fool'-nes: Oversættelsen af pleroma, som i Det Nye Testamente almindeligvis, men ikke altid, gengives med "fylde". Etymologisk betyder pleroma--som selv er afledt af verbet pleroo, "jeg fylder"--"det, som er eller er blevet fyldt"; det betyder også "det, som fylder, eller hvormed noget er fyldt"; dernæst betyder det "fylde", "en opfyldelse".

1. "Fylde" i evangelierne:

I evangelierne forekommer det således: Matt 9,16 og Mark 2,21: i begge disse steder betyder det "fylden", det, hvormed et hul eller en flænge fyldes ud, når et gammelt klædningsstykke repareres med en lap; Mark 6,43, "De samlede stykker op, fylden af tolv kurve"; 8,20: "Fylden af hvor mange kurve med stykker tog I op?" Joh 1,16, "af hans fylde har vi alle modtaget."

2. Dets brug i de paulinske breve:

Andre steder i Det Nye Testamente bruges "fylde" alene af Paulus, som anvender det 12 gange, foruden den hyppige brug, han gør af verbet "at fylde". Af disse 12 er ikke færre end 6 i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet. Henvisningerne er disse: Rom 11,12, "Hvis .... deres tab (er) hedningernes rigdom, hvor meget mere da deres fylde?" Israels "fylde" henviser her til, at de som nation bliver modtaget af Gud til delagtighed i alle goderne ved Kristi frelse. Rom 11,25, "En forhærdelse .... er kommet over Israel, indtil hedningernes fylde er kommet ind." Rom 13,10, "Kærlighed .... er lovens opfyldelse"; det vil sige, kærlighed er ikke en delvis opfyldelse ved lydighed mod dette eller hint bud, men en fuldstændig udfyldning af det, loven påbyder. Rom 15,29, "Jeg skal komme i Kristi velsignelses fylde." 1 Kor 10,26, "Jorden er Herrens, og dens fylde." Gal 4,4, "da tidens fylde kom." Tidens fylde er den del af tiden, hvorved den længere forudgående periode fuldendes. Ef 1,10, "til en husholdning i tidernes fylde." Ef 1,23, "kirken, som er hans legeme, fylden af ham, der fylder alt i alle." Kirken er Kristi fylde; de troendes legeme er fyldt med Kristi nærvær, kraft, virken og rigdomme. Ef 3,19, "for at I må blive fyldt til hele Guds fylde"--for at I må blive helt fyldt med Gud og med hans nærvær og kraft og nåde. Ef 4,13, "til målet for Kristi fyldes vækst." Kol 1,19, "I ham skulle hele fylden bo." Kol 2,9, "I ham bor hele Guddommens fylde legemligt" (jf. Luk 2,40; Luk 2,52; Luk 4,1).

3. "Fylde" i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet:

"Fylde" i Efeserbrevet og Kolossenserbrevet bruges til at fremstille nogle af de mest fremtrædende tanker i disse breve, undertiden med henvisning til Kristus, undertiden til kirken og den enkelte kristne. Kristus skal selv "opfylde" alle ting i himlen og på jorden (Ef 4,10 King James Version randnote). Vi kan ikke adskille "Kristi fylde" i dette sted (Ef 4,13) fra udsagnet i Ef 1,23, at Kristus bliver opfyldt og finder sin fylde i kirken. Når alle de hellige er nået frem til den enhed, som er deres bestemte mål, eller med andre ord til det fuldvoksne menneske, vil Kristus være blevet opfyldt. Således vil de sammen have nået "det fulde mål af modenheden i Kristi fylde" (J. Armitage Robinson, Commentary on Ephesians, 183). Kirken og de enkelte troende har ved troen den fulde besiddelse af alt, hvad Kristus har at give--Kristi nåde og trøst og styrke, som de modtager nu. Jf. Joh 1,16; "I ham er I fuldkomne, er gjort fulde" (Kol 2,10); det vil sige, fylden af moralsk, intellektuel og åndelig fuldkommenhed meddeles af Kristus til alle, som er forenet med ham. "Når Kristus som følge af Helligåndens indre styrkelse bor i hjertet, og hans kærlighed, som overgår kundskab, kendes, er den eneste grænse for åndelig fortræffelighed 'at blive fyldt til hele Guds fylde'!" (HDB, 735).

4. Dets brug hos de falske lærere i Kolossæ:

I stederne fra Kolossenserbrevet sættes "fylden" i Kristus i kontrast til de formidlende æoner eller englemagter eller åndelige manifestationer, som man antog stod mellem Gud og verden. De falske lærere i Kolossæ synes at have brugt "fylde" som et teknisk eller halvteknisk udtryk med henblik på deres filosofiske eller teosofiske lære, idet de anvendte det til at betegne hele rækken af engle eller æoner, som fyldte rummet eller mellemrummet mellem en hellig Gud og en verden af stof, som man opfattede som i sit væsen og nødvendigvis ond. En sådan lære var helt nedsættende for Kristi person og gerning. Som modsætning til den kolossensiske falske lære om "fylden" viser Paulus derfor, hvordan forholdene virkelig er: at i Kristus bor hele Guddommens fylde legemligt.

5. Fylden i Kristus:

Guddommens fylde er helheden af de guddommelige kræfter og egenskaber, hele rigdommen i Guds væsen og natur--evig, uendelig, uforanderlig i eksistens, i kundskab, i visdom, i magt, i hellighed, i godhed, i sandhed, i kærlighed. Dette er fylden af Guds natur--liv, lys, kærlighed; og den har sin varige, sin faste bolig i Kristus. Alt, hvad der er hans eget med rette, er også hans ved hans Faders gode vilje. Det var Faderens gode vilje, at hele fylden skulle bo i Kristus.

Enhver begrænsning af betydningen af "fylde", som ville gøre Guddommens fyldes iboen i Kristus til et spørgsmål enten om fremtiden eller kun om fortiden, er derfor uforenelig med det, der siges om "fylden" i ham i Kol 1,19; Kol 2,9. Henvisningen i begge steder er til den tidløse og evige meddelelse af Guddommens fylde fra Faderen til Sønnen.

Det var i en vis forstand udviklet efter de linjer, som kolossenserbrevlæren om "fylden" havde lagt, at gnostikerne senere brugte udtrykket.

Se gnosticisme.

John Rutherfurd