Den nære lydlige lighed og etymologiske slægtskab mellem dokimos og verbet dokimazo, "at prøve," "teste," har gjort, at forestillingen om "at blive testet," "prøvet," og dens modsætning, "at blive fundet utilstrækkelig i prøven," mere eller mindre tydeligt har knyttet sig til adjektiverne dokimos og adokimos. Således opstår den mere sammensatte betydning af det, som anerkendes eller forkastes, fordi det har bestået eller ikke bestået prøven. Denne bibetydning er til stede i 2 Kor 13,5; 2 Kor 13,6; 2 Kor 13,7; 2 Tim 3,8; Tit 1,16; Hebr 6,8. I de to første af disse steder bruges ordet om kristne, som tilsyneladende var i den sande tro, men som enten hypotetisk eller faktisk fremstilles som nogle, der ikke har bestået prøven. "Forkastede til enhver god gerning" (Tit 1,16) er de, som ved deres liv har skuffet forventningen om gode gerninger. Det "forkastede land" i Hebr 6,8 er jord, der ved at bære torne og tidsler ikke har bestået landmandens prøve. Det bør dog bemærkes, at adokimos, selv i disse tilfælde, altid bevarer betydningen af forkastelse på grund af, at man ikke består prøven; sammenlign i det sidstnævnte sted: "forkastet og nær ved forbandelse."

LITTERATUR.

Cremer, Biblisch-theologisches Worterbuch der neutestamentlichen Gracitat(10), 356-57.

Geerhardus Vos