fi-le'-tus (Philetos (2 Tim 2,17)):

1. Karakteren af hans vildfarelse:

Denne person nævnes af Paulus, som advarer Timotheus mod ham såvel som mod hans medskyldige i vildfarelsen, Hymenæus. Apostlen taler om Hymenæus og Filetos som eksempler på mænd, der gjorde meget alvorlig skade på menigheden ved deres lære og ved det, som denne lære førte til, både i tro og moral. Disse mænds særlige vildfarelse var, at de nægtede, at der ville komme nogen legemlig opstandelse. De behandlede alle skriftsteder, der henviser til en sådan tilstand, som billedlige eller metaforiske. De åndeliggjorde den fuldstændigt og hævdede, at opstandelsen var noget, der hørte fortiden til. Ingen opstandelse var mulig, lærte de, undtagen fra uvidenhed til kundskab, fra synd til retfærdighed. Der ville ikke komme nogen dag, hvor de døde skulle høre Kristi stemme og komme frem af graven. Den kristne, som vidste, at Kristus var oprejst fra de døde, så frem til den dag, hvor hans legeme skulle oprejses i lighed med Kristi opstandelse. Men denne tro blev fuldstændigt fornægtet af Hymenæus' og Filetos' lære.

2. Hvordan den omstyrtede troen:

Paulus fortæller os, at denne deres lære havde omstyrtet troen hos nogle. Den ville også omstyrte den kristne tro helt, for hvis de døde ikke oprejses, så er Kristus heller ikke opstået fra de døde, og »I er stadig i jeres synder« (1 Kor 15,17).

Fornægtelsen af legemets opstandelse, hvad enten det gælder menneskeheden i almindelighed eller Kristus, er en omstyrtelse af troen. Den efterlader intet at holde fast ved, ingen levende Kristus, som frelser og leder og trøster sit folk. Apostlen fortsætter med at sige, at en lære af denne art »æder om sig som koldbrand«, og at den vokser til større ugudelighed. Som kræft eller koldbrand æder kødet bort, sådan æder en sådan lære den kristne tro bort. Paulus er omhyggelig med mere end én gang at sige, at den lære, som fornægter, at der vil komme en opstandelse af de døde, uundgåeligt fører til »ugudelighed« og til »uretfærdighed«.

Se Hymenæus.

John Rutherfurd