føde:

I. VEGETABILSKE FØDEMIDLER

1. Primitive vaner

2. Kornsorter

3. Bælgplanter

4. Føde fra træer

II. ANIMALSK FØDE

LITTERATUR

I en tidligere artikel (se brød) er det blevet vist, at »brød« i Bibelen sædvanligvis står for føde i almindelighed, og hvordan det kom til at være sådan. I en supplerende artikel om måltider vil måderne at tilberede og servere mad på blive behandlet. Denne artikel er særligt viet til Østens fødevarer, især til de slags mad, der var i brug blandt hebræerne på Bibelens tid. De kan inddeles i to hovedklasser.

I. Vegetabilske fødemidler.

1. Primitive vaner:

Orientalere er i almindelighed vegetarer snarere end kødspisere. Der er nogen grund til at tro, at det primitive menneske var vegetar (se 1 Mos 2,16; 1 Mos 3,2; 1 Mos 3,6). Det synes faktisk, ud fra en sammenligning af 1 Mos 1,29 f med 9,3 f, at guddommelig tilladelse til at spise dyrekød først blev givet til Noa efter syndfloden, og da kun på betingelse af, at blodet blev tappet af på en foreskreven måde (sammenlign jødernes kosher (kasher)-kød i dag).

2. Kornsorter:

Den vigtigste plads blandt orientalernes fødevarer må tilkendes kornsorterne, som i American Standard Revised Version samles under den generiske betegnelse »grain«, i King James Version og English Revised Version »corn«. De to vigtigste af disse i Det Nære Østen er hvede (chiTTah) og byg (se`orim). Den mest primitive måde at bruge hveden som føde på var at plukke aksene (3 Mos 23,14; 2 Kong 4,42), fjerne avnerne ved at gnide dem i hænderne (5 Mos 23,25; Matt 12,1) og spise kernerne rå. En almindelig praksis i alle lande og perioder, som i dag ses hos Syriens fellaheen, har været at tørre eller riste aksene og spise kornet umalet. Dette er det ristede korn (American Standard Revised Version »grain«), som så ofte nævnes i Det Gamle Testamente, og som sammen med brød og eddike (sur vin) udgjorde høstfolkenes måltid, som Boaz indbød Rut til (Ruth 2,14).

Senere blev det skik at male hveden til mel (kemach) og ved at sigte det gennem en fin sigte at få det »fine mel« (coleth) i vores engelske bibeloversættelser, som naturligvis derefter blev lavet til »brød« (se dette), enten uden surdej (matstsah) eller med (lechem chamets 3 Mos 7,13).

Mel, både af hvede og af byg, blev i meget tidlig tid tilberedt ved hjælp af de primitive gnidesten, som udgravninger ved Lakish, Gezer og andre steder viser overlevede indførelsen af håndkværnen (se kværn; sammenlign PEFS, 1902, 326). Byg (se`orim) har altid udgjort hovedføden for de fattigere klasser og er, ligesom hvede, blevet lavet til brød (Dom 7,13; Joh 6,9; Joh 6,13). Sjældnere blev hirse (Ez 4,9) og spelt (kuccemeth; se spelt) brugt på den måde. (For detaljer om bagning, brødfremstilling osv., se brød. III, 1,2,3.)

3. Bælgplanter:

Vegetabilske fødemidler af bælgfrugtfamilien (leguminosae) repræsenteres i Det Gamle Testamente især af linser og bønner. Bælgfrugterne i Dan 1,12 (zero`im) betegner spiselige »urter« i almindelighed (Revised Version randnote, sammenlign Es 61,11, »ting, der bliver sået«). Linserne (`adhashim) blev og bliver anset for meget velsmagende og nærende. Det var af »røde linser«, at Jakob kogte sin skæbnesvangre ret (1 Mos 25,29; 1 Mos 25,34), sandsynligvis en gryderet, hvor linserne var smagt til med løg og andre ingredienser, sådan som vi ser det gjort i Syrien i dag. Linser, bønner, kornsorter osv. blev undertiden malet og blandet og lavet til brød (Ez 4,9). Jeg fandt dem også i Gaza ristede og spist med olie og salt, ligesom ristet korn.

Da Israels børn var i ørkenen, siges det, at de længtes tilbage efter Egyptens »agurker .... meloner .... porrer .... løg og hvidløg« (4 Mos 11,5). Alle disse ting finder vi senere dyrket i Israels land. Derudover nævnes mindst fire sorter af bønnen, kikærten, forskellige arter af cikorie og endivie, påskeritualets bitre urter (2 Mos 12,8), sennep (Matt 13,31) og mange andre ting, der kunne bruges som føde, i Mishna, vores rigeste kilde til oplysninger om dette emne. Agurker (qishshu'im) blev dengang, som nu, brugt meget. Den orientalske sort er langt mindre trævlet og mere saftig og fordøjelig end vores og giver ofte den tørstige rejsende en udmærket erstatning for vand, hvor vand er knapt eller dårligt. De fattige i byer som Cairo, Beirut og Damaskus lever i vid udstrækning af brød og agurker eller meloner. Agurkerne spises rå, med eller uden salt, mellem måltiderne, men de bliver også ofte fyldt og kogt og spist ved måltidet. Løg (betsalim), hvidløg (shummim) og porrer (chatsir) bruges stadig meget i Israels land som i Egypten. De spises sædvanligvis rå med brød, selv om de også bruges som smagsgiver i madlavning og, ligesom agurker, syltes og spises som tilbehør til kød (ZDPV, IX, 14). Mennesker i yderste nød »plukkede salturt« (malluah) og spiste bladene, enten rå eller kogte, og gjorde »gyvelens rødder« til deres føde (Job 30,4).

4. Føde fra træer:

Næst efter oliven, ifølge Jotams rækkefølge, skønt først som fødeartikel, kommer figenen (i Det Gamle Testamente te'enah, i Det Nye Testament suke), hvis "sødelighed" roses i lignelsen (Dom 9,11). Den er Israels lands vigtigste skygge- og frugttræ, der vokser i alle egne, mange steder vildt, og er freden og velstanden symbol (5 Mos 8,8; Dom 9,10; 1 Kong 4,25; Mika 4,4; Zak 3,10; /APC 1Macc 14,12). De bedste fig- og olivenplantager plojes omhyggeligt, først om foråret når knopperne svulner, nogle gange igen når anden høst springer ud, og igen efter de første efterårsregn. "Den tidlige fig" (bikkurah, Es 28,4; Jer 24,2), dvs. den tidlige fig som vokser på sidste års ved, blev og bliver skattet som en stor lækkerhed og spises ofte mens den er ung og grøn. Den sene fig (te'enim) er den slags som tørres i solen og opbevares i store mængder til brug uden for sæsonen. Blandt grækerne og romerne, såvel som blandt hebræerne, blev tørrede figen mest udbredt brugt. Når de pressedes i en form dannede de "figkagerne" (debhelah) som er nævnt i Det Gamle Testamente (1 Sam 25,18; 1 Krøn 12,40), uden tvivl som de synes at være i dag i Syrien og Smyrna, emballeret til hjemmebrug og til forsendelse. Det var sådan en figkage som blev præsenteret som kataplasme (KJV "plaster") for Hizkijas byld (Es 38,21; jf. 2 Kong 20,7). Da figentræets frugtknpper vises før bladene, ville et træ fuldt af blade og uden frugt blive regnet for "ufrugtbart" (Mark 11,12 ff; jf. Es 28,4; Jer 24,2; Hos 9,10; Nah 3,12; Matt 21,19; Luk 13,7).

Mindre fremtrædende var frugten af morbærfigentræet (eller sykomoren) (shiqmah), af daddelpalmen (tamar), hvis dadler ifølge Mishna både blev spist, som de kom fra træet, og tørret i klaser og presset til kager til transport; granatæblet (tappuach), »æblet« i KJV (se APPLE), eller kvæde, ifølge andre; bælgene (Luk 15,16), dvs. johannesbrødtræets bælge (keration), behandles andetsteds. Visse nødder var yndede fødevarer – pistacienødder (boTnim), mandler (sheqedhim) og valnødder ('eghoz); og visse krydderier og grøntsager blev meget brugt som smagsgivere: kommen (kammon), anis, dild (KJV) qetsach), mynte (heduosmon) og sennep (sinapi), se disse. Salt (melach) spillede naturligvis en vigtig rolle, dengang som nu, i madlavningen og i orientalernes liv. At »spise saltet« hos en person var ensbetydende med at spise hans brød (Ezra 4,14), og en »saltpagt« blev anset for ukrænkelig (4 Mos 18,19; 2 Krøn 13,5).

II. Animalsk føde.

I oldtiden, endnu mere end nu i Østen, blev kød langt mindre brugt end blandt vestlige folk. For det første var det i Israel og blandt andre semitiske folk ved lov begrænset til brugen af de dyr og fugle, der blev regnet for »rene« (se CLEAN; UNCLEANNESS), eller, udtrykt efter kategorierne i 3 Mos 11,2; 3 Mos 11,3; 5 Mos 14,4-20, husdyr og vildt (se Driver om 5 Mos 14,4-20). Dernæst har bondestandens fattigdom fra umindelige tider haft en tendens til at begrænse brugen af kød til særlige anledninger, såsom familiefester (chaggim), beværtning af en æret gæst (1 Mos 18,7; 2 Sam 12,4) og offermåltidet ved den lokale helligdom.

Geden (`ez osv.), især »gedekiddet« (3 Mos 4,23; 3 Mos 4,18 KJV), blev af de gamle hebræere sat højere som føde end af moderne orientalere, hos hvem geder især holdes for deres mælk – som de leverer det meste af (sammenlign Ordsp 27,27). Af denne grund hører de stadig til de mest værdsatte ejendele hos både rige og fattige (sammenlign 1 Mos 30,33; 1 Mos 32,14 med 1 Sam 25,2). Et kid, som var mindre værd end et lam, var naturligt det offer, der lå nærmest, når der var brug for kød (sammenlign Luk 15,29).

Fårene i landet, ligesom i Egypten, er hovedsagelig af den fedthalede art (Ovis aries), hvis hale var forbudt som almindelig føde og måtte ofres sammen med visse andre dele af fedtet (2 Mos 29,22; 3 Mos 3,9). At slagte et lam til ære for en gæst er en af de største handlinger i beduinernes gæstfrihed. Som regel er det kun lammene, der slagtes til kød, og kun til ære for en gæst eller ved en festlig lejlighed (sammenlign 1 Sam 25,18; 1 Kong 1,19). Ligeledes leverede »kalve af kvæget« den fineste føde af denne slags, skønt kødet af hornkvæg, både han- og hundyr, blev spist. Den »fedede kalv« i Luk 15,23 vil man huske, ligesom også de »fedekalve« og den »staldede« (stald-fodrede) okse i Det Gamle Testamente (Ordsp 15,17). En skarp kontrast, der antyder luksusens vækst i Israel, ses ved en sammenligning af 2 Sam 17,28 f med 1 Kong 4,22 f. Den føde, der blev leveret til David og hans hårdføre tilhængere ved Mahanajim, var »hvede og byg og mel og ristet korn og bønner og linser og ristede bælgfrugter og honning og smør og får og ost af kvæget«, mens den daglige forsyning til Salomos bord var »tredive mål fint mel og tres mål mel, ti fede okser og tyve okser fra græsgangene og hundrede får, foruden hjorte og gazeller og rådyr og fedede fugle«. Nehemias' daglige ration angives som »én okse og seks udvalgte får« (Neh 5,18).

Mælk fra store og små dyr var en fast fødevare (5 Mos 32,14; Ordsp 27,27). Den blev sædvanligvis opbevaret i skindsække, som hos de syriske bønder i dag (Dom 4,19). Vi finder et generisk udtryk ofte brugt (chem'ah), som også omfatter fløde, tykmælk og ost (Ordsp 30,33). Den egentlige betegnelse for ost er gebhinah (Job 10,10), men chalabh bruges også både om almindelig mælk og om en ost, der fremstilles direkte af sød mælk (sammenlign 1 Sam 17,18, charitse hechalabh, og vores »hytteost«).

Se MILK.

Honning (debhash, nopheth ha-tsuphim), der så ofte nævnes sammen med mælk, er almindelig bihonning (se HONEY). Udtrykket »honning« i forbindelsen debhash wechalabh, som Israels land blev rost for, betyder højst sandsynligt debhash temarim, dvs. »daddelsaft«. Den var meget værdsat og velsmagende (Sl 19,10; Ordsp 16,24) og synes at have været en yndet føde for børn (Es 7,15).

Af vildt nævnes syv arter (5 Mos 14,5). Gazellen og hjorten var de typiske jagtdyr, højt værdsat for deres kød (5 Mos 12,15), og leverede uden tvivl vildtkødet i Esaus »velsmagende mad« (1 Mos 25,28; 1 Mos 27,4).

Om fisk som føde siges der kun lidt i Det Gamle Testamente (se 4 Mos 11,5; Jer 16,16; Ez 47,10; Præd 9,12). Ingen bestemt art nævnes, skønt der siges at findes seksogtredive arter alene i Jordandalens vande. Men vi kan være sikre på, at de fisk, som hebræerne nød i Egypten »for intet« (4 Mos 11,5), havde deres efterfølgere i Kanaan (Kennedy). Handel med saltet fisk blev drevet af tyriske købmænd med Jerusalem på Nehemias' tid (Neh 13,16), og der må have været et fiskemarked ved eller nær Fiskeporten (Neh 3,3). Galilæas Sø var i senere tider centrum for en stor fiskeindustri, som det fremgår tydeligt af evangelierne og af Josefus. På markedet i Tiberias sælges der i dag frisk fisk i store mængder, og der drives en blomstrende handel med saltfisk. De »små fisk« ved vor Herres to store bespisningsundere var uden tvivl af denne slags, eftersom de til alle tider har været en yndet form for rejseproviant i varme lande.

Om den nøjagtige pris på mad i oldtiden vides der meget lidt. Fra 2 Kong 7,1; 2 Kong 7,16 lærer vi, at en ca'ah fint mel og to ca'ahs byg blev solgt for en sekel (jf. Matt 10,29). Om fugle, der var tilladt som føde, se 5 Mos 14,11 og artiklerne om RENT; URENHED.

Duer og turturkellinger havde plads i ritualet for forskellige ofringer og regnes derfor også som "rene" til almindelig brug. De arter af husfugle, man finder der i dag, synes at være blevet introduceret i den persiske periode (jf. 2 Esdras 1,30; Matt 23,37; Matt 26,34 osv.). Det formodes, at Salomos fedtede fugle ved hans bord (1 Kong 4,23) var gæs (se Mishna). Fædet gås er et yndet føderåstof blandt jøder i dag, som det var blandt de gamle egyptere.

Af vildt fjervildt brugt som føde (se Neh 5,18) er agerhønen og vagelen fremtrædende, og den beskedne spurv kommer også til orde (Matt 10,29; Luk 12,6). Dengang som nu var æg fra husfugle og fra alle "rene" fugle yndede fødevarer (5 Mos 22,6; Es 10,14; Luk 11,12).

Spiselige insekter (3 Mos 11,22) klassificeres som regel blandt dyreføderne. Generelt hører de til græshoppefamilien (se GRÆSHOPPE). De udgjorde en del af Døberen Johannes' føde (Matt 3,4 osv.), blev betragtet af assyrierne som delikatesser, og er i dag et yndet føderåstof blandt araberne. De tilberedes og serveres på forskellige måder, den mest almindelige værende at fjerne hovedet, benene og vingerne, drysle det i mel og derefter stege det i olie eller smør. Det smager da lidt som stegt frølår. I Døberens kost var græshopper forbundet med vildt honning (se HONNING).

Vedørende krydderier (se separate artikler om SALT; KORIANDER osv.) skal det kun bemærkes her, at kaperplantens bær (Præd 12,5 randnote) blev spist før måltider som appetitvekkende og var, strengt taget, ikke en krydderi. Sennep værdscattes for bladene, ikke for frøet (Matt 13,31). Peber, skønt ikke nævnt i Skriften, nævnes i randnoten i Mishna blandt krydderier. Før det kom i brug, spillede krydret frø som kommen, koriander osv. en vigtigere rolle end siden.

Hebraernes afsky for al mad tilberedt eller håndteret af hedninger (se VEDERSTYGGELIGHED) skal primært tilskrives det intime forhold i oldtiden mellem kødføde og ofringer til guderne. Dette illustreres påfaldende i tilfældet med Daniel (Dan 1,8), Judas Makkabæer (2 Makk 5,27), Josephus (Vita, III) og deres landsmænd (se også ApG 15,20; ApG 15,29; 1 Kor 8,1-10; 1 Kor 10,19; 1 Kor 10,28). Hvad angår fødekilder og handel med fødevarer, se 1 Mos 18,7; 1 Mos 27,9; 1 Kong 21,2 for primitive forhold. Hvad angår de varer og handelsskikke, der blev vedtaget, da mennesker blev bybeboere, se Jer 37,21, hvor bagere var så talrige i Jerusalem, at de gav navn til en gade eller basaar, hvor man uden tvivl, som i dag, bagte og solgte brød til befolkningen (jf. Mishna, passim). Omfattende handel med "levnedsmidler" i Nehemias' tid er attesteret af Neh 13,15 flg., og ved særlig omtale af "fiskeporten" (3,3) og "fåreporten" (3,1), åbenbart navngivet på grund af deres nabobeliggende markeder. I Johannesevangeliet (Joh 4,8; Joh 13,29) har vi tilfældig bevisføring for, at disciplene plejede at købe mad, når de rejste gennem landet. I Jerusalem kunne ost klart købes i ostemagernes dal (Tyropoeon), olie hos olihandlerne (Matt 25,9) og så videre; og Korinth, kan vi være sikre på, var ikke den eneste by i Paulus' tid, der havde et levnedsmiddelmarked ("slagterboder", 1 Kor 10,25 RV).

LITERATUR.

Mishna B.M. i. 1,2 og passim; Josephus, Vita og BJ; Robinsons Researches, II, 416 osv.; og Bibelske Leksika, artikler om "Mad" osv.

George B. Eager