ko-rin'-thi-anz:

I. DE TO BREVES ÆGTHED

1. Ydre vidnesbyrd

2. Indre vidnesbyrd

3. Kritikkens enighed

4. Ultraradikalt angreb (den hollandske skole)

II. TEKSTEN TIL 1 OG 2 KORINTHERBREV

Første Korintherbrevs integritet

III. PAULUS' TIDLIGERE FORBINDELSER MED KORINTH

1. Korinth i 55 e.Kr.

2. Menighedens grundlæggelse

IV. BREVETS DATERING

V. ANLEDNINGEN TIL BREVET

1. Et tidligere brev

2. Brev fra Korinth

VI. INDHOLD

1. Almindelig karakter

2. Orden og inddeling

3. Oversigt

(1) 1 Korintherbrev 1-6

(2) 1 Korintherbrev 7-10

(3) 1 Korintherbrev 11-16

VII. SÆRLIGE KENDETEGN

1. Partivæsen

2. Kristen samvittighed

3. Korsets kraft

LITTERATUR

I. De to breves ægthed.

1 og 2 Korintherbrev, Galaterbrevet og Romerbrevet hører alle til perioden for Paulus' tredje missionsrejse. De er de mest bemærkelsesværdige af hans skrifter og plejer at blive betegnet som de fire store eller hovedbreve; en betegnelse, der ikke blot er en anerkendelse af deres høje originalitet og iboende værdi, men også viser den yderst gunstige opfattelse, som kritikere fra næsten alle skoler har haft af deres ægthed. Gennem århundrederne er traditionen forblevet praktisk talt ubrudt: at de indeholder selve pectus Paulinum, den store hedningeapostels sind og hjerte, og bevarer et uangribeligt forsvar for historisk kristendom til kirken. Det, der skal siges om deres ægthed, gælder næsten lige meget for begge.

1. Ydre vidnesbyrd:

De to breve har en fremtrædende plads i de ældste fortegnelser over paulinske skrifter. I Det Muratoriske Fragment (ca. 170) står de forrest blandt de ni breve, der er rettet til menigheder, og det erklæres, at de blev skrevet for at forbyde kættersk splittelse (primum omnium Corinthiis schisma haeresis intredicens); og i Markions Apostolicon (ca. 140) står de næst efter Galaterbrevet. De er også klart bevidnet i de vigtigste skrifter fra den subapostolske tid, f.eks. af Klemens af Rom (ca. 95), der almindeligvis regnes for den apostlens ven, som nævnes i Fil 4,3; Ignatius (Ad Ephes., kapitel xviii, andet årti af 2. århundrede); Polykarp (kapitlerne ii, vi, xi, første halvdel af 2. århundrede), en discipel af Johannes; og Justin Martyr (født ved slutningen af 1. århundrede); mens de gnostiske ofitter (2. århundrede) tydeligt kendte begge breve (sammenlign Westcott, Canon, passim, og Index II; også Charteris, Canonicity, 222-224, hvor de fleste af de oprindelige passager er samlet). Klemens' vidnesbyrd er af største betydning. Før slutningen af 1. århundrede skrev han selv et brev til korintherne, hvori han (kapitel xlvii, Lightfoots udgave, 144) direkte appellerede til 1 Korintherbrevs autoritet: "Tag den salige apostel Paulus' brev frem; hvad skrev han først til jer i evangeliets begyndelse? Sandelig, han gav jer åndelig vejledning om sig selv, Kefas og Apollos, for allerede dengang delte I jer i partier." Det ville være umuligt at ønske sig et mere udtrykkeligt ydre vidnesbyrd.

2. Indre vidnesbyrd:

I sig selv er begge breve fyldt med tegn på ægthed. De er levende menneskelige dokumenter, med virkelighedens klang fra først til sidst. De harmonerer beundringsværdigt med den uafhængige beretning i Apostlenes Gerninger; med Schleiermachers ord (Einltg., 148): "Helheden passer sammen og fuldender sig selv fuldkomment, og dog følger hvert af dokumenterne sin egen bane, og de oplysninger, der findes i det ene, kan ikke være lånt fra dem i det andet." Hvor sammensatte og vanskelige emnerne og omstændighederne undertiden er, og hvor skiftende forfatterens sindsstemninger er i hans behandling af dem, er der en naturlighed, som tvinger til tilslutning til hans redelighed. Netop den vanskelighed, som nogle af henvisningernes ufuldstændige og hentydende karakter skaber for en moderne læser, er i sig selv snarere et tegn på ægthed end det modsatte; netop sådan som det mest sandsynligt ville være i en fri og fortrolig korrespondance mellem mennesker, der forstod hinanden i nærværet af umiddelbare kendsgerninger, som ikke krævede omhyggelig specificering; men som næsten lige så sikkert ville være blevet undgået i en opdigtet fremstilling. Ja, en smule litterær sans er nok til at forbyde, at de klassificeres blandt pseudepigraferne. For blot at tage nogle få eksempler blandt mange: Det er umuligt at læse sådanne passager som dem, der formidler irettesættelsen i 1 Kor 1, vekslingerne mellem bekymring og lettelse i forbindelse med mødet med Titus i 2 Kor 2 og 7, eller den uforglemmelige passage, der begynder ved 2 Kor 11,24 i samme brev: "Af jøderne fik jeg fem gange," osv., uden at føle, at hypotesen om fiktion bliver en absurditet. Ingen har nogensinde skrevet ud fra hjertet, hvis denne forfatter ikke gjorde det. Sandheden er, at teorien om pseudonymitet efterlader langt flere vanskeligheder, end dem den formodes at løse. Det ukendte og unævnelige litterære vidunder fra det 2. århundrede, som på den dristigste og mest kunstfærdige måde skulle have pralet af den fantasifulde skabelse af disse minutiøse og livagtige detaljer, som uudsletteligt har præget menneskehedens erindring og forestillingsevne, kan ikke betragtes som andet end en kimære. Ingen ved, hvor eller hvornår han levede, eller i hvilken skikkelse eller form. Men hvis skrifterne er de utvivlsomme gengivelser af kendsgerning, til hvis liv og personlighed passer de da mere udsøgt end til den mand, hvis navn står i spidsen for dem, og hvis værker de hævder at være? De passer uden sammenligning til apostlen fra missionsrejserne, den ømme, ivrige, ukuelige "Herrens fange", og til ingen anden. Ingen anden, der endog er blevet foreslået, er mere end blot skyggen af et navn, og endnu har ikke to forfattere for alvor været enige selv om skyggen. Den relevante række spørgsmål, hvormed Godet (Intro to New Testament; Studies on the Epistles, 305) afslutter sine bemærkninger om ægtheden, kan med fordel gentages: "Hvilken nytte havde det i det 2. århundrede udførligt at forklare en ændring i en rejseplan, som, forudsat at den var virkelig, kun havde interesse for dem, som apostlens lovede besøg personligt angik? Når forfatteren taler om fem hundrede personer, der havde set den opstandne Kristus, hvoraf de fleste endnu levede på det tidspunkt, da han skrev, fortæller han da sine læsere en ren historie, der ville ligne en dårlig vittighed? Hvilken nytte havde det udførligt at drøfte og give detaljerede regler for udøvelsen af glossolalia på et tidspunkt, da denne gave, så at sige, ikke længere fandtes i kirken? Hvorfor lade apostlen sige: 'Vi, som skal være i live (i Parousiens øjeblik)' på et tidspunkt, da alle vidste, at han for længst var død? Kort sagt, hvilken kirke ville uden modstand have modtaget i sine arkiver, som et brev fra apostlen, et halvt århundrede efter hans død, et brev, der hidtil var ukendt og fyldt med de strengeste og mest ydmygende bebrejdelser mod den?"

3. Kritikkens enighed:

Man undrer sig derfor ikke over, at selv den radikale kritik i det 19. århundrede hjerteligt accepterede Korintherbrevene og deres ledsagere i den store gruppe. De mænd, der grundlagde denne kritik, var ikke under noget tænkeligt pres til at drage en sådan konklusion, bortset fra presset fra åbenbar og uomtvistelig kendsgerning. Tübingen-skolen, som betvivlede eller benægtede ægtheden af alle de øvrige breve, anerkendte åbent ægtheden af disse. Dette blev også den almindelige dom i den "kritiske" skole, der fulgte efter Tübingen, og som i mange grene har omfattet navnene på de førende tyske forskere helt frem til i dag. F. C. Baurs formulering (Paul, I, 246) var: "Der er aldrig blevet kastet den mindste mistanke om uægthed på disse fire breve, og de bærer så uomtvisteligt præg af paulinsk originalitet, at der ikke findes nogen tænkelig grund til at fremsætte kritisk tvivl i deres tilfælde." Renan (St. Paul, Introduction, V) var lige så eftertrykkelig: "De er uomtvistelige og ubestridte."

4. Ultraradikalt angreb (hollandsk skole):

Der må dog henvises til det ultraradikale angreb, som har samlet nogle tilhængere, især blandt hollandske forskere, i løbet af de sidste 25 år. Allerede i 1792 forkastede Evanson, en pensioneret engelsk præst, Romerbrevet med den begrundelse, at der ifølge Apostlenes Gerninger ikke fandtes nogen menighed i Rom på Paulus' tid. Bruno Bauer (1850-51-52) rettede et mere omfattende angreb og henførte alle de fire hovedbreve til slutningen af det 2. århundrede. Hans synspunkter fik kun ringe opmærksomhed, indtil de fra 1886 og frem blev taget op og udvidet af en række forfattere i Holland, Pierson og Naber samt Loman, hurtigt efterfulgt af Steck fra Bern, Volter fra Amsterdam og frem for alt Van Manen fra Leyden. Ifølge disse forfattere, med små indbyrdes forskelle i opfattelse, er det meget tvivlsomt, om Paulus eller Kristus nogensinde virkelig har eksisteret; hvis de gjorde, har legenden for længst taget herredømmet over deres personligheder, og i hvert tilfælde skal det, der grænser til det overnaturlige, tages som kriterium for det legendariske. Brevene blev skrevet i det 2. århundredes første fjerdedel, og da Paulus, så vidt han var kendt, blev anset for at være en reformator med anti-jødiske sympatier, blev han valgt som bevægelsens skytsfigur, og skrifterne blev offentliggjort i hans navn. Målet med hele rækken var at fremme interesserne for en formodet kreds af kloge og ophøjede mænd, som, delvis gennemtrængt af hebraiske idealer og delvis af spekulationerne i græsk og alexandrinsk filosofi, ønskede udbredelsen af en universalistisk kristendom og sand Gnosis. Til dette formål indså de, at jødisk lovtrældom måtte neutraliseres, og at det snævert nationale element måtte uddrives af den messianske idé. Derfor brevene. De principper, som kritikernes hovedpåstande bygger på, kan reduceres til to:

(1) at der i brevene findes forhold, som er så vanskelige at forstå, at brevene, eftersom vi ikke rigtigt kan forstå dem, ikke er troværdige; og

(2) at den religiøse og kirkelige udvikling er så stor, at der ikke blot kræves 20 eller 30 år, men 70 eller 80 mere, hvis vi skal kunne forestille os den rationelt: at acceptere situationen på et tidligere tidspunkt er ganske enkelt at acceptere noget, som umuligt kan have været tilfældet.

Det er åbenbart, at man på sådanne principper kan fastslå, hvad man vil, og at enhver historisk litteratur kunne bevises utroværdig og omformes efter kritikerens subjektive særpræg. Den underliggende teori om intellektuel udvikling er for stiv og er ganske blind for de stød, den får fra de faktiske kendsgerninger, når der i historien fra tid til anden fremtræder stærke, tvingende og skabende personligheder, som snarere former deres tidsalder, end de formes af den. Ingen har gjort større nar af denne "pseudo-Kritik" end repræsentanterne for den fremskredne skole i Tyskland, som den snarere havde ventet at få med sig, og som den bittert beklager sig over ikke tager den alvorligt. I det store og hele har den hollandske skoles luner snarere bekræftet end rystet troen på disse breve; og man kan frit acceptere Ramsays synspunkt (HDB, I, 484) som udtryk for den moderne opfattelse af dem, nemlig at de er "den uanfægtede og uangribelige kerne af anerkendte paulinske skrifter." (Henvisning til følgende vil give en tilstrækkeligt fyldestgørende forestilling om den hollandske kritik og de svar, der er givet på den: Van Manen, EB, artiklen "Paul," og Expository Times, IX, 205, 257, 314; Knowling, Witness of the Epistles; Clemen, Einheitlichkeit der p. B.; Sanday og Headlam, Romans, ICC; Godet, Julicher og Zahn i deres Introductions; Schmiedel og Lipsius i Hand-Commentar.)

II. Teksten til Første og Andet Korintherbrev:

Første Korintherbrevs integritet:

Teksten til begge breve er overleveret til os i de ældste VSS, den syriske (Peshito), den gammellatinske og den egyptiske, som alle var i meget tidlig brug, utvivlsomt i det 3. århundrede. Den er fuldstændig i de store græske uncialhåndskrifter: Codex Sinaiticus (den oprindelige skriver) og en senere skriver, 4. århundrede, Codex Vaticanus (B, 4. århundrede), Codex Alexandrinus (A, 5. århundrede, minus to vers, 2 Kor 4,13; 2 Kor 12,7), og næsten fuldstændig i Codex Ephraemi (C, 5. århundrede), og i den græsk-latinske Claromontanus (D, 6. århundrede); samt i talrige minuskler. I begge tilfælde er originalen godt bevaret, og der foreligger ingen eksegetiske vanskeligheder af stor betydning. (Der bør henvises til indledningen i Sanday og Headlams Romans, ICC (1896), hvor afsnit 7 giver værdifuld information om teksten, ikke blot til Romerbrevet, men til de paulinske breve i almindelighed; også til den nyere udgave (Oxford, 1910), New Testament Graecae, ved Souter, hvor de forskellige læsemåder i den tekst, der blev brugt i Revised Version (British and American) (1881), er bekvemt fremlagt.) I det store og hele løber teksten i 1 Kor konsekvent videre, kun undertiden, på karakteristisk vis, idet den bøjer tilbage over sig selv, og der rejses kun få alvorlige indvendinger mod dens enhed, selv om sagen i denne henseende er anderledes med dens ledsagende brev. Nogle forfattere mener, på utilstrækkeligt grundlag, at Første Korintherbrev indeholder rester af et tidligere brev (sammenlign 1 Kor 5,9), f.eks. i 1 Kor 7,17-24; 1 Kor 9,1-10; 1 Kor 15,1-55.

III. Paulus' tidligere forbindelser med Korinth.

1. Korinth i 55 e.Kr.:

Da Paulus under sin 2. missionsrejse forlod Athen (ApG 18,1), sejlede han vestpå til Kenkreæ og kom til Korinth "i svaghed og i frygt og i megen bæven" (1 Kor 2,3). Han var uden tvivl alene, selv om Silas og Timotheus senere sluttede sig til ham (ApG 18,5; 2 Kor 1,19). Den gamle by Korinth var blevet fuldstændig lagt i ruiner, da Rom undertvang Grækenland i midten af det 2. århundrede f.Kr. Men i året 46 f.Kr. havde Cæsar ladet den genopbygge og kolonisere på romersk vis, og i det århundrede, der var gået, havde den haft fremgang og vokset enormt. Dens befolkning på dette tidspunkt er blevet anslået til mellem 600.000 og 700.000, hvoraf langt den største del var slaver. Dens prægtige havne, Kenkreæ og Lechaion, som åbnede sig for handelen fra øst og vest, var fyldt med skibe, og dens gader med rejsende og købmænd fra næsten hvert land under himlen. Selv i den gamle hedenske verden havde byen et dårligt ry; den er blevet sammenlignet (Baring-Gould, Study of Paul, 241) med en blanding af Newmarket, Chicago og Paris, og sandsynligvis rummede den de værste træk fra hver af dem. Om natten blev den gjort hæslig af slagsmål og liderlige sange fra berusede festligheder. Om dagen vrimlede dens markeder og torve med jødiske kræmmere, fremmede handelsmænd, søfolk, soldater, atleter under træning, boksere, brydere, vognstyrere, væddeløbsfolk, spillemænd, kurtisaner, slaver, dagdrivere og snyltere af enhver slags. Den fordærvende dyrkelse af Afrodite, med dens horder af hierodouloi, var dominerende, og over hele den græsk-romerske verden var "at opføre sig som en korinther" et ordsprogligt synonym for at føre et lavt, skamløst og umoralsk liv. Helt naturligt forklarer et sådant besmittet og afgudsdyrkende miljø meget af det, der må berettes om det halvhedenske og ufuldkomne liv hos mange af de tidlige omvendte.

2. Menighedens grundlæggelse:

Paulus var selv grundlæggeren af menigheden i Korinth (1 Kor 3,6; 1 Kor 3,10). Da han gik ind i byen med bekymring, og dog med næsten dristig forhåbningsfuldhed, besluttede han ikke at vide af noget blandt dens folk undtagen Jesus Kristus og ham som korsfæstet (1 Kor 2,2). Uden tvivl var han sig bevidst, at korsets mission her nærmede sig sin krise. Hvis den kunne bestå her, kunne den bestå hvor som helst. Først indskrænkede han sig til at arbejde stille ved sit håndværk og dyrke venskabet med Akvila og Priskilla (ApG 18,2); derefter åbnede han sin kampagne i synagogen, hvor han overbeviste både jøder og grækere, og til sidst, da modstanden blev voldsom, fortsatte han den i huset hos Titus Justus, en proselyt. Han gjorde dybe indtryk og samlede gradvis omkring sig en række mennesker, som blev modtaget i troen (ApG 18,7; ApG 18,8; 1 Kor 1,14-16). De omvendte kom i høj grad, men ikke udelukkende, fra de lavere eller trælbundne klasser (1 Kor 1,26; 1 Kor 7,21); de omfattede Krispus og Sosthenes, synagogeforstandere, Gajus og Stefanas med hans husstand, "Akajas førstegrøde" (1 Kor 16,15). Han betragtede med glæde sig selv som far til dette fællesskab (1 Kor 4,14; 1 Kor 4,15), hvor hvert medlem forekom ham som hans eget barn.

IV. Brevets datering.

Efter et ophold på atten måneder (ApG 18,11) på denne frugtbare mark drog Paulus bort, sandsynligvis i året 52 (jf. Turner, artikel "Chron. New Testament," HDB, I, 422 ff), og efter at have besøgt Jerusalem og vendt tilbage til Lilleasien (tredje rejse) slog han sig ned for en periode på mellem to og tre år (trietia, ApG 20,31) i Efesos (ApG 18,18 og frem). Det var under hans ophold dér, at hans brev blev skrevet, enten om foråret (før pinse, 1 Kor 16,8) i det år, hvor han forlod byen, 55; eller, hvis det ikke giver tilstrækkeligt interval til et besøg og et brev til Korinth, som der er betydelig grund til at tro fandt sted mellem 1 Kor og afrejsen fra Efesos, da om foråret i det foregående år, 54. Dette ville give rigelig tid til de formodede begivenheder, og der er ingen uoverstigelig grund imod det. Paulinsk kronologi er et emne for sig, men de foreslåede dateringer for afrejsen fra Efesos og for affattelsen af 1 Korintherbrev svinger egentlig mellem årene 53 og 57. Harnack (Gesch. der altchrist. Litt., II; Die Chron., I) og McGiffert (Apos Age) antager den tidligere datering; Ramsay (St. Paul the Traveler), 56; Lightfoot (Bib. Essays) og Zahn (Einl.), 57; Turner (ut supra), 55. Mange betragter 57 som for sent, men Robertson (HDB, I, 485-86) holder stadig fast ved det.

V. Anledningen til brevet.

1. Et tidligere brev:

Efter Paulus' afrejse fra Korinth udviklede begivenhederne sig hurtigt og langt fra tilfredsstillende. Han var ganske vel underrettet om dem. Afstanden fra Efesos var ikke stor--omtrent otte dages rejse ad søvejen--og i den stadige trafik frem og tilbage mellem byerne må nyt om, hvad der foregik, ofte være kommet ham for øre. Medlemmer af Kloes husstand nævnes udtrykkeligt (1 Kor 1,11) som nogle, der havde bragt efterretninger om de stridigheder, der herskede, og der var uden tvivl andre informanter. Paulus var så bekymret over det, han hørte, at han sendte Timotheus på en forsonende mission med mange anbefalinger (1 Kor 4,17; 1 Kor 16,10), selv om det foreliggende brev sandsynligvis nåede Korinth først. Han havde også følt sig tilskyndet til i et brev (1 Kor 5,9), som nu er gået tabt, at sende en alvorlig advarsel mod at omgås de umoralske. Desuden var Apollos, efter et fremragende arbejde i Korinth, kommet til Efesos og blev modtaget som en bror af apostlen (1 Kor 3,5; 1 Kor 3,6; 1 Kor 16,12). Lige så velkommen var en deputation bestående af Stefanas, Fortunatus og Akaikus (1 Kor 16,17), fra hvem man kunne få de fyldigste oplysninger, og som sandsynligvis var bærere af et brev fra menigheden i Korinth selv (1 Kor 7,1), der bad om råd og vejledning om en række punkter.

2. Brev fra Korinth:

Dette brev er ikke blevet bevaret, men det var tydeligvis den umiddelbare anledning til vores brev, og dets indhold fremgår klart af karakteren af apostlens svar. (Det brev, der giver sig ud for at være dette brev til Paulus, og dets ledsager, der giver sig ud for at være Paulus' eget tabte brev, som netop er nævnt, og som behandler gnostiske vranglærer og længe blev accepteret af de syriske og armenske kirker, er åbenlyst apokryfe. (Sammenlign Stanleys Corinthians, Appendix; Harnacks Gesch. der altchrist. Litt., I, 37-39, og II, 506-8; Zahn, Einleitung., I, 183-249; Sanday, Encyclopedia Biblica, I, 906-7.) Hvis der findes noget levn af Paulus' tidligere brev, kan det muligvis findes i afsnittet 2 Kor 6,14-7; under alle omstændigheder kan dette afsnit betragtes som noget, der minder om dets stil og budskab.) Således er Første Korintherbrev ikke en pil skudt på må og få. Det behandler en situation, der var fuldt forstået, og som i det store og hele var yderst ulykkelig. Menigheden var brudt op i fraktioner og blev splittet af partiråb. Nogle af dens medlemmer levede åbenlyst umoralske liv, og menighedstugten var praktisk talt sat ud af kraft. Andre havde stridigheder, som de trak hinanden for de hedenske domstole om. Der var også opstået store meningsforskelle med hensyn til ægteskab og de sociale relationer i almindelighed; med hensyn til festmåltider og spisning af mad, der var ofret til afguder; med hensyn til kvinders opførsel i forsamlingerne, til Herrens måltid og kærlighedsmåltiderne, til brugen og værdien af åndelige gaver og med hensyn til håbet om opstandelsen. Apostlen var fyldt af sorg og harme, som korinthernes alt for selvtilfredse tone kun forstærkede. De diskuterede spørgsmål på en ophøjet, intellektuel måde uden tilsyneladende at opfatte deres virkelige retning eller det liv og den ånd, som i deres kerne var bragt i fare. Idet apostlen modstod tilskyndelsen til at besøge dem "med en kæp" (2 Kor 4,21), skrev han dette brev og sendte det, om ikke ved Stefanas og hans ledsageres hånd, så højst sandsynligt ved Titus' hånd.

VI. Indhold.

1. Almindelig karakter:

I sin almindelige karakter er brevet et kraftfuldt skrift, mesterligt i sin beherskelse i behandlingen af modstand, fast i sit greb om etiske og åndelige principper og klogt og trofast i anvendelsen af dem. Det er roligt, fuldt af argumentation, klart og afbalanceret i sin dømmekraft; meget afvekslende i sine lys- og skyggesider, i sin venlighed, sin alvor, sin ironi. Det bevæger sig med faste skridt blandt de mest almindelige emner, men hæver sig også let til de højeste sfærer af tanke og syn og bryder gang på gang ud i afsnit med glødende og rytmisk veltalenhed. Det irettesætter vildfarelse, afslører og fordømmer synd, løser tvivl, opretholder og opmuntrer troen, og alt sammen i en ånd af den største ømhed og kærlighed, fuld af nåde og sandhed. Det er bredt i sit udsyn, gennemtrængende i sin indsigt, uudtømmeligt i sin interesse og anvendelse.

2. Orden og inddeling:

Det er også meget ordentligt i sin opbygning, så det ikke er vanskeligt at følge forfatteren, efterhånden som han går frem fra punkt til punkt. Weizsacker (Apos Age, I, 324-25) skelner på tankevækkende måde mellem stoffet i

(1) emner, der blev bragt på bane af brevet fra Korinth, og

(2) dem, som Paulus havde fået oplysninger om på anden måde.

Han medregner tre hovedemner i den første klasse: ægteskab, kød ofret til afguder og åndelige gaver (der er et fjerde--logia eller indsamlingen, 1 Kor 16,1); seks i den anden klasse: fraktionerne, tilfældet af incest, retssagerne, kvindernes frie skikke, misbruget i forbindelse med måltidet og fornægtelsen af opstandelsen. Det er dog nyttigt at holde sig til brevets rækkefølge. Når vi i brede træk skitserer indholdet, kan vi lave en tredelt inddeling:

(1) kapitel 1-6;

(2) kapitel 7-10; og

(3) kapitel 11 til slutningen.

3. Oversigt:

(1) Første Korintherbrev 1-6:

Efter hilsenen, hvor han knytter Sosthenes til sig selv, og taksigelsen for den nåde, der er givet korintherne (1 Kor 1,1-9), begynder Paulus straks (1 Kor 1,10-13) at omtale de indre splittelser blandt dem og de uværdige og vildledte partåb, der var opstået. (Der er blevet fremsat mange teorier om den nøjagtige betydning af det såkaldte »Christus-parti«, et parti hvis fare bliver tydeligere i 2 Kor. Sammenlign Meyer-Heinrici, Comm., 8. udgave; Godet, Intro, 250 ff.; Stanley, Cor, 29-30; Farrar, Paul, kapitel xxxi; Pfleiderer, Paulinism, II, 28-31; Weiss, Intro, I, 259-65; Weizsacker, Apos Age, I, 325-33 og 354 ff. Weizsacker mener, at navnet betegner en eksklusiv relation til en autoritet, mens Baur og Pfleiderer hævder, at det var et partiløsen (i realiteten petrinsk), brugt for at fremhæve Paulus' apostoliske underlegenhed. På den anden side fastholder nogle få forskere, at navnet strengt taget slet ikke betegner et parti, men snarere dem, der var væmmede ved al partimæssig åndsudfoldelse, og som Paulus var hjerteligt enig med. Se McGiffert, Apos Age, 295-97.) Efter at have fordømt dette smålige partivæsen giver Paulus et udførligt forsvar for sin egen tjeneste, idet han forkynder Guds kraft og visdom i korsets evangelium (1,14-2,16), og i kapitel 3 vender han tilbage til splittelsesånden og viser dens absurditet og snæversyn over for den kristne arvs fylde i »alle ting«, som tilhører dem, fordi de tilhører Kristus; og endnu en gang forsvarer han sin tjeneste i kapitel 4, hvor han retter en rørende appel til sine læsere som sine »elskede børn«, som han havde avlet ved evangeliet. I kapitel 5 behandler han sagen om en berygtet overtræder, skyldig i blodskam, som de uværdigt huser midt iblandt sig, og i Kristi navn kræver han, at de skal udelukke ham fra menigheden, idet han samtidig påpeger, at det især er mod at se gennem fingre med umoral inden for menighedens medlemskab, han advarer, og tidligere havde advaret om i sit forrige brev. Kapitel 6 behandler det skammelige i, at kristne brødre slæber hinanden for hedenske domstole og ikke hellere søger at få deres uoverensstemmelser afgjort indbyrdes; i de afsluttende vers vender han endnu en gang tilbage til emnet ukyskhed, som uafviseligt hjemsøger ham, når han tænker på dem.

(2) 1 Korintherbrev 7-10:

I 1 Kor 1 begynder han at svare på to af de forhold, som menigheden udtrykkeligt havde rådspurgt ham om i sit brev, og som han sædvanligvis indleder med udtrykket peri de, »men angående«. Det første af disse vedrører (kapitel 7) ugift stand og ægteskab, herunder tilfældet med »blandede« ægteskaber. Disse spørgsmål behandler han ganske åbenhjertigt, men dog med finfølelse og varsomhed, idet han altid omhyggeligt skelner mellem det, han har modtaget som Herrens direkte ord, og det, han kun fremsætter som sin egen mening, som udtryk for sin egen helligede sunde fornuft, men som den gode ånd i ham dog giver vægt. Det andet forhold, hvorom der blev bedt om råd, spørgsmål vedrørende eidolothuta, kød ofret til afguder, drøfter han i kapitel 8 og vender tilbage til det igen i kapitel 10 til slutningen. De samvittighedsskrupler og kasuistiske overvejelser, der var involveret, behandler han med fremragende visdom og opstiller en vidtrækkende regel for den kristne samvittighed, lykkeligt udtrykt: »Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger. Ingen skal søge sit eget, men hver sin næstes bedste« (10,23.14). Ved at løfte deres uenigheder op i kærlighedens og pligtens renere atmosfære får han dem til at opløses. Kapitel 9 indeholder endnu et bemærkelsesværdigt forsvar for hans apostolat, hvor han fastslår princippet om, at den kristne tjeneste har krav på at blive understøttet af dem, den tjener, skønt han i sit eget tilfælde bevidst gav afkald på sin ret, for at ingen indvending i en sådan sag skulle være mulig blandt dem. Den tidligere del af kapitel 10 indeholder en henvisning til jødisk afgudsdyrkelse og sakramental misbrug, for at de onder, der fulgte deraf, kunne tjene som moralsk lære og virke som en alvorlig advarsel til kristne i forhold til deres egne riter.

(3) 1 Korintherbrev 11-16:

Det tredje afsnit behandler visse fejl og mangler, som havde sneget sig ind i menighedens indre liv og skikke, samt yderligere spørgsmål, som korintherne søgte vejledning om, nemlig åndelige gaver og indsamlingen til de hellige. 1 Kor 11,1-16 angår kvinders optræden og deres tilsløring i menigheden, et spørgsmål som synes at have voldt nogen vanskelighed, og som Paulus behandler på en måde, der er helt hans egen; derefter går han over til at behandle alvorligere og mere uordentlige forhold, grove misbrug i form af frådseri og drukkenskab ved Herrens nadver, hvilket efter streng irettesættelse får ham til at give sin klassiske henvisning til denne hellige handling (vers 20 til slutningen). Kapitel 12 fremlægger mangfoldigheden, men dog den sande enhed, i de åndelige gaver, og den forvirring og misundelse, som en falsk opfattelse af dem uundgåeligt fører til, idet den tilslører den »langt bedre vej«, kærligheden, som overgår dem alle, som aldrig svigter, den største af de kristne dyder, hvis pris han synger i et sprog af enestående skønhed (kapitel 13). I det følgende kapitel bestræber han sig også på at rette den uorden, der skyldtes misbrug af tungetalens gave, idet mange ønskede at tale på én gang, og mange kun talte en tom pludren, som ingen kunne forstå, mens de mente, at de derved var højt begavede. Det opbygger ikke: »Jeg vil hellere,« erklærer han, »tale fem ord med min forstand, så jeg også kan undervise andre, end ti tusind ord på et tungemål« (1 Kor 14,19). Derefter følger det udødelige kapitel om opstandelsen, som han havde fået at vide, at nogle fornægtede (1 Kor 15,12). Han forankrer troen i Kristi opstandelse som en historisk kendsgerning, rigeligt bevidnet (vers 3-8), viser hvor helt afgørende den er for det kristne håb (vers 13-19), og fortsætter så gennem ræsonnement og analogi med at feje visse naturalistiske indvendinger mod den store lære til side, »derefter de, der hører Kristus til, ved hans komme« (vers 23), når dette dødelige skal have iført sig udødelighed, og døden opsluges i sejr (vers 54). Det afsluttende kapitel giver anvisninger om indsamlingen til de hellige i Jerusalem, som lå ham dybt på sinde, og hvori han håbede, at korintherne ville tage en værdig del. Han lover at besøge dem og endda at blive vinteren over hos dem. Dernæst fremsætter han en række ømme personlige henvisninger og bringer således det store brev til afslutning.

VII. Særpræg.

Det vil ses, at der i brevet findes passager af stor læremæssig og historisk betydning, især med henblik på Kristi person, Helligånden, eukaristien og opstandelsen; også mange, som kaster lys over arten af den tidlige kirkes religiøse sammenkomster og gudstjenester (sammenlign især om disse, Weizsacker, Apos Age, II, 246 ff). Et grelt lys kastes over mange af de fejl og onder, som ikke unaturligt stadig hang ved dem, der netop var ved at komme ud af hedenskabet, og der må tages stort hensyn til det korinthiske miljø. Den grundighed, hvormed apostlen forfølger de rejste vanskeligheder ind i deres sammenhænge og detaljer, og den vide kreds af spørgsmål, som han underkaster kristen prøvelse og målestok, er også betydningsfulde. Det er tydeligt, at han betragtede evangeliet som kommet for at fylde ikke en del, men hele livet; for at give principper, der følger de troende til deres hjem, til det mest afsondrede rum dér, ud igen til verden, til markedspladsen, til stedet for fornøjelse, for fristelse, for tjeneste, for prøvelse, for tilbedelse og bøn; og alt sammen i harmoni med ikke at vide af noget »undtagen Jesus Kristus, og ham korsfæstet«. For Paulus betragter dette ikke som en begrænsning, men som et stort og vidtspændende princip. Han sætter korset på en højde så høj, at dets skygge dækker hele menneskelivets virksomhed.

1. Partivæsen:

Tre brede, fremtrædende træk af praktisk art kan erkendes. Det første er den alvorlige advarsel, brevet giver mod et splittelsessygt sind som fjendtligt over for det kristne liv. Korintherne var gennemsyret af den græske demokratismes partivæsen og var også smittet af sportsånden fra de store lege, som fyldte så meget i deres tilværelse. De overførte disse ting til kirken. De lyttede til deres lærere med kløende ører, ikke som mennesker der ønskede at lære, men som partisaner der søgte anledning enten til at bifalde eller fordømme. Paulus erkender, at selv om de ikke deler sig om troens dybe ting, giver de efter for »splittelser« af en mindre og måske endnu farligere art, som appellerer til de laveste elementer i menneskenaturen, som vækker anstød i menneskers øjne og påfører Kristi legeme dybe sår. I sin kamp mod denne ånd benytter han lejligheden til at gå under overfladen og åbenbare grundlaget for sand kristen enhed. Den må simpelthen være »i Kristus«. Og dette gælder, selv hvis uenigheden skulle dreje sig om højere og alvorligere ting. Enhver enhed, som i et sådant tilfælde stadig er mulig at bevare, må være en enhed i Kristus. Ingen, der bygger på ham, kan udelukkes fra kirken; ingen kan skilles fra den sande og almindelige tro, når de med deres læber bekender og med deres liv vidner om, at han er Herre.

2. Kristen samvittighed:

Brevet yder også en stor etisk tjeneste gennem de regler, det opstiller til vejledning for den kristne samvittighed. I sager hvor spørgsmålet klart gælder et af de store bud, behøver konflikten aldrig at blive langvarig. Et alvorligt menneske vil se sin vej. Men ud over disse, eller hvor tingene ikke let kan føres tilbage til dem, findes der mange forhold, som skaber rådvildhed og tvivl. Der opstår spørgsmål om ting, som ikke synes at være forkerte i sig selv, men hvis misbrug eller den anstød, de vækker hos andre, med god grund kan give anledning til drøftelse. Kød, der var ofret til afguder og derefter blev sat på bordet, var en anstødssten for mange kristne i Korinth. De sagde: "Hvis vi spiser, er det et samtykke til afgudsdyrkelse; vi tør ikke tage del i det." Men der var nogle, som hævede sig til et højere plan. De indså, at dette var en grundløs betænkelighed, for en afgud er slet ingenting, og kødet påvirkes ikke af overtroen. Derfor gav deres højere og mere fornuftige syn dem frihed og lod deres samvittighed være fri. Men var dette virkelig alt, hvad de havde at tage i betragtning? Nogle siger: "Bestemt"; og Paulus anerkender, at dette uden tvivl er den individuelle friheds lov. Men det er ikke det endelige svar. Her er hensynet til Kristi sind endnu ikke kommet ind. Kristen frihed må være villig til at underordne sig kærlighedens lov. Selv om det indrømmes, at en næste ofte er kortsynet og overdrevent samvittighedsfuld, og at det hverken ville være godt for ham eller for andre at lade ham blive en moralsk diktator, er vi dog ikke helt fritaget. Broderen kan være svag, men netop hans svagheds krav kan være stærkt. Vi må ikke trampe hen over hans skrupler. At gøre det ville være at stille os selv endnu alvorligere forkert. Og hvis sagen er en, der åbenlyst er fyldt med fare for ham, kan samvittigheden vækkes til at sige, som apostlen siger: "Derfor, hvis mad får min broder til at snuble, vil jeg aldrig mere spise kød."

3. Korsets kraft:

Et tredje bemærkelsesværdigt træk ved brevet er dets ophøjelse af Kristi kors som Guds kraft og visdom til frelse. Det var den kraft, der begyndte at bevæge og ryste, at løfte og forandre helt fra grunden, livet i den gamle hedenske verden. Det var hverken Paulus eller Apollos eller Kefas, der udførte denne kolossale opgave, men forkyndelsen af den korsfæstede Kristus. Kristendommen i Korinth og i Europa begyndte med evangeliet om Golgata og den åbne grav. Den kan aldrig ustraffet drage sig bort fra disse centrale kendsgerninger. Floden bliver bredere og dybere, mens den løber, men det er aldrig muligt for den at skille sig fra den levende kilde, den udspringer af.

LITTERATUR.

Følgende forfattere vil vise sig at være de vigtigste og mest nyttige:

1. Om indledningsspørgsmål (begge breve):

Holtzmann, Weiss, Hausrath, Harnack, Pfleiderer, Godet, Weizsacker, Julicher, Zahn, Salmon, Knowling, McGiffert, J. H. Kennedy, Ramsay, Sabatier, Farrar, Dobschutz, Robertson (Hastings, Dictionary of the Bible (five volumes)), Sanday (Encyclopaedia Biblica), Plummer (DB), Ropes (Encyclopedia Brittanica, 11th edition).

2. Kommentarer og forelæsninger (om 1 Korintherbrev eller begge):

Meyer-Heinrici, Godet, T. C. Edwards, Hodge, Beet, Ellicott, Schmiedel (Hand-Comm.), Evans (Speakers' Commentary), Farrar (Pulpit Commentary), Lightfoot (kapitlerne i til vii i Biblical Ess.), Lias (Cambridge Greek Testament), McFadyen, F. W. Robertson, Findlay (Expos. Greek Test.); og om 2 Korintherbrev alene: Klopper, Waite (Speakers' Comm.), Denney (Expos. Bible), Bernard (Expos. Greek Test.).

3. Gamle forfattere og særartikler:

For gamle forfattere og særartikler bør listen ved slutningen af Plummers artikel i Smith, Dictionary of the Bible konsulteres.

R. Dykes Shaw