shep:

1. Navne:

Det sædvanlige hebraiske ord er tso'n, som ofte oversættes »hjord«, f.eks. »Abel ... bragte af de førstefødte i sin hjord« (1 Mos 4,4); »smør fra kvæget og mælk fra hjorden« (5 Mos 32,14). King James Version og English Revised Version har »mælk fra får«. Sammenlign arabisk da'n. Det græske ord er probaton. For andre navne, se noter under KVÆG; FÅR (HUNFÅR); LAM; VÆDDER.

2. Zoologi:

Oprindelsen til tamfår er ukendt. Der findes 11 vilde arter, hvoraf flertallet findes i Asien, og det er tænkeligt, at de kan have bredt sig fra Centralasiens højlande til de øvrige dele af deres udbredelsesområde. I Nordamerika findes »bighorn«, som er meget nært beslægtet med en art fra Kamtjatka. Én art, urial eller sha, findes i Indien. Berberfåret, Ovis tragelaphus, også kendt som aoudad eller arui, lever i Atlasbjergene i Nordvestafrika. Tristram mener, at det er zemer, i de engelske bibeloversættelser »gemse« i 5 Mos 14,5, men der er ikke gode beviser for, at dette dyr udbreder sig mod øst ind i de bibelske lande. Geografisk nærmest er det armenske vildfår, Ovis gmelini, fra Lilleasien og Persien. Det cypriotiske vildfår er måske kun en variant af det sidstnævnte, og muflonen på Korsika og Sardinien er en beslægtet art. Det er ikke let at trække grænsen mellem vilde får og vilde geder. Blandt de mere åbenlyse forskelle er gedebukkenes hageskæg og stærke lugt. Pelsen hos alle vilde får består af hår, ikke uld, og dette gælder faktisk også nogle tamfår, såsom det fedthalede, korthalede får fra Abessinien og Centralasien. De unge lam af denne race har kort, krøllet uld, som er handelsvaren astrakhan. Får er geologisk set nye; deres knogler og tænder findes ikke i ældre aflejringer end pliocæn eller pleistocæn. De var dog blandt de første tamdyr.

3. Får i Israels land:

Fårene i Syrien og Israels land kendetegnes ved at have en enorm fedthale, som vejer mange pund og på arabisk kaldes 'alyat, eller almindeligvis liyat. Dette er 'alyah, »fedthale« (KJV »bagpart«) (2 Mos 29,22; 3 Mos 3,9; 3 Mos 7,3; 3 Mos 8,25; 3 Mos 9,19), som blev brændt ved offeret. Den regnes i dag for en stor delikatesse. Får holdes i stort antal af beduinerne, men en stor del af forsyningen af fårekød til byerne kommer fra fårene i Armenien og Kurdistan, hvorfra store hjorde bringes ned til kysten i rolige etaper. Blandt muslimerne ofrer enhver velstående familie et får ved festen al-'adcha', den 10. dag i måneden dhu-l-chijjat, 40 dage efter afslutningen på ramadan, fastemåneden. I Libanon feder hver bondefamilie om sommeren en ung vædder op; den bliver bogstaveligt talt proppet af en af kvinderne i husstanden, som holder dyrets kæbe i bevægelse med den ene hånd, mens hun med den anden stopper vin- eller morbærblade ind i munden på det. Hver eftermiddag vasker hun det ved landsbyens kilde. Når det slagtes om efteråret, kaldes det ma`luf, »fodret«, og det er meget fedt, og kødet er meget mørt. Noget af kødet og fedtet spises straks, men størstedelen, både fedt og magert, skæres fint, koges sammen i et stort kar med peber og salt og opbevares i en lerkrukke. Dette, det såkaldte qauramat, bruges efter behov gennem vinteren.

I bjergene samles fårene om natten i folde, som kan være huler eller indhegninger af rå sten. Voldsomme hunde hjælper hyrden med at afværge ulveangreb og bliver ved folden gennem dagen for at vogte det sparsomme leje og de enkle redskaber. Når fårene går på græs, drives de ikke frem, men ledes; de følger hyrden, mens han går foran dem og kalder på dem. »Når han har ført alle sine egne ud, går han foran dem, og fårene følger ham, for de kender hans stemme« (Joh 10,4).

4. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Rubens fårefolde på Gileads slette omtales i 4 Mos 32,16 og Dom 5,16. En hule nævnes i 1 Sam 24,3 i forbindelse med Sauls forfølgelse af David. Davids oprindelse som hyrde omtales i Sl 78,70:

»Han udvalgte også David, sin tjener,

og tog ham fra fårefoldene.«

Sammenlign også 2 Sam 7,8 og 1 Krøn 17,7.

Klipningen af fårene var et stort foretagende og blev tydeligvis en slags fest. Absalom indbød kongens sønner til sin fåreklipning i Ba'al-Hasor, for at han kunne finde en lejlighed til at dræbe Amnon, mens hans hjerte var »glad af vin« (2 Sam 13,23-29). Anledningens karakter fremgår også af Davids vrede mod Nabal, da denne nægtede at sørge for beværtning ved sin fåreklipning for Davids unge mænd, som tidligere havde beskyttet Nabals hjorde (1 Sam 25,2-13). Der nævnes også Judas fåreklipning (1 Mos 38,12) og Labans (1 Mos 31,19), ved hvilken lejlighed Jakob listede bort med sine koner og børn og sine hjorde.

Får var de vigtigste offerdyr; en vædder eller en ung han nævnes ofte udtrykkeligt. Hunfår nævnes i 3 Mos 3,6; 3 Mos 4,32; 3 Mos 5,6; 3 Mos 14,10; 3 Mos 22,28; 4 Mos 6,14.

I Krønikebøgerne finder vi udsagn om enorme antal dyr, der blev brugt ved ofringer: "Og kong Salomo bragte et offer på toogtyve tusind okser og hundrede og tyve tusind får" (2 Krøn 7,5); "Og de ofrede til Jahve på den dag (under Asas regering) .... syv hundrede okser og syv tusind får" (2 Krøn 15,11); ved Hizkijas renselse af templet var "de helligede ting seks hundrede okser og tre tusind får. Men præsterne var for få, så de ikke kunne flå alle brændofrene; derfor hjalp deres brødre, levitterne, dem" (2 Krøn 29,33); og "Hizkija, Judas konge, gav forsamlingen til ofre tusind tyre og syv tusind får; og stormændene gav forsamlingen tusind tyre og ti tusind får" (2 Krøn 30,24). I beretningen om Rubens sønners og deres allieredes krig mod hagritterne læser vi: "Og de tog deres kvæg som bytte; af deres kameler halvtreds tusind, og af får to hundrede og halvtreds tusind, og af æsler to tusind, og af mennesker hundrede tusind" (1 Krøn 5,21). Mesha, Moabs konge, kaldes en "fåreavler", og vi læser, at "han ydede Israels konge ulden af hundrede tusind lam og af hundrede tusind væddere" (2 Kong 3,4).

5. Billedligt:

Kristus fremstilles som Guds Lam (Es 53,7; Joh 1,29; Åb 5,6). Nogle af de smukkeste passager i Bibelen fremstiller Gud som en hyrde: "Derfra er hyrden, Israels sten" (1 Mos 49,24); "Jahve er min hyrde; jeg skal ikke mangle noget" (Sl 23,1; jf. Es 40,11; Ez 34,12-16). Jesus sagde: "Jeg er den gode hyrde; og jeg kender mine egne, og mine egne kender mig .... og jeg sætter mit liv til for fårene" (Joh 10,14). Folk uden ledere sammenlignes med får uden hyrde (4 Mos 27,17; 1 Kong 22,17; 2 Krøn 18,16; Ez 34,5). Ved den sidste nadver anvender Jesus ordene fra Zak 13,7 på sig selv: "Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes" (Matt 26,31; Mark 14,27). Jahves fjender sammenlignes med fedtet fra offeret, som fortæres og forsvinder i røg (Sl 37,20). Guds folk er "fårene på hans græsgang" (Sl 79,13; Sl 95,7; Sl 100,3). Når de synder, bliver de som vildfarne får (Es 53,6; Jer 50,6; Ez 34,6; Luk 15,3). I Natans mund er den fattige mands ene lille gimmerlam et levende billede på den skat, kong David har berøvet hetitten Urias (2 Sam 12,3). I Højs 6,6 sammenlignes brudens tænder med en flok moderfår. Det profeteres, at "ulven skal bo sammen med lammet" (Es 11,6), og at "ulven og lammet skal græsse sammen" (Es 65,25). Jesus siger til sine disciple: "Jeg sender jer ud som får midt iblandt ulve" (Matt 10,16; jf. Luk 10,3). I lignelsen om den gode hyrde læser vi: "Den, der er daglejer og ikke hyrde, og som fårene ikke tilhører, ser ulven komme og forlader fårene og flygter" (Joh 10,12).

Alfred Ely Day