fes'-tus, por'-shi-us Porkios Phestos):

Den romerske statholder eller prokurator, som efterfulgte Felix i provinsen Judæa (ApG 24,27), og som derved kom i forgrunden i striden mellem Paulus og Synedriet, der fortsatte efter Felix' fratræden (ApG 25; ApG 26). Da Festus kom til Jerusalem, hans provins' officielle hovedstad, bad jøderne ham om at sende Paulus fra Cæsarea til Jerusalem for at møde for dem, idet de havde til hensigt at dræbe ham undervejs (ApG 25,3). Festus afslog først deres anmodning, og da han vendte tilbage til Cæsarea, gik han selv i gang med at forhøre Paulus (ApG 25,6). Men da han fandt, at vidnesbyrdene var modstridende, og overvejede, at eftersom den anklagede tilsyneladende var anklaget på religiøst snarere end politisk grundlag, var Synedriet en mere passende domstol for hans sag end en romersk ret, spurgte han Paulus, om han var villig til at rejse til Jerusalem (ApG 25,7-9). Men Paulus, som udmærket kendte den onde brug, jøderne ville gøre af den velvilje, Festus var villig til at vise dem, appellerede til kejseren (ApG 25,10; ApG 25,11). Denne anmodning fra en romersk borger, anklaget i en sag om liv og død (jf. ApG 25,16), måtte Festus nødvendigvis give sit samtykke til (ApG 25,12). Men måden, han gav sit samtykke på, viste hans irritation over den tilsyneladende mistillid, Paulus havde vist. Med ordene "til kejseren skal du gå" antydede Festus, at sagen nu måtte føres igennem til enden; ellers, hvis den var blevet overladt i hans egne hænder, kunne den være blevet afvist på et tidligere tidspunkt (jf. også ApG 26,32). Imens var kong Agrippa og Berenike kommet til Cæsarea, og over for dem gav Festus en kort redegørelse for omstændighederne (ApG 25,13-21).

Festus' tidligere forhør med Paulus og hans anklagere havde imidlertid kun tjent til at forvirre ham med hensyn til anklagens nøjagtige karakter. Paulus blev derfor indkaldt for det kongelige hof, både for at Agrippa kunne høre ham, og for at statholderen kunne få mere bestemt information til den rapport, han skulle sende sammen med fangen til Rom (ApG 25,22-27). Den efterfølgende audiens blev bragt til en brat afslutning ved, at Festus afbrød Paulus' tale (ApG 26,1-23): "Paulus, du er gal; din store lærdom gør dig gal" (ApG 26,24). Alligevel var mødet tilstrækkeligt til at overbevise både Agrippa og Festus om, at "denne mand gør intet, som fortjener død eller lænker" (ApG 26,31).

Mens Festus udviste en vis foragt for det, han betragtede som en harmløs galnings tomme vildfarelser, var hans optræden gennem hele forløbet præget af streng upartiskhed; og hans ligefremme behandling af Paulus stod i skarp kontrast til Felix' sendrægtighed. Den ros, Tertullus gav sidstnævnte (ApG 24,2), kunne med større ret være blevet givet Festus, for så vidt som han befriede landet for mange røvere (Sicarii: Josephus, Ant, XX, viii-x; BJ, II, xiv, 1); men hans prokuratorperiode var for kort til at gøre den skade god igen, som hans forgænger havde forvoldt. Den nøjagtige dato for hans tiltræden er usikker og er blevet placeret forskelligt mellem 55 og 61 e.Kr.

(jf. Knowling i Expositor's Greek Testament, II, 488-89; se også FELIX).

C.M. Kerr