pal-es-ti'-na (pelesheth): 2 Mos 15,14; Es 14,29; Es 14,31 KJV; ændret i RV til Filisterlandet (se dette).

fi-lis'-ti-a: Landet omtales under forskellige betegnelser i Det Gamle Testamente: nemlig pelesheth (Filisterlandet) (Sl 60,8); 87,4), 'erets pelishtim, "filistrenes land" (1 Mos 21,32; 1 Mos 21,34), geloth hapelishtim; Septuaginta ge ton Phulistieim, "filistrenes egne" (Jos 13,2). De egyptiske monumenter har Puirsatha, Pulsath (Budge), Peleset (Breasted) og Purasati (HGHL), alt efter den forskellige vokalisering af radikalerne; den assyriske form er Palastu eller Pilistu, som svarer meget nøje til den egyptiske og den hebraiske. Landets udstrækning angives i Jos 13,2 som fra Shihor, eller Egyptens Bæk (Revised Version), til Ekrons grænse mod nord. Den østlige grænse løb langs de judæiske højdedrag på linjen ved Bet-Shemesh (1 Sam 6,9), med havet mod vest. Det var et meget lille land, 25 til 30 miles langt og med en gennemsnitlig bredde på omtrent halvdelen af længden, men det var frugtbart, da det var en fortsættelse af Sharonsletten, bortset fra at høje sandklitter langs kysten trængte ind over det dyrkede område. Det indeholdt mange byer og landsbyer, hvoraf de vigtigste var de fem, der så ofte nævnes i Skriften: Gaza, Ashdod, Ashkelon, Gat og Ekron. Befolkningen må have været stor i forhold til territoriet, hvilket satte dem i stand til med held at kæmpe mod israelitterne, uanset at sidstnævnte havde fordel af den overlegne stilling i bjergene.

H. Porter