bot'-'-l (chemeth, no'-dh, nebhel, baqbuq, 'obh; askos): Den mest bogstavelige gengivelse af alle ordene for flaske i de engelske bibeloversættelser er "skind" eller "vinskind", Revised Version (britisk og amerikansk). Den primitive flaske hos østlige folk var i virkeligheden en sæk lavet af skind, garvet eller ugarvet, af kid, ged, ko, kamel eller bøffel--i de fleste tilfælde trukket helt af dyret, efter at ben og hoved var skåret af, og når den var fyldt, bevarede den grotesk dyrets form. De skind, der i dag er i almindelig brug, uden tvivl som i oldtiden, til at rumme vand, mælk, smør og ost, har håret siddende på og ser langt fra renlige ud. De, der bruges til vin og olie, garves ved hjælp af egebark og røgbehandling, en proces der giver vinen, som opbevares i dem, en særlig sammensnerpende smag, og som gav anledning til Jesu lignelse om at hælde ny vin på gamle vinskind (Matt 9,17; Mark 2,22; Luk 5,37). Det forhold, at læderet under gæringen udvidede sig én gang og kun én gang, og det yderligere forhold, at vinskindene blev tørre og tilbøjelige til at sprække på grund af røgen og den tørre varme i teltene og husene, gav lignelsen dens pointe: "Ingen hælder ny vin på gamle vinskind; ellers vil vinen sprænge skindene, og vinen går tabt, og skindene; men man hælder ny vin på friske vinskind." Alle sådanne "flasker" er i dag tilbøjelige til at sprække og blive værdiløse.

Pliny Fisk brugte friske gedeskind til at bære vand, men han siger, at dette gav vandet en rødlig farve og en yderst afskyelig smag. Harmer fortæller om at bære væsker i røgede skindflasker, som, når de revnede, "blev repareret ved at sætte et nyt stykke i, eller ved at samle stykket sammen, eller ved at indsætte et fladt stykke træ." Burckhardt siger, at han så arabere opbevare vand til deres heste på rejser i "store sække lavet af garvet kamelskind." De syede skindene godt sammen på fire sider, men lod to åbninger være tilbage, én til at lukke luft ind og én til at lukke vandet ud. To sådanne sække udgjorde en god byrde for en kamel. Edwin Wilbur Rice siger, at læder- eller skindflaskerne er af forskellige størrelser og slags, sædvanligvis lavet af gedens skind, sjældent af fårets, da det ikke anses for stærkt nok. Men undertiden laves de af kamelens eller oksens skind, som da forberedes ved garvning. Når lædersække sys sammen, smøres sammenføjningerne med fedt, ligesom skindflasker af alle slags, efterhånden som de bliver ældre, smøres, for at vandet eller en anden væske ikke skal sive igennem.

Sådanne flasker, som var lettere at transportere og mindre skrøbelige end lertøj, var særligt velegnede til brug for primitive og nomadiske folk, ligesom de er det for nutidens omvandrende beduiner. Omtalen af dem i så forskellige beretninger og sammenhænge som for eksempel fortællingen om Hagar (1 Mos 21,19), om gibeonitterne (Jos 9,4) og om David (1 Sam 25,18) viser dog, at de var i almindelig brug blandt oldtidens orientalere, både hyrdefolk og bønder. Rejsende finder stadig, at de er fortrinligt egnede for folk på rejse i vandløse egne eller i egne, hvor vandet er brak og dårligt. En af de karakteristiske skikkelser selv i orientalske centre som Damaskus i dag er vandmanden, der sælger fra sit dryppende gedeskind vand, afkølet med sne fra Hermon, smagssat med citron, rose eller lakrids, og fristende tilbyder det op og ned ad gaderne ved at slå sine messingbægre sammen og råbe i de mest bedende, men behagelige toner: "Drik, drik, du tørstige" (sammenlign Es 55,1). Men, som dr. Mackie fra Beirut siger: "Mens flasken således skattes højt, og vandet, der opbevares i den, er en velkommen nødvendighed, hører Østens luksus selve kilden til, slurken fra kilden med levende vand." Heraf den sammenligning, Jesus drog ved Jakobs brønd (Joh 4,14), og det ene salige mål for alle, Hyrdens ledelse (Åb 7,17). Se HDB under ordet.

I det bofaste liv i Orienten opbevares vand, mælk, vin og andre væsker naturligvis ofte i lerkrukker eller andre beholdere. Om sådanne "flasker", se kande; kar. Glasflasker nævnes ikke i Bibelen; men de, der nu findes i grave til opbevaring af parfume, kan have været kendt i Det Gamle Testamentes tid.

Billedligt:

(1) Om skyerne (Job 38,37).

(2) Om beruselse, hvorved Israel, på grund af deres hårdnakkede fortsættelse i synd, skal være hjælpeløs til at modstå fjendens angreb (Jer 13,12).

(3) Om sorg: "Læg mine tårer i din flaske" (Sl 56,8). "Salmistens sorger var så mange, at de ville behøve et stort vinskind til at rumme dem alle. Der er ingen hentydning til de små tåreflasker hos modebevidste og fantasifulde romere: det er en langt kraftigere metafor; salmisten havde grædt sådanne strømme af tårer, at en læderflaske næppe ville kunne rumme dem" (Treasury of David, III, 39). "Gud gemmer sine tjeneres tårer, som var de vand eller vin." Bernard siger: "De bodfærdiges tårer er englenes vin" (Dummelows Comm., 351).

George B. Eager