fa'-ther (Anglo-Saxon, Foeder; German, Vater; Hebrew 'abh, etymologi usikker, findes i mange beslægtede sprog; Greek pater, fra roden pa, "ernærer", "beskytter", "opretholder"):

1. Nærmeste mandlige forfader:

Nærmeste mandlige forfader. Faderen i den hebraiske familie havde, som i den romerske, de højeste rettigheder over sine børn; han kunne bortgifte sin datter (1 Mos 29), arrangere sin søns ægteskab (1 Mos 24), sælge sine børn (2 Mos 21,7), dog ikke sin datter til en fremmed (Neh 5,5), og han havde magt over liv og død, som i tilfældet med Isak (1 Mos 22), Jeftas datter (Dom 11,34), ofringen af hans børn til Molok (3 Mos 18,21; 3 Mos 20,3-5) osv. Respekt, ærefrygt og hengivenhed for fædre (og ligeledes for mødre) er fra de tidligste tider foreskrevet på den ømmeste, mest udtrykkelige og strengeste måde (2 Mos 20,12; 3 Mos 19,3; 5 Mos 5,16; Mika 7,6; Ez 22,7 osv.). Et symmetrisk og smukt billede af den ideelle menneskelige faders pligter og karakter kan bygges op ud fra Det Gamle Testamente, med tilføjede og udvidede træk fra Det Nye Testamente. Han elsker (1 Mos 37,4); befaler (1 Mos 50,16; Ordsp 6,20); underviser (Ordsp 1,8 osv.); leder, opmuntrer, advarer (Jer 3,4; 1 Thess 2,11); oplærer (Hos 11,3); irettesætter (1 Mos 34,30); holder tilbage (Eli, som modsætning, 1 Sam 3,13); straffer (5 Mos 21,18); tugter (Ordsp 3,12; 5 Mos 8,5); nærer (Es 1,2); glæder sig over sin søn (Ordsp 3,12) og over sin søns visdom (Ordsp 10,1); pines dybt af hans dårskab (Ordsp 17,25); han tager hensyn til sine børns behov og anmodninger (Matt 7,10); tager hensyn til deres byrder eller synder (Mal 3,17, "som en mand skåner sin egen søn"); er ømt fortrolig (Luk 11,7, "hos mig i sengen"); behersker sig hensynsfuldt (Ef 6,4, "Gør ikke jeres børn vrede"); har de højeste mål for øje (samme sted, "Opdrag dem i Herrens tugt og formaning"); er medlidende (Sl 103,13, "som en far har medlidenhed med sine børn"); den sidste menneskelige ven (på nær én), der forlader barnet (Sl 27,10: "Når (noget utænkeligt for salmisten) min far og min mor forlader mig, da vil Jahve tage mig til sig").

2. Forfædre, nære eller fjerne:

(a) Forfader, nær eller fjern: 1 Mos 28,13, "Abraham, din far" (bedstefar); 1 Kong 22,50, "Joshafat .... David, hans far"; Jer 35,6, "Jonadab, Rekabs søn, vores far"; Dan 5,11, "Nebukadnesar, din far" (personlig eller embedsmæssig forfader); 1 Mos 15,15, "Gå til dine fædre i fred" (og således (i flertal) i over 500 passager). Udtrykkene "sov hen hos sine fædre", "gå ned til sine fædre", "begravet hos sine fædre", "samlet til sine fædre" er selvforklarende eufemismer.

(b) Grundlæggerne af den (hebraiske) slægt, særligt patriarkerne: Rom 9,5, "dem tilhører fædrene", her også betragtet som i en vis forstand alle troendes religiøse forfædre.

(c) Stamfædre til klaner, dvs. (Revised Version (British and American)) "fædrenehuse": 2 Mos 6,14; 1 Krøn 27,1 osv.

(d) Guder som menneskers stamfædre: Jer 2,27, "De siger til en træstamme: Du er min far."

3. Billedlige og afledte anvendelser:

(a) En åndelig forfader, en som har indgydt sin egen ånd i andre, enten god, som Abraham, de troendes far, Rom 4,11; eller ond, som Joh 8,44, "I er af jeres far, Djævelen."

(b) Angiver nærmeste lighed, slægtskab, samhørighed: Job 17,14, "Hvis jeg har sagt til forrådnelsen: Du er min far."

(c) En kilde: Ef 1,17, "herlighedens Fader"; Job 38,28, "Har regnen en far?"

(d) Skaber: Jak 1,17, "lysenes Fader."

(e) Opfinderen eller ophavsmanden til en kunst eller en livsform: 1 Mos 4,20, "far til dem, der bor i telte" (et vink her om arvelige erhverv? Sandsynligvis ikke).

(f) En som udviser faderlige egenskaber: Sl 68,5, "en far for de faderløse."

(g) En som indtager en stilling med råd, omsorg eller myndighed (ofte brugt af sultaner om deres førsteministre): 1 Mos 45,8, "en far for Farao"; Dom 17,10, "Vær mig en far og en præst."

(h) En æret eller agtet overordnet: 2 Kong 5,13, "Min far, hvis profeten havde befalet dig"; men især anvendt om profeter: 2 Kong 2,12, "Min far, min far!" også om ældre og ærværdige mænd: 1 Joh 2,13, "Jeg skriver til jer, fædre"; deraf også, måske med henblik på (2) (a), afdøde tidlige kristne: 2 Pet 3,4, "fra den dag fædrene sov hen." En kirkelig titel, fordømt (i princippet) af vor Herre: Matt 23,9, "Kald ingen på jorden jeres far"; men anvendt, under Åndens kraft, om medlemmer af Sanhedrinet (sandsynligvis) af Stefanus: ApG 7,2; og af Paulus: 22,1, men det sidste, måske også det første, kan ganske enkelt henvise til de ældre blandt hans tilhørere. Kristi fordømmelse gælder tydeligvis den ros-søgende eller krybende ånd snarere end en bestemt skik.

"Far", brugt af Maria om Josef i forhold til Jesus, betyder "formodet far", et nødvendigt forbehold på et tidspunkt, hvor jomfrufødslen endnu ikke kunne forkyndes (Luk 2,49). Men læg mærke til Jesu svar: "min Faders hus."

Philip Wendell Crannell