(1) Omtrent midtvejs i sin aktive tjeneste trak Jesus sig, ledsaget af Peter, Jakob og Johannes, tilbage til et højt bjerg for sig selv (sandsynligvis Hermonbjerget; se næste artikel) for at bede. Mens Jesus bad, blev han »forvandlet«, »hans ansigt skinnede som solen«, »og hans klæder blev strålende, overordentlig hvide, så ingen blegemand på jorden kan gøre dem hvide«. Det var nat, og det var koldt. Disciplene var døsige og i begyndelsen kun uklart bevidste om det under, der foregik for deres øjne. Fra lysglansen lød der stemmer. Jesus talte med Moses og Elias; emnet for samtalen, sådan som disciplene sandsynligvis senere fik at vide, var den bortgang (exodus), som Jesus skulle fuldbyrde i Jerusalem. Da disciplene kom til sig selv, syntes skikkelserne Moses og Elias at trække sig tilbage, hvorefter Peter heftigt forlangte, at der skulle rejses telte til Jesus og hans himmelske gæster, så opholdet kunne forlænges og, om muligt, gøres varigt. Netop da gled en sky hen over dem, og fra skyen kom en stemme, som sagde: »Dette er min elskede Søn: hør ham.« I ærefrygt kastede disciplene sig ned og ventede i tavshed. Pludselig, da de løftede deres øjne, så de ingen andre end Jesus alene (Matt 17,1-13; Mark 9,2-13; Luk 9,28-36).

Sådan lyder den enkle beretning. Hvad er dens betydning? Skriftens fortælling giver ingen forklaring, og begivenheden omtales siden kun på den mest generelle måde af Peter (2 Pet 1,16-18) og måske af Johannes (Joh 1,14). At den markerede en krise i Jesu livsgerning, kan der ikke være tvivl om. Fra dette tidspunkt vandrede han bevidst under korsets skygge. De tre vidner til hans forklarelse fik strengt påbud om tavshed om emnet indtil efter, at »Menneskesønnen var opstået fra de døde«. Det betyder, at Jesus som ikke før blev gjort bevidst om sin missions offerkarakter; at han med sikkerhed fik at vide, at en snarlig og grusom død skulle være hans lod; og at han også fik at vide, at hans mission som opfyldelsen af loven (Moses) og profetien (Elias) ikke skulle blive forpurret af døden. I hans hjerte skulle Faderens godkendelse nu for altid lyde: »Dette er min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag.« Scenen frembragte derfor i Jesus en ny glød, en ny frimodighed, en ny tillid til den endelige sejr, som, som en kilde til hellig glæde, satte ham i stand til at udholde korset og foragte skammen (Hebr 12,2). I disciplene må scenen have frembragt en ny tro på Jesu himmelsendte lederskab. I de mørke dage, som snart skulle komme over dem, ville mindet om lysglansen fra den uforglemmelige nat være støtte og styrke. Der kunne være modstand, men der kunne ikke være noget varigt nederlag for én, hvis gerning blev stadfæstet af Moses, af Elias, af Gud selv. Var Moses' og Elias' tilstedeværelse i virkeligheden ikke et pant på udødelighed for alle? Hvordan kunne de, over for sådanne vidnesbyrd, virkelige for dem, hvad de end måtte være for andre, nogensinde igen tvivle på livets sejr og på hans sejr, som var livets Herre? Den blivende lære af Forklarelsen er, at den usynlige verden er virkelig, at den er nær ved os, og at det er en trøstende og inspirerende kendsgerning, at »ånd kan møde ånd«.

Jesu forklarede fremtræden kan have skyldt noget til måneskinnet på sneen og til disciplenes døsighed; men ingen, der nogensinde har set ansigtet på en hellig, frisk fra fællesskab med Gud, som i Moses' tilfælde (2 Mos 34,29-35) og i Stefanos' (ApG 6,15), vil have nogen vanskelighed ved at tro, at Jesu skikkelse blev bestrålet med et »lys, der aldrig var på hav eller land«. Se kommentarer og Kristus-biografier; også en tankevækkende behandling i Westcotts Introduction to the Study of the Gospels. (2) De kristnes forvandling fuldbyrdes ved sindets fornyelse, hvorved disciplen, i fuld overgivelse til Guds vilje, viser Kristi sindelag (Rom 12,2); og ved det nære fællesskab med Gud, hvorigennem han, idet han med utilsløret ansigt skuer Herrens herlighed, bliver »forvandlet til det samme billede fra herlighed til herlighed, ligesom fra Herren, Ånden« (2 Kor 3,18).

Charles M. Stuart