num'-berz:

I. TITEL OG INDHOLD

1. Titel

2. Indhold

II. LITTERÆR STRUKTUR

1. Påståede grunde til fordeling

2. Indvendinger mod denne

(1) Hypotesen er ikke bevist

(2) Skriftlig optegnelse ikke umulig

(3) Ingen bog nogensinde opbygget sådan

(4) Iboende vanskeligheder ved analysen

(a) Beretningen om spejderne

(b) Koras oprør

(c) Beretningen om Bileam

III. HISTORISK TROVÆRDIGHED

1. Tilsyneladende kronologiske unøjagtigheder

(1) Den anden påske (Fjerde Mosebog 9,1-5)

(2) Det syvogtrediveårige hul

(3) Det fyrretyvende år

2. Såkaldte statistiske fejl

(1) Antallet af våbenføre mænd

(2) Menighedens størrelse

(a) Folkets tilvækst

(b) Udvandringen på én dag

(c) Underhold i ørkenen

(d) Plads ved Sinaj bjerg

(e) Den langsomme erobring af Kanaan

(3) Antallet af de førstefødte

3. Påståede fysiske umuligheder

(1) Præsternes pligter

(2) Menighedens samling

(3) Hærskarens march

(4) Sejren over Midjan

IV. FORFATTERSKAB

1. Imod mosaisk forfatterskab

(1) Skiftende brug af gudsnavne

(2) Spor af sent forfatterskab

2. For mosaisk forfatterskab

(1) Visse passager har præg af at være skrevet af Moses

(2) Forfatterens kendskab til egyptiske skikke og sædvaner

LITTERATUR

I. Titel og indhold.

1. Titel:

I den hebraiske Bibel kaldt bemidhbar, »i ørkenen«, efter det 5. ord i 4 Mos 1,1, sandsynligvis fordi den nedskriver Israels skæbne i den sinaitiske ørken. Den 4. bog i Pentateuken (eller i Hexateuken, ifølge kritikken) blev betegnet Arithmoi i Septuaginta og Numeri i Vulgata, og fra sidstnævnte fik den sit navn »Numbers« i King James Version; i alle tre tilfælde tydeligvis fordi den beretter om de 2 folketællinger, der blev foretaget, den ene ved Sinaj i begyndelsen og den anden på Moabs sletter ved afslutningen af ørkenvandringerne.

2. Indhold:

Følgende ordning af indholdet vil være tilstrækkeligt detaljeret:

(1) Før afrejsen fra Sinaj, 4 Mos 1,1-10 (en periode på 19 dage, fra den 1. til den 20. dag i den 2. måned efter udvandringen), der beskriver:

(a) Folketællingen og ordningen af folket, Fjerde Mosebog 1-4.

(b) Menighedens renselse og velsignelse, Fjerde Mosebog 5; 6.

(c) Fyrsternes offergaver og indvielsen af alteret, Fjerde Mosebog 7; 8.

(d) Fejringen af en anden påske, 4 Mos 9,1-14.

(e) Skyen og trompeterne til opbruddet, 4 Mos 9,15-10.

(2) Fra Sinaj til Kadesh, 4 Mos 10,11-14 (en periode på 10 dage, fra den 20. til den 30. dag i den 2. måned), der fortæller om:

(a) Opbruddet fra Sinaj, 4 Mos 10,11-35.

(b) Begivenhederne ved Tabera og Kibrot-Hatta'ava, Fjerde Mosebog 11.

(c) Mirjams og Arons oprør, Fjerde Mosebog 12.

(d) Spejdernes udsendelse, Fjerde Mosebog 13; 14.

(3) Ørkenvandringerne, Fjerde Mosebog 15-19 (en periode på 37 år, fra slutningen af det 2. til begyndelsen af det 40. år), der nedskriver:

(a) Forskellige love og straffen over en sabbatsbryder, Fjerde Mosebog 15.

(b) Koras oprør, Fjerde Mosebog 16.

(c) Arons stav, der satte knopper, Fjerde Mosebog 17.

(d) Præsternes og levitternes pligter og indtægter, Fjerde Mosebog 18.

(e) Renselsesvandet for den urene, Fjerde Mosebog 19.

(4) Fra Kadesh til Moab, Fjerde Mosebog 20; 21 (en periode på 10 måneder, fra begyndelsen af det 40. år), der opregner:

(a) Beretningen om Bileam, 4 Mos 22,2-24.

(b) Pinehas' nidkærhed, Fjerde Mosebog 25.

(c) Den anden folketælling, 4 Mos 26,1-51.

(d) Anvisninger for fordelingen af landet, 4 Mos 26,52-27.

(e) Udnævnelse af Moses' efterfølger, 4 Mos 27,12-23.

(f) Om offergaver og løfter, Fjerde Mosebog 28-30.

(g) Krig med Midjan, Fjerde Mosebog 31.

(h) Rubens og Gads bosættelse, Fjerde Mosebog 32.

(i) Liste over lejrpladser, 4 Mos 33,1-49.

(j) Kanaan skal ryddes for sine indbyggere og deles, 4 Mos 33,50-34.

(k) Tilflugtsbyer skal udpeges, Fjerde Mosebog 35.

(l) Arvingkvinders ægteskab, Fjerde Mosebog 36.

II. Litterær struktur.

Ifølge moderne kritik bør teksten i Fjerde Mosebog, ligesom teksten i de andre bøger i Pentateuken (eller Hexateuken), i stedet for at blive betragtet som i det væsentlige én forfatters værk (hvilke informationskilder han end måtte have haft, og hvem dens første eller seneste redaktør end måtte have været), fordeles — ikke altid i hele sammenhængende tekstblokke, men ofte i fragmenter, i sætninger, ledsætninger eller ord, så gådefuldt sat sammen, at de nu ikke med sikkerhed kan adskilles — mellem tre forfattere, J, E og P, med endnu en, D (i hvert fald i én del). Disse forfattere, enkeltpersoner og ikke skoler (Gunkel), hører henholdsvis til: J til det 9. århundrede f.Kr. (cirka 830), E til det 8. århundrede f.Kr. (cirka 750), P til det 5. århundrede f.Kr. (cirka 444) og D til det 7. århundrede f.Kr. (cirka 621).

1. Påståede grunde til fordeling:

De grunde, hvorpå denne fordeling foretages, er hovedsagelig disse:

(1) den formodede foretrukne brug af gudsnavnene, af Yahweh (Yahweh, »Herre«) hos J og af Elohim (»Gud«) hos E og P — en teori, som imidlertid bryder håbløst sammen i sin anvendelse, sådan som Orr (POT, kapitel vii), Eerdmans (St, 33 ff) og Wiener (EPC, I) afgørende har vist, og som det senere vil fremgå;

(2) forskelle i kompositionsstil, som ikke altid er indlysende, og som, selv hvis de var det, ikke nødvendigvis ville indebære forskelligt forfatterskab, medmindre enhver forfatters skrivemåde skal være ensartet og monoton, uanset hvad hans emne måtte være; og

(3) måske især en forudfattet teori om den religiøse udvikling i Israel, ifølge hvilken folket i før-mosaisk tid var animister, totemister og polyteister; i mosaisk tid og derefter henoteister eller dyrkere af én Gud, mens de anerkendte andre guders eksistens; og senere, i eksilsk og eftereksilsk tid, monoteister eller dyrkere af den ene levende og sande Gud--en teori, som for at hævde sin sandsynlighed krævede rekonstruktionen af Israels religiøse dokumenter på den ovenfor beskrevne måde, men som nu forkastes af arkæologer (Delitzsch og A. Jeremias) og af teologer (Orr, Baentsch (skønt han accepterer analysen på andre grunde) og Konig) som ikke understøttet af kendsgerninger.

2. Indvendinger mod denne:

Uden at nægte, at kritikkens tekstanalyse ved første øjekast både er sandsynlig og tiltalende og har bragt værdifuld information om Skriften for dagen, eller uden at overse den kendsgerning, at den har navne på fremragende lærde bag sig og støttes af ikke så få tungtvejende overvejelser, kan man med rimelighed fremføre følgende indvendinger imod den.

(1) Hypotesen ubevist.

I bedste fald er teorien en ubevist og i vid udstrækning tænkt hypotese, eller række af hypoteser--"hypotese bygget på hypotese" (Orr); og intet afslører dette tydeligere end

(a) den hyppighed, hvormed formodning ("måske" og "sandsynligvis") i tekstanalysen træder i stedet for begrundet bevis

(b) den vilkårlige måde, hvorpå de formodede dokumenter konstrueres af kritikerne, som uden angivet grund, og ofte i strid med deres egne regler og principper, løfter ud af J (for eksempel) hvert ord eller hver sætning, de mener burde tilhøre E eller Præstekodeksen (P), og omvendt hvert ord eller hver sætning ud af E eller P, som kunne antyde, at afsnittet burde henføres til J, samtidig med at de forklarer tilstedeværelsen af det ubekvemme ord eller den ubekvemme sætning i et dokument, hvor det ikke hørte hjemme, med en redaktørs skødesløse eller bevidste handling; og

(c) at det end ikke på denne måde lykkes at konstruere dokumenterne tilfredsstillende, idet de fleste kritikere indrømmer, at J og E ikke med sikkerhed kan adskilles fra hinanden--Kuenen siger selv, at "forsøget på at finde en jehovistisk og en elohistisk forfatter eller forfatterskole ved hjælp af de guddommelige navne har ført kritikken ind på en forkert vej"; og nogle benægter endog, at P overhovedet nogensinde har eksisteret som et særskilt dokument, idet især Eerdmans (St, 33, 82) som resultat af udførlig eksegese fastholder, at P ikke kan være blevet konstrueret hverken i eksilsk eller eftereksilsk tid "som en indledning til et juridisk værk."

(2) En skriftlig optegnelse ikke umulig.

Det er umuligt at påvise, at beretningen om Israels "vandringer" ikke blev nedskrevet af Moses, som bestemt ikke var ukendt med skrivekunsten, som havde evnen, hvis nogen havde, til at udarbejde et sådant skrift, hvis interesse det var, som sit folks leder, at sørge for, at et sådant skrift, hvad enten det blev udført af ham selv eller af andre under hans tilsyn, var nøjagtigt, og som desuden af Gud havde fået befaling om at skrive Israels rejser ned (4 Mos 33,2). At antage, at der i 500 år ikke fandtes nogen pålidelig optegnelse over Israels skæbne, når skrivning i disse år blev praktiseret i Egypten og Babylon; og at det, som da blev fastlagt med skrifttegn, kun var den tradition, der i 5 århundreder var drevet ned fra mund til mund, er simpelthen at sige, at man kun kan stole lidt eller slet ikke på fortællingen, at der ganske vist kan ligge nogle korn af fakta i bunden af den, men at hovedmassen af den er digtning. Denne konklusion vil ikke let blive indrømmet.

(3) Ingen bog nogensinde konstrueret sådan.

Der findes intet pålideligt bevis for, at nogen bog, hverken gammel eller moderne, nogensinde er blevet konstrueret sådan, som Pentateuken, og især Fjerde Mosebog, ifølge kritikken blev det. Bind er ganske vist blevet sammensat af to eller flere forfattere, der handlede i fællesskab, men deres bidrag er aldrig blevet blandet sammen, sådan som J's, E's, D's og P's siges at være blevet; og heller ikke, når fælles forfatterskab er blevet anerkendt på titelbladet, har det været muligt for læserne med sikkerhed at tildele hver forfatter hans eget bidrag. Og dog hævder den moderne kritik, når den beskæftiger sig med dokumenter, der er mere end 2.000 år gamle og på et sprog, som er fremmed for kritikerne--dokumenter, som desuden kun findes i håndskrifter, der ikke er ældre end det 10. århundrede e.Kr. (Buhl, Canon and Text of the Old Testament, 28), og hvis tekst ikke er fastlagt ufejlbarligt hverken hvad angår konsonant eller vokal--at den nøjagtigt (eller næsten nøjagtigt) kan sige, hvilke dele, hvad enten det er afsnit, sætninger, sætningsled eller ord, der blev leveret af henholdsvis J, E, P og D. Credat Judaeus Apella!

(4) Analysens iboende vanskeligheder.

Den kritiske teori gør, ud over at gøre teksten i Fjerde Mosebog, ligesom i Pentateukens øvrige bøger, til et sådant kludetæppe, som er utænkeligt i noget dokument med almindeligt krav på historisk sandfærdighed, sig skyldig i iboende vanskeligheder, som gør den svær at tro på, sådan som de følgende eksempler fra Fjerde Mosebog vil vise.

(a) Beretningen om spejderne:

Fjerde Mosebog 13 og 14 fordeles således af Cornill, Driver, Strack og E B:

JE, 4 Mos 13,17 b-20,22-24,26b-31,32b,33; 14,3.4.8.9.11-25.39-45.

P, 4 Mos 13,1-17 a,21,25,26a (til Paran),32a; 14,1.2 (i hovedsagen),5-7,10,26-38 (i hovedsagen).

Kautzsch er i det store og hele enig; og Hartford-Battersby i HDB erklærer sig i stand til at skelne mellem J og E.

(i) Ifølge denne analyse begyndte JE imidlertid, frem til midten af det 5. århundrede f.Kr., enten ved 4 Mos 13,17 b, i hvilket tilfælde den manglede både påbuddet om at undersøge landet og navnene på dem, der undersøgte det, og begge dele blev siden tilføjet fra P (forudsat at P har været et selvstændigt dokument, hvilket er tvivlsomt); eller også, hvis JE indeholdt både påbuddet og navnene, blev disse fortrængt af 13,1-17a fra P. Da den første af disse muligheder næppe er sandsynlig, spørger man naturligt, hvorfor JE's indledende vers blev fjernet og P's sat i stedet? Og hvis de blev fjernet, hvad er der så blevet af dem? Antyder forekomsten af Jahve i 13,1-17a ikke, efter nogles kritiske principper, at dette afsnit er det manglende stykke af JE?

(ii) Hvis JE-passagerne giver en næsten fuldstændig fortælling (Driver), hvorfor skulle den sene samler eller redaktør da have anset det for nødvendigt at indsætte to hele vers, 13,21 og 25, og to halve, 13,26a og 32a, hvis ikke fordi den oprindelige JE-fortælling uden disse ville have været ufuldstændig? 4 Mos 13,21 siger i almindelige vendinger, at spejderne undersøgte hele landet og nåede så langt nordpå som Hamat, hvorefter 13,22 nævner, at de drog ind i landet fra syd og gik op til Hebron og Eshkol, uden på nogen måde at anføre en uoverensstemmelse (Gray) eller antyde (Driver), at de ikke rejste længere mod nord -- grunden til, at besøget i Eshkol nævnes særskilt, er den interessante kendsgerning, at det var dér, den usædvanlige drueklase blev hentet. 4 Mos 13,25; 4 Mos 13,26 a fortæller ganske naturligt, at spejderne vendte tilbage til Kadesh efter 40 dage og aflagde beretning om, hvad de havde fundet, til Moses og Aron samt til hele menigheden. Uden disse vers ville fortællingen hverken have angivet, hvor længe landet var blevet undersøgt, eller om Moses og Aron havde modtaget nogen rapport fra deres udsendinge, selv om 13,26b antyder, at der blev givet en rapport til en eller flere unavngivne personer. At Moses og Aron ikke skulle have været nævnt i JE, er yderst usandsynligt. 4 Mos 13,32 a er på ingen måde i strid med 13,26b-31, som siger, at landet flød med mælk og honning. Det, 13,32a tilføjer, er et udtryk for spejdernes overdrevne frygt; deres ord kunne ikke betyde, at landet var så ufrugtbart, at de ville dø af sult, en udtalelse som udtrykkeligt ville have modsagt 13,27 (JE) -- i så fald, hvorfor skulle den være blevet indsat? -- men at befolkningen, trods landets frugtbarhed, stadig blev opslidt af indbyrdes krige og indfald fra omkringboende stammer. Sultteorien støttes desuden ikke af de tekster (3 Mos 26,38; Ez 36,13), som sædvanligvis anføres til fordel for den.

(iii) At argumentere (Driver) for to dokumenter, fordi Josva ikke altid nævnes sammen med Kaleb, er ikke særligt overbevisende; og hvis Josva ikke medregnes blandt spejderne i JE, skyldes det åbenbart, at de passager, der indeholder hans navn, på forhånd er blevet henført til P. Men hvis Josvas navn ikke forekom i JE, hvorfor skulle det da være blevet indsat i fortællingen af en eftereksilsk forfatter, når Josva selv i 5 Mos 1,36 ikke udtrykkeligt nævnes som en af spejderne, skønt sproget i 5 Mos 1,38 igen stiltiende antyder, at både Kaleb og Josva var blandt dem, der undersøgte landet, og at enhver opdeling af teksten, som giver det indtryk, at Josva ikke var blandt spejderne, er forkert?

(iv) Hvis tekstanalyse er sådan, som kritikerne opstiller den, hvordan kan det da være, at navnet Jahve ikke forekommer én eneste gang i JE, mens alle de vers, der indeholder det, tildeles P?

(b) Koras oprør:

Fjerde Mosebog 16 og 17 formodes at være værket af "to, om ikke tre," bidragydere (Driver, Kautzsch) -- hele fortællingen henføres til P (udvidet med tilføjelser, som tekstanalytikerne ikke er enige om), med undtagelse af 16,1b.2a.12-15.25.26.27b-34, som gives til JE, skønt variationer også her ikke er ukendte.

Det indrømmes, at JE-versene, hvis de læses i sammenhæng, frembringer en fortælling om Datan og Abiram til forskel fra Kora og hans følge; at Datans og Abirams motiver sandsynligvis adskilte sig fra Koras og hans følges, og at Datan og Abiram blev opslugt af et jordskælv, mens de 250 røgelsesbærere blev ødelagt af ild. At slutte heraf, at tre eller endda to fortællinger er blevet blandet sammen, er imidlertid at gå ud over forudsætningerne.

(i) Hvis JE indeholdt mere om rubenitternes, Datans og Abirams sammensværgelse, end der er bevaret i de vers, der tilskrives det, hvad er der da blevet af de udeladte vers, hvis de ikke er dem, der tilskrives P; og hvis de ikke er det, hvilket bevis findes der da for, at P's vers er bedre end de tabte vers fra JE? Og hvordan kan det være, at i P er det guddommelige navn, der bruges hele vejen igennem, med én undtagelse, 16,22, Yahweh, mens det i JE kun forekommer 6 gange? (ii) Hvis JE kun indeholdt de dele, der tilskrives det, og der ikke skete mere end det rubenitiske oprør, hvorfor skulle korahitternes oprør da være blevet føjet til det 4 århundreder senere, hvis dette oprør aldrig fandt sted? (iii) Hvis korahitternes sammensværgelse virkelig fandt sted, hvorfor skulle den da være udeladt i JE, og intet være blevet hvisket om den før efter eksilet? (iv) Hvis de to sammensværgelser, den kirkelige (blandt fyrsterne) og den borgerlige (blandt lægfolkene), opstod samtidig, og de sammensvorne gjorde fælles sag med hinanden, var der i det intet usædvanligt eller erfaringsstridigt. (v) Hvis Moses nu henvendte sig til Kora og dernæst til Datan og Abiram, hvorfor skulle det samme dokument så ikke kunne sige det? (vi) Hvis Datan og Abiram blev opslugt af et jordskælv, og de 250 fyrster blev fortæret af ild fra tabernaklet, nødvendiggør selv det ikke to dokumenter, eftersom begge begivenheder kunne være indtruffet sammen. (vii) Det er ikke sikkert, at P (16,35-43) fremstiller Kora som fortæret af ild, mens JE (16,31-33) erklærer, at han blev opslugt af jorden. I det mindste siger P (26,10) udtrykkeligt, at Kora blev opslugt af jorden, og at kun de 250 blev fortæret af ild.

Derfor er det, over for disse overvejelser, ikke for meget at sige, at beviset for mere end ét dokument i denne fortælling ikke er overbevisende.

(c) Fortællingen om Bileam:

Fjerde Mosebog 22-24 behandles mildere af analysen, idet det hele overlades til JE, undtagen 22,1, som gavmildt overdrages til P. Der hersker dog usikkerhed om, hvordan kapitel 22 skal fordeles mellem J og E. Om alt bør gives til E på grund af den næsten ensartede brug af Elohim snarere end Yahweh, med undtagelse af 22,22-35a, som tilhører J på grund af brugen af Yahweh (Driver, Kautzsch); eller om nogle yderligere vers ikke bør tildeles J (Cornill, HDB), er kritikerne ikke enige om. Hvad angår Fjerde Mosebog 23 og 24, tøver autoriteterne mellem, om begge skal gives til J eller til E, eller kapitel 23 til E og kapitel 24 til J, eller begge til en sen redaktør, som havde adgang til de to kilder — i hvert fald i dette tilfælde sandelig en utilfredsstillende påvisning af dokumenthypotesen. Kommentar til brugen af de guddommelige navne i denne fortælling udsættes til senere.

Men mens man afviser at acceptere denne hypotese som bevist, hævdes det ikke, at materialet i Fjerde Mosebog altid er ordnet kronologisk, eller at kompositionsstilen overalt er den samme, eller at bogen, som den foreligger, aldrig er blevet revideret eller redigeret, men i hver tøddel er den samme som da den først blev udarbejdet. I Fjerde Mosebog 7 går fortællingen f.eks. tilbage til den 1. dag i den 1. måned i det 2. år, og i kapitel 9 til den 1. måned i det 2. år, skønt kapitel 1 begynder med den 1. dag i den 2. måned i det 2. år. Der findes også lovgivende afsnit indflettet mellem de historiske, og poetiske mellem de prosaiske, men forskelligt forfatterskab kan, som allerede antydet, ikke udledes af nogen af disse kendsgerninger, medmindre det er umuligt for en forfatter undertiden at være uordnet i anbringelsen af sit materiale; og for en lovgiver også at være historiker, og for en prosaforfatter lejlighedsvis at bryde ud i sang. Påstande som disse kan imidlertid ikke godtages. Derfor må ethvert argument for en flerhed af dokumenter, som bygger på dem, lægges til side. Det er heller ikke en rimelig konklusion imod bogens litterære enhed, at dens indhold er varieret i stof og form og sandsynligvis har været underkastet revision og endda interpolationer, forudsat at disse revisioner og interpolationer ikke har ændret bogens mening. Om Fjerde Mosebog derfor er blevet sammenstillet af allerede eksisterende dokumenter eller ej, kan det ikke med rette hævdes, at den tekstanalyse, som kritikerne har foreslået, er blevet fastslået, eller at Fjerde Mosebogs litterære enhed er blevet modbevist.

III. Historisk troværdighed.

Hvis fortællingen i denne bog blev nedskrevet umiddelbart efter eller kort efter de begivenheder, den beretter om, ville der ikke være nogen grund til at anfægte dens ægthed, medmindre det enten ud fra fortællingen selv eller fra ydre kilder kunne vises, at de nedskrevne begivenheder i sig selv var usandsynlige, utrolige eller forfalskede. Selv hvis det skulle bevises, at teksten består af to eller flere allerede eksisterende dokumenter, som er flettet ind i hinanden, ville dette ikke nødvendigvis ugyldiggøre dens sandfærdighed, hvis disse dokumenter i praksis var samtidige med de hændelser, de beretter om, og ikke var sammenføjet på en sådan måde, at de fordrejede og fejlfremstillede de begivenheder, de fortalte. Hvis disse allerede eksisterende dokumenter derimod blev udarbejdet 500 (JE) eller 1.000 (P) år efter de hændelser, de skildrer, og blot var en fastholdelse i skrifttegn af traditioner, som tidligere var overleveret (JE), eller af nyligt opfundet og i vid udstrækning opdigtet lovgivning (P), vil det ikke være let at fastslå deres historiske gyldighed. Troværdigheden af denne del af Pentateuken er blevet angrebet på det påståede grundlag, at den indeholder kronologiske unøjagtigheder, statistiske fejl og fysiske umuligheder.

1. Tilsyneladende kronologiske unøjagtigheder:

(1) Den anden påske (Fjerde Mosebog 9,1-5)

Det kritiske argument er, at en samtidig historiker naturligt ville have placeret dette afsnit før 4 Mos 1,1. Svaret er, at det ville han muligvis have gjort, hvis hans mål havde været at overholde en streng kronologisk orden, hvilket det tydeligvis ikke var (se Fjerde Mosebog 7 og 9), og hvis han, da han begyndte bogen, havde anset det for nødvendigt at oplyse, at israelitterne havde fejret en anden påske på den lovligt fastsatte dag, den 14. i den 1. måned i det 2. år. Dette antog han dog muligvis i første omgang ville blive forstået, og først senere, da han gav begrundelsen for den supplerende påske, indså han, at læsere i senere år fejlagtigt kunne slutte, at dette var hele den påske, der var blevet fejret i det 2. år. For at afværge en sådan fejlagtig slutning satte han derfor foran sin beretning om den lille påske, som den undertiden kaldes, en erklæring om, at den lovbestemte forordning, den store påske, var blevet overholdt på det sædvanlige tidspunkt, på den sædvanlige måde, og det endda i lydighed mod Jahves udtrykkelige befaling.

(2) De syvogtredive års hul.

Uanset om 4 Mos 20,1 anses for begyndelsen af det 3. eller af det 40. år, springes der i begge tilfælde en periode på 37 år over--i det ene tilfælde i næsten ubrudt tavshed; i det andet med næsten intet af betydning nedskrevet bortset fra Koras oprør og offentliggørelsen af nogle få love om ofre, der skulle bringes, når folket nåede det land, hvor de skulle bo. At erklære hele bogen uhistorisk på grund af dette lange tidsrum med absolut eller relativ tavshed (Bleek) er urimeligt. De fleste historieværker ville efter dette princip blive kastet i papirkurven. Desuden kunne en historiker have lige så god grund til at springe begivenhederne i en bestemt periode over som til at nedskrive dem. Og dette kan have været tilfældet med forfatteren til Fjerde Mosebog. Fra det øjeblik dødsdommen blev afsagt over den gamle generation ved Kadesh, til den time da den nye generation drog af sted mod Kanaan, kan han have regnet med, at Israel i praksis var ophørt med at være Jahves folk, eller i det mindste at deres skæbne ikke udgjorde nogen del af historien om Jahves rige; og det er bemærkelsesværdigt, at næppe havde stammerne atter samlet sig ved Kadesh som forberedelse til deres videre vandring, før Mirjam og Aron, sandsynligvis de sidste af den dømte generation, døde. Fra dette punkt og fremefter er fortællingen derfor optaget af den nye generations skæbne. Om denne løsning på de 37 års tavshed (Kurtz) er korrekt eller ej, er den at foretrække frem for den, der foreslår (Ewald), at den sene samler, da han fandt det umuligt at placere alle de traditioner, han havde samlet, i ørkenvandringens afsluttende år, anbragte resten af dem i de første 2 år og lod mellemrummet stå tomt--en løsning, som ikke engang har den fortjeneste at være kløgtig, og som intet forklarer. Den forklarer ikke, hvorfor der overhovedet skulle have været et mellemrum, hvis fortælleren ikke skrev historie. En romandigter ville ikke have forpasset en så glimrende lejlighed til at udfolde sin kunst, ville ikke have ladet et hul på 37 år stå ufyldt, men ville, ligesom forfatterne til de apokryfe evangelier, have fyldt det med opdigtede fortællinger.

Ifølge den bedre teori bliver ikke blot tavsheden forklaret, men også de indskudte enkeltdele gjort rede for. Skønt den vantro generation var ophørt med at være Jahves folk, var Aron endnu ikke blevet dømt til udelukkelse fra det lovede land. Han var stadig en af repræsentanterne for Jahves rige, og Koras oprør rettede i praksis et slag mod dette rige. Som sådant blev det straffet, og beretningen om dets udbrud og undertrykkelse blev nedskrevet som en sag, der i afgørende grad angik rigets stabilitet. Af en lignende grund blev de lovgivende afsnit medtaget i fortællingen. De var Jahves handlinger og ikke folkets. De var forskrifter og forordninger for den nye generation i det nye land.

(3) Det fyrretyvende år.

De begivenheder, der fortælles at have fundet sted mellem den 1. i den 5. måned (datoen for Arons død) og den 1. i den 11. måned (datoen for Moses' tale), er så talrige og vigtige, at det, siges det, er umuligt at fastholde troværdigheden af denne del af fortællingen. Men

(a) det er ikke sikkert, at alle begivenhederne i dette afsnit var afsluttet, før Moses begyndte sin tale; heller ikke

(b) er det nødvendigt at hævde, at de alle indtraf efter hinanden; mens

(c) det, før den hastighed, hvormed begivenhederne fulgte efter hinanden, er fastslået, ikke vil være muligt at afgøre, om de alle kunne være begyndt og afsluttet inden for et tidsrum af 6 måneder.

2. Såkaldte statistiske fejl:

(1) Antallet af stridsmænd.

Dette, som groft kan sættes til 600.000, er blevet anfægtet på to grunde:

(a) at tallet er for stort, og

(b) at folketællingerne ved Sinaj og i Moab ligger for tæt på hinanden.

Den første af disse indvendinger vil blive behandlet i det følgende afsnit, når menighedens størrelse behandles. Den anden vil ikke forekomme alvorlig, hvis man husker

(a) at det hverken er umuligt eller usædvanligt, at et lands befolkning forbliver uændret gennem en lang række år;

(b) at der i Israels tilfælde var en særlig passende sammenhæng i, at den dømte generation blev erstattet af en, der så vidt muligt var lige så stor som den, der var gået til grunde;

(c) at hvis fortællingen havde været opfundet, er det mere end sandsynligt, at tallene enten ville være blevet gjort nøjagtigt ens eller mere vidt forskellige; og

(d) at så mange variationer i stammernes styrke, sådan som de blev talt ved Sinaj og igen i Moab, mens totalerne svarer så nøje til hinanden, udgør et sandhedens vandmærke, som ikke bør overses.

(2) Menighedens størrelse.

Hvis man sætter de kampdygtige mænd til 600.000 og hele menigheden til 4 1/2 gange dette tal, eller omkring 2 1/2 millioner, opstår der flere vanskeligheder, som har ført til det forslag (Eerdmans, Conder, Wiener), at de 600.000 bør reduceres (til f.eks. 6.000) og hele befolkningen til mindre end 30.000. Følgende påståede umuligheder menes at retfærdiggøre denne reduktion:

(a) at 70 familier skulle vokse til 2 1/2 millioner mellem nedstigningen til og udvandringen fra Egypten;

(b) at 2 1/2 millioner skulle føres ud af Egypten på én dag;

(c) at der skulle skaffes underhold til en så stor skare med deres hjorde i Sinaiørkenen;

(d) at der skulle findes plads til dem enten foran bjerget ved Sinai eller i det begrænsede område i Kanaan; og

(e) at det tog lang tid at erobre landet, hvis hæren var 600.000 mand stærk.

(a) Folkets vækst:

Hvad angår muligheden for, at 70 sjæle i løbet af 215 år eller 7 generationer (for at tage det kortere tidsrum snarere end det længere på 430 år) kunne vokse til 2 1/2 millioner personer og give 600.000 kampdygtige mænd, behøver dette ikke regnes for utroligt, før vækstraten i hver familie kendes nøjagtigt. Hvis man tilskriver hver af Jakobs sønnesønner, som var gift (lad os sige 51 ud af 53), 4 mandlige efterkommere (Colenso regner med 4 1/2), ville disse på 7 generationer--ikke på 4 (Colenso)--udgøre 835.584, og med overlevende fædre og bedstefædre lagt til kunne tallet meget vel nå 900.000, hvoraf 600.000 kunne være over 20 år gamle. Men i virkeligheden er alle beregninger, uden bestemte data om generationernes antal, fødselsraterne og dødeligheden i hver generation, i bedste fald problematiske. Det meste, man kan gøre, er at overveje, om fortællingen nævner nogen omstændigheder, der kan forklare dette store antal kampdygtige mænd og menighedens store størrelse, og dernæst om de sædvanlige indvendinger mod den bibelske oplysning kan tilbagevises tilfredsstillende.

Hvad angår bekræftende omstændigheder, siger Bibelen udtrykkeligt, at hebræerne i årene under undertrykkelsen var usædvanlig frugtbare, og at dette var grunden til, at Farao blev foruroliget og udstedte sit påbud om at tilintetgøre drengebørnene. Hebræernes frugtbarhed er imidlertid blevet bestridt (Eerdmans, Verger schichte Israels, 78) med den begrundelse, at hvis fødslerne var så talrige, som dette forudsætter, ville to jordemødre (2 Mos 1,15) ikke have været tilstrækkelige til de nødvendige opgaver. Men hvis de to, som Farao talte til, var tilsynskvinder for jordemødrene i hele Goshen, som kongen næppe ville henvende sig til enkeltvis, eller hvis de var de to, der gjorde tjeneste i Hellopolls, vil udsagnet i 2 Mos 1,15 forekomme naturligt nok og ikke stå i modsætning til udsagnet i 2 Mos 1,10 om, at Farao blev foruroliget over hebræernes vækst i hans land. Og hvis hebræerne kun talte 30.000, er det i grunden ikke let at se, hvorfor hele Egyptens magt ikke kunne have holdt dem i underkastelse. Hvad dernæst angår, at menigheden skulle være 2 1/2 millioner, hvis de kampdygtige mænd var 600.000, svarer det til det forhold, der fandtes hos helvetierne, som havde 92.000 våbenføre mænd ud af en befolkning, der med børn, gamle mænd og kvinder talte 368.000 sjæle (Caesar, BG, i, 20). Dette synes at besvare indvendingen (Eerdmans, Vorgeschichte Israels, 78) om, at den uskolerede orientaler almindeligvis har tilbøjelighed til overdrivelse, når det gælder tal.

(b) Udvandringen på én dag:

Den anden vanskelighed ville være alvorlig, hvis det var nødvendigt at antage, at israelitterne aldrig havde hørt om deres planlagte rejse før den 14. dag i den 1. måned. Men tanken om at drage ud af Egypten må have stået for dem siden den dag, Moses gik til Farao for at kræve deres frigivelse; og mindst 4 dage før den 14. var de begyndt at forberede sig på afrejsen. Under sådanne omstændigheder, med et folk, der tørstede efter frihed og kun ventede på signalet til at bryde op, og som også kendte tidspunktet, hvor dette signal ville blive givet, nemlig ved midnat, forekommer det ikke at være en så frygtindgydende opgave, som man forestiller sig, at få dem alle samlet på én dag på et på forhånd fastsat mødested, især eftersom de næppe ville forsinke sig eller nøle i deres bevægelser. Men hvordan kunne der have været 2 1/2 millioner flygtninge, spørges der (Eerdmans, Wiener), hvis Farao anså 600 vogne for tilstrækkelige til forfølgelsen? Svaret er, at Farao ikke regnede 600 vogne for tilstrækkelige, men ud over disse, som var "udvalgte vogne", tog han alle Egyptens vogne, sine ryttere og sin hær (2 Mos 14,7; 2 Mos 14,9), som ganske sikkert var tilstrækkelige til at overvinde en våbenløs skare, hvor stor den end måtte være. Og at den var stor, ja en vældig hob, antyder Faraos hær.

(c) Underhold i ørkenen:

Den formodede vanskelighed ved at skaffe underhold til 2 1/2 millioner mennesker med småkvæg og hornkvæg i Sinaiørkenen forudsætter, at ørkenen dengang var lige så gold en egn, som den er nu; det kan ikke bevises og er lige så lidt sandsynligt rigtigt, som det ville være at hævde, at Egypten, der dengang var verdens kornkammer, ikke var mere frugtbart, end det var for 10 år siden, eller at de egne, hvor Babylon og Assyrien lå, dengang var lige så øde, som de er nu. Denne antagelse ser bort fra den kendsgerning, at Moses vogtede Jetros småkvæg i 40 år i netop den samme egn ved Sinai; at da israelitterne drog igennem den, var den beboet af flere mægtige stammer. Den overser også den kendsgerning, at Israels småkvæg og hornkvæg ikke nødvendigvis alle var stuvet sammen på ét sted, men højst sandsynligt var spredt ud over områder, hvor vand og vegetation kunne findes. Og den ignorerer udsagnet i beretningen om, at israelitterne ikke udelukkende fik deres forsyninger fra ørkenens afgrøde, men fik manna fra himlen fra den 1. dag i den 2. måned efter udgangen af Egypten, indtil de nåede Kanaan. Rationalistiske fortolkere kan henvise dette udsagn til fablernes mørke, men medmindre det overnaturlige helt skal fjernes fra historien, må dette udsagn tillægges fuld vægt. Det samme gælder de to mirakuløse forsyninger af vand ved Horeb (2 Mos 17) og ved Kadesh (4 Mos 20). Det hævdes undertiden, at disse forsyninger var ganske utilstrækkelige til 2 1/2 millioner mennesker med deres småkvæg og hornkvæg, og at menigheden derfor ikke kan have været så stor. Men beretningen i Fjerde Mosebog siger, og formodentlig var det samme tilfældet i Anden Mosebog, at den slagne klippe lod sit vand strømme frem så rigeligt og så vedvarende, at »folket drak rigeligt sammen med deres småkvæg«. Derfor kan der ikke udledes nogen konklusion heraf imod den opgivne størrelse på menigheden.

(d) Plads ved Sinaj bjerg:

Hvad angår umuligheden af at finde plads til 2 1/2 millioner mennesker enten foran bjerget ved Sinai eller inden for Kanaans land (Conder), vil få betragte dette som selvindlysende. Hvis stedet for deres lejr var Er-Rahab-sletten (Robinson, Stanley) — skønt Sebayeh-sletten, som indrømmet ikke er helt så rummelig, er blevet nævnt (Ritter, Kurtz, Knobel) — er vurderingerne forskellige med hensyn til, om der fandtes tilstrækkelig indkvarteringsplads dér. Conder angiver slettens mål til 4 kvadratmile, hvilket han anser for utilstrækkeligt, idet han måske glemmer, at »dens udstrækning yderligere forøges af sidedale, der trækker sig tilbage fra selve sletten« (Forty Days in the Desert, 73; sammenlign Keil til 2 Mos 19,1; 2 Mos 19,2). Kalisch, skønt han sætter slettens størrelse lavere, tilføjer, at »den således gav rigelig teltplads for Israels skarer« — en konklusion, som Ebers, Riehm og andre har accepteret. Under alle omstændigheder synes det at drive den bogstavelige fortolkning ud i det yderste at hævde, at det at lejre sig foran bjerget nødvendigvis betød, at hvert medlem af skaren måtte være inden for fuldt udsyn til Sinai. Hvad angår det ikke at kunne finde plads i Kanaan, er det tvivlsomt, om resterne af begge folk efter erobringen på noget tidspunkt talte lige så mange personer, som der boede i Israels land i rigets mest blomstrende år. Det kan meget vel være, at hele befolkningen i landet i dag kun udgør omkring 600.000 sjæle; men landet i dag under tyrkisk styre er ikke nogen rigtig målestok for at bedømme landet under David eller endog under Josva.

(e) Den langsomme erobring af Kanaan:

Den lange tid, det tog at erobre landet (Eerdmans, Vorgeschichte Israels, 78), er ikke noget solidt argument for at bevise den upålidelige karakter af udsagnet om hærens størrelse og dermed om menighedens størrelse. Enhver ved, at i virkelig krigsførelse følger sejren ikke altid de store bataljoner; og i dette tilfælde lod de ørkentrænede krigere sig forføre af kana'anæernes afgudsdyrkelser og umoralske skikke og glemte at udføre den opgave, som var blevet dem betroet, nemlig at drive kana'anæerne ud af det land, der var blevet lovet deres fædre. Havde de været tro mod Jahve, ville de ikke have været så længe om helt at tage landet i besiddelse (Sl 81,13; Sl 81,14). Men hvis de i stedet for at have 600.000 kraftige soldater kun havde haft 6.000, er det ikke svært at se, hvordan de ikke kunne drive kana'anæerne ud. Vanskeligheden er at forstå, hvordan de kunne have opnået så meget, som de gjorde.

(3) Antallet af førstefødte.

At de 22.273 førstefødte mænd fra 1 måned og opefter (4 Mos 3,43) står i et helt urimeligt forhold til de 603.550 mænd på 20 år og opefter, idet de er alt for få, er ofte (Bleek, Bohlen, Colenso og andre) blevet opfattet som en vanskelighed, da det i praksis indebærer den konklusion, at der for hver førstefødt måtte have været 40 eller 45 mænd i hver familie. Forskellige løsninger på denne vanskelighed er blevet foreslået. Udbredelsen af polygami er blevet foreslået (Michaelis, Havernick). Udelukkelsen af førstefødte sønner, som var gift, medtagelsen kun af moderens førstefødte og de hebraiske mødres store frugtbarhed er blevet inddraget for at overvinde vanskeligheden (Kurtz). Men måske er den bedste forklaring, at kun de blev talt, som var født efter, at loven blev givet på natten for udgangen af Egypten (2 Mos 13,2; 4 Mos 3,13; 4 Mos 8,17) (Keil, Delitzsch, Gerlach). Det kan naturligvis indvendes, at dette ville kræve et usædvanlig stort antal fødsler i løbet af de 13 måneder; men under frigørelsens usædvanlig glædelige omstændigheder har dette måske ikke været umuligt. Under alle omstændigheder synes det ikke rimeligt på grund af denne vanskelighed, som kunne forsvinde, hvis alle kendsgerningerne var kendt, at anfægte beretningens historiske nøjagtighed, selv på dette særlige punkt.

(BEMÆRK.--I Skotland, med et folketal på næsten det dobbelte af israelitternes, nemlig 4.877.648, var der i 1909 30.092 ægteskaber, det laveste registrerede tal i 55 år. Efter denne sats kunne fødslerne i Israel i de første 12 måneder efter udvandringen have været 15.046, forudsat at hvert ægteskab havde fået børn. Da denne ægteskabsrate imidlertid er overordentlig lav for Skotland i normale år, kan antallet af ægteskaber og derfor af fødsler i Israel i det første år efter udvandringen meget vel have været det dobbelte, om ikke 3 gange, 15.046, dvs. 30.092 eller 45.138. Regner man halvdelen af disse som drenge, nemlig 15.046 eller 22.569, synes antallet af de førstefødte i teksten ikke at være helt umuligt, på den antagelse der er gjort.)

3. Påståede fysiske umuligheder:

(1) Præsternes pligter.

Disse antages at have været så byrdefulde, at Aron og hans sønner umuligt kunne have udført dem. Men

(a) de levitiske love, skønt de blev kundgjort i ørkenen, var ikke nødvendigvis bestemt til at blive overholdt fuldt og i alle enkeltheder dér, men først i Kanaan.

(b) Faktisk blev de levitiske love, som Moses senere bevidnede (5 Mos 12,8), ikke overholdt samvittighedsfuldt i ørkenen.

(c) Der er ingen grund til at antage, at påsken i det 2. år blev fejret på anden måde, end den var blevet i Egypten før udvandringen, idet slagtningen af lammene blev udført af familieoverhovederne. Og

(d) da levitterne var sat til side til at gøre tjeneste ved tabernaklet (4 Mos 1,50), ville de på mange måder kunne bistå præsterne.

(2) Forsamlingens sammenkaldelse.

Forsamlingens sammenkaldelse ved indgangen til tabernaklet (4 Mos 10,3; 4 Mos 10,4) er blevet anført som endnu en fysisk umulighed; og det var den uden tvivl, hvis hver mand, kvinde og hvert barn, eller blot hver mand, forventedes at være dér; men ikke hvis forsamlingen normalt var repræsenteret af sine »navnkundige« eller »kaldede« mænd, fyrster over deres fædrenestammer, overhoveder for Israels tusinder (4 Mos 1,16). At antage, at noget andet var ment, er sikkert ikke nødvendigt. Når Moses kaldte hele Israel sammen og talte til dem (5 Mos 5,1; 5 Mos 29,2), forstår intet forstandigt menneske det sådan, at han personligt henvendte sig til hvert enkelt individ eller talte, så hvert enkelt individ kunne høre det, skønt det, han sagde, var bestemt for alle. En yderligere vanskelighed ved at samle forsamlingen, og indirekte et argument imod forsamlingens størrelse, er blevet fundet i de to sølvtrompeter, som man hævder var for få til at sammenkalde en så vældig hærskare som 2 1/2 millioner mennesker. Men i beretningen siges det hverken

(a) at det var absolut nødvendigt, at hvert individ i lejren skulle høre trompeternes lyd, lige så lidt som det var uundværligt, at Bileams forbandelse skulle genlyde helt ud til Israels yderste grænser (4 Mos 23,13), eller at en offentlig proklamation fra en moderne stat, skønt den indledes med et »Oyez«, skulle høres af alle i staten eller blot i dens hovedstad; eller

(b) hvis det var nødvendigt, at alle skulle høre, at trompetblæserne ikke kunne bevæge sig rundt gennem lejren, men måtte blive stående ved indgangen til tabernaklet; eller

(c) at trompeternes lyd i ørkenens klare luft ikke ville nå længere end i moderne byers støjende og dunkle atmosfære; eller

(d) at Moses og hans efterfølgere, hvis der opstod behov for flere trompeter end to, var forbudt at lave dem.

(3) Hærskarens march.

Hærskarens march i fire hovedafdelinger på omtrent en halv million hver (4 Mos 2; 4 Mos 14-20) er også blevet erklæret for en anstødssten (Colenso, Eerdmans, Doughty), eftersom den opstillede procession (dvs. hvis ingen afdeling begyndte at træde ind i rækken, før dens forgænger havde fuldført sine bevægelser) ville kræve hele dagen for at blive færdig og ville danne en kolonne af hidtil ukendt længde--på 22 miles (Colenzo), på 600 miles (Doughty)--og selv under den mest gunstige hypotese kun ville bevæge sig nogle få miles, før hele rækken igen måtte genopbygge lejren. Den blotte fremstilling af dette viser dets absurditet som forklaring på, hvad der faktisk fandt sted under marchen, og antyder indirekte, at beretningen måske trods alt er historisk, eftersom ingen romanforfatter fra en sen tid ville have sat sit ry på spil ved at fastlægge sådanne anvisninger for marchen, hvis de ikke kunne forklares på anden måde end den ovenstående. Hvordan marchen nøjagtigt blev gennemført, kan være vanskeligt eller endog umuligt at beskrive på en måde, der fjerner alle indvendinger. Men nogle overvejelser kan fremføres for at vise, at marchen gennem ørkenen hverken var umulig eller utrolig.

(a) De fire hovedafdelingers udfoldelse i række kan være foregået samtidig, eftersom de lå vidt adskilt fra hinanden, mod øst (Juda), mod syd (Ruben), mod vest (Efraim) og mod nord (Dan).

(b) Der er intet grundlag for at tro, at marchen, i hvert fald i begyndelsen, ville blive gennemført med en moderne hærs præcision, eller at hver afdeling ville strække sig over 22 miles. Det er mere end sandsynligt, at de ville følge deres faner, så godt de kunne, eller med en sådan orden som deres førere kunne tilrettelægge.

(c) Hvis Judas og Rubens lejre begyndte deres forberedelser sammen, lad os sige klokken 6 om morgenen (hvilket kunne være muligt), og brugte 4 timer på at fuldføre dem, kunne de begynde at rykke frem klokken 10 og tilbagelægge 10 miles på yderligere 4 timer, hvilket ville bringe dem frem til klokken 14; derefter ville endnu 4 timer gøre dem i stand til at slå lejr for natten, hvis det var nødvendigt. De to andre afdelinger, som trådte ind i rækken, lad os sige klokken 14, ville ankomme klokken 18 og være indrettet for natten klokken 22.

(d) Det synes ikke sikkert, at de hver nat under vandringen ville ordne sig i en regelmæssigt anlagt lejr; snarere er det rimeligt at slutte, at dette kun blev gjort, når de havde nået et sted, hvor der skulle gøres ophold i nogen tid.

(e) Under alle omstændigheder, i mangel af flere detaljer om, hvordan vandringen blev gennemført, har aritmetiske beregninger kun ringe værdi og er ikke berettigede til at miskreditere beretningens sandfærdighed.

(4) Sejren over Midjan.

Der er blevet gjort indvendinger mod dette på moralsk grundlag, som ikke omtales her. Det er den formodede umulighed af, at 12.000 israelitter kunne dræbe alle mandlige midjanitter, tage alle deres kvinder og børn til fange, herunder 32.000 jomfruer, beslaglægge alt deres kvæg og alle deres hjorde med alle deres ejendele og brænde alle deres byer og borge uden at miste en eneste mand (4 Mos 31,49), der volder vanskelighed. Alligevel beretter Skriften om flere sejre af lignende art, som f.eks. Abrahams sejr over Østens konger (1 Mos 14,15), hvor patriarkens hær, så vidt beretningen rækker, ikke led noget tab; Gideons 300 mænds sejr over midjanitterne på et senere tidspunkt (Dom 7,22); Simsons sejr på egen hånd over 1.000 filistre (Dom 15,15); og Joshafats sejr i slaget ved Tekoa (2 Krøn 20,24), som blev vundet uden et slag – alle mere eller mindre mirakuløse, uden tvivl. Men i verdslig historie fortæller Tacitus (Ann. xiii.39) om et tilfælde, hvor romerne nedslagtede alle deres fjender uden at miste en eneste mand; og Strabo (xvi.1128) nævner et slag, hvor 1.000 arabere blev dræbt af kun 2 romere; mens Saladins liv indeholder en lignende udtalelse om udfaldet af et slag (Havernick, Intro, 330). Derfor giver Israels sejr over Midjan ikke tilstrækkeligt grundlag for at anfægte dens historiske troværdighed.

IV. Forfatterskab.

Hvis opmærksomheden begrænses til vidnesbyrd fra Fjerde Mosebog selv, kan det generelt bemærkes, at spørgsmålet om forfatterskab praktisk talt er afgjort ved det, der er blevet fremført om dens litterære opbygning og historiske troværdighed. For hvis bogens materiale i det væsentlige var én pens værk (hvem der end måtte have været dets første samler eller sidste redaktør), og hvis dette materiale i det store og hele er pålideligt, vil der kun være ringe plads til at tvivle på, at den oprindelige pen var i hånden på en samtidig og øjenvidne til de begivenheder, der fortælles om, og at denne samtidige og øjenvidne var Moses; han behøvede dog ikke at have nedskrevet alt med sin egen hånd, idet alt, hvad der er nødvendigt for at retfærdiggøre, at skriftet tilskrives ham, er, at det skulle være blevet til på hans myndighed og under hans opsyn. I denne forstand menes det, at der ikke mangler tegn i bogen både imod og for mosaisk forfatterskab; og disse kan nu overvejes.

1. Imod det mosaiske forfatterskab:

(1) Skiftende brug af gudsnavne. Denne brug, efter at have udgjort et så karakteristisk træk i Første Mosebog og i vid udstrækning være forsvundet i Anden og Tredje Mosebog, gør sig igen gældende i Fjerde Mosebog, og især i fortællingen om Bileam. Hvis Numbers 23 og 24 kun kan forklares som sene dokumenter, der er sat sammen, på grund af brugen af "Gud" i kapitel 23 og "Herren" i kapitel 24, så var Moses ikke deres forfatter. Men hvis den skiftende brug af de guddommelige navne kan forklares ud fra den antagelse, at de to kapitler oprindelig udgjorde ét dokument, så er Moses' krav på forfatterskab bestemt ikke udelukket. Hvad enten Bileam nu var en falsk eller en sand profet, er det klart, at han kun kunne håbe at behage Balak ved at forbande Israel i Jahves navn, Israels Gud 'Elohim; og derfor er det altid Jahve, han rådspørger eller foregiver at rådspørge, før han svarer Balaks sendebud. Fire gange gjorde han det (22,8.19; 23,3.15); og 3 gange var det Elohim, der mødte ham (22,9.20; 23,14), mens det hver gang var Jahve, der lagde ordet i hans mund. Kan nogen slutning være rimeligere end, at historieskriveren betragtede 'Elohim og Jahve som det samme guddommelige væsen og fremstillede dette så at sige med en dobbelt betoning, som viste

(a) at den Jahve, som Bileam rådspurgte, var Elohim eller den højeste Gud, og

(b) at den Gud, der mødte Bileam og forsynede ham med orakler, var Israels Herre? Forklaret på denne måde kræver den skiftende brug af de guddommelige navne ikke hypotesen om to enkelte dokumenter, der er rullet sammen til ét; og argumentet ud fra brugen af gudsnavnene er faktisk nu almindeligvis opgivet.

(2) Spor af sent forfatterskab.

Man mener, at der findes spor af sent forfatterskab i flere passager:

(a) 4 Mos 15,32-36 synes at antyde, at forfatteren ikke længere var i ørkenen, hvilket meget vel kan have været tilfældet, hvis han allerede var i Moabs land.

(b) 20,5 antyder, siges det, at folket da var i Kanaan. Men sproget giver snarere det indtryk, at de endnu ikke var kommet til Kanaan; og faktisk var folket ved Kadesh i Sins ørken.

(c) I 21,14.15.17.18.27-30 citeres visse arkaiske sange, som om folket var fortroligt med dem, og Arnon nævnes som Moabs grænse, længe før Israel nåede floden. Men at der fandtes digtere blandt folket på udvandringens tid og sandsynligvis længe før, viser Moses' sang (2 Mos 15), og at en Bog om Herrens Krige begyndte at blive udarbejdet kort efter Amaleks nederlag, er ikke en urimelig hypotese (2 Mos 17,14). Hvad angår udsagnet om, at "Arnon læner sig op ad Moabs grænser", kan det have været overflødigt som oplysning for Moses' samtidige, da de stod i begreb med at krydse strømmen (Strack, Einl, 25), men det var helt på sin plads i en gammel profetisk sang, idet det viste, at deres daværende position længe før var blevet forudset og forudsagt.

(d) 24,7 kunne ifølge kritikken ikke være blevet til før monarkiets fremkomst; og det kunne den bestemt ikke, hvis forudsigelse af fremtidige begivenheder er umulig. Men hvis henvisningen til en kommende konge i Israel blev lagt i Bileams mund af Guds Ånd, sådan som fortælleren siger, så kunne den let være blevet fremsat før monarkiet; og det samme kunne

(e) 24,17.18 være blevet skrevet før Davids regeringstid, selv om erobringen af edomitterne først begyndte da (2 Sam 8,14; 1 Kong 11,1; 1 Krøn 18,12; 1 Krøn 18,13).

Eksempler som disse viser, at mange, om ikke de fleste, af de tilsvarende indvendinger mod mosaisk forfatterskab til denne bog i det mindste kan tænkes løst; og at Kuenens advarsel ikke bør glemmes: "Den, der støtter sig til det indtryk, helheden gør, uden at udspørge delene én for én, forkaster de første principper for al videnskabelig forskning og hylder overfladiskheden" (Religion of Israel, I, 11).

2. For mosaisk forfatterskab:

(1) Visse passager har præg af at være skrevet af Moses.

Det drejer sig om:

(a) dem, der bærer vidnesbyrd om at have været bestemt for et folk, som ikke var bosat i byer, men boede i telte og lejre, som f.eks. Fjerde Mosebog 1-4, der beskriver ordningerne for folketællingen og lejrens opstilling; 6,24-26, den ypperstepræstelige velsignelse; 10,35.36, befalingerne for hærens opbrud og standsning; 10,1-9, forskrifterne om sølvtrompeterne; Fjerde Mosebog 19, lovgivningen som åbenlyst forudsætter ørkenen som stedet, hvor den skal overholdes (19,3.7.9.14). Hvis kritikken indrømmer, at disse og andre passager stammer fra Moses’ tid, hvorfor skulle det så være nødvendigt at søge en anden forfatter til dem end Moses? Og hvis Moses kunne have udformet disse passager, skabes der i det mindste en formodning om, at hele bogen er udgået fra hans pen.

(b) De patriotiske sange, der er taget fra Bogen om Herrens Krige (Fjerde Mosebog 21), og som nogle kritikere (Cornill, Kautzsch og andre) mener ikke kan være senere end 750 f.Kr., anerkendes af lige så kompetente forskere (Bleek, De Wette, E. Meyer, Konig og andre) som dele af Israels arv fra Moses’ tid, uanset hvornår de blev indarbejdet i Fjerde Mosebog.

(c) Listen over lejrpladser (Fjerde Mosebog 33) tilskrives ham udtrykkeligt. Om "på Herrens befaling" skal forbindes med "rejserne" (Konig) eller med "nedskrivningen", gør ingen forskel med hensyn til dette kapitels forfatterskab, i det mindste i den forstand at det bygger på et mosaisk dokument (Strack). Det er sandt, at selv hvis dette kapitel, som det foreligger, blev udarbejdet af Moses, er det ikke afgørende bevis for, at hele bogen er skrevet af Moses. Alligevel skaber det en formodning til fordel for det (Drechsler, Keil, Zahn). For hvorfor skulle Moses have fået en særlig befaling om at skrive et så forholdsvis uinteressant og lidet udbytterigt dokument som en navneliste, hvoraf mange nu ikke kan identificeres, hvis det var det hele? Men hvis Moses allerede var i færd med at føre en dagbog eller historie over vandringerne, enten med egen hånd eller ved hjælp af skrivere, og enten på udtrykkelig befaling eller uden en sådan (ikke en urimelig antagelse), var der ikke noget særligt behov for at notere, at det forholdt sig sådan. Hvis Moses derimod ikke tænkte på at bevare en rejserute, og Gud af sine egne grunde ønskede, at han skulle gøre det, så var der behov for, at der blev givet en særlig befaling; og der var behov for, at den blev nedskrevet for at forklare, hvorfor Moses indarbejdede en navneliste i sin bog, som efter de fleste menneskers vurdering kunne have været udeladt uden at bringe bogens værdi i fare. Set på denne måde styrker påbuddet om at udarbejde denne rejserute snarere tanken om, at hele bogen er skrevet af Moses.

(2) Forfatterens kendskab til egyptiske skikke og sædvaner.

Dette peger i retning af Moses.

(a) Prøven ved skinsyge (4 Mos 5,11-31) kan sammenlignes med fortællingen om Setnau, der sandsynligvis hører til det 3. århundrede f.Kr., men vedrører Ramses II’s tid, hvor Ptahnefer-ka, efter at have fundet den bog, som guden Thoth skrev med egen hånd, kopierede den på et stykke papyrus, opløste kopien i vand og drak opløsningen, med det resultat at han kendte alt, hvad bogen indeholdt (RP, IV, 138). (b) Levitternes indvielse (4 Mos 8,7) lignede de egyptiske præsters afvaskninger; de barberede hoved og krop hver 3. dag, badede to gange om dagen og to gange om natten og udførte en stor renselsesceremoni som forberedelse til deres fasteperioder, der undertiden varede fra 7 til 40 dage og endda længere (WAE, I, 181).

(c) Urenhed ved berøring med de døde (4 Mos 19,11) var ikke ukendt for egypterne, som krævede, at deres præster undgik grave, begravelser og gravøl (Porphyry, De Abst. ii.50, citeret i Speaker's Comm.).

(d) Fiskene, agurkerne, melonerne, porrerne, løgene og hvidløgene, der henvises til i 4 Mos 11,5, var fødevarer i Egypten (Herodotus ii.93):

(e) Den antikvariske oplysning om Hebron (13,22) passer godt med en forfatter på Moses’ tid. "En senere forfatter kunne ikke have haft nogen autoritet for at fremsætte oplysningen og ingen mulig grund til at opfinde den" (Pulpit Commentary on Numbers). Ved en redelig gennemgang af alle argumenter for og imod er det ikke for meget at sige, at bevisernes overvægt ligger på siden af Fjerde Mosebogs væsentlige mosaiske karakter.

LITTERATUR.

Kommentarer til Fjerde Mosebog af Bertheau (engelsk oversættelse), Knobel, Keil (engelsk oversættelse), Dillmann, Strack, Lange (engelsk oversættelse); i Speaker's Comm., Pulpit Comm., ICC (Gray); bibelske indledninger af De Wette, Hengstenberg, Havernick, Bleek, Konig, Strack, Cornill, Driver; i encyklopædier osv., RE, HDB, EB, Sch-Herz; kritiske kommentarer: Reuss, Die Geschichte der heiligen Schriften AT; Kuenen, The Religion of Israel (engelsk oversættelse); Wellhausen, Geschichte Israels og Prolegomena (engelsk oversættelse); Klostermann, Der Pentateuch; Eerdmans, Alttest. Studien; Addis, Documents of Hexateuch; Olford Hexateuch; EPC.

T. Whitelaw