a-ton'-ment:

I. DE LOVMÆSSIGE BESTEMMELSER

1. Navngivet

2. Tredje Mosebog 16

(1) Indhold, struktur og placering

(a) 3 Mos 16,1-10

(b) 3 Mos 16,11-24

(c) 3 Mos 16,25-28

(d) 3 Mos 16,29-34

Brug af tallet fire

Placering i Tredje Mosebog

(2) Moderne forsøg på at modbevise kapitlets enhed II. FORSONINGSDAGENS BETYDNING

1. Betydningen for Israel

2. Betydningen fra et kristent standpunkt

III. OM FORSONINGSDAGENS HISTORIE

1. Historiens lange tavshed

(1) Kendsgerningerne og de falske konklusioner

(2) Forsoningsdagens historicitet

2. Videre udvikling

I. De lovmæssige bestemmelser.

1. Navngivet:

Ud over hovedafsnittet, 3 Mos 16, som behandles under en særskilt overskrift, har vi følgende:

I 2 Mos 30,10 nævnes det i de anvisninger, der gives for opførelsen af røgelsesalteret, at Aron én gang om året skal skaffe soning på alterets horn med blodet fra syndofferet, som bruges med henblik på soning for synd.

I 3 Mos 23,26-32 nævnes Forsoningsdagen i listen over fester, på den 10. dag i den 7. måned. Det befales, at der på denne dag skal være en hellig sammenkomst ved helligdommen, faste, et ildoffer og hvile fra arbejde fra aftenen på den 9. dag i den 7. måned.

Ifølge 3 Mos 25,9 begynder jubelåret med Forsoningsdagen.

4 Mos 18 taler om præsternes og levitternes pligter og rettigheder. I modsætning til de sidstnævnte skal Aron og hans sønner ifølge 18,7 udføre præstetjenestens pligter i alle sager, der angår alteret og tjenesten inden for forhænget, og de skal udføre denne tjeneste. Vi har her uden tvivl en omfattende lov for hele præsteordenen, så man alene ud fra dette ikke kan afgøre, at tjenesten inden for forhænget, hvormed der henvises til ceremonien på Forsoningsdagen, var forbeholdt ypperstepræsten alene, ligesom i 5 Mos 10,8; 5 Mos 33,8 ff, hvor alt, hvad der angår hele Levis stamme, findes samlet, uden at opdelingen i ypperstepræst, præster og levitter dermed betragtes som udelukket (sammenlign Ezekiel, II, 2, (1), c).

4 Mos 29,7-11 indeholder i forbindelse med lovene om ofre også bestemmelsen om, at der på den 10. dag i den 7. måned skal finde en hellig sammenkomst sted ved helligdommen, med faste og hvile fra arbejde. Ud over syndofferet, som bringes med henblik på soning for synd, og ud over de regelmæssige brændofre og de tilhørende afgrødeofre og drikofre, skal der også bringes brændofre, nemlig én ung tyr, én ung vædder, syv årgamle lam (alle uden fejl); dernæst afgrødeofre, nemlig tre tiendedele (sammenlign 4 Mos 28,12-14) fint mel blandet med olie for hver tyr; to tiendedele for hver vædder; én tiendedel for hvert lam; dernæst et syndoffer, nemlig én gedebuk. Ezekiel giver i sit syn om det nye tempel, den hellige by og det hellige land (kapitlerne 40-48), i 45,18 ff, en række bestemmelser for festerne og ofrene. Ifølge disse skal helligdommen på den 1. dag i den 1. måned og på den 7. dag i den 1. måned (på den 1. dag i den 7. måned ifølge Septuaginta) renses ved en ung tyr uden fejl, idet præsten tager noget af blodet fra syndofferet og kommer det på templets dørstolper, på alterets fire hjørner og på portstolperne til den indre forgård; og dette skal gøres for deres skyld, som måske har syndet ved fejl eller uvidenhed. Endvidere synes det offer, som påsken skal bringes af fyrsterne for dem selv og for hele landets folk (sammenlign 45,22), at frembyde en klar analogi til 3 Mos 16. Hvad resten angår, kan Ez 40-48 ikke uden videre sættes på samme niveau som de øvrige lovmæssige bestemmelser, men må betragtes som en idealplan, hvis virkeliggørelse er betinget af den vidunderlige fremtids komme (sammenlign Ezekiel).

2. Tredje Mosebog 16:

(1) Indhold, struktur og placering.

3 Mos 16,1-28 indeholder anvisninger, som Jahve gav Moses for hans bror Aron (16,1.2).

(a) Tredje Mosebog 16,1-10.

Tredje Mosebog 16,1-10 indeholder forudsætninger, forberedelser og sammenfattende udsagn om ceremonierne på Forsoningsdagen. Ifølge 16,1.2 må Aron ikke gå ind i det hellige på hvilket som helst tidspunkt, for at han ikke skal dø, sådan som hans sønner gjorde med deres upassende ildoffer (sammenlign 3 Mos 10,1 ff); 16,3-5 fortæller, hvad der er nødvendigt for ceremonien: For ham selv fire ting: en ung tyr som syndoffer (sammenlign 16,6.11.14.15.27); en vædder til brændoffer (sammenlign 16,24); hellige klæder, nemlig en kjortel af linned, linnedbukser, et bælte af linned, en turban af linned (sammenlign 16,23.32); et bad. For menigheden: to gedebukke som syndoffer (sammenlign 16,7 ff.15-22.25.27.28.32.33), en vædder som brændoffer (sammenlign 16,24). Passagerne i parentes viser, hvor tæt de efterfølgende dele af denne beretning er forbundet med denne indledende del, 16,1-10. Også andre steder i Tredje Mosebog finder man ofte, at de materialer, der bruges til ofrene, nævnes først, før der siges noget detaljeret om, hvad der skal gøres med dette materiale. Sammenlign 8,1.2 med 8,6.7 ff.10.14.18.22.26 og 9,2-4 med 9,7.8 ff.12 ff.15-18. I 16,6 skal Arons syndoffertyr bruges som soning for ham selv; 16,7-10 handler om de to bukke: de skal stilles ved indgangen til mødeteltet (16,7); der skal kastes lod om dem for Jahve og Azazel (16,8); den første skal tilberedes som et syndoffer for Jahve (16,9); den anden skal i overensstemmelse med loven sendes ud i ørkenen (16,10).

(b) Tredje Mosebog 16,11-24.

Tredje Mosebog 16,11-24 beskriver selve ceremonien og giver mere udførlige anvisninger for, hvordan de forskellige offermaterialer, der er nævnt under (a), skal bruges af Aron: 16,11-14 taler om forsoningen for Aron og hans hus; 16,11 om hans syndoffer-tyr, der skal slagtes; 16,12 om glødende kul fra alteret og to håndfulde fintstødt vellugtende røgelse, der skal bringes inden for forhænget; 16,13 om røgelsesskyen, der skal dannes i det Allerhelligste, så sonedækket skjules, og Aron beskyttes mod dødsfare; 16,14 om noget af blodet, der skal stænkes én gang på forsiden af sonedækket og syv gange foran det. 3 Mos 16,15-19 foreskriver ceremonien med den første syndoffer-buk for menigheden: i 16,15.16 befales det, at den ceremoni, der er beskrevet i 16,14, også skal udføres med bukken, som en forsoning for den indre helligdom, idet den renses for pletter; i 16,16b befales det samme gjort med hensyn til åbenbaringens telt, dvs. det hellige sted; i 16,17 må ingen være til stede, ikke engang i det hellige sted, når disse ceremonier finder sted; i 16,18.19 befales også alteret renset ved en forsoning, idet noget af blodet fra begge syndofferdyr smøres på hornene og stænkes syv gange på jorden.

3 Mos 16,20-22 foreskriver ceremonien med den anden syndoffer-buk for menigheden: 16,20 befaler, at den skal bringes derhen; i 16,21 finder overførelsen af skyld sted; Aron skal lægge begge sine hænder på bukken; skal bekende al skyld over den; skal lægge den på bukkens hoved; skal ved en mand sende den ud i ørkenen; i 16,22a bærer bukken skylden ud i et ubeboet land; i 16,22b må den ikke slippes løs, før den er i ørkenen.

3 Mos 16,23; 3 Mos 16,24, den afsluttende handling: i 16,23a tager Aron sine linnedklæder af i mødeteltet, og i 16,23b lægger han dem dér; i 16,24a bader han på det hellige sted og tager igen sine sædvanlige klæder på; i 16,24b bringer han brændofferet for sig selv og sit folk. (Udsagnet "for sig selv og sit folk" på dette sted afslutter ritualet som sådant.)

(c) 3 Mos 16,25-28.

3 Mos 16,25-28 er forklarende, med tre yderligere anvisninger. I 16,25 befales det, at fedtet fra syndofferet skal fortæres i røg på alteret; 16,26: den, der har ført den anden buk bort, skal vaske sine klæder og bade sig, og først da må han gå ind i lejren; 16,27: fedtet, kødet og gødningen fra syndofferdyret, og dernæst blodet, som blev bragt ind i den (indre) helligdom, skal brændes uden for lejren; 16,28: den, der har brændt dette, skal vaske sine klæder og bade sig, og først derefter kan han gå ind i lejren. (I dette tilfælde svarer 16,25 og 27 til hinanden, og det samme gør 16,26 og 28; desuden er 16,26.27.28 forbundet ved deres henvisning til lejren.)

(d) 3 Mos 16,29-34.

3 Mos 16,29-34: Over for disse afsnit (a)--(c) (16,1-28), som indeholder anvisningerne for ypperstepræsten, har vi et fjerde (16,29-34), som allerede ved tiltalen i anden person flertal og også ved sit indhold er bestemt for menigheden. I 16,29-31 stilles kravet til menigheden. Som i 3 Mos 23,26 ff.; 4 Mos 29,7 ff. foreskrives faste og fuldstændig hvile på den 10. dag i den 7. måned som Forsoningsdagen; i 3 Mos 16,32-34 gives der i sammenfattende form en række anvisninger til menigheden på grundlag af 16,1 ff., nemlig 16,32, hvordan forsoningen skal finde sted: præsten, som er salvet; han skal indvies; for at han kan udføre tjenesten i sin fars sted; i sine linnedklæder; 16,33 foreskriver, hvornår og for hvem forsoningen skal finde sted: for det Allerhelligste; for det hellige sted; for alteret; for præsternes stand og hele folket; i 16,34 erklæres den ene Forsoningsdag om året for alle synder for at være en evig ordning. Udsagnet om, at Aron (16,2), efter Jahves befaling, gjorde, som Moses pålagde, afslutter hele kapitlet på passende måde.

Brugen af tallet fire

Tallet fire synes at indtage en fremtrædende plads i dette kapitel, som oversigten ovenfor allerede viser, og som det kan spores endnu videre i beretningernes enkeltheder. Men selv hvis denne betydning af tallet fire i kapitlets inddeling er tilfældig, skønt dette tal næsten synes at fremkomme som en selvfølge, og i 2 Mos 35,4-40, i 1 Mos 12-25, i fortællingen om Abraham, 3 Mos 11-15 og 5 Mos 12-26 naturligt falder i fire perikoper med fire underafsnit, så er dette kapitel dog, hvad indholdet angår, så tæt sammenhængende og så velordnet som helhed, at alle forsøg på at tilskrive det forskellige kilder, som vi straks skal tale om, må falde til jorden over for denne kendsgerning.

Placering i Tredje Mosebog

På dette punkt gør vi først og fremmest opmærksom på, at 3 Mos 16 har sin faste plads i hele Tredje Mosebog (sammenlign Tredje Mosebog). Hele bogen har til formål at regulere israelitternes forhold til deres Gud, og den gør dette på en sådan måde, at den første del (3 Mos 1-17) fjerner de hindringer, som er forårsaget af synd. Her udgør ordningerne med hensyn til Forsoningsdagen (3 Mos 16) og med hensyn til blodets betydning (3 Mos 17) et naturligt højdepunkt og en fremragende afslutning, samtidig med at dette forbereder den positive helliggørelse, som behandles i 3 Mos 18 ff. I 15,31 finder vi desuden en tydelig overgang til tankerne i 3 Mos 16, for i dette sted nævnes israelitternes urenhed, som besmitter Jahves bolig, der er midt iblandt dem.

(2) Moderne forsøg på at modbevise kapitlets enhed.

Der er gjort et stort antal forsøg på at ødelægge enheden i dette kapitel, som er blevet påvist i afsnit (1) ovenfor. Således udskiller Stade 3 Mos 16,3-10 som den oprindelige kerne fra de forklarende og ændrende detaljer, der blev føjet til i 16,11-28. Men vi har allerede set, at 16,3-10 er forberedelsen til alt det følgende, så disse vers kræver 16,11 ff. som et nødvendigt supplement. Oort udskiller igen 16,1-4.11b.14.16.18a.19.23.24a.25a.29a fra resten ved at bruge renselsen af helligdommen og folkets forsoning som målestok for denne adskillelse; men frem for alt bevises det ved Ez 45,18-20, at netop disse to tanker er uadskilleligt forbundet. I nyere tid er det blevet skik, efter Benzingers førerskab, at dele teksten i tre dele. Baentsch deler således:

(a) 3 Mos 16,1-4; 3 Mos 16,6; 3 Mos 16,12 f,34b indeholder en enkelt perikope, som på grundlag af Arons sønners skæbne, beskrevet i 3 Mos 10, fastsætter, under hvilke omstændigheder Aron alene har lov til at gå ind i det Allerhelligste;

(b) 3 Mos 16,29-34 a indeholder "en ældre, forholdsvis enklere lov med henblik på den årlige bods- og forsoningsdag";

(c) 16,5.7-10.11.14-28 er en "senere udvidelse af dette ritual, med en mere kompliceret blodrite," og frem for alt med "syndebukkens rite." Af disse tre stykker menes kun (a) at høre til den oprindelige præstekodeks, hvilket især bevises ved dets tilbagehenvisning til 3 Mos 10; (b) regnes for at høre til de sekundære dele, fordi bodsdagen endnu ikke nævnes i Neh 8 ff.; jf. III, 1; i hvert fald forudsættes salvelsen af alle præsterne dér endnu ikke (jf. Tredje Mosebog); (c) erklæres derimod for at være meget sent, og dets enkelte dele regnes for først at være opstået efter de andre (således for nylig også Bertholet).

Det er umuligt her at gå ind på alle de mindre dele, som eksegeterne har udskilt; og på samme måde har vi ikke til hensigt i vores undersøgelse at gå ind på alle de urigtige synspunkter, der findes i denne kritik. Vi begrænser os til hovedsagen. Selve grundlaget for kritikken er forkert. Det, som Arons sønner oplevede ifølge 3 Mos 10, kunne meget let have givet et forbindelsesled til det ritual, der indføres i 3 Mos 16,2 ff., men kunne aldrig have givet anledning til sammensætningen af den ovenfor beskrevne perikope (a); for Nadab og Abihu var slet ikke gået ind i det Allerhelligste. Lige så lidt berettiget er den slutning, der drages af kapitel 10, at kapitel 16 oprindelig fulgte umiddelbart efter kapitel 10. For hvem kunne overhovedet have fået den tanke at indsætte kapitlerne 11-15 på et helt upassende sted mellem kapitlerne 10 og 16 og således have sprængt en så gennemskuelig sammenhæng? I det hele taget viser de forskellige forsøg på at bryde dette kapitels enhed, hvor subjektive og vilkårlige disse forsøg er. De er et karakteristisk eksempel på den måde, hvorpå præstekodeksen nu yderligere opdeles (jf. Tredje Mosebog). I det hele taget er der ovenfor givet tilstrækkeligt materiale til den positive gendrivelse af sådanne forsøg.

II. Forsoningsdagens betydning.

1. Betydningen for Israel:

Dagens betydning udtrykkes i navnet "Forsoningsdagen" Yom ha-kippurim: (3 Mos 23,27 f.; 25,9) på samme måde som den udtrykkes i den faste, der blev påbudt menigheden som tegn på sorg over deres synder (denne faste var den eneste, der blev påbudt ved loven: 3 Mos 16,29; 3 Mos 16,31; 3 Mos 23,26 ff.; 4 Mos 29,7 ff.), og endelig og især i hele ritualet (2 Mos 30,10; 3 Mos 23,28; 4 Mos 29,11; 4 Mos 29,16; jf. også Ez 18,20; Ez 18,22). Dernæst finder forsoningen også sted for helligdommen, som er blevet besmittet ved israelitternes urenhed (2 Mos 30,10; 3 Mos 16,16-20; 3 Mos 16,33; jf. også Ez 45,18-20). Særligt nævnes det Allerhelligste (3 Mos 16,33, kaldet Miqdash ha-qodhesh; ellers i 3 Mos regelmæssigt ha-qodhesh), dernæst det hellige rum (16,16b.20.33), og dernæst alteret (16,18.20.33). I det sidstnævnte tilfælde er det et spørgsmål til drøftelse, om røgelsesalteret menes, sådan som den jødiske tradition hævder på grundlag af 2 Mos 30,10, eller brændofferalteret, hvortil man kunne henvise til de yderligere udsagn i 3 Mos 16,18, til dem i 16,16 og til konklusionen i 16,17. Røgelsesalteret (2 Mos 30,10) ville da være indbefattet i forsoningen af Åbenbaringsteltet. Den noget bemærkelsesværdige placering af 16,17b ville da samtidig finde sin begrundelse deri, at mens 16,6 og 11b kun nævner en forsoning for Aron og hans hus, er forsoningen af det Allerhelligste og af det hellige rum i 16,17 for Aron, hans hus og hele menigheden, mens forsoningen af brændofferalteret i forgården (16,18) kun ville være bestemt for menighedens synder. Forsoningen finder imidlertid sted for alle menighedens overtrædelser siden den foregående forsoningsdag (jf. 16,21 f. 30.34). Med hensyn til betydningen af det, der gøres med syndofferets anden buk, jf. 16,8 ff. 20 ff., og Azazel, II,

1. På denne måde har Delitzsch med rette kaldt forsoningsdagen "Det Gamle Testamentes langfredag." Hvor dybt syndsbevidstheden må have været vakt, hvis de mange ellers påbudte private og menighedsmæssige ofre ikke gjorde en sådan institution overflødig, og hvis selv ypperstepræsten selv stod for Gud som en synder (16,6.11 ff.). På denne dag bærer han, med undtagelse af turbanen, ikke kendetegnene på sit ypperstepræstelige embede, men bærer hvide klæder, som i deres enkelhed svarer til situationens alvor. Gentagelsen af badet, både for hans vedkommende og for de andre personer, der deltog i ceremonien (16,4.24.26.28), var nødvendig, fordi den blotte vask af hænder og fødder (2 Mos 30,19) ikke ville være tilstrækkelig ved denne lejlighed (sammenlign 4 Mos 19,7 ff.,19,21). Kødet af syndofferdyrene måtte ikke spises, men skulle brændes (16,27), fordi det også blev ofret for Arons synd, og dets blod blev båret ikke blot ind i det hellige, men også ind i det Allerhelligste; sammenlign 16,27 med 3 Mos 6,23; 3 Mos 4,11 f.,21; 2 Mos 29,14; 3 Mos 8,17; 3 Mos 9,11; 3 Mos 10,19. Og i sammenligning med den syndsbevidsthed, der var blevet vakt, hvor stor måtte på den anden side Guds nåde da ikke forekomme, når der én gang hvert år blev givet garanti for en almindelig eftergivelse af alle de synder, der var blevet tilgivet.

2. Betydning fra et kristent standpunkt:

"Forsoningsdagen, Det Gamle Testamentes langfredag"--disse ord udtrykker ikke blot dagens højeste betydning, men også dens begrænsninger. Ligesom tabernaklet, offersystemet og hele loven, således indeholdt også forsoningsdagen i særdeleshed kun skyggen af kommende goder, men ikke disse ting selv (Hebr 10,1), og er "efterbillede af det sande" (Hebr 9,24). Kristus selv gik ind i det hellige sted, som ikke er gjort med hænder, nemlig ind i selve himlen, og er nu trådt frem for Gud ved én gang for alle at give sig selv som offer til fjernelse af synd (Hebr 9,23). Ved denne handling er formålet med Det Gamle Testamentes offerkult og dens højeste udvikling, nemlig forsoningsdagen, forstået i dens typiske betydning, blevet opfyldt, og samtidig overgået og dermed ophævet (sammenlign Tredje Mosebog). Derfor trænger også vores håb, som et anker--(Hebr 6,19), ind til det indre bag forhænget i den højere betydning af ordet, dvs. til himlen.

III. Om forsoningsdagens historie.

1. Historiens lange tavshed:

(1) Kendsgerningerne og de falske konklusioner.

Forsoningsdagen siges at være blevet indstiftet på Moses' tid (3 Mos 16,1); ceremonien finder sted i tabernaklet (åbenbaringsteltet); folket forudsættes at være i lejren (3 Mos 16,26); Aron er stadig ypperstepræst. Det er meget bemærkelsesværdigt, at der kun findes få vidnesbyrd om overholdelsen af denne fremtrædende dag i Israels senere historie. Ned til eksilets tid findes der en dyb tavshed om dette emne.

Forsoningsdagene i Ez 45,18 ff. (sammenlign under I, 1) adskiller sig i antal og i overholdelse fra den i 3 Mos 16. Ifølge Zak 3,9 vil Gud i den messianske fremtid fjerne landets skyld på én eneste dag; men også dette frembyder ikke mere end en analogi til forsoningsdagens resultater. På den anden side findes der ingen henvisning til dagen dér, hvor vi kunne forvente det. Ikke alene 2 Krøn 7,7-9 i forbindelse med indvielsen af Salomos tempel, og Ezra 3,1-6, i beretningen om genindførelsen af offertjenesten efter hjemkomsten fra eksilet, tier om emnet, hvilket muligvis kunne forklares på en enkel måde; men det gør også Neh 8 f. Ifølge 8,2 f. begynder Ezra på den 1. dag i den 7. måned i året 444 f.Kr. at læse af loven; på den 2. dag i den 7. måned mindes man forordningen om løvhyttefesten, og på den 22. dag i den 7. måned (Neh 8,13) fejres denne fest; på den 24. dag i den 7. måned holdes en bodsdag (Neh 9,1); men om forsoningsdagen, der falder imellem Neh 8,1 og kapitel 9,1, nemlig på den 10. dag i den 7. måned, og som tilsyneladende ville gøre bodsdagen overflødig, siges der intet.

Ud fra disse kendsgerninger har Wellhausen-skolen, i overensstemmelse med sine principper som de ellers anvendes, draget den slutning, at alle de lovbestemmelser, som ikke i historien har tilstrækkeligt vidnesbyrd om at være blevet overholdt, ikke fandtes før den tid, hvor de har et sådant historisk vidnesbyrd; at Forsoningsdagen derfor ikke opstod før efter året 444 f.Kr. Det hævdes, at dagen havde sin oprindelse i de to forsoningsdage, der nævnes i Ez 45,18-20 (sammenlign under I, 1); i de fire nationale fastedage i Zak 7,5 og 8,19, og i bodsdagen i 444 f.Kr., netop omtalt, på den 24. dag i den 7. måned, som siges at være blevet gentaget på den følgende nytårsdag, den 10. dag i den 7. måned; og at den ved sin hellige karakter som højtid snart trængte nytårsdagen over på den 1. dag i den 7. måned (sammenlign 3 Mos 23,23 ff.; 4 Mos 29,1 ff.; modsat 3 Mos 25,9 og Ez 40,1). På denne måde mener man, at 3 Mos 16,29 ff. først opstod, og at det komplicerede blodritual blev tilføjet på et endnu senere tidspunkt (sammenlign under I, 1, 2). Men det bør bemærkes, at der i endnu senere tider ikke findes hyppigere omtale af Forsoningsdagen end i de tidligere, skønt det er moderne kritiks skik at placere en langt større del af den bibelske litteratur i denne senere periode. Først når vi kommer til Jesus Sirak (Siraks Bog 50,5 ff.), prises ypperstepræsten Simon, da han trådte frem bag forhænget; og dette er bestemt en henvisning til Forsoningsdagen, selv om der på dette sted ikke gives nogen yderligere omtale af ceremonien som sådan. Derefter er der igen tavshed om emnet ned til Filon og Brevet til Hebræerne (Hebr 6,19; Hebr 9,7; Hebr 9,13; Hebr 10,1 ff.; sammenlign under II, 2). Det er også sandsynligt, at fasten nævnt i ApG 27,9 bygger på Forsoningsdagen. På denne måde har vi et karakteristisk eksempel, der viser, hvor varsomt vi må behandle argumentet ud fra tavshed, hvis vi ikke vil nå frem til ubekvemme resultater.

(2) Forsoningsdagens historicitet.

Da 3 Mos 16 kun udgør én del af den levitiske lovgivning, kan spørgsmålet om dagens oprindelige og historiske karakter ikke drøftes fuldt ud på dette sted (se Tredje Mosebog). På et så sent tidspunkt mangler naturligvis alle de data, som kunne føre til en forklaring af oprindelsen til en så grundlæggende institution som Forsoningsdagen. Det er så meget desto mere umuligt at adskille 3 Mos 16 fra de andre præstelige forordninger, fordi navnet på låget til pagtens ark, hakapporeth: (2 Mos 25,17 ff.; 26,34), står i den tydeligste forbindelse med den ceremoni, der finder sted ved denne ark på Forsoningsdagen. Umuligheden af at opdele 3 Mos 16 på kritikernes måde, eller blot af at adskille det fra 3 Mos 11-15, er ovenfor blevet tilstrækkeligt påvist (sammenlign under I). Over for den opfattelse, som tvinger Præstekodekset ned i det mindste til eksilet og hævder, at tabernaklet er et produkt af fantasien og en kopi af Salomos tempel (se Anden Mosebog), har vi desuden følgende at tilføje:

Hvis pagtens ark ikke længere fandtes efter eksilet, og hvis israelitterne ifølge Jer 3,16 ikke længere ventede dens genoprettelse, ville det have været fuldstændig umuligt i ritualet for Forsoningsdagen at forbinde dette rituals vigtigste ceremoni med denne ark og på den at bygge forsoningen. I det andet tempel blev, som bekendt, røgelseskarret sat på »grundstenen« i det Allerhelligste, fordi der ikke var noget tabernakel. Over for disse kendsgerninger kan de ovenfor nævnte modargumenter ikke holde stand. Selv de, der benægter Forsoningsdagens eksistens, lægger ikke megen vægt på 2 Krøn 7,1-9 og Ezra 3,1-6; men Neh 8 ff. fortjener heller ikke omtale, eftersom vægten dér ligger på hensigten at vise, hvordan menigheden skulle erklære sin tilslutning til loven, og hvordan Bodsdagen, som var blevet overholdt siden begyndelsen af Israels historie, blev indstiftet til at blive overholdt på den 24. dag i den 7. måned for alle synder (9,1 ff.), og ikke blev gjort overflødig ved fejringen af Forsoningsdagen på den 10. dag i den 7. måned, på hvilken dag kun det sidste års synder blev taget i betragtning. Men Ezekiel ændrede eller ignorerede også andre før-eksilske ordninger (sammenlign Ezekiel), så han er ingen autoritet ved afgørelsen af spørgsmålet om Forsoningsdagens tidligere eksistens. Endelig må opmærksomheden henledes på den kendsgerning, at påskefesten i den profetiske litteratur, ud over den blotte henvisning i Es 30,29, kun nævnes i Ez 45,21; pagtens ark kun i Jer 3,16; løvhyttefesten kun i Hos 12,9; Ez 45,25; og at ugefesten i sin historiske sammenhæng kun nævnes tilfældigt i 2 Krøn 8,13, og muligvis i 1 Kong 9,25, og slet ikke findes i Ez (sammenlign 45,18 ff.), skønt disse institutioners eksistens i meget lang tid er blevet draget i tvivl.

2. Videre udvikling:

Forsoningsdagen trådte, i overensstemmelse med sit formål i senere tider, mere og mere i forgrunden og blev kaldt "den store faste" eller "den store dag" eller blot "dagen." Dens ritual blev yderligere udvidet, og de særlige dele, der nævnes i loven, blev fuldt forklaret, fastlagt og specialiseret. Sammenlign især traktaten "Yoma" i Mish; og for de videre udarbejdelser og fortællinger i poesi og prosa på grundlag af Talmud, se f.eks. Delitzschs oversættelse fra Maim, Ha-yadh ha-chazaqah, i tillægget til hans Commentary on the Epistle to the Hebrews, 1857. Ifølge disse beretninger skulle ypperstepræsten f.eks. være en gift mand. Allerede syv dage før Forsoningsdagens begyndelse blev han pålagt at forlade sit hus og måtte underkaste sig en række renselser og øve sig i udførelsen af de forskellige renselsesceremonier, hvoraf nogle var vanskelige. Den sidste nat måtte han ikke sove, men skulle tilbringe sin tid med at studere de hellige skrifter.

På Forsoningsdagen tog han fem bade og foretog ti afvaskninger. Fire gange går han ind i det Allerhelligste (med røgelsen), med blodet fra begge syndofre, og når han bærer de redskaber ud, som blev brugt ved røgelsen, fremsiger han tre syndsbekendelser (for sig selv, for sig selv og sit hus, for Israel); 10 gange i alt udtaler han navnet Yahweh; 43 gange stænker han; desuden skal han læse bestemte afsnit af Skrifterne eller fremsige dem efter hukommelsen (sammenlign også Azazel). Når han vender hjem, fejrer han en glædesfest, fordi han uden skade har kunnet forlade helligdommen. Desuden havde han udført hårdt fysisk arbejde, og særlig vanskelig var håndteringen af røgelsen. Den moderne vurdering af Forsoningsdagen fremgår af følgende citat af Wellhausen: "Riten og offeret er forsvundet på grund af tidernes ugunstige forhold; men den har bevaret den samme hellige karakter. Den, der endnu ikke helt har brudt med jødedommen, overholder denne dag, uanset hvor ligeglad han ellers måtte være med gamle skikke og fester."

Wilhelm Moller