendt folk--eller, ifølge Septuaginta, af kasmanitterne, hvilket ville betyde "hovedragere"--en skik hos fønikerne (som regel forbudt for hebræere), sådan som den kendes fra et billede fra Thothmes III's tid i det 16. århundrede f.Kr. De forbindes også med kaftoritterne eller folket fra Kaftor, hvorfra de netop siges at være kommet (Jer 47,4; Am 9,7). Kaftor var et "kystland", men dets beliggenhed er usikker (se 5 Mos 2,23); kaftoritterne fandt en tidligere race af avvitter, som levede i "indhegninger" nær Gaza, og udryddede dem. I Septuaginta til dette sted (og i Am 9,7) står Kappadokien for Kaftor (Kaphtor), og andre oversættelser har samme læsemåde. Kappadokien var kendt af assyrerne som kat-pat-uka (sandsynligvis et akkadisk udtryk--"Kati-landet"), og Kati var et folk, der levede i Kilikien og Kappadokien, en region som havde en semitisk befolkning side om side med Mengels (se HITTITES) i det mindste så tidligt som på Moses' tid. Det er derfor meget sandsynligt, at denne læsemåde er korrekt.

2. Religion:

Ifølge både Det Gamle Testamente og monumenterne var filisterne et semitisk folk, og de tilbad to babyloniske guder, Dagon (1 Sam 5,2) og Astarte (1 Sam 31,10), som begge blev dyrket meget tidligt i Babylonien, men som begge havde navne af akkadisk og ikke semitisk oprindelse. På semitisk betød Dagon "korn" og blev forstået sådan på Filon fra Gebals tid, en græsk-fønikisk forfatter, der tilskriver denne guddom kunsten at dyrke korn. Men det oprindelige navn var Da-gan, og på akkadisk er da "den øverste del af et menneske", og gan (tyrkisk qaan) betyder sandsynligvis "en stor fisk". Den nye menneskegud var velkendt for assyrerne og fremstilles i forbindelse med Sankeribs dyrkelse af Ea, havguden, da han gik om bord i Den Persiske Bugt. Dagon var således sandsynligvis en titel for Ea ("vandånden"), som Berosus kaldte Oannes (u-ha-na, "fiskenes herre"), og som siges at være steget op fra den samme bugt. Derfor læser vi, at da Dagons statue i Ashdod faldt (1 Sam 5,4), blev dens hoved og hænder brækket af, og kun "den store fisk" var tilbage. I 1874 fandt nærværende skribent et segl nær Ashdod, der forestillede en skægget gud (som i Babylonien) med fiskehale (se DAGON). Hvad angår Astarte, som blev dyrket i selve Filistea, er hendes navn afledt af det akkadiske Ishtar ("lysskaber"), et navn for månegudinden og--senere--for planeten Venus.

Se ASHTORETH.

3. Enkelte filistre nævnt:

Filisterne var nået til Gerar på Abrahams tid, og det var kun i tiden under Hyksos-herskerne i deltaet, at kana'anæiske stammer kunne beskrives som beslægtede ikke blot med babyloniere, men også med visse stammer i Egypten, en omstændighed som taler for den etniske kapitels alderdom, 1 Mos 10. Vi har 9 filistiske navne i Det Gamle Testamente, som alle synes at være semitiske, herunder Abimelek--"Molok er min far"--(1 Mos 20,2-18; 1 Mos 21,22-32; 1 Mos 26,8-11) i Gerar, sydøst for Gaza, Ahuzzath ("besiddelse", 1 Mos 26,26), og Pikol (af usikker betydning), sammen med Delila ("fin", Dom 16,4), Goliat (sandsynligvis det babyloniske galu, "stor") og Saf (2 Sam 21,18), som måske betyder "tilvækst". Disse to brødre var sønner af Rafa ("den høje"); men Jishbi-Benob (2 Sam 21,16), en anden i familien, betyder måske kun "beboeren i Nob" (Beit Nuba, nord for Gezer). Kongen af Gat på Davids tid var Akish ("gaven" på Bah), som (1 Sam 27,2) var søn af Maok, "undertrykkeren". Ifølge Septuaginta dræbte Jonatan en filister ved navn Nasib (1 Sam 13,3; 1 Sam 13,4, hvor King James Version læser "en garnison"). Hvis dette er korrekt, ville navnet (som betyder "en søjle") også være semitisk.

4. Herskertitel og omskærelse:

Ud over disse personnavne og navnene på byerne i Filistæa, som alle er semitiske, har vi den titel, der blev givet til filistrenes herrer, ceren, som Septuaginta gengiver med "satrap" og "hersker", og som sandsynligvis kommer fra en semitisk rod, der betyder "at befale". Den anvendes konstant om herskerne i Gaza, Ashdod, Ashkelon, Gat og Ekron, Filistæas fem vigtigste byer. Det forhold, at filistrene var uomskårne, beviser ikke, at de ikke var et semitisk folk. Herodot (ii.104) siger, at fønikerne erkendte, at de havde overtaget denne skik fra egypterne, og ifølge dette sted var araberne stadig uomskårne; det vides heller ikke, at dette var en skik hos babylonierne og assyrerne. Septuagintas oversættere af Pentateuken gengiver altid navnet Phulistieim, og dette findes også i 8 steder i Josva og Dommerbogen; men i de senere bøger oversættes navnet gennemgående som betydende "fremmede", fordi de ikke var Filistæas første indbyggere.

5. Historien i Det Gamle Testamente indtil Sauls død:

Filistrene erobrede "bakkelandet" (geliloth, Joel 3,4) nær havkysten og var på den hebraiske erobrings tid så mægtige, at ingen af deres store byer blev indtaget (Jos 13,3; Dom 3,3). På Samsons tid (omkring 1158 f.Kr.) fremstår de som Israels undertrykkere i 40 år (Dom 13,1; Dom 15,20), efter at de fra deres sletter var trængt ind i Judas Shefela (eller lave bakker) ved foden af bjergene. Delila var en filistæisk kvinde, som boede i Sorek-dalen tæt ved Samsons hjem. I Elis sidste år (1 Sam 4,1) finder vi filistrene angribe bjergene nær Mispa, hvor de erobrede arken. Samuel drev dem tilbage og satte sit sejrsmonument mellem Mispa og Jeshana (Shen; se Septuaginta; 1 Sam 7,12) på Benjamins bjergryg. Han vandt endda byer i Shefela tilbage så langt som til Ekron og Gat (1 Sam 7,14); men ved begyndelsen af Sauls regering (1 Sam 10,5) havde filistrene en "garnison" i Gibea--eller en høvding ved navn Hasib ifølge Septuaginta. Fra dette centrum foretog de plyndringstogter (1 Sam 13,17-23) i alle retninger og forhindrede hebræerne i at bevæbne sig, indtil Jonatan drev dem bort fra Mikmas (1 Sam 14,1-47). Davids sejr (1 Sam 17,2) blev vundet i Ela-dalen øst for Gat, og forfølgelsen (1 Sam 17,52) gik helt til Ekron. Her læser vi, at den filistæiske kæmpe bar rustning af bronze (1 Sam 17,4-7), mens hans spydspids var af jern. De invaderede stadig Shefela efter dette nederlag og røvede tærskepladserne i Ke'ila (1 Sam 23,1) nær Adullam ved foden af Hebrons bjerge (se 1 Sam 23,27; 1 Sam 24,1). Davids flok af fredløse voksede gradvis fra 400 til 600 mand (1 Sam 22,2; 1 Sam 27,2), og da han blev drevet bort fra hebræernes land, fulgte de ham til Gat, som normalt placeres ved Tell es-Safi, dér hvor Ela-dalen munder ud i filistrenes slette. Det ser ud til, at Akish, kongen i Gat, dengang herskede så langt mod syd som til Siklag (Jos 15,31; 1 Sam 27,6) på Be'ershebas sletter; men han var ikke klar over, i hvilken retning David foretog sine plyndringstogter på denne afstand. Akish antog, at David havde forpligtet sig på hans sag (1 Sam 27,12), men filistrenes herrer fattede mistanke til ham og hans hebraiske følgesvende (1 Sam 29,3), da de drog op til Jizre'el.

6. Historien fortsat til Akaz' tid:

Efter at de havde dræbt Saul, hører vi ikke mere til dem før Davids 8. år, da han, efter at have indtaget Jerusalem, tilsyneladende drog ned til Adullam (2 Sam 5,17) og angreb dem bagfra, mens de rykkede frem mod hans hovedstad. Derefter ødelagde han deres overherredømme (2 Sam 8,1) så langt som til Gezer (1 Krøn 20,4), og hele Filistæa var underlagt Salomo (1 Kong 4,21), skønt de ikke længe efter hans død synes at have haft byen Gibbeton (1 Kong 15,27; 1 Kong 16,15) i Dans bjerge. Hizkija slog filistrene så langt som til Gaza (2 Kong 18,8) før 702 f.Kr., i hvilket år (ifølge Taylor-cylinderen) Sankerib fik Hizkija til at udlevere Padii, kongen i Ekron, som var blevet ført som fange til Jerusalem. Beretningerne i Krønikebøgerne omtaler Davids indtagelse af Gat (1 Krøn 18,1), som senere blev generobret og igen indtaget af Uzzija (2 Krøn 26,6). Filistrene sendte gaver til Joshafat (2 Krøn 17,11), men invaderede Shefela (2 Krøn 28,18) på Akaz' tid.

7. Senere omtaler:

I denne tidsalder kaldes "herrerne" over Filistæas fem byer for "konger", både i Bibelen og på assyriske monumenter. Esajas (2,6) taler om filistæisk overtro, Ezekiel (25,15.16) forbinder dem med kereterne ved havkysten. De havde stadig Gat på Amos' tid (6,2) og Gaza, Ashdod og Ekron på Sefanias' tid (2,5), som igen nævner kereterne sammen med filistrene som indbyggere i Kanaan eller "lavlandet". Den sidste omtale (Zak 9,6) taler stadig om konger i Ashkelon, Gaza, Ekron og Ashdod på et tidspunkt, hvor ionerne var blevet kendt i Juda (Zak 9,13); men filistrene omtales ikke af Ezra eller Nehemias, medmindre vi antager, at "Ashdods sprog" (Neh 13,24) var deres gamle dialekt, som--ligesom kana'anæernes sprog i almindelighed i tidligere tider--synes at have lignet babyloniernes og assyrernes sprog og således, selv om det var semitisk, at have adskilt sig fra hebræernes.

Deres videre historie er indbefattet i historien om de forskellige byer, som der kan henvises til under de artikler, der vedrører dem.

II. Monumentale vidnesbyrd.

1. Udgravninger i Israels land:

Disse er af stor betydning, fordi de bekræfter Det Gamle Testamentes udsagn fra en tid mindst så tidlig som Moses' tid og ned til 670 f.Kr. Nylige udgravninger i Gezer viser den tidlige tilstedeværelse af to folkeslag i denne filisterby, det ene semitisk, det andet sandsynligvis egyptisk. Der blev fundet skarabæer så gamle som det 12. dynasti, og i det 15. århundrede f.Kr. blev Gezer holdt af Amenophis III. Også i Lakish er der fundet segl fra denne konge og hans dronning, sammen med et kileskriftsbrev til Zimridi, som var hersker over byen under den samme farao. I Gaza blev der bygget et tempel af Amenophis II. Navnene på steder i Filisterlandet, som endnu tidligere nævnes af Thothmes III, er alle semitiske, herunder Joppe, Saphir, Gerar, Gezer osv. I Tell el-Amarna-brevene har vi også (omkring 1480 f.Kr.) breve fra høvdinge underlagt Amenophis III i Joppe, Ashkelon, Gezer, Lakish og Ke'ila, som viser os en semitisk befolkning, ikke blot ved brevenes sprog, men også ved skrivernes navne. Især i Ashkelons tilfælde viser det sig, at de semitiske herskere dyrkede Dagon; og selv om navnet »filister« ikke forekommer, var folket tydeligvis det samme, som assyrerne fandt i 800 f.Kr. i landet Palastan ved Det Store Hav. Disse navne omfatter Yamir-Dagdn (»Dagon ser«), Dagantakala (»Dagon er en beskyttelse«) og Yadaya (den »taknemlige«) i Ashkelon; Bua (»bedt om«), søn af kvinden Gulata, i Joppe; Yabnilu (»Gud skabte«) i Lakish, sammen med Zimridi – et navn, der også findes i sabæisk arabisk; mens Yapa'a i Gezer svarer til den bibelske Jafia (Jos 10,3), og Milkilu (»Molok er konge«) til det hebraiske Malkiel. Andre af samme karakter kunne tilføjes, men disse eksempler er nok til at vise, at befolkningen i Filisterlandet på Moses' og Josvas tid var den samme, som omtales i Det Gamle Testamente så tidligt som Abrahams tid.

2. Egyptiske monumenter:

Når forskere derfor taler om filistrene som ikke-semitiske – og sandsynligvis ariske – indtrængere i landet, der ankom omkring 1200 f.Kr., synes de ikke blot at modsige Bibelen, men også at modsige monumenternes vidnesbyrd om den tidligere eksistens af semitiske Dagon-dyrkere i Ashkelon. I denne senere tid blev Rameses III angrebet i Egypten af visse nordlige stammer, som kom ad søvejen og også over land, efter først at have hærget hittitternes og amoritternes land. Blandt dem var Danau, som sandsynligvis var græske danaiere. De blev udryddet i deltaet og under Rameses III's efterfølgende fremrykning til Eufrat. På et farvelagt billede fremstilles de som lyse mennesker; og to af stammerne blev kaldt Purstau og Takarri, som Chabas mente var pelasgere (da »l« og »r« ikke skelnes i egyptisk) og teukrere. Disse to stammer bærer den samme ejendommelige hovedbeklædning. Brugsch mente, at de førstnævnte var filistre (Geog., I, 10), men kaldte dem senere Purosata (Hist Egypt, II, 148). Indskrifterne, der ledsager billedet på tempelvæggene, siger, at de kom fra nord, og at »deres hjem var i Purstauernes, Takarrernes land« osv. Der er således slet ingen grund til at antage, at de var filistre, og de bosatte sig heller aldrig i Filisterlandet.

3. Assyriske tekster:

De assyriske tekster stemmer overens med dem, der allerede er nævnt, ved at gøre indbyggerne i Filisterlandet semitiske. Rimmon-nirari, omkring 800 f.Kr., var den første assyriske erobrer i Palastau (»ved det store hav«). I 734 og 727 f.Kr. angreb Tiglat-pileser Pilisti og nævner en konge af Ashkelon ved navn Mitinti (»min gave«) og hans søn Rukufti, hvis navn ligner navnet på kenitten, der i Det Gamle Testamente kaldes Rekab. Navnet på kongen af Gaza var Chanun, eller »barmhjertig«. I 711 f.Kr. indtog Sargon Ashdod og taler om dens konge Azuri, hvis navn minder om amoritten Aziru, og om Achimiti (»en bror er sendt«) og tronraneren Yamanu (»standhaftig«), som flygtede for ham. Sankerib giver i 702 f.Kr. navnene på byer i Filisterlandet (herunder Eltekeh og Beneberak nær Joppe), som er semitiske. Han nævner Sidqa (Zadok) fra Ashkelon og også Sarludari (»Herren være lovet«), søn af Rukubti i samme by, sammen med Mitinti fra Ashdod og Padii (»løskøbende«) fra Ekron, mens Cil-b'el (»Baal er en beskyttelse«) var konge af Gaza. I 679 f.Kr. taler Esarhaddon om Silli-b'el (»Baal er min beskyttelse«) fra Gaza, sammen med Mitinti fra Ashkelon, Ika-samsu (»solguden er åbenbar«) fra Ekron og Abi-milki fra Ashdod, som bar det gamle filisternavn Abimelek. I 670 f.Kr., da Assur-bani-pal indsatte mange skatskyldige konger i Egypten, finder vi igen navnet Sarludari anvendt om en hersker i Pelusium, som kan have været filister. Det er således helt klart, at monumenternes vidnesbyrd alle stemmer overens med Det Gamle Testamente med hensyn til filistrenes navne og nationalitet og med hensyn til deres dyrkelse af Baal og Dagon; formodningen om, at de var ariske fremmede, som ankom i 1200 f.Kr., bygger ikke på nogen udtalelse i monumenterne, men hviler blot på et gæt, som Brugsch senere opgav. Den ligner mange andre formodede uoverensstemmelser mellem bibelske og samtidige optegnelser, som skyldes moderne kommentatorers fejltagelser.

III. Den kretensiske teori.

1. Keretitter og kretere:

Denne mærkelige teori, som tilsyneladende er af byzantinsk oprindelse, vil lade filistrene komme fra Kreta. Den finder stadig tilhængere, skønt den ikke hviler på noget bibelsk eller monumentalt vidnesbyrd. Kereterne (Ez 25,16; Zak 2,5) var et semitisk folk, der nævnes sammen med filistrene i Kanaan. Septuaginta gengiver ordet med Kretes eller Kretoi; og omkring 1770 e.Kr. hævdede Michaelis (Spicil., I, 292-308), at dette betød "kretensere", og at filistrene derfor kom fra Kaftor, som måtte være Kreta. Stederne henviser imidlertid til Filisterlandet og ikke til nogen ø, og Septuagintas oversættere placerede, som vi har set, Kaftor i Kappadokien. Kereti--i ental--nævnes (1 Sam 30,14) som et folk i Filisterlandet (1 Sam 30,16), nær Siklag, og deres navn lever sandsynligvis videre i den nuværende by, der kaldes Keratiyeh, på filistersletten.

Alligevel er mange teorier grundlagt på denne gamle idé om kereterne. Nogle antager, at Tacitus forvekslede jøderne med filistrene som dem, der var kommet fra Kreta; men det, han faktisk siger (Historie v.11), er, at "jøderne løb bort fra Kreta", og at "indbyggerne kaldes Idaci (efter Ida-bjerget), hvilket med et barbarisk tillæg bliver til navnet Judaei." Denne absurde afledning viser i det mindste, at Tacitus ikke mente filistrene. Stefan fra Byzans sagde, at guden Marna i Gaza lignede den kretensiske Jove. Sandsynligvis havde han set den enorme statue af en siddende Jove, som blev fundet nær Gaza og nu er i Konstantinopel, men dette er et sent græsk arbejde, og navnet Marna ("vor herre") er semitisk. Stefan mente også, at Minois--Gazas havn--var opkaldt efter den kretensiske Minos, men det er et arabisk ord, Mineh, for "havn", som stadig bruges om det samme sted.

2. Kaftor og Keft:

Ingen kritisk studerende vil sandsynligvis foretrække disse senere spekulationer frem for vores nuværende monumentale oplysninger, selv uden henvisning til modsætningen til Bibelen. Alligevel har disse fejltagelser givet anledning til den antagelse, at Kaftor skal identificeres med en region, som egypterne kendte som Keft, med indbyggere kaldet Kefau. De sidstnævnte er afbildet i en grav fra det XVIII. dynasti nær Theben. De er unge mænd af brun farve, med langt sort hår, og den samme type findes i en cypriotisk figur. De sættes i forbindelse med øboere fra det "grønne hav", som kan have levet i Arvad eller på Cypern; men der er intet bevis i nogen skriftlig udtalelse for, at de var kretensere, skønt en figur i Knossos på Kreta ligner dem noget. Der er mange tegn på, at denne figur--malet på væggen i det senere palads--ikke er ældre end omkring 500 f.Kr., og sidonierne havde kolonier på Kreta, hvor der også findes keramik netop som den, der er mærket med en fønikisk indskrift på Cypern. Kefau-ynglingene bringer vaser som gaver, og disse--i alle deres detaljer--er nøjagtig de samme som dem, der er afbildet i et andet billede fra Thothrues III's tid, hvor bærerne i dette tilfælde er Harri fra Nordsyrien, afbildet med sorte skæg og semitiske træk. Desuden siges Keft-regionen på den tosprogede indskrift, der kaldes Kanopos-dekretet (238 f.Kr.), at være "Fønikien", og den græske oversætter vidste naturligvis, hvad hans egyptiske kollega mente. Keft er faktisk et semitisk ord for "palme", som forekommer på hebraisk (Es 9,14; Es 19,15), og således kan anvendes om "palme"-landet, Fønikien. Selv hvis Keft altså var beslægtet med Kaftor, ville beviset placere filistrenes hjem ved de fønikiske kyster og ikke på Kreta. Der er i virkeligheden intet bevis for, at nogen europæisk race bosatte sig nær Israels lands kyster før omkring 680 f.Kr., da Esarhaddon omtaler græske konger på Cypern. Michaelis' kretensiske teori var en litterær formodning, som er blevet modbevist af resultaterne af udforskningen i Asien.

IV. Davids vagter.

1. "Kereti" og "Peleti" ikke lejesoldater:

En anden mærkelig teori, lige så gammel, fremstiller David som omgivet af fremmede lejesoldater – filistre og karere – ligesom Ramses II brugte lejesoldater fra Lilleasien, kaldet Shairtanau. Forslaget om, at keretitterne var af denne race, er næppe værd at nævne, da det hebraiske bogstav kaph (k) aldrig gengives med "sh" på egyptisk. Davids skare af hebraiske landflygtige, 400 i tal, fulgte ham til Gat, hvor 200 gittitter sluttede sig til ham (2 Sam 15,18). I senere tider bestod hans hær af "keretitten" (kerethi, i ental) og "peletitten" (pelethi), under kommando af den hebraiske leder Benaja, Jojadas søn (2 Sam 8,18; 2 Sam 15,18; 2 Sam 20,7; 1 Kong 1,38; 1 Kong 1,44), sammen med gittitterne under Ittaj fra Gat. Disse vagter siges aldrig at have været filistre, men "keretitten" antages at betyde en fra keretim-stammen, og "peletitten" at være et andet navn for filisteren. Hvad gittitterne angår, beviser det forhold, at de kom fra Gat, ikke, at de var filistre, lige så lidt som det gjorde David selv til filister, fordi han kom tilbage fra denne by. David kalder Ittaj en "fremmed" og en "landflygtig", men det er sandsynligt, at han var den samme helt, der nævnes sådan (2 Sam 23,29), og som var søn af Ribaj fra Gibea i Benjamin. Han var selv først for nylig sluttet sig til David, uden tvivl som landflygtig i Gat, og hans stamme havde i begyndelsen modsat sig David og taget parti for deres stammeslægtning Saul. Selv da Ittajs mænd sluttede sig til keretitterne og peletitterne mod Absalom, var de naturligt nok under mistanke; for David havde stadig fjender (2 Sam 15,5-13) blandt benjaminitter af Sauls hus. Det er også helt sikkert umuligt at antage, at David ville have overladt arken i en filisters varetægt; og Obed-Edom, gittitten (2 Sam 6,10), var ifølge en senere beretning levit (1 Krøn 15,18) og bar et hebraisk navn, som måske betyder "menneskers tjener" eller "ydmyg tilbeder". Det synes lige så usandsynligt, at en from præst som Jojada (2 Kong 11,4) i senere tider skulle have givet fremmede lejesoldater adgang til templet. I dette afsnit kaldes de kari, ligesom også i 2 Sam 20,23, hvor Septuaginta har keretitter. Wellhausens forslag om, at de var karere, synes ikke sandsynligt, da karere ikke engang var nået til Egypten før omkring 600 f.Kr.

2. Betydningen af disse udtryk:

Den egentlige forklaring på disse forskellige ord for soldater synes enkel; og David – som var en meget populær konge – har næppe haft brug for fremmede lejesoldater, mens filistrene, som han så gentagne gange havde slået, meget usandsynligt skulle have udgjort pålidelige vagter. Ordet "keretit" (kerethi) betyder en "slår" eller en "ødelægger", og "peletit" (pelethi) betyder "en hurtig" eller "forfølger". På Joashs tid kaldes tempelvagterne kari (2 Kong 11,4; 2 Kong 11,19, karitter), som Septuaginta behandler som enten ental eller flertal, og ratsim eller "løbere" (se 1 Sam 22,17; 1 Kong 14,27; 1 Kong 14,28; 2 Kong 10,25), idet disse to korps måske svarer til keretitterne og peletitterne på Davids tid; for kari betyder "stikker". Udtrykket ratsim, eller "løbere", har dog en generel anvendelse, da Jehu også havde tropper, der blev kaldt sådan (2 Kong 10,25). Det er tydeligt, at vi her har to slags tropper – som hos romerne – hvor det tungere regiment af "ødelæggere" eller "stikkere" var bevæbnet med sværd, dolke eller spyd, mens de "hurtige" eller "løberne" forfulgte den besejrede fjende. Således finder vi i Egypten, endnu tidligere, øksemanden støttet af bueskytten i regulære regimenter; og i Assyrien spydmanden med tunge skjolde, der forsvarede bueskytten. Vi har også et billede fra Tiglat-Pileser II's tid, som fremstiller en assyrisk soldat på en kamel. Peletitterne eller "forfølgerne" kan have været "løbere" til fods, men var måske mere sandsynligt ridende på kameler eller på heste som de senere assyrere; for på Salomos tid (1 Kong 4,28) var heste og ridekameler i brug – de førstnævnte til vogne. Det er klart, at Davids skare, da den forlod omegnen af Jizre'el (1 Sam 29,1; 1 Sam 30,1), ikke kunne have nået Siklag "på den tredje dag" (en afstand af 120 miles) til fods; derfor må kamelkorpset have eksisteret allerede før Sauls død.

3. Indfødte hebræere:

Disse overvejelser synes at gøre det klart, at Davids vagter var indfødte hebræere, som havde været sammen med ham som landflygtige og fredløse i Adullam og Gat, og at keretitten eller "ødelæggeren" kun tilfældigvis havde en titel, der lignede den filistiske stamme af "ødelæggere" eller keretim, som efter alt at dømme ikke var kretensere, lige så lidt som "stikkerne" var karere.

4. Tilbageblik:

Det samlede resultat af vores undersøgelse er, at alle monumentale vidnesbyrd om filistrene stemmer overens med Det Gamle Testamentes udsagn, som gør dem til et semitisk folk, der allerede på Abrahams tid var udvandret til Filistæa, mens de formodede uoverensstemmelser skyldes de fejl, som en kommentator fra det 18. århundrede begik, og som arkæologer i senere tider begik.

LITTERATUR

Paton, Early History of Syria and the Land of Israel; Smith, HGHL; Budge, History of Egypt; Breasted, History of Egypt; Rawlinson, Ancient Monarchies; Herodot sammen med de fleste historier om Egypten, Babylon og Assyrien for perioden fra det 13. århundrede f.Kr. til Alexanders tid.

C. R. Conder