fi-lip'-i (Philippoi, etnisk betegnelse Philippesios, Fil 4,15):

1. Beliggenhed og navn:

En by i Makedonien, beliggende på 41� 5' nordlig bredde og 24� 16' østlig længde. Den lå ved Via Egnatia, 33 romerske mil fra Amfipolis og 21 fra Acontisma, på en slette, der mod øst og nord var afgrænset af bjergene mellem floderne Zygactes og Nestus, mod vest af bjerget Pangaeus og mod syd af den bjergkam, som i oldtiden blev kaldt Symbolum, og over hvilken vejen løb, der forbandt byen med dens havneby, NEAPOLIS (se denne), 9 mil borte. Denne slette, hvoraf en betydelig del er sumpet i moderne tid, ligesom i oldtiden, er forbundet med Strymons bækken gennem Angites-dalen (Herodot vii.113), som også bar navnene Gangas eller Gangites (Appian, Bell. Civ. iv.106), det moderne Anghista. Det gamle navn på Filippi var Crenides (Strabon vii.331; Diodorus xvi.3, 8; Appian, Bell. Civ. iv.105; Stephanus Byz. under ordet), sådan kaldt efter de kilder, der nærer floden og sumpen; men den blev grundlagt på ny af Filip II af Makedonien, Alexander den Stores far, og fik hans navn.

2. Historie:

Appian (Bell. Civ. iv.105) og Harpocration siger, at Crenides senere blev kaldt Daton, og at dette navn blev ændret til Filippi, men denne oplysning kan betvivles, eftersom Daton, som blandt grækerne blev ordsprogligt for lykke og fremgang, ifølge Strabon (vii.331 fr. 36) havde »et beundringsværdigt frugtbart område, en sø, floder, dokværfter og produktive guldminer«, mens Filippi, som vi har set, ligger omkring 9 mil inde i landet. Mange moderne autoriteter har derfor placeret Daton ved kysten på eller nær Neapolis' sted. Alt i alt synes det bedst at antage Heuzeys opfattelse (Mission archeologique, 35, 62 ff), at Daton oprindelig ikke var en by, men hele det distrikt, som lå umiddelbart øst for bjerget Pangaeus, inklusive Filippi-sletten og havkysten omkring Neapolis. På stedet for den gamle grundlæggelse Crenides, hvorfra de græske bosættere måske var blevet fordrevet af thrakerne omtrent et århundrede tidligere, grundlagde thasierne i 360 f.Kr. deres koloni Daton med hjælp fra den landflygtige athenske statsmand Callistratus for at udnytte nabolagets rigdom, både den landbrugsmæssige og den mineralske. For Filip, som besteg den makedonske trone i 359 f.Kr., syntes besiddelsen af dette sted at være af største betydning. Ikke alene er selve sletten godt vandet og usædvanlig frugtbar, men en stærkt befæstet post anlagt her ville sikre den naturlige landrute fra Europa til Asien og beskytte Makedoniens østgrænse mod thrakiske indfald. Frem for alt kunne distriktets miner dække hans mest presserende behov, nemlig en rigelig forsyning af guld. Stedet blev derfor erobret i 358 f.Kr.; byen blev udvidet, stærkt befæstet og omdøbt, de thasiske bosættere enten fordrevet eller forstærket, og minerne, som blev drevet med karakteristisk energi, frembragte over 1.000 talenter om året (Diodorus xvi.8) og satte Filip i stand til at udstede en guldmønt, som i Vesten snart fortrængte de persiske dareiker (G.F. Hill, Historical Greek Coins, 80 ff). Den indtægt, der således blev opnået, var af uvurderlig værdi for Filip, som ikke blot brugte den til at udvikle den makedonske hær, men også viste sig som en mester i bestikkelsens kunst. Hans bemærkning er velkendt, at ingen fæstning var uindtagelig, hvis mure et æsel belæsset med guld kunne drives hen til. Om Filippis historie i de næste 3 århundreder ved vi praktisk talt intet. Sammen med resten af Makedonien kom den på romerske hænder efter slaget ved Pydna (168 f.Kr.) og kom til at høre under den første af de fire regioner, som landet da blev opdelt i (Livius xlv.29). I 146 blev hele Makedonien dannet til én romersk provins. Men minerne synes på dette tidspunkt næsten, hvis ikke helt, at have været udtømte, og Strabon (vii. 331 fr. 41) omtaler Filippi som på Cæsars tid at være sunket ned til en »lille bebyggelse« (katoikia mikra). I efteråret 42 f.Kr. blev den vidne til den romerske republiks dødskamp. Brutus og Cassius, lederne af den gruppe sammensvorne, som havde myrdet Julius Cæsar, stod over for Octavian, som 15 år senere blev kejser Augustus, og Antonius. I det første sammenstød besejrede Brutus' hær Octavians, mens Antonius' styrker sejrede over Cassius' styrker, og Cassius gjorde i fortvivlelse ende på sit liv. Tre uger senere fandt den anden og afgørende konflikt sted. Brutus blev tvunget af sine utålmodige soldater til at gå i kamp; hans tropper blev slået på flugt, og han faldt selv i sit eget sværd. Kort efter blev Filippi gjort til en romersk koloni med titlen Colonia Iulia Philippensis. Efter slaget ved Actium (31 f.Kr.) blev kolonien forstærket, i høj grad af italienske tilhængere af Antonius, som blev frataget deres ejendom for at skaffe jordlodder til Octavians veteraner (Dio Cassius li.4), og dens navn blev ændret til Colonia Augusta Iulia (Victrix) Philippensium. Den modtog det meget eftertragtede iusItalicum (Digest L. 15, 8, 8), som indebar talrige privilegier, hvoraf det vigtigste var, at dens område var fritaget for beskatning.

3. Paulus' første besøg:

Under sin anden missionsrejse sejlede Paulus ud fra Troas, ledsaget af Silas (som bærer sit fulde navn Silvanus i 2 Kor 1,19; 1 Thess 1,1; 2 Thess 1,1), Timotheus og Lukas, og den følgende dag nåede han Neapolis (ApG 16,11). Derfra rejste han ad landevejen til Filippi, først over passet, omkring 1.600 fod højt (ca. 488 m), som fører over bjergkammen kaldet Symbolum, og derefter tværs over Filippi-sletten. Om hans oplevelser dér har vi i ApG 16,12-40 en usædvanlig fyldig og levende beretning. På sabbatten, formodentlig den første sabbat efter deres ankomst, gik apostlen og hans ledsagere ud til bredden af Angites, og dér talte de til kvinderne, hvoraf nogle var jøder, andre proselytter, som var kommet sammen for at holde gudstjeneste.

En af disse hed Lydia, en græsk proselyt fra Thyatira, en by i Lydia i Lilleasien, til hvis menighed det budskab, der er nedskrevet i Åb 2,18-29, var rettet. Hun beskrives som en »purpurkræmmer« (ApG 16,14), det vil sige en sælger af uldstoffer farvet purpur, som hendes hjemby var berømt for at fremstille. Om hun var agent i Filippi for et firma i Thyatira, eller om hun drev sin handel selvstændigt, kan vi ikke sige; hendes navn antyder muligheden for, at hun var en frigiven kvinde, mens man ud fra det forhold, at vi hører om hendes husstand og hendes hus (ApG 16,15; jf. 16,40), skønt hendes mand ikke nævnes, har formodet, at hun var en enke med nogen formue. Hun tog imod det apostolske budskab og blev døbt sammen med sin husstand (ApG 16,15) og insisterede på, at Paulus og hans ledsagere skulle tage imod hendes gæstfrihed under resten af deres ophold i byen.

Se videre Lydia.

Alt syntes at gå godt, da der opstod modstand fra en uventet kant. Der var i byen en pige, efter al sandsynlighed en slave, som blev anset for at have evnen til at fremsige orakler. Herodot fortæller os (vii. III) om et Dionysos-orakel, der lå blandt den thrakiske stamme satraerne, sandsynligvis ikke langt fra Filippi; men der er ingen grund til at forbinde denne piges spådomskunst med den dyrkelse. Under alle omstændigheder høstede hendes herrer en rig fortjeneste af den betaling, der blev krævet for at rådspørge hende. Paulus, som blev urolig over, at hun gentagne gange fulgte efter ham og dem, der var med ham, og råbte: »Disse mænd er den Højeste Guds trælle, som forkynder jer en frelsesvej« (ApG 16,17 randnote), vendte sig om og befalede ånden i Kristi navn at fare ud af hende. At pigen straks blev genoprettet til en sund og normal tilstand, overbeviste hendes herrer om, at ethvert håb om yderligere indtjening var borte, og derfor greb de Paulus og Silas og slæbte dem ind på forum for magistraterne, sandsynligvis duumvirerne, som stod i spidsen for kolonien. De anklagede apostlene for at skabe uro i byen og for at anbefale skikke, hvis modtagelse og udøvelse var ulovlige for romerske borgere. Pøbelen på torvet sluttede sig til angrebet (ApG 16,22), hvorefter magistraterne uden videre godtog anklagernes udsagn om, at Paulus og Silas var jøder (ApG 16,20), og glemte eller ignorerede muligheden for, at de kunne have romersk borgerskab. De befalede, at de skulle piskes af de tilstedeværende liktorer og derefter fængsles. I fængslet blev de behandlet med den yderste strenghed; de blev sat i det inderste fangerum, og deres fødder blev sat i blokken. Omkring midnat, mens de var i færd med at bede og synge hymner, og de andre fanger lyttede til dem, blev bygningen rystet af et kraftigt jordskælv, som sprang fængselsdørene op. Fangevogteren, som var lige ved at tage sit eget liv, blev beroliget af Paulus med hensyn til fangernes sikkerhed og førte Paulus og Silas ind i sit hus, hvor han plejede deres sår, satte mad frem for dem og, efter at have hørt evangeliet, blev døbt sammen med hele sin husstand (ApG 16,23-34).

Næste morgen tænkte magistraterne, at de bedst kunne sikre sig mod en gentagelse af urolighederne ved at sende dem ud af byen, som havde været årsag til den foregående dags uro, og de sendte liktorerne til fangevogteren med ordre om at løslade dem. Paulus nægtede at acceptere en løsladelse af den art. Som romerske borgere var han og Silas efter loven fritaget for piskning, som blev betragtet som en vanære (1 Thess 2,2), og uretten blev forværret af straffens offentlighed, fraværet af en ordentlig rettergang og den fængsling, der fulgte (ApG 16,37). Paulus havde uden tvivl erklæret sit borgerskab, da piskningen blev påført, men i øjeblikkets forvirring og ophidselse var hans protest ikke blevet hørt eller ikke blevet ænset. Nu gjorde den imidlertid et dybt indtryk på magistraterne, som personligt kom for at bede Paulus og Silas om at forlade byen. Efter at have besøgt deres værtinde og opmuntret de omvendte til at forblive faste i deres nye tro begav de sig ad Via Egnatia mod Thessalonika (ApG 16,38-40). Hvor længe de havde opholdt sig i Filippi, får vi ikke at vide, men det forhold, at grundlaget for en stærk og blomstrende menighed var blevet lagt, og udtrykket »i mange dage« (ApG 16,18), får os til at tro, at tiden må have været længere, end det først synes. Ramsay (St. Paul the Traveler, 226) mener, at Paulus forlod Troas i oktober år 50 e.Kr. og blev i Filippi til næsten årets slutning; men denne kronologi kan ikke betragtes som sikker.

Flere punkter i beretningen om disse hændelser kræver en nærmere overvejelse.

(1) Vi kan først lægge mærke til den meget lille rolle, som jøder og jødedom spillede i Filippi.

Der var ingen synagoge her, sådan som i Salamis på Cypern (ApG 13,5), Antiokia i Pisidien (ApG 13,14; ApG 13,43), Ikonium (ApG 14,1), Efesos (ApG 18,19; ApG 18,26; ApG 19,8), Thessalonika (ApG 17,1), Berøa (ApG 17,10), Athen (ApG 17,17) og Korinth (ApG 18,4). Antallet af fastboende jøder var lille, deres bedemøder fandt sted ved flodbredden, tilbederne var for det meste eller helt kvinder (ApG 16,13), og blandt dem var nogle, måske et flertal, proselytter. Om jødiske omvendte hører vi intet, og der siges heller ikke noget om jøder som nogen, der enten ophidsede eller sluttede sig til den folkemængde, som slæbte Paulus og Silas frem for magistraterne. Desuden synes hele tonen i brevet til denne menighed at bevise, at den apostolske lære her i hvert fald ikke var i fare for at blive undergravet af judaister. Ganske vist findes der ét sted (Fil 3,2-7), hvor Paulus fordømmer »de sønderskårne«, dem som havde »tillid til kødet«; men det synes, »at han i denne advarsel tænkte mere på Rom end på Filippi; og at hans harme snarere blev vakt af den plagsomme modstand, som dér hindrede ham i hans daglige arbejde, end af nogen faktiske vildfarelser, der allerede undergravede hans fjerntboende omvendtes tro« (Lightfoot).

(2) Endnu mere slående er den fremtrædende plads, det romerske element har i beretningen. Vi befinder os her ikke i en græsk eller jødisk by, men i en af de romerske kolonier, som Aulus Gellius beskriver som »miniaturer og billeder af det romerske folk« (Noctes Atticae, xvi.13).

I byens centrum ligger forum (agora, ApG 16,19), og den almindelige betegnelse »magistrater« (archontes, engelske bibeloversættelser, »herskere«, ApG 16,19) udskiftes med den specifikke titel prætorer (stratagoi, engelske bibeloversættelser »magistrater«, ApG 16,20; ApG 16,22; ApG 16,35; ApG 16,36; ApG 16,38); disse embedsmænd ledsages af liktorer (rhabdouchoi, engelske oversættelser »sergeanter«, ApG 16,35; ApG 16,38), som bærer fasces, hvormed de piskede Paulus og Silas (rhabdizo, ApG 16,22). Anklagen går ud på at forstyrre den offentlige orden og indføre skikke, der stred mod romersk lov (ApG 16,20; ApG 16,21), og Paulus’ henvisning til sin romerske civitas (ApG 16,37) fyldte straks magistraterne med frygt for følgerne af deres handling og gjorde dem forsonlige og undskyldende (ApG 16,38; ApG 16,39). Den prætor-titel, som disse embedsmænd bar, har voldt nogen vanskelighed. De øverste magistrater i romerske kolonier, to i tallet, kaldtes duoviri eller duumviri (iuri dicundo), og at denne titel var i brug i Filippi, bevises af tre indskrifter (Orelli, Number 3746; Heuzey, Mission archeologique, 15, 127). Den mest sandsynlige forklaring på uoverensstemmelsen er, at disse magistrater antog titlen prætor, eller at den almindeligvis blev brugt om dem, sådan som det med sikkerhed var tilfældet i nogle dele af den romerske verden (Cicero De lege agraria ii.34; Horace Sat. i.5, 34; Orelli, Number 3785).

(3) Ramsay (St. Paul the Traveler, 200 ff) har fremsat den tiltalende formodning, at Lukas selv var filipper, og at han var den »mand fra Makedonien«, som viste sig for Paulus i Troas med opfordringen til at komme over til Makedonien (ApG 16,9).

Under alle omstændigheder markerer skiftet fra 3. til 1. person i ApG 16,10 det punkt, hvor Lukas sluttede sig til apostlen, og det samme kriterium fører til den slutning, at Lukas blev i Filippi mellem Paulus’ første og hans tredje besøg i byen (se nedenfor). Ramsays hypotese ville forklare (a) fylden og livfuldheden i beretningen i ApG 16,11-40; (b) den vægt, der lægges på Filippis betydning (16,12); og (c) det forhold, at Paulus genkendte manden, som han så i sit syn, som makedoner, skønt der hverken i makedonernes sprog, ansigtstræk eller klædedragt var noget, der adskilte dem fra andre grækere. Dog var Lukas tydeligvis ikke husejer i Filippi (ApG 16,15), og den tidlige tradition omtaler ham som en antiokener (se dog Ramsay, i det citerede værk 389 f).

(4) Meget diskussion har samlet sig om beskrivelsen af Filippi i ApG 16,12. Læsemåden i Codices Sinaiticus, Alexandrinus, Ephraemi osv., fulgt af Westcott og Hort, The New Testament in Greek, Revised Version (British and American) osv., er: hetis estin prote tes meridos Makedonias polis kolonia. Men det er tvivlsomt, om Makedonias skal forbindes med det ord, der går forud, eller med det, der følger efter, og desuden er den mening, man får ud af udtrykket, utilfredsstillende. For prote må enten betyde

(1) den første i politisk betydning og rang, eller

(2) den første, som apostlen nåede frem til. Men provinsens hovedstad var Thessalonika, og hvis tes meridos forstås som en henvisning til det østligste af de 4 distrikter, som Makedonien var blevet delt i i 168 f.Kr. (skønt der ikke er noget bevis for, at denne inddeling bestod på dette tidspunkt), var Amfipolis dets hovedstad og var tilsyneladende stadig dets vigtigste by, skønt den noget senere skulle blive overgået af Filippi. Heller ikke den anden gengivelse af prote (antaget f.eks. af Lightfoot) er mere naturlig.

Den forudsætter, at Lukas regnede Neapolis for at høre til Thrakien, og at Makedoniens grænse lå mellem Filippi og dens havneby; desuden er bemærkningen påfaldende formålsløs; brugen af estin snarere end en taler imod denne opfattelse, og prote findes heller ikke i denne betydning uden noget kvalificerende udtryk. Endelig er tes i sin nuværende placering unaturlig; i Codex Vaticanus står det efter, i stedet for før, meridos, mens D (den bezanske revisor) læser kephale tes Makedonias. Af de tekstrettelser, der er blevet foreslået, kan vi nævne tre:

(a) i stedet for meridos har Hort foreslået Pieridos, »en hovedby i det pieriske Makedonien«;

(b) i stedet for prote tes kan vi læse protes, »som hører til den første region af Makedonien«;

(c) meridos kan betragtes som en senere indføjelse og stryges af teksten; i så fald vil hele udtrykket betyde: »som er en by i Makedonien af første rang« (dog ikke nødvendigvis den første by).

4. Paulus' senere besøg:

Paulus og Silas, da sandsynligvis ledsaget af Timotheus (som dog ikke udtrykkeligt nævnes i ApG mellem 16,1 og 17,14), forlod Filippi og drog til Thessalonika, men Lukas blev tilsyneladende tilbage, for »vi« i ApG 16,10-17 dukker ikke op igen før 20,5, da Paulus endnu en gang forlader Filippi på sin sidste rejse til Jerusalem. Evangelistens tilstedeværelse i de mellemliggende 5 år kan have haft meget at gøre med den filippiske menigheds styrke og dens standhaftighed under forfølgelse (2 Kor 8,2; Fil 1,29; Fil 1,30). Paulus selv besøgte ikke byen igen, før han i løbet af sin tredje missionsrejse vendte tilbage til Makedonien, forudgået af Timotheus og Erastus, efter et ophold på over 2 år i Efesos (ApG 19,22; ApG 20,1). Vi får ikke udtrykkeligt at vide, at han besøgte Filippi ved denne lejlighed, men der kan næppe være tvivl om det; og det var sandsynligvis dér, han ventede på Titus' komme (2 Kor 2,13; 2 Kor 7,5; 2 Kor 7,6) og skrev sit 2. brev til korintherne (2 Kor 8,1; 2 Kor 9,2-4). Efter at have tilbragt 3 måneder i Grækenland, hvorfra han havde tænkt sig at vende tilbage ad søvejen til Syrien, blev han på grund af et komplot mod sit liv ført til at ændre sine planer og vende tilbage gennem Makedonien (ApG 20,3). Det sidste sted, hvor han gjorde ophold, før han sejlede over til Asien, var Filippi, hvor han tilbragte de usyrede brøds dage, og fra hvis (søhavn) han sejlede sammen med Lukas til Troas, hvor syv af hans ledsagere ventede på ham (ApG 20,4-6). Det synes sandsynligt, at Paulus aflagde mindst ét yderligere besøg i Filippi i intervallet mellem sit første og andet fangenskab. At han håbede at gøre det, fortæller han os selv (Fil 2,24), og den rejse til Makedonien, som nævnes i 1 Tim 1,3, ville sandsynligvis omfatte et besøg i Filippi; og hvis, som mange autoriteter hævder, 2 Tim 4,13 henviser til et senere ophold i Troas, kan det meget vel være forbundet med en yderligere og sidste rundrejse i Makedonien. Men samkvemmet mellem apostlen og denne menighed, som han havde grundlagt, var ikke begrænset til disse sjældne besøg. Under Paulus' første ophold i Thessalonika havde han ved to lejligheder modtaget pengegaver fra de filippiske kristne (Fil 4,16), og deres venlighed var blevet gentaget, efter at han forlod Makedonien og drog til Grækenland (2 Kor 11,9; Fil 4,15). Under hans første fangenskab i Rom sendte filipperne igen en gave ved hånden af en af deres egne, Epafroditus (Fil 2,25; Fil 4,10; Fil 4,14-19), som blev hos apostlen en tid og til sidst, efter en alvorlig sygdom, som næsten blev dødelig (Fil 2,27), vendte hjem med det takkebrev, som er bevaret, adresseret til de filippiske omvendte af Paulus og Timotheus (Fil 1,1). Sidstnævnte havde til hensigt kort efter at besøge menigheden for at bringe den fængslede apostel en beretning om dens tilstand (Fil 2,19; Fil 2,23), men vi ved ikke, om denne plan faktisk blev gennemført eller ej. Vi kan dog ikke tvivle på, at der ud over det brev, som er bevaret, er blevet udvekslet andre breve mellem Paulus og denne menighed, skønt den eneste henvisning til dem er et omstridt sted i Polykarps brev til filipperne (iii.2), hvor han taler om »breve« (epistolai), som Paulus havde skrevet til dem (men se Lightfoots note til Fil 3,1).

5. Menighedens senere historie:

Efter Paulus' død hører vi kun lidt om menigheden eller om byen Filippi. Tidligt i det 2. århundrede blev Ignatius, biskop af Antiokia, dømt som kristen og ført til Rom for at blive kastet for de vilde dyr. Efter at have passeret gennem Filadelfia, Smyrna og Troas nåede han Filippi. De kristne dér viste ham enhver form for hengivenhed og respekt, og efter hans afrejse skrev de et sympatibrev til menigheden i Antiokia og et andet til Polykarp, biskop af Smyrna, med anmodning om, at han skulle sende dem kopier af de breve af Ignatius, som han var i besiddelse af. Denne anmodning opfyldte Polykarp, og samtidig sendte han et brev til filipperne, fuldt af opmuntring, råd og advarsel. Ud fra det slutter vi, at menighedens tilstand som helhed var tilfredsstillende, skønt en bestemt presbyter, Valens, og hans hustru bliver strengt dadlet for deres griskhed, som modsagde deres kristne bekendelse. Vi har nogle få optegnelser om biskopper i Filippi, hvis navne er føjet til beslutningerne fra de konciler, der blev holdt i Sardica (344 e.Kr.), Efesos (431) og Kalkedon (451), og bispesædet synes at have overlevet selve byen og at have bestået helt ned til moderne tid (Le Quien, Oriens Christ., II, 70; Neale, Holy Eastern Church, I, 92). Om Filippis ødelæggelse er ingen beretning nået ned til os. Navnet blev videreført i navnet på den tyrkiske landsby Felibedjik, men stedet er nu ubeboet; den nærmeste landsby er Raktcha blandt bakkerne umiddelbart nord for den gamle akropolis. Denne og sletten omkring er dækket af ruiner, men der er endnu ikke foretaget nogen systematisk udgravning. Af de bevarede rester er de mest iøjnefaldende dele af den hellenske og hellenistiske befæstning, de sparsomme levn af teatret, ruinen, som blandt tyrkerne er kendt som Derekler, »søjlerne«, der måske repræsenterer de antikke thermae, spor af et Silvanus-tempel med talrige relieffer og indskrifter hugget i klippen, samt resterne af en triumfbue (Kiemer).

LITTERATUR.

Den mest udførlige redegørelse for stedet og oldtidslevnene er Heuzey og Daumet, Mission archeologique de Macedoine, kapitel i til v og Plan A; Leake, Travels in Northern Greece, III, 214-25; Cousinery, Voyage dana la Macedoine, II, 1 ff.; Perrot, "Daton. Neapolis. Les ruines de Philippos," i Revue archeologique, 1860; og Hackett, i Bible Union Quarterly, 1860, kan også konsulteres. For de latinske indskrifter se Corpus Inscriptionum Latinarum, III, 1, numrene 633-707; III, Suppl., numrene 7337-7358; for mønter, B.V. Head, Historia Numorum, 192; Catalogue of Coins in the British Museum: Macedonia, etc., 96. For den filippiske menigheds historie og beretningen i ApG 16,12-40 se Lightfoot, Paul's Epistle to the Philippians, 47-65; Ramsay, Paul the Traveler and the Roman Citizen, 202-26; Conybeare og Howson, Life and Epistles of Paul, kapitel ix; Farrar, Life and Work of Paul, kapitel xxv; og standardkommentarerne til Apostlenes Gerninger--især Blass, Acta Apostolorum--og til Filipperbrevet.

M. N. Tod