pur-se-ku'-shun (@diogmos] (Matt 13,21; Mark 4,17; Mark 10,30; ApG 8,1; ApG 13,50; Rom 8,35; 2 Kor 12,10; 2 Thess 1,4; 2 Tim 3,11)):

1. Forfølgelse i Det Gamle Testamentes tid

2. Mellem testamenterne

3. Forudsagt af Kristus

4. En prøve på discipelskab

5. Et middel til velsignelse

6. Forskellige former

7. I Jesu tilfælde

8. Anstiftet af jøderne

9. Stefanus

10. Apostlene Jakob og Peter

11. Hedensk forfølgelse

Kristendommen var først ikke en forbudt religion

12. Den neronske forfølgelse

(1) Tacitus' vidnesbyrd

(2) Henvisning i 1 Peter

(3) Tacitus' beretning

(4) Henvisninger i Det Nye Testamente

13. Forfølgelse i Asien

14. Rom som forfølger

15. Plinius' vidnesbyrd, 112 e.Kr.

16. 2. og 3. århundrede

17. De bedste kejsere var de grusomste forfølgere

18. Årsager til forfølgelse

19. 200 års forfølgelse

20. Forfølgelse i hæren

21. Tertullians forsvarsskrift

22. "Den tredje race"

23. Had mod kristne

24. Den decianske forfølgelse

25. Libelli

26. Milano-ediktet

27. Følger af forfølgelse

Dette emnes betydning kan ses af, hvor hyppigt det forekommer, både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvor ordene "persecute", "persecuted", "persecuting" i King James Version findes ikke færre end 53 gange, "persecution" 14 gange og "persecutor" 9 gange.

1. Forfølgelse i Det Gamle Testamentes tid:

Man må ikke tro, at forfølgelse kun fandtes i Det Nye Testamentes tid. I Det Gamle Testamentes dage fandtes den også. I det, Jesus sagde til farisæerne, henviste han særligt til det uskyldige blod, der var blevet udgydt i de tider, og sagde til dem, at de viste sig som arvinger – for at bruge et juridisk udtryk – til deres fædre, som havde forfulgt de retfærdige, "fra den retfærdige Abels blod til Zakarias' blod" (Matt 23,35).

2. Mellem testamenterne:

I perioden mellem afslutningen af Det Gamle Testamente og Kristi komme var der megen og langvarig lidelse, som jøderne udholdt, fordi de nægtede at antage afgudsdyrkelse, og fordi de var tro mod Moseloven og tilbedelsen af Gud. I den tid var der mange patrioter, som var sande martyrer, og disse troens helte, makkabæerne, var blandt dem, der "kender deres Gud .... og gør bedrifter" (Dan 11,32). `Vi har ikke brug for menneskelig hjælp,' sagde Jonatan, den jødiske ypperstepræst, `idet vi til vor trøst har de hellige skrifter, som er i vore hænder' (1 Makk 12,9).

I Hebræerbrevet sammenfattes forfølgelse i Det Gamle Testamentes dage med disse ord: "Andre blev prøvet med hån og piskeslag, ja, desuden med lænker og fængsel; de blev stenet, de blev savet over, de blev fristet, de blev dræbt med sværd; de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, nødlidende, plagede, mishandlede (dem var verden ikke værd)" (Hebr 11,36-38).

3. Forudsagt af Kristus:

Når vi nu kommer til Det Nye Testamentes tid, blev forfølgelse ofte forudsagt af Kristus som noget, der med sikkerhed ville komme over dem, der var hans sande disciple og efterfølgere. Han advarede dem igen og igen om, at den var uundgåelig. Han sagde, at han selv måtte lide den (Matt 16,21; Matt 17,22; Matt 17,23; Mark 8,31).

4. En prøve på discipelskab:

Den ville være en prøve på sandt discipelskab. I lignelsen om sædemanden nævner han dette som en af årsagerne til frafald blandt dem, der kun er kristne af ydre fremtræden. Når trængsel eller forfølgelse opstår for ordets skyld, tager tilhørerne på stengrunden straks anstød (Mark 4,17).

5. Et middel til velsignelse:

Den ville være et sikkert middel til at vinde velsignelse, når den kom over hans loyale efterfølgere, mens de var på den rette vej i gode gerninger; og han taler således om den i to af saligprisningerne: "Salige er de, som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for Himmeriget er deres"; "Salige er I, når mennesker håner jer og forfølger jer .... for min skyld" (Matt 5,10; Matt 5,11; se også Matt 5,12).

6. Forskellige former:

Den ville antage forskellige former og spænde over enhver tænkelig variation, fra falsk anklage til påføring af døden, som forfølgerne, påpegede han (Matt 10,28; Luk 12,4), ikke kan gå ud over. De forfølgelsesmetoder, som blev anvendt af jøderne og også af hedningerne mod Kristi efterfølgere, var sådanne som disse:

(1) Mennesker ville håne dem og falskeligt sige alle mulige onde ting imod dem for Kristi skyld (Matt 5,11).

(2) Foragt og nedsættende omtale: "Siger vi ikke med rette, at du er en samaritaner og har en dæmon?" (Joh 8,48); "Har de kaldt husets herre Beelzebul, hvor meget mere da hans husfolk!" (Matt 10,25).

(3) At blive, alene på grund af deres loyalitet mod Kristus, med magt skilt fra andres fællesskab og omgang og udstødt af synagogerne eller andre forsamlinger til tilbedelse af Gud: "Salige er I, når mennesker hader jer, og når de udelukker jer fra deres fællesskab og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld" (Luk 6,22); "De skal udelukke jer af synagogerne" (Joh 16,2).

(4) Ulovlig arrestation og plyndring af ejendele og selve døden.

Alle disse forskellige metoder, som forfølgeren brugte, blev forudsagt, og alle gik i opfyldelse. Det var frygten for pågribelse og død, der fik de elleve disciple til at forlade Jesus i Getsemane og flygte for livet. Jesus advarede dem ofte på forhånd om, hvor streng den forfølgelse ville være, som de måtte møde, hvis de var loyale mod ham: "Den time kommer, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han bringer Gud en tjeneste" (Joh 16,2); "Jeg sender profeter til jer .... nogle af dem skal I dræbe og korsfæste, og nogle af dem skal I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by" (Matt 23,34).

7. I Jesu tilfælde:

I Kristi eget tilfælde tog forfølgelsen form af forsøg på at fange ham i hans tale (Matt 22,15); spørgsmålstegn ved hans myndighed (Mark 11,28); ulovlig anholdelse; at alle slags hån blev dynget over ham som fange; falsk anklage; og en voldelig og yderst grusom død.

8. Anstiftet af jøderne:

Efter vor Herres opstandelse kom de første angreb mod hans disciple fra ypperstepræsten og hans parti. Ypperstepræsteembedet var dengang i saddukæernes hænder, og én grund, som fik dem til at handle på denne måde, var deres »store uro«, fordi apostlene »forkyndte i Jesus opstandelsen fra de døde« (ApG 4,2; ApG 5,17). Evangeliet, der byggede på Kristi opstandelse, var et bevis på usandheden i de vigtigste læresætninger, som saddukæerne fastholdt, for de mente, at der ikke findes nogen opstandelse. Men i stedet for at bøje sig for beviset i den kendsgerning, at opstandelsen havde fundet sted, modsatte de sig den og benægtede den og forfulgte hans disciple. I en periode var farisæerne mere moderate i deres holdning til den kristne tro, som det ses i tilfældet med Gamaliel (ApG 5,34); og ved én lejlighed var de endda villige til at forsvare apostlen Paulus (ApG 23,9) i læren om opstandelsen. Men efterhånden blev hele det jødiske folk bitre forfølgere af de kristne. Således siges der i det tidligste af Paulusbrevene: »I led også det samme fra jeres egne landsmænd, ligesom de (i Judæa) gjorde fra jøderne; de, som både dræbte Herren Jesus og profeterne og drev os ud, og som ikke behager Gud og står alle mennesker imod« (1 Thess 2,14; 1 Thess 2,15).

9. Stefanus:

Alvorlig forfølgelse af den kristne kirke begyndte med tilfældet Stefanus (ApG 7,1-60); og hans lovløse henrettelse blev fulgt af »en stor forfølgelse« rettet mod de kristne i Jerusalem. Denne »store forfølgelse« (ApG 8,1) spredte menighedens medlemmer, som flygtede for at undgå lænker, fængsel og død. På dette tidspunkt udmærkede Saulus sig ved sin store aktivitet, idet han forfulgte »denne Vej til døden, bandt og overgav både mænd og kvinder til fængsler« (ApG 22,4).

10. Apostlene, Jakob og Peter:

Efter nogen tid blev en af apostlene dræbt--den første, der led af »apostlenes herlige skare«--Jakob, Johannes' bror, som blev dræbt med sværd af Herodes Agrippa (ApG 12,2). Også Peter blev fængslet og blev kun udfriet ved en engel (ApG 12,7-11).

11. Hedensk forfølgelse:

I den periode, der dækkes af Apostlenes Gerninger, var der ikke megen rent hedensk forfølgelse: på den tid var den forfølgelse, den kristne kirke led, hovedsagelig jødisk. Der var dog store farer og risici, som apostlene og alle, der dengang forkyndte evangeliet, mødte. Således blev Paulus og Silas i Filippi meget grusomt forfulgt (ApG 16,19-40); og allerede før den tid havde Paulus og Barnabas lidt meget i Ikonion og i Lystra (ApG 14,5; ApG 14,19). Som helhed var de romerske myndigheder ikke aktivt fjendtlige gennem størstedelen af Paulus' liv. Gallio, for eksempel, statholderen i Akaja, afslog at gå ind i den anklage, som jøderne i Korinth rejste mod Paulus (ApG 18,14; ApG 18,15; ApG 18,16). Og da Paulus havde ført sit eget forsvar for kong Herodes Agrippa og den romerske landshøvding Festus, var disse to dommere enige i den opfattelse: »Denne mand gør intet, der fortjener død eller lænker« (ApG 26,31). Det er da også tydeligt (se Ramsay, Paul the Traveler and the Roman Citizen, 308), at formålet med, at Paulus' retssag gengives udførligt i Apostlenes Gerninger, er at fastslå den kendsgerning, at forkyndelsen af evangeliet ikke var forbudt ved Romerrigets love, men at kristendommen var en religio licita, en lovlig religion.

Kristendommen var i begyndelsen ikke en forbudt religion.

Denne kristne tros lovlighed blev illustreret og håndhævet ved den kendsgerning, at da Paulus' sag blev hørt og afgjort af den øverste appelret i Rom, blev han sat fri og genoptog sit missionsarbejde, sådan som dette er beskrevet eller omtalt i Pastoralbrevene. »Én ting er dog klar ud fra en sammenligning af Filipperbrevet med 2 Timotheusbrev. I mellemtiden var der sket en fuldstændig ændring i den romerske regerings politik over for kristendommen. Denne ændring skyldtes den store brand i Rom (juli 64). Som led i den forfølgelse, der da brød ud, blev der givet ordre til fængsling af de kristne ledere. Poppæa, Tigellinus og deres jødiske venner ville næppe glemme fangen fra to år tidligere. På det tidspunkt var Paulus borte fra Rom, men der blev straks taget skridt til at arrestere ham. Apostlen blev bragt tilbage til byen i efteråret eller vinteren 64. .... At han overhovedet fik en retssag, i stedet for den summariske straf, som hans brødre fik, vidner om den betydning, regeringen tillagde et skær af lovlighed i forfølgelsen af lederen« (Workman, Persecution in the Early Church, 38).

Se PASTORAL EPISTLES; PAUL, THE APOSTLE.

12. Den neroniske forfølgelse:

De juridiske afgørelser, som var gunstige for den kristne tro, blev snart omstødt i anledning af den store brand i Rom, som indtraf i juli 64. Den offentlige følelse af harme brød ud mod kejseren i en sådan grad, at han, for at undgå det stigma, retfærdigt eller uretfærdigt, selv at være skyldig i at have sat ild til byen, gjorde de kristne til de syndebukke, som han mente, han behøvede. Tacitus (Annals xv.44) beretter alt, hvad der skete på den tid, og det, han siger, er yderst interessant, fordi det er en af de allertidligste omtaler, der findes hos nogen profan forfatter, både af den kristne tro og af Kristus selv.

(1) Tacitus' vidnesbyrd.

Det Tacitus siger, er, at intet af det, Nero kunne gøre, hverken i form af gaver til folket eller ofre til de romerske guddomme, kunne få folket til at tro, at han var uskyldig i at have forårsaget den store brand, som havde fortæret deres boliger. Derfor anklagede han, for at befri sig selv for denne vanære, falskeligt de kristne for at være skyldige i forbrydelsen at have sat ild til byen. Tacitus bruger det mærkelige udtryk "de personer, der almindeligvis kaldes kristne, og som var hadet for deres uhyrligheder." Dette er et eksempel på, at al slags ondt blev sagt falskeligt imod dem for Kristi skyld. De kristne, hvis liv var rene, dydige og velgørende, blev omtalt som jordens udskud.

(2) Henvisning i 1 Peter.

Peters Første Brev er en af de dele af Det Nye Testamente, som synes at henvise direkte til den neroniske forfølgelse, og han bruger ord (1 Pet 4,12), som kan sammenlignes med Tacitus' beretning: "Elskede, undr jer ikke over den brændende prøvelse iblandt jer, som kommer over jer for at prøve jer, som om der skete jer noget fremmed; men glæd jer, for så vidt som I har del i Kristi lidelser. .... Hvis I hånes for Kristi navns skyld, er I salige, fordi herlighedens Ånd og Guds Ånd hviler over jer. For ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller som en, der blander sig i andres sager; men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men han skal herliggøre Gud i dette navn. For tiden er kommet, da dommen skal begynde ved Guds hus. .... Derfor skal også de, der lider efter Guds vilje, betro deres sjæle til en trofast Skaber, mens de gør det gode."

(3) Tacitus' beretning.

Hvor fuldstændig rammende og passende var ikke denne trøstende formaning for dem, der led under den neroniske forfølgelse. Den beskrivelse, som Tacitus giver, er følgende: "Christus, ophavsmanden til dette navn, blev henrettet som forbryder af Pontius Pilatus, prokurator under Tiberius' regering. Men den skadelige overtro, som for en tid var blevet undertrykt, brød igen ud, ikke blot i Judæa, hvor ulykken havde sin oprindelse, men også i byen Rom, hvortil alt forfærdeligt og skændigt strømmer fra alle egne som til en fælles kloak, og hvor det bliver opmuntret. Følgelig blev først de grebet, som bekendte, at de var kristne; dernæst blev en vældig mængde på grundlag af deres oplysninger dømt, ikke så meget for anklagen om at have sat ild til byen som for had til menneskeslægten. Og ved deres død blev de gjort til genstand for spot, for de blev dækket med vilde dyrs skind og bidt ihjel af hunde, eller naglet til kors, eller sat ild til, og når dagen gik på hæld, blev de brændt for at tjene som natlige lys. Nero stillede sine egne haver til rådighed for dette skuespil og lod cirkuslege afholde, mens han vilkårligt blandede sig med den almindelige befolkning klædt som vognstyrer eller stod i sin vogn. Deraf opstod en følelse af medlidenhed med de lidende, skønt de var skyldige og fortjente at gøres til advarende eksempler ved dødsstraf, fordi de syntes ikke at blive ryddet af vejen for almenvellets skyld, men at være ofre for én mands vildskab."

Se NERO.

(4) Henvisninger i Det Nye Testamente.

Tre af Det Nye Testamentes bøger bærer mærker af denne yderst grusomme forfølgelse under Nero: Det Andet Brev til Timotheus, Peters Første Brev--allerede omtalt--og Johannes' Åbenbaring. I 2 Timotheus taler Paulus om sin nært forestående dødsdom, og den rædsel, som forfølgelsen indgyder, får "alle" til at forlade ham, når han føres frem for offentlig rettergang (2 Tim 4,16).

Den "brændende prøvelse" omtales i 1 Peter, og de kristne formanes til at fastholde deres tro med tålmodighed; de indtrængende opfordres til at have deres "færd ærlig" (1 Pet 2,12 KJV), så alle anklager rettet imod dem kan vise sig at være usande, og deres lidelser da ikke skal være for at have gjort ondt, men kun for Kristi navn (1 Pet 3,14; 1 Pet 3,16). "Dette vigtige brev beviser en almindelig forfølgelse (1 Pet 1,6; 1 Pet 4,12; 1 Pet 4,16) i Lilleasien nord for Taurus (1 Pet 1,1; bemærk især Bithynien) og andre steder (1 Pet 5,9). De kristne lider 'for navnet', men ikke for navnet alene (1 Pet 4,14). De er genstand for skændige bagtalelser (1 Pet 2,12; 1 Pet 2,15; 1 Pet 3,14-16; 1 Pet 4,4; 1 Pet 4,15), såvel som for betydelig nidkærhed fra embedsmændenes side (1 Pet 5,8 (græsk 3,15)). Hvad bagtalelserne angår, bør de kristne være varsomme (1 Pet 2,15; 1 Pet 2,16; 1 Pet 3,16; 1 Pet 3,17; 1 Pet 4,15). Forfølgelsen vil blive kort, for enden på alle ting er nær (1 Pet 4,7; 1 Pet 4,13; 1 Pet 5,4)" (Workman, Persecution in the Early Church, 354).

13. Forfølgelse i Asien:

I Åb er apostlen Johannes på "Patmos for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld" (Åb 1,9). Forfølgelse er brudt ud blandt de kristne i provinsen Asien. I Smyrna er der lidelse, fængsling og langvarig trængsel; men de lidende opmuntres, når de får at vide, at hvis de er trofaste indtil døden, vil Kristus give dem livets krone (Åb 2,10). I Pergamon har forfølgelse allerede ført til, at Antipas, Kristi trofaste martyr, er blevet dræbt (Åb 2,13). I Efesos og i Thyatira roses de kristne for deres tålmodighed, hvilket tydeligt viser, at der havde været forfølgelse (Åb 2,2; Åb 2,19). I Filadelfia har der været gjort forsøg på at få menighedens medlemmer til at fornægte Kristi navn (Åb 3,8); deres tålmodighed roses også, og der tales om fristelsens time, som kommer for at prøve hele verden, men som Kristus lovede at bevare de trofaste kristne i Filadelfia fra. Mærkeligt nok er der ingen tydelig omtale af, at der har fundet forfølgelse sted i Sardes eller i Laodikea.

14. Rom som forfølger:

Efterhånden som bogen skrider frem, bliver vidnesbyrdene om forfølgelse flere. I Åb 6,9 ser apostlen under alteret sjælene af dem, der var blevet slået ihjel for Guds ord og for det vidnesbyrd, de fastholdt; og disse sjæle får besked på endnu at hvile en kort tid, "indtil også deres medtjenere og deres brødre, som skulle dræbes ligesom de, havde fuldendt deres løb" (Åb 6,11). Meningen er, at der endnu ikke skal være en ende på lidelsen for Kristi skyld; forfølgelsen kan fortsat være lige så hård som før. Sammenlign Åb 20,4: "Jeg så sjælene af dem, der var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrd og for Guds ord, og sådanne som ikke havde tilbedt dyret," for forfølgelsen havde raset vilkårligt mod alle klasser, og romerske borgere, som var tro mod Kristus, havde lidt døden. Det er dem, der henvises til med ordene "var blevet halshugget", idet halshugning var forbeholdt som den mest ærefulde henrettelsesform, kun for romerske borgere. Så frygtelig bliver de kejserlige myndigheders forfølgelse af de kristne, at Rom er "beruset af de helliges blod og af Jesu martyrers blod" (Åb 17,6; Åb 16,6; se også Åb 18,24; Åb 19,2).

Paulus' martyrium er antydet i 2 Timotheusbrev, gennem hele brevet og især i 4,6.7.8. Peters martyrium er også antydet i Joh 21,18; Joh 21,19 og i 2 Pet 1,14. Det varige indtryk, som disse forfølgelsestider gjorde på apostlen Johannes' sind, ses også i den trods mod verden, der findes gennem hele hans Første Brev (1 Joh 2,17; Joh 5,19), og i glæden over Babylons fald, den store forfølgende magt, sådan som dette fald beskrives i passager som Åb 14,8; Åb 15,2; Åb 15,3; Åb 17,14; Åb 18,24.

Umiddelbart efter Det Nye Testamentes afslutning findes der endnu et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om den romerske forfølgelses fortsættelse mod den kristne kirke. Dette vidne er Plinius, prokonsul i Bithynien.

15. Plinius' vidnesbyrd, 112 e.Kr.:

I 111 eller 112 e.Kr. skriver han til kejser Trajan et brev, hvori han beskriver den kristne tros vækst. Han fortsætter med at sige, at "mange i alle aldre og af alle rangklasser og endog af begge køn bliver bragt i fare og vil fortsat blive det. Faktisk er denne overtroens smitte ikke begrænset til byerne alene, men har bredt sig til landsbyerne og landområderne." Han går videre med at fortælle, hvordan de hedenske templer var blevet forladt, og de religiøse ritualer havde været opgivet i så lang tid, at selv offermaden--det vil sige kødet fra offerdyrene--næppe kunne finde en køber.

Men Plinius havde forsøgt at dæmme op for den fremadskridende kristne tros bølge, og han fortæller kejseren, hvordan han var lykkedes med at føre mange bekendende kristne tilbage til den hedenske gudsdyrkelse. Det vil sige, han havde anvendt forfølgelsesmidler og var lykkedes med at tvinge nogle af de kristne til at opgive deres tro. Han fortæller om de metoder, han havde brugt. "Den fremgangsmåde, jeg har fulgt over for dem, der er blevet ført frem for mig som kristne, er denne. Jeg spurgte dem, om de var kristne. Hvis de indrømmede det, gentog jeg spørgsmålet anden og tredje gang og truede dem med straf. Hvis de blev ved, beordrede jeg, at de skulle straffes. For jeg tvivlede ikke på, at uanset hvad arten af det, de bekendte, måtte være, burde en stædig og ubøjelig genstridighed straffes. Der var også andre, besat af samme vildfarelse, som jeg, fordi de var romerske borgere, beordrede sendt til Rom. Men da denne forbrydelse bredte sig, som det sædvanligvis er tilfældet, mens den faktisk var under retsforfølgning, opstod der flere sager. En anonym anmeldelse blev lagt frem for mig, med navne på mange personer. De, der benægtede, at de var kristne, eller at de nogensinde havde været det, gentog efter mig en påkaldelse af guderne og frembar bøn med vin og røgelse til din statue, som jeg havde befalet skulle bringes ind netop til dette formål, sammen med gudernes statuer, og de spottede endog Kristi navn; hvorimod det siges, at man ikke kan tvinge dem, der virkelig er kristne, til nogen af disse eftergivelser: jeg fandt det passende at løslade dem. Andre, som først var blevet anklaget af et vidne, bekendte sig som kristne, men benægtede det siden. Nogle indrømmede ganske vist, at de tidligere havde været kristne, men nu havde de, nogle for flere år siden og nogle få for over 20 år siden, fornægtet det. De tilbad alle din statue og gudernes billeder. .... Jeg forbød afholdelsen af alle forsamlinger, og derfor vurderede jeg, at det var så meget desto mere nødvendigt at forsøge at aftvinge den virkelige sandhed ved at underkaste to kvindelige slaver, som blev kaldt diakonisser, tortur; dog fandt jeg intet andet end en absurd og overdreven overtro."

I Trajans svar til Plinius skriver han: "De (de kristne) bør ikke eftersøges. Hvis de føres frem for dig og dømmes, skal de straffes, men dette skal gøres på en sådan måde, at den, der benægter, at han er kristen, og når hans udsagn bevises ved, at han påkalder vore guddomme, en sådan person, skønt mistænkt på grund af tidligere adfærd, alligevel må tilgives på grund af sin anger."

Disse breve fra Plinius og Trajan behandler statsforfølgelse som den faste fremgangsmåde--og dette ikke en generation efter apostlen Johannes' død. De lidelser og den trængsel, der var forudsagt i Åb 2,10 og i mange andre passager, var virkelig indtruffet. Nogle af de kristne havde fornægtet Kristi navn og havde tilbedt kejserens og afgudernes billeder, men skarer af dem havde været tro indtil døden og havde modtaget martyrens livskrone.

16. 2. og 3. århundrede:

Generelt sagt var forfølgelse af større eller mindre strenghed den normale metode, som Romerriget anvendte mod den kristne kirke i det 2. og 3. århundrede. Man kan sige, at den først ophørte omkring slutningen af det 3. eller begyndelsen af det 4. århundrede, da riget nominelt blev kristent. Når man forlader den apostolske periode, bliver forfølgelse næsten den normale tilstand, som kirken befinder sig i. Og forfølgelse blev, i stedet for at udrydde Kristi navn, sådan som forfølgerne forgæves bildte sig ind, at de havde haft held til, et middel til den kristne kirkes vækst og til dens renhed. Begge disse vigtige mål, og også andre, blev fremmet gennem strengheden i de midler, som Romerrigets forfølgende magt anvendte.

Under Trajans efterfølger, kejser Hadrian, var de kristnes lod fuld af usikkerhed: forfølgelse kunne bryde ud når som helst. I bedste fald var Hadrians styre kun en uautoriseret tolerance.

17. De bedste kejsere var de grusomste forfølgere:

Med undtagelse af sådanne tilfælde som Nero og Domitian er der den overraskende kendsgerning at bemærke, at det ikke var de værste kejsere, men de bedste, der blev de voldsomste forfølgere. Én grund var sandsynligvis, at disse kejseres dygtighed fik dem til at se, at Kristi religion virkelig er en splittende faktor i ethvert rige, hvor borgerlig regering og hedensk religion er uløseligt bundet sammen. Jo mere en sådan hersker var opsat på at bevare rigets enhed, desto mere ville han forfølge den kristne tro. Derfor findes blandt de herskere, der var forfølgere, navnene Antoninus Pius, Marcus Aurelius, filosof-kejseren, og Septimius Severus (død i York, 211 e.Kr.).

18. Årsager til forfølgelse:

Forfølgelse var ikke et tilfælde, som tilfældigvis indtraf, men som måske slet ikke var sket. Den var den nødvendige følge af de principper, der var legemliggjort i den hedenske romerske regering, da disse kom i berøring og konflikt med den kristne tros væsentlige principper. Grundene til Romerrigets forfølgelse af den kristne kirke var

(1) politiske;

(2) på grund af det krav, som den kristne tro fremsætter, og som den ikke kan lade være med at fremsætte, om hjertets og livets udelte troskab.

Den troskab mod Kristus, som martyrerne viste, blev af statens myndigheder anset for uforenelig med en romersk borgers pligter. Fædrelandskærlighed krævede, at enhver borger skulle forenes i dyrkelsen af kejseren, men de kristne nægtede på nogen som helst betingelser at tage del i dyrkelsen, og derfor levede de til stadighed under skyggen af et stort had, som altid lurede og kunne bryde ud når som helst. Det krav, som den kristne tro fremsatte om absolut og udelte troskab fra alle, der adlød Kristus, var af en sådan art, at det ikke gav plads til noget kompromis med hedenskabet. At optage Kristus i pantheon som endnu en guddom, som én blandt flere – det var ikke den kristne tro. For enhver trofast efterfølger af Kristus var kompromis med andre trosretninger en umulighed. En tilpasset kristendom ville selv have været utro mod den eneste sande Gud og Jesus Kristus, som han havde sendt, og ville aldrig have sejret over verden. For hedningerne var der mange herrer og mange guder, men for de kristne var der kun én Gud, Faderen, og én Herre, Jesus Kristus, verdens frelser (1 Kor 8,5; 1 Kor 8,6). Den kristne tros væsentlige absoluthed var dens styrke, men dette var også årsagen til, at den blev hadet.

"Med et rigtigt instinkt skelnede hedenskaber af enhver art i den spæde kirke deres eneste rival. Så mens den nye Herkules endnu lå i vuggen, sendte de deres slanger for at dræbe ham. Men Herkules levede og rensede Augias' stalde" (Workman, op. cit., 88).

19. 200 års forfølgelse:

"I 200 år betød det at blive kristen den store forsagelse, at slutte sig til en foragtet og forfulgt sekt, at svømme mod strømmen af folkelige fordomme, at komme under rigets ban, muligheden for når som helst at blive fængslet og dø under dets frygteligste former. I 200 år måtte den, der ville følge Kristus, beregne omkostningen og være beredt til at betale den med sin frihed og sit liv. I 200 år var selve bekendelsen til kristendommen i sig selv en forbrydelse. Christianus sum var næsten det ene anbringende, som der under forfølgelse ikke var nogen tilgivelse for; i sig selv alt, hvad der behøvedes som en 'titel' på den dømtes ryg. Den, der fremsatte det, fik hverken lov til at fremføre forsvar eller tilkalde hjælp fra en forsvarer. 'Det offentlige had,' skriver Tertullian, 'kræver kun én ting, og det er ikke undersøgelse af de forbrydelser, der anklages for, men ganske enkelt bekendelsen af det kristne navn.' For selve navnet betød i ikke få trængselstider strækkebænken, den brændende skjorte af beg, løven, panteren, eller i unge kvinders tilfælde en vanære værre end døden" (Workman, 103).

20. Forfølgelse i hæren:

Tjeneste i den romerske hær indebar for en kristen en voksende fare midt i et organiseret og aggressivt hedenskab. Derfor opstod forfølgelsen af den kristne soldat, som nægtede at rette sig efter de afgudsdyrkende ceremonier, hæren deltog i, hvad enten disse ceremonier angik dyrkelsen af de romerske guder eller mithraismen. "Den uovervindelige frelser," som Mithra blev kaldt, var på den tid, da Tertullian og Origenes skrev, blevet soldaternes særlige guddom. Helligdomme til ære for Mithra blev rejst over hele Romerrigets bredde, fra Dakien og Pannonien til Cheviot Hills i Britannien. Og ve den soldat, som nægtede at rette sig efter de religiøse ofre, som legionerne sluttede op om! De kristne i de romerske legioner udgjorde en ikke ubetydelig del af "martyrernes ædle hær", eftersom det var lettere for de forfølgende myndigheder at opdage en kristen i hærens rækker end andre steder.

21. Tertullians Apologi:

I det 2. og 3. århundrede fandtes kristne overalt, for Tertullian skriver i et ofte citeret afsnit i sin Apologi: "Vi lever ved siden af jer i verden og gør brug af samme forum, marked, bad, butik, kro og alle andre handelssteder. Vi sejler med jer, kæmper skulder ved skulder, dyrker jorden og handler med jer"; og dog blev selve den kristne tros eksistens og bekendelsen af den ved med at medføre de største risici. "Med den bedste vilje i verden forblev de et ejendommeligt folk, som hvert øjeblik måtte være beredt på at møde hadets storm" (Workman, 189). For dem gjaldt det fortsat, at had fra verdens side på den ene eller anden måde uundgåeligt blev deres lod, som vandrede i Mesterens fodspor; "Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, skal lide forfølgelse" (2 Tim 3,12).

22. "Den tredje race":

Den mærkelige betegnelse, "den tredje race," sandsynligvis opfundet af hedningerne, men villigt accepteret af de kristne uden indvending, viste, med hvor bitter en ånd hedningerne betragtede Kristi tro. "Den første race" blev uden forskel kaldt den romerske, græske eller hedenske. "Den anden race" var jøderne; mens "den tredje race" var den kristne. Råbet i cirkus i Karthago lød Usque quo genus tertium? "Hvor længe skal vi udholde denne tredje race?"

23. Had mod kristne:

Men en af de stærkeste årsager til det had, som hedningerne nærede mod de kristne, var, at selv om ingen borgere var så loyale som de, så var deres øverste regel, i ethvert tilfælde hvor rigets love og skikke kom i konflikt med Guds vilje, troskab mod Kristus; de måtte adlyde Gud mere end mennesker. At tilbede Cæsar, at ofre blot ét røgelseskorn på Dianas helligdom, ville ingen kristen nogensinde gå med til, ikke engang når denne mindste eftergivenhed ville redde selve livet.

Romerriget gjorde krav på at være et rige med universelt herredømme, ikke blot over alle sine undersåtters legemer og ejendom, men over deres samvittigheder og sjæle. Det krævede absolut lydighed mod sin øverste herre, det vil sige mod Cæsar. Denne lydighed kunne den kristne ikke yde, for ubegrænset lydighed med legeme, sjæl og ånd tilkommer Gud alene, samvittighedens eneste Herre. Derfor opstod regeringens modsætning til kristendommen, med forfølgelse som det uundgåelige resultat.

Disse resultater, had og forfølgelse, var under sådanne omstændigheder uundgåelige; de var "udfaldet af urkristendommens grundlæggende læresætning, at den kristne ophørte med at være sin egen herre, ophørte med at have sit gamle miljø, ophørte med at fastholde sine gamle forbindelser med staten; i alt blev han Jesu Kristi træl, i alt skyldte han det nye rige og det korsfæstede Hoved den højeste troskab og lydighed. `Vi går ind i disse kampe,' sagde Tertullian, `som mennesker hvis selve liv ikke er vore egne. Vi har ingen herre uden Gud'" (Workman, 195).

24. Den decianske forfølgelse:

Den forfølgelse, som blev indledt af kejser Decius i 250 e.Kr., var særlig streng. Der var næppe en provins i riget, hvor der ikke var martyrer; men der var også mange, som opgav deres tro og ilede til magistraterne for at få deres libelli, eller attester på, at de havde bragt hedenske ofre. Når forfølgelsens dage var forbi, kom disse personer som regel ivrigt for at søge genoptagelse i kirken. Det var under den decianske forfølgelse, at den store teolog Origenes, som da var i sit 68. år, led den grusomme tortur på pinebænken; og af virkningerne af det, han da led, døde han i Tyrus i 254.

25. Libelli:

Mange libelli er blevet fundet ved nyere udgravninger i Egypten. I The Expository Times for januar 1909, s. 185, giver Dr. George Milligan et eksempel og trykker den græske tekst til en af disse nyligt fundne egyptiske libelli. Disse libelli er yderst interessante, idet de illustrerer den beretning, Cyprian giver om den måde, hvorpå nogle modløse kristne under den decianske forfølgelse skaffede sig attester — nogle af disse attester var i overensstemmelse med kendsgerningerne, andre falske — om, at de havde ofret på hedensk vis. Den, som Dr. Milligan gengiver, lyder således: "Til dem, der er udvalgt til at føre tilsyn med ofrene i landsbyen Alexanderøen, fra Aurelius Diogenes, søn af Sarabus, fra landsbyen Alexanderøen, omkring 72 år gammel, med et ar ved højre øjenbryn. Ikke alene har jeg altid fortsat med at ofre til guderne, men også nu i jeres nærvær har jeg, i overensstemmelse med dekreterne, ofret og udgydt drikofre og smagt offergaverne, og jeg beder jer om at medunderskrive min erklæring. Må lykken følge jer. Jeg, Aurelius Diogenes, har fremsat denne anmodning."

(2. hånd) "Jeg, Aurelius Syrus, har som deltager bekræftet, at Diogenes ofrede sammen med os."

(1. hånd) "Det første år af kejser Cæsar Gaius Messius Quintus Trajan Decius Plus Felix Augustus, Epiph. 2" ( = 25. juni 250 e.Kr.).

Under Valerian blev forfølgelsen igen meget streng, men hans efterfølger, Gallienus, udstedte et toleranceedikt, hvori han garanterede de kristne frihed til gudsdyrkelse. Således blev kristendommen definitivt en religio licita, en lovlig religion. Denne frihed fra forfølgelse fortsatte indtil Diocletians regeringstid.

26. Milano-ediktet:

Romerrigets forfølgelse af den kristne kirke fik ende i marts 313 e.Kr., da Konstantin udstedte det dokument, der er kendt som "Milano-ediktet," som sikrede hvert enkelt menneske frihed i religiøs tro. Dette dokument markerer en epoke af den allerstørste betydning i verdenshistorien. Den officielle romerske forfølgelse havde gjort sit værste og havde fejlet; den var nu forbi; galilæeren havde sejret.

27. Forfølgelsens resultater:

Forfølgelsens resultater var:

(1) Den frembragte vidner, sande vidner, for den kristne tro. Mænd og kvinder og endda børn var blandt martyrerne, som ingen grusomheder, hvor udspekulerede og langvarige de end var, kunne skræmme til at fornægte deres Herre. Det skyldes i høj grad forfølgelse, at den kristne kirke har vidnesbyrdet fra mænd som Quadratus og Tertullian og Origenes og Cyprian og mange andre. Mens de, der kun havde antaget den kristne tro på en ydre og formel måde, i almindelighed gik tilbage fra deres bekendelse, kunne den sande kristne, som selv den romerske prokonsul Plinius bevidner, ikke bringes til at gøre dette. Det samme slag, der knuste strået — sådan lyder et ord af Augustin — skilte det rene korn ud, som Herren havde udvalgt.

(2) Forfølgelse viste, at den kristne tro er udødelig selv i denne verden. På Kristi rige skal der ikke være nogen ende. »Hamr løs, I fjendtlige skarer, jeres hamre går i stykker, Guds alter står fast.« Det hedenske Rom, Babylon den Store, som det kaldes af apostlen Johannes i Johannes' Åbenbaring, prøvede ihærdigt at ødelægge Kristi kirke; Babylon var beruset af de helliges blod. Gud tillod dette tyranni at bestå i 300 år, og hans børns blod blev udgydt som vand. Hvorfor var det nødvendigt, at kirken skulle have en så frygtelig og så langvarig erfaring af lidelse? Det var for at overbevise verden om, at selv om jordens konger samler sig mod Herren og mod hans Kristus, er alt, hvad de kan gøre, dog forgæves. Gud er midt i Zion; han skal hjælpe hende, og det ganske tidligt. Den kristne kirke, som om den var ophængt mellem himmel og jord, havde ikke brug for anden hjælp end den usynlige, men guddommelige hånd, som hvert øjeblik holdt den oppe og bevarede den fra at falde. Aldrig var kirken mere fri, aldrig stærkere, aldrig mere blomstrende, aldrig mere vidt udbredt i sin vækst end i forfølgelsens dage.

Og hvad blev der af den store forfølgende magt, Romerriget? Det faldt for barbarerne. Rom ligger faldet i sine ruiner, og dets afguder er fuldstændig afskaffet, mens de barbarer, der overvældede riget, er blevet det moderne Europas nominelt kristne nationer, og deres efterkommere har bragt den kristne tro til Amerika og Australien og Afrika og over hele verden.

(3) Forfølgelse blev i høj grad et vigtigt middel til at bevare de sande læresætninger om Kristi person og gerning. Det var i forfølgelsens tidsaldre, at gnosticismen døde, selv om den døde langsomt. Det var i forfølgelsens tidsaldre, at arianismen blev styrtet. Ved kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr. var der blandt dem, der var til stede og tog del i drøftelsen og i mødet afgørelse, nogle som »bar Jesu brændemærker på deres legemer«, og som havde lidt smerte og tab for Kristi skyld.

Forfølgelse blev fulgt af disse vigtige resultater, for Gud havde i sin visdom fundet det rigtigt at tillade disse onder at ske for at forvandle dem til varigt gode; og således blev menneskers vrede styret til at prise Gud og til at virke et større endeligt gode, end hvis forfølgelserne slet ikke havde fundet sted. Hvad kunne kort sagt være mere guddommeligt end at tøjle og holde det onde selv tilbage og styre det og forvandle det til godt? Gud lader uretfærdigheden gøre, hvad den vil, efter sine egne planer; men ved at tillade den at bevæge sig til den ene side snarere end til den anden styrer han den og får den til at indgå i sin forsyns orden. Således lader han dette raseri mod den kristne tro blive tændt i forfølgernes hjerter, så de plager den Højestes hellige. Men kirken forbliver i sikkerhed, for forfølgelse kan i Guds hånd ikke virke andet end endeligt gode. »Martyrernes blod er kirkens sæd.« Så sagde Tertullian, og det, han sagde, er sandt.

Forfølgelse har for altid beriget kirkens historie. Den har givet os den ædle arv af vidnesbyrdet og lidelsen hos dem, hvis liv ellers ikke ville være blevet nedskrevet. Deres navne såvel som deres livsbane ville have været ukendte, hvis ikke forfølgelsen havde »slæbt dem ind i berømmelse og jaget dem op til himlen«.

Forfølgelse gjorde Kristus meget nær og meget dyrebar for dem, der led. Mange af martyrerne vidnede, selv midt i de grusomste pinsler, at de ikke følte smerte, men at Kristus var hos dem. Eksempler på dette kunne mangedobles. Forfølgelse fik dem til at mærke, hvor sande Kristi ord var: at ligesom han ikke var af verden, sådan var de heller ikke af den. Hvis de havde været af verden, ville verden elske sit eget; men fordi Kristus havde udvalgt dem af verden, hadede verden dem. De var ikke større end deres Herre. Hvis mennesker havde forfulgt Jesus, ville de også forfølge hans sande disciple. Men selv om de blev forfulgt, var de ved godt mod; Kristus havde overvundet verden; han var hos dem; han satte dem i stand til at være tro indtil døden. Han havde lovet dem livets krone.

Brownings smukke linjer beskriver det, der var en almindelig erfaring for martyrerne: hvordan Kristus »i dem« og »med dem« »slukkede ildens kraft« og gjorde dem til mere end sejrende:

»Det tog nogen tid, før jeg blev brændt,

men til sidst kom en hånd igennem

ilden over mit hoved og drog

min sjæl til Kristus, som jeg nu ser.

Sergius, en broder, skriver for mig

dette vidnesbyrd på væggen —

for mit vedkommende har jeg glemt det hele.«

John Rutherfurd