a-li'-ans. 1. I patriarkfortællingerne:

Der henvises ofte til alliancer mellem patriarkerne og fremmede. Abraham siges at have haft »forbundsfæller« blandt kana'anæernes høvdinge (1 Mos 14,13). Han sluttede også forbund med Abimelek, kongen i Gerar (1 Mos 21,22-34). Isaks alliance med Abimelek (1 Mos 26,26-34), som gives som forklaring på navnet Be'ersheba (1 Mos 26,33), synes at være en variant af beretningen om alliancen mellem Abraham og Abimelek. Jakob sluttede en alliance med aramæeren Laban (1 Mos 31,44-54), hvorved Gilead blev fastlagt som grænselinje mellem Israel og Aram. Disse traktater henviser efter al sandsynlighed til den tidlige periode i Israels historie og kaster en hel del lys over forholdet mellem Israel og filistrene og aramæerne umiddelbart efter erobringen af Kanaan.

2. I historien før Kanaan:

Den eneste henvisning til en alliance mellem Israel og fremmede folk før erobringen af Kanaan, som kan anses for historisk, er den, der blev indgået mellem Israel og kenitternes stammer ved foden af Sinaj; dens præcise natur er dog ikke angivet særlig klart. Sådanne alliancer førte til indgåelse af ægteskaber mellem medlemmer af de forbundne stammer. Således giftede Moses sig med en kenitisk kvinde (Dom 1,16; Dom 4,11). De patriarkalske ægteskaber henviser til de eksisterende forhold efter erobringen. Muligvis hører endnu en alliance til denne periode, nemlig den mellem Israel og Moab (4 Mos 25,1-3). Ifølge fortællingen knyttede Israel sig ved Shittim til Moabs døtre og blev ført på afveje efter Ba'al-Peor. Dens historicitet bevises af de profetiske hentydninger til denne begivenhed (sammenlign Hos 9,10; Mika 6,5).

3. Under erobringen:

Israels invaderende skarer mødte stærk modstand fra landets indbyggere (Dom 1,21; Dom 1,27-36). Med tiden blev der sluttet alliancer med nogle af dem, hvilket, som man kunne vente, som regel førte til betydelige vanskeligheder. En konkret illustration er bevaret i fortællingen om gibeonitterne (Jos 9). Blandede ægteskaber var hyppige. Judas stamme blev således konsolideret gennem alliancen og sammensmeltningen med kenitterne og kalebitterne (Dom 1,10-16). Disse relationer mellem Israel og kana'anæerne truede bevarelsen af Jahve-dyrkelsen.

4. Monarkiet:

Forbudsbestemmelser blev indført i lovsamlingerne med henblik på jødisk adskilthed og renhed (2 Mos 23,32; 2 Mos 34,12; 2 Mos 34,15; 5 Mos 7,2; sammenlign Dom 2,2; Dom 2,3; 3 Mos 18,3; 3 Mos 18,4; 3 Mos 20,22 f).

Men på et meget tidligt tidspunkt i det jødiske kongedømmes historie indgik folkets officielle ledere sådanne alliancer og ægteskaber. David blev allieret med Akish fra Gat (1 Sam 27,2-12) og senere med Abner, hvilket førte til samlingen af Juda og Israel til ét kongerige (2 Sam 3,17-21; 2 Sam 5,1-3). Det fremgår ligeledes, at To'i, kongen af Hamat, sluttede en alliance med David (2 Sam 9,10), og at Hiram af Tyrus var hans allierede (1 Kong 5,12 a). Alliancer med fremmede nationer blev nødvendige for handelens og erhvervslivets fremgang under Salomos regering. To af hans traktater er nedskrevet: én med Hiram af Tyrus (1 Kong 5,12-18; 1 Kong 9,11-14) og én med farao, kongen af Egypten (1 Kong 9,16).

5. Det delte rige:

Efter splittelsen invaderede Shishak fra Egypten Judæa og sandsynligvis også Israel. Dette betød en ophævelse af den traktat, der havde eksisteret mellem Israel og Egypten under Salomos regering. Som følge af krigen mellem de to riger sluttede Asa en alliance med Ben-Hadad af Aram (1 Kong 15,18-20). Senere søgte Akab en alliance med Ben-Hadad (1 Kong 20,31-34). Der opstod venskabelige forbindelser mellem Israel og Juda under Joshafats regering, og de fortsatte indtil afslutningen på Omris dynasti (1 Kong 22,2-4; 1 Kong 22,50; 2 Kong 3,7). Med Jehus tronbestigelse blev fjendtlighederne genoptaget. I den aramæisk-efraimitiske krig var Israel allieret med Aram og Juda med Assyrien (2 Kong 16,6-9; 2 Kong 16,7). Dette åbnede vejen for den assyriske magt ind i begge riger. Man søgte hjælp mod Assyrien i Egypten; Hosea gjorde oprør mod Shalmaneser og sluttede forbund med So (Sevechus, Shabaka fra det 25. dynasti) og fremkaldte således Samarias fald.

6. Kongeriget Juda:

Hizkija søgte ligeledes en alliance med So, men fik ingen hjælp fra ham. Det berettes, at han etablerede venskabelige forbindelser med Berodak-Baladan af Babylon (2 Kong 20,12-18). Disse alliancer resulterede i indførelsen af fremmede kulter i Jerusalem (2 Kong 16,10; 2 Kong 16,11). Under Manasses regering blev Jahve-dyrkelsen alvorligt truet af fremmede religiøse skikke (2 Kong 21,2-9). Den protesterende ånd mod de fremherskende forhold fandt udtryk i den deuteronomiske lovsamling, som betoner den nationale politik. Josija kæmpede mod farao Neko som Assyriens allierede (2 Kong 23,29). Joakaz fortsatte den assyriske alliance og blev som følge deraf afsat af farao Neko (2 Kong 23,33). Jojakim var tilbøjelig til at være venligsindet over for Egypten, og selv efter sin underkastelse under Nebukadnesar forblev han loyal mod faraoen (2 Kong 23,35). Sidkija kom på tronen som Babylons allierede. Da han brød denne alliance, blev resultatet Jerusalems ødelæggelse (2 Kong 2).

7. I tiden efter eksilet:

Judas Makkabæeren søgte en alliance med romerne (1 Makk 8; Josefus, Ant, XII, x, 6), som blev fornyet af Jonatan (1 Makk 12,1; Ant, XIII, v, 8) og af Simon (1 Makk 15,17; Ant, XIII, vii, 3). Der blev sluttet traktater med spartanerne (1 Makk 12,2; 14,20; Ant, XII, iv, 10; XIII, v, 8). Den romerske alliance blev igen fornyet af Hyrkanos omkring 128 f.Kr. (Ant., XIII, ix, 2). Denne alliance viste sig at få skæbnesvangre følger for jødernes uafhængighed (Ant., XIV, iv, 4; and xiv, 5). Om de ritualer, der var knyttet til indgåelsen af de tidligere alliancer, se pagt.

Samuel Cohon