Førstefødt
På engelsk: First-born
Easton's Bible Dictionary
Sønner havde visse særlige privilegier (5 Mos 21,17; 1 Mos 25,23, 31, 34; 49,3; 1 Krøn 5,1; Hebr 12,16; Sl 89,27).
“De fattiges førstefødte” betegner de mest elendige blandt de fattige (Es 14,30). “De førstefødtes menighed” betegner de frelstes menighed.
Udryddelsen af de førstefødte var den sidste af de ti plager, som blev påført egypterne (2 Mos 11,1-8; 12,29, 30).
Menephtah er sandsynligvis den farao, hvis førstefødte blev dræbt. Hans søn efterfulgte ikke sin far og overlevede ham ikke, men døde tidligt. Sønnens grav er blevet fundet i Theben, ufærdig, hvilket viser, at der blev brug for den tidligere end forventet. Nogle af indskrifterne på graven lyder således: “Sønnen, som Menephtah elsker; som drager sin fars hjerte til sig, sangeren, bueskytternes fyrste, som regerede Egypten på sin fars vegne. Død.”
International Standard Bible Encyclopedia
furst-be-got'-'-n (prototokos):
Dette græske ord oversættes i to steder i KJV med "first-begotten" (Hebr 1,6; Åb 1,5), men alle andre steder i KJV og altid i RV (både britisk og amerikansk) med "firstborn" (førstefødt). Det bruges i sin naturlige, bogstavelige betydning om Jesus Kristus som Marias førstefødte søn (Luk 2,7; Matt 1,25 KJV); det har også den bogstavelige betydning af menneskers og dyrs førstefødte blandt de førstefødte (Hebr 11,28). Det bruges ikke i Det nye Testamente eller Septuaginta om et enebarn, som udtrykkes ved monogenes (se nedenfor).
Overført bruges det om Jesus Kristus til samtidig at udtrykke Hans forhold til mennesker og univers og Hans forskel fra dem, da både Han og de er relateret til Gud. Alle nationers love og skikke viser, at at være "førstefødt" betyder ikke blot prioritet i tid, men også en vis overlegenhed i privilegier og myndighed. Israel er Herrens førstefødte blandt nationerne (2 Mos 4,22; jf. Jer 31,9). Den messiaske Konge er Guds førstefødte (Septuaginta prototokos), "den højeste blandt jordenes konger" (Sl 89,27). Filo anvender ordet om Logossen som den oprindelige og styrende idé i skabelsen. På samme måde er Kristus som "det hele skabelsens førstefødte" (Kol 1,15) ikke blot tidligere end den i tid, men også over den i magt og myndighed. "Alt er skabt gennem ham og til ham" (Kol 1,16).
Han er "højeste Herre over al skabelse på grund af fødselsretten" (Lightfoot). Det angiver Hans status og karakter og ikke Hans oprindelse; sammenhængen indrømmer ikke tanken om, at Han er en del af den skabte univers. Således bringes Han i sin inkarnation ind i verden som "førstefødt", og Gud påkalder alle sine engle til at tilbede Ham (Hebr 1,6). I sin opstandelse er Han "førstefødt fra de døde" (Kol 1,18) eller "blandt de døde" (Åb 1,5), livets oprindelse og fyrste. Og endelig er Han "førstefødt blandt mange brødre" i fuldendelsen af Guds nådegrundlag, når alle de udvalgte samles hjem. Han er ikke blot deres Herre, men også deres forbillede, Guds ideelle Søn, og mennesker er "forudbestemt til at blive lignende (hans) billede" (Rom 8,29). Derfor kan helgenen selv, efterhånden som de vokser i hans lighed og besidder alle rettigheder som ældstebrødre, herunder kongerige og præsteskab, kaldes "de førstefødte menigheds kirke, hvis navne er skrevet i himlen" (Hebr 12,23).
Se også FØDT og Lightfoot om Kol 1,15.
T. Rees
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).