Dette, det smukkeste af alle Paulus' breve og det mest intenst menneskelige, er et af de såkaldte fangenskabsbreve, hvoraf Efeserbrevet, Kolossenserbrevet og Filipperbrevet er de andre. Af disse fire står FILIPPERBREVET (se dette) for sig selv og blev sandsynligvis skrevet efter de tre andre. Disse er gensidigt afhængige af hinanden, sendt med samme budbringer til menigheder i samme område og under lignende forhold.

1. Stedet hvor det blev skrevet:

Der er nogen uenighed om, hvorfra apostlen skrev disse breve. Visse forskere (Reuss, Schenkel, Weiss, Holtzmann, Hilgenfeld, Hausrath og Meyer) har fremført Cæsarea i modsætning til det traditionelle sted, Rom. De argumenter, der fremføres, er for det første, at Onesimus snarere ville have flygtet til Cæsarea end til Rom, eftersom det ligger nærmere Kolossæ end Rom gør; dertil kan vi svare, at selv om Cæsarea ligger nærmere, ville hans chance for at undslippe have været langt større i hovedstaden end i provinsbyen. Videre siges det, at da Onesimus ikke anbefales i Efeserbrevet, var han allerede blevet efterladt i Kolossæ; imod dette anføres den usikre værdi af et argument ud fra tavshed, og det faktum at dette argument forudsætter en bestemt rute, som brevenes bærere ville følge, nemlig gennem Kolossæ til Efesos. Et mere vægtigt argument er det, der bygger på apostlens forventede besøg. I Fil 2,24 læser vi, at han forventede at tage til Makedonien efter sin løsladelse; i Filem 1,22 finder vi, at han forventede at tage til Kolossæ. På grundlag af denne sidste henvisning antages det, at han befandt sig syd for Kolossæ, da han skrev, og altså i Cæsarea. Men det er lige så sandsynligt, at han ville tage til Kolossæ via Filippi som det omvendte; og det er fuldt muligt, at selv om han havde haft til hensigt at tage direkte til Kolossæ, da han skrev til Filemon, kan begivenheder være indtruffet, som fik ham til at ændre sine planer. Det sidste argument, baseret på udeladelsen af enhver henvisning til det jordskælv, som Tacitus (Ann. xiv.27) og Eusebius (Chron., O1, 207) skriver om, har kun vægt imod brevenes romerske oprindelse under den forudsætning, at disse forfattere begge henviser til den samme begivenhed (hvilket på ingen måde er sikkert), og at brevene blev skrevet efter denne begivenhed, og at det var nødvendigt, at Paulus skulle have nævnt den. Hvis den tidlige kronologi accepteres, falder argumentet helt bort, eftersom Tacitus' tidligere datering ville ligge efter, at brevene blev skrevet. Desuden har vi de yderligere forhold, som taler for Rom, at Paulus ikke havde en sådan frihed i Cæsarea, som han i disse breve fremstilles som havende; at der ikke nævnes noget om Filip, som var i Cæsarea og et meget vigtigt medlem af dette samfund (ApG 21,8), og endelig at der ikke er nogen sandsynlighed for, at så stor en gruppe disciple og ledsagere kunne have samlet sig om apostlen under hans tidligere og strengere fangenskab i Cæsarea. Vi kan derfor konkludere, at fangenskabsbrevene blev skrevet fra Rom og ikke fra Cæsarea.

2. Ægthed:

Det ydre vidnesbyrd for brevet er mindre omfattende end for nogle af de andre breve, men det er rigeligt stærkt. Ordspillet på navnet Onesimus, som Paulus selv bruger (Filem 1,11), findes hos Ignatius, Efeserbrevet, ii. Dette behøver ikke nødvendigvis at betyde en litterær forbindelse, men det antyder det. Brevet er kendt af Tertullian, og gennem ham ved vi, at Markion accepterede det (Adv. Marc., v.21). Det står i listen i Det Muratoriske Fragment (s. 106, l. 27) og citeres af Origenes som paulinsk (Hom. in Jer., 19) og placeres af Eusebius (Historia Ecclesiastica, III, xxv) blandt de anerkendte bøger.

Det har to gange været genstand for angreb. I det 4. og 5. århundrede blev det bekæmpet som uværdigt for Paulus' sind og som uden værdi til opbyggelse. Dette angreb blev imødegået med held af Hieronymus (Kommentar til Filemon, praef.), Chrysostomos (Argum. in Philem) og Theodor af Mopsuestia (Spicil. in Solesm, I, 149), og brevet blev til sidst stadfæstet i sin tidligere faste position. Det senere angreb fra Baur var inspireret af hans ønske om at nedbryde Filemonbrevets bekræftende værdi for de andre fangenskabsbreve og er af Weiss blevet karakteriseret som en af Baurs værste fejltagelser. Forslagene om, at det er interpoleret (Holtzmann), eller allegorisk (Weizsacker og Pfleiderer), eller bygger på Plinius' brev (Ep. IX, 21) til Sabinianus (Steck), er interessante eksempler på deres forfatteres luner, men »fortjener kun at blive nævnt« (Zahn). I sprog, stil og argumentation er brevet klart paulinsk.

3. Datering:

Dateringen vil, som det er tilfældet med de andre fangenskabsbreve, afhænge af kronologien. Hvis den tidligere ordning følges, kan det dateres til omkring 58; hvis den senere, til omkring 63 eller 64.

4. Indhold:

Apostlen skriver i sit eget og Timotheus' navn til sin ven FILEMON (se dette) på vegne af Onesimus, dennes bortløbne slave. Efter at være begyndt med sin sædvanlige taksigelse, her fremkaldt af rygtet om Filemons gæstfrihed, går han i forbøn for sin »søn, avlet i sine lænker« (Filem 1,10), Onesimus, som, skønt han er Filemons bortløbne slave, nu er »en broder«. Det er på dette grundlag, apostlen bønfalder, idet han fremhæver sin egen alder, sit venskab med Filemon og sine nuværende lænker. Han beder dog uden at bagatellisere Onesimus' forseelse, men idet han selv påtager sig det økonomiske ansvar for beløbet af hans tyveri. Samtidig henviser apostlen stilfærdigt til, hvad Filemon i virkeligheden skylder ham som sin far i Kristus, og beder om, at han ikke vil skuffe ham i hans forventning. Han slutter med den antydning, at han håber snart at besøge ham, og med hilsner fra sine ledsagere i Rom.

5. Værdi:

Dette brevs charme og skønhed er blevet anerkendt overalt. Dets værdi for os, idet det giver et glimt af Paulus' holdning til slaveri og af hans nære forhold til en mand som Filemon, kan næppe overvurderes. Et af de vigtigste værdielementer i det er det billede, det giver os af et kristent hjem i de apostolske dage: faderen og moderen, velkendte for deres gæstfrihed, sønnen, en mand med stilling og betydning i menigheden, de kristne brødres kommen og gåen, og broderskabets liv samlet omkring denne husstand.

LITTERATUR.

Lightfoot, Col and Philem; Vincent, "Phil" and "Philem" (ICC); yon Soden, Hand Commentar; Alexander, i Speaker's Commentary.

Charles Smith Lewis