le-vit'-i-kus:

I. ALMINDELIGE OPLYSNINGER

1. Navn

2. Bogens karakter

3. Bogens enhed: Hellighedsloven Undersøgelse af den kritiske teori

II. STRUKTUR

1. Moderne analyser

(1) Teorier om opløsning

(2) Grunde til opsplitning

(3) Disse grundes utilstrækkelighed

2. Den bibelske teksts struktur

(1) Struktur i almindelighed

(2) De enkelte perikopers struktur

III. OPRINDELSE

1. Mod Wellhausen-hypotesen

(1) Argumentet ud fra tavshed

(2) Profeternes holdning til offersystemet

(3) Folkets ulydighed

(4) Vilkårlig ofring

(5) Femte Mosebog og præsteskriftet

2. Forbindelse med den mosaiske periode

(1) Præsteskriftet og ørkenforhold

(2) Enhed og opbygning peger på mosaisk oprindelse

IV. BETYDNINGEN

1. Positiv

(1) Loven indeholder Guds vilje

(2) Loven forbereder forståelsen af kristendommen

(3) Loven som opdrager til Kristus

2. Negativ

LITTERATUR

I. Almindelige oplysninger.

1. Navn:

Den tredje bog i Pentateuken kaldes af jøderne som regel efter det første ord, wayyiqra' (Origenes Ouikra, af Septuaginta kaldt efter sit indhold Leuitikon eller Leueitikon, af Vulgata tilsvarende "Leviticus" (dvs. Liber), undertiden "Leviticum"). Jøderne har også et andet navn, taget fra dens indhold, nemlig torath kohanim, "præsternes lov".

2. Bogens karakter:

Faktisk udgør forordninger, der angår præstedømmet, det levitiske system og kulten, en særdeles vigtig del af denne bog; men specifikt religiøse og etiske bud, som vi finder dem f.eks. i 3 Mos 18; 19; 20, mangler ikke; og der findes også nogle historiske afsnit, som dog igen er forbundet med det stof, der vedrører kulten, nemlig præsternes indvielse i 3 Mos 8 og 9, synden og straffen for to af Arons sønner, Nadab og Abihu (10,1 ff.), og beretningen om steningen af en gudsbespotter (24,10 ff.). Levitterne derimod behandler bogen slet ikke. De nævnes kun én gang, og det tilfældigt, i 25,32 ff. Lovene siges at være givet behar Cinay (7,38; 25,1; 26,46; 27,34), et udtryk som på grund af 3 Mos 11, hvor Jahve beskrives som talende til Moses fra åbenbaringsteltet, ikke skal oversættes "på", men "ved" Sinaj bjerg. Forbindelsen mellem denne bog og de foregående og følgende bøger, dvs. Anden Mosebog og Fjerde Mosebog, som almindeligvis anerkendes at være til stede, i det mindste i en eller anden forstand, efterlader til Tredje Mosebogs indhold netop en periode på én måned, eftersom den sidste kronologiske angivelse i 2 Mos 40,17 som tidspunktet for tabernaklets opstilling nævner den 1. dag i den 1. måned i det 2. år efter udvandringen, og 4 Mos 1,1 fører os til den 1. dag i den 2. måned samme år. Inden for denne måned optager præsternes indvielse 8 dage (3 Mos 8,33; 3 Mos 9,1). En tidsfølge antydes kun af 3 Mos 16,1, som direkte knytter an til det, der berettes i 3 Mos 10 om Nadab og Abihu. På samme måde er forordningerne i 10,6 ff. forbundet med begivenhederne beskrevet i 8,1-10,5. Lovene beskrives som åbenbaringer fra Jahve, som regel givet til Moses (sammenlign 1,1; 4,1; 5,14; 6,19.24 (hebraisk 12,17); 7,22.28 osv.); undertiden til Moses og Aron (sammenlign 11,1; 13,1; 14,33; 15,1 osv.) og sjældent til Aron alene (10,8). I 10,12 ff. giver Moses nogle anvisninger til præsterne, som bygger på en tidligere åbenbaring (sammenlign 6,16 (hebraisk 9) ff.; 7,37 ff.). I 10,16 ff. har vi en meningsforskel mellem Moses og Aron, eller snarere hans sønner, som blev afgjort på grundlag af en selvstændig anvendelse af principper givet i Tredje Mosebog. De fleste af disse bud skal bekendtgøres for Israel (1,2; 4,2; 7,23.19; 9,3 ff.; 11,2; 12,2; 15,2; 18,2 osv.); andre for præsterne (6,9.25 (hebraisk 2,18); 21,2; 22,2 osv.); eller for præsterne og israelitterne (17,2; 22,18), mens anvisningerne om forsoningsdagen, som Aron først og fremmest var berørt af (16,2), fra og med 16,29, uden en særlig overskrift, ubestrideligt ændres til påbud rettet til hele Israel; sammenlign også 21,24 og 21,2. Ligesom Anden Mosebog handler om det fællesskab, som Gud fra sin side tilbyder Israel, og som til sidst kulminerer i, at han bor i åbenbaringsteltet (40,34 ff.; sammenlign under EXODUS, I, 2), indeholder Tredje Mosebog de forordninger, som israelitterne skulle udføre i religiøse, etiske og kultiske anliggender for at genoprette og bevare dette fællesskab med Gud, trods israelitternes ufuldkommenheder og skyld. Og ligesom denne bog således med god grund indtager sin veletablerede plads i beretningen om teokratiets grundlæggelse og i dets tidligste historie, sådan vil også selv et flygtigt overblik og et forstandigt blik på bogens indhold vise, at vi her har en velordnet og organisk enhed, en overbevisning som kun bekræftes og styrkes af den detaljerede fremstilling af bogens struktur (se under II nedenfor).

3. Bogens enhed: Hellighedsloven:

Som regel plejer kritikere først og fremmest at betragte 3 Mos 17,1-25 eller 26 som et selvstændigt afsnit og i disse kapitler finde en lovsamling, som menes engang at have eksisteret som en gruppe for sig, før den blev forenet med de øvrige dele.

Det er ganske vist sandt, at man har fundet en række særegenheder i disse kapitler af Tredje Mosebog. Til disse særegenheder hører den hyppige gentagelse af formulen: "Jeg er Jahve jeres Gud" (18,2.4; 19,2.4 osv.); eller "Jeg er Jahve" (18,5.6.21; 19,14.16 osv.), eller "Jeg er Jahve .... som har skilt jer ud" (20,24), eller "som helliger jer" (20,8; 21,8.15.23 osv.). Til disse særegenheder hører henvisningerne, i ord eller faktisk, til Kanaans land, som Israel skal føres ind i (18,3.14 ff.; 19,23 ff.29; 20,22 ff.; 23; 25), og også til Egypten, som han har ført folket ud af (18,3; 19,34; 22,33; 26,13.15 osv.); ligesom endvidere kravet om helligelse (19,2) eller advarslen mod vanhelligelse (19,12; 21,23 osv.), begge begrundet i Jahves hellighed. Desuden findes en række særegne udtryk gentagne gange i disse kapitler. På grund af deres indhold er disse kapitler siden Klostermann almindeligvis blevet betegnet med bogstavet H (dvs. Hellighedsloven); eller, efter Dillmanns forslag, med bogstavet S (dvs. den sinaitiske lov), fordi de ifølge 25,1; 26,46 siges at være blevet givet ved Sinaj bjerg, og fordi man i visse kritiske kredse på et tidspunkt hævdede, at disse kapitler indeholder gamle love fra den mosaiske periode, selv om disse var blevet ændret i form. Disse tidligere opfattelser synes nu at være blevet helt opgivet af kritikerne.

Undersøgelse af den kritiske teori.

Vi mener imidlertid ikke, at det på nogen måde er berettiget at udskille disse love som en særlig lovsamling fra de andre kapitler. For det første er disse særegenheder, selv om de findes hyppigere her end andre steder, ikke udelukkende begrænset til disse kapitler. Dekalogen (2 Mos 20,2) begynder med ordene: "Jeg er Jahve din Gud, som førte dig ud af Egyptens land, ud af trællehuset." 2 Mos 22,31 indeholder kravet: "I skal være hellige mænd for mig." 2 Mos 29,44; 2 Mos 29,45 indeholder et løfte om, at Gud vil bo midt iblandt israelitterne, så de skal lære, at han er Jahve, deres Gud, som har ført dem ud af Egypten for at bo midt iblandt dem som Jahve, deres Gud (sammenlign endvidere 2 Mos 6,6-8; 2 Mos 31,13 f; 3 Mos 10,10; 3 Mos 10,11; 3 Mos 11,44; 4 Mos 15,37-41; 4 Mos 33,52 f,55 f; 5 Mos 14,2; 5 Mos 14,21). Det er et mere end risikabelt foretagende i disse og andre afsnit at finde spredte rester af H, især hvis de viser sig at være uundværlige i den sammenhæng, hvor de findes, og når der ikke kan gives nogen grund til, at de skulle udskilles fra denne lovsamling. Desuden gør kritikernes indbyrdes meningsforskelle om, hvilke forskellige dele der skal henføres til H, os ikke velvilligt stemt over for hele hypotesen. Især Hoffmann (Die wichtigsten Instanzen gegen die Graf-Wellhausensche Hypothese, 16 ff.) har vist, hvor umuligt det er at adskille H fra Præsteskriftets øvrige bestemmelser på så radikal en måde. Når vi siger dette, ønsker vi på ingen måde at benægte disse kapitlers særlige karakter; vi mener blot ikke, at 3 Mos 17 kan føjes til, eller at 3 Mos 26 kan tages bort fra, dette afsnit; for i 3 Mos 17 mangler alle Hellighedslovens karakteristiske særegenheder; og på den anden side findes udtrykket "Jeg er Jahve jeres Gud" eller et lignende i 26,12.13.14 f. i 3 Mos 26. Efterskriften i 26,46 forbinder 3 Mos 26 med det foregående; og endvidere må henvisningen til sabbatåret, sådan som det beskrives i 3 Mos 25, og som findes i 26,34 f.43, ikke overses. Endelig afsluttes også andre lovsamlinger, såsom den i den første Pagtsbog (2 Mos 23,20-33) og den i De (27,11-28,68), med tilbuddet om en velsignelse eller en forbandelse.

De kapitler, der her behandles (3 Mos 18,1-26), er alene gennem deres indhold meget tæt forbundet med hinanden; dette indhold har fået udtryk i en bestemt form, uden at disse forhold er tilstrækkelige til at begrunde påstanden om, at de udgør en særskilt lovsamling. For eftersom i 3 Mos 1-17 alt det er blevet behandlet og overvundet, som skiller israelitterne fra deres Gud (jf. 3 Mos 1-7, lovene om ofre; 3 Mos 8-10, præsternes formidlergerning; 3 Mos 11-15, de urene ting; 3 Mos 16, forsoningsdagen; 3 Mos 17, brugen af blod), finder vi i 3 Mos 18,1-26 en fremstilling af den adfærd, der behager Gud, og som ikke tillader noget, der vanhelliger; nemlig: 3 Mos 18; 19; 20 indeholder love om ægteskab og kyskhed og andre forhold af religiøs, etisk eller kulturel art, sammen med de straffe, der følger af deres overtrædelse; 3 Mos 21 f fastsætter præsternes og de hellige offergavers sande karakter; 3 Mos 23 f, helligelsen af tiderne, af liv og død osv.; 3 Mos 25, sabbatten og jubelåret; 3 Mos 26 indeholder tilbuddet om velsignelse eller forbandelse. 3 Mos 1-17 har så at sige en negativ karakter; 3 Mos 18,1-26 en positiv karakter. I 3 Mos 1-17 vækkes bevidstheden om det urene, ufuldkomne og skyldige, og muligheden for at fjerne det påvises; mens normen for et helligt liv fremlægges i 3 Mos 18,1-26. Selv om disse to dele på visse steder viser en så stor lighed, at forekomsten af en udveksling af forordninger kunne anses for mulig, erkendes hver dels særlige karakter dog klart; og dette er også et meget væsentligt argument for den opfattelse, at begge dele har én og samme forfatter, som med vilje bragte de to dele i nærmere forbindelse med hinanden og alligevel adskilte den ene fra den anden. På denne forudsætning forklares særpræget ved 3 Mos 18,1-26 tilstrækkeligt, og ligeledes det positive indhold i disse kapitler og det forhold, at netop disse kapitler oftere henvises til i den føreksilske litteratur, end det er tilfældet med 3 Mos 1-17; og især den nære forbindelse mellem Ezekiel og H må betragtes som en følge af begge forfatteres fælles tendens og ikke som resultatet af, at de har brugt en fælles kilde (se EZEKIEL, II, 2). I 3 Mos 26,46 har vi noget, der klart er en afslutning, som svarer til 25,1; 7,37 f; 1,1, og som derfor betragter 3 Mos 1,1-26 som en enhed; mens 3 Mos 27, som handler om løfter og tiender, med sin særskilte efterskrift i 27,34, viser, at det er et tillæg eller en tilføjelse, som dog på mange måder er forbundet med resten af bogen, således at denne tilføjelse ikke uden yderligere grunde kan anses for at pege på en anden forfatter.

II. Opbygning.

1. Moderne analyser:

Den moderne kritik tilskriver hele Tredje Mosebog, som en særlig lovsamling, Præsteskriftet (P). De spørgsmål, der opstår i forbindelse med denne påstand, vil blive behandlet under III nedenfor. På dette sted må vi først forsøge at vække en bevidsthed om, at også på dette særlige punkt er dokumenthypotesen trådt ind på den totale opløsnings scene; at de grunde, der anføres for adskillelsen af kilderne, stadig bliver mere vilkårlige og subjektive; og at de absurde konsekvenser, som de konsekvent fører til helt fra begyndelsen, vækker mistillid til fremgangsmådens rigtighed. Ligesom kritikerne i de historiske dele længe ikke længere har nøjedes med J (Jahvisten) og E (Elohisten), men har tilføjet en J1 og senere tilføjelser til J, en E1 og senere tilføjelser til E, og ligesom Sievers og Gunkel er gået videre og i detaljer fuldstændig har sønderbrudt både J og E i helt adskilte brudstykker (se GENESIS), således begynder også Præsteskriftet (P) at opleve samme skæbne. Det er på høje tid, at man, både for de historiske og de juridiske afsnit, går den modsatte vej, og at vi vender os fra opsplitningen til sammenstillingen af disse dokumenter; at vi opsøger og fremhæver de træk, som i form og indhold forener teksten til en klar enhed. Af denne grund lægger vi i dette afsnit, som handler om bogens opbygning, og som behandler sagen (1) negativt og (2) positivt, den største vægt på disse træk (se også EXODUS, II).

(1) Opløsningsteorier.

Vi har allerede i artiklen DAY OF ATONEMENT (I, 2, (2)) i forbindelse med 3 Mos 16 set et eksempel på disse forsøg på dissektion, og her tilføjer vi endnu flere eksempler for at styrke indtrykket af dette emne.

(a) Almindelige betragtninger:

Hvis vi foreløbig ser bort fra detaljerne, så har ifølge Bertholet (Kurzer Hand-Kommentar zum Alten Testament) ikke blot 3 Mos 17,1-26 (se ovenfor under I) engang eksisteret som et særskilt lovkorpus, men også offerlovgivningen i 3 Mos 1-7, og ligeledes lovene om det rene og det urene i 3 Mos 11-15. Om 3 Mos 16 se ovenfor. Desuden betragtes 3 Mos 27 som et tillæg og tilskrives en anden forfatter. Endelig indeholdt det såkaldte »grundskrift« i P (markeret Pg) kun dele af 3 Mos 9 f. (også nogle få ting fra Lev 8), ligesom også en af de tre tråde i 3 Mos 16; for 3 Mos 8-10, siges det, beskrev indvielsen af præsterne, som krævedes i 2 Mos 25 ff., der også betragtes som en del af Pg, og 3 Mos 16,1 hævdes at knytte an igen til 3 Mos 10 (sammenlign på dette punkt DAY OF ATONEMENT, I, 2). Alle disse særskilte dele af Tredje Mosebog (dvs. 3 Mos 1,1-27) opdeles yderligere i en række mere eller mindre selvstændige underdele; således lader man f.eks. 3 Mos 1-7, der indeholder offerlovene, bestå af to dele, nemlig 3 Mos 1-5 og 3 Mos 6-7; eller lovene om det rene og det urene i 3 Mos 11-15 opdeles i de særskilte stykker 3 Mos 11; 3 Mos 12; 3 Mos 1-46; og disse anses for engang at have eksisteret, på en bestemt måde, uafhængigt og adskilt fra hinanden. Men hvor kompliceret man i detaljer mener sammensætningen er, kan vi se af 3 Mos 17,1-26.

(b) Tredje Mosebog 17-26 betragtet i detaljer:

Mens Baentsch (Hand-Kommentar zum Alten Testament) til at begynde med antager tre grundlæggende lag (H1 = Lev 18; 19; 20 og visse afsnit fra Lev 23; 24; 25; H2 = 3 Mos 21 f.; H3 = 3 Mos 17), opfatter Bertholet også (anførte værk, x) disse kapitlers udvikling således: »I detaljer mener vi os berettiget til at udskille følgende stykker: (i) 3 Mos 17,3; 3 Mos 17,4 (5,7a),8,9,10-14; (ii) 18,7-10.12-20.22 f.; og dette forenet med (iii) 19,3 f.11 f.27 f.30.31.35.36, hvilket sandsynligvis blev gjort af forfatteren til (iii). Følgende blev indføjet af den person, som forenede disse dele, nemlig 18,6.27.25.26.28.30; (iv) 19,9.10.13-18.19.29.32; (v) 19,5-8.23-26; (vi) 20,2(3).6(27); (vii) 20,9.10-21; 19,20; (viii) 21,1b-5.7.9-15.17b-24; 22,3.8.10-14.18b-25.27-30; (ix) 23,10-20.39-43; (x) 24,15-22, undtagen vers 16a(?)b; (xi) 25,2-7 (4).18-22.35-38.39.40a.42 f.47.53.15; (xii) 25,8a.9b.10a.13.14-16.17.24 f. Ved foreningen af disse stykker synes Rh (redaktøren af Hellighedsloven) de suo at have tilføjet følgende: 17,5 (begyndelsen); 18,2b-5.21.24.26a(?).29; 19,33 f.37; 20,4 f.7 f.22-26; 21,6.8; 22,2.9.15 f.31-33; 23,22; 25,11 f.; 26,1 f. Samtidig forenede han hermed et ældre parænetisk afsnit, 26,3-45, som han ved at indsætte 26,10.34 f.39-43 ændrede til en afsluttende tale for denne lille lovsamling. Alt det øvrige, som findes i 3 Mos 17,1-26, synes at være resultatet af en revision i Præsteskriftets (P) ånd, dog ikke sådan at det hele oprindelig kom fra Rp’s hånd (redaktør P). At han snarere tilføjede og sammenarbejdede ældre stykker fra P (som ikke hørte til Pg), ses af en analyse af 3 Mos 23. .... Hvad angår tidspunktet for, hvornår disse dele blev sammenarbejdet, har vi en pålidelig terminus ad quem i en sammenligning af Neh 8,14-18 med 3 Mos 23,36 (P),39 ff. (H). Vi må blot fra begyndelsen huske, at der stadig, efter foreningen af disse forskellige dele, kan bemærkes spor af redaktørens pen i den følgende 3 Mos 17,1-26, dvs. at der efter denne forening endnu blev gjort en række tilføjelser til teksten. Dette er sikkert, hvad angår 23,26-32, og sandsynligt med hensyn til 24,1-9.10-14.23; 25,32-34; og at dette redaktionelle arbejde endog gik så vidt som til at sætte afsnit fra P i stedet for dele af H, kan muligvis sluttes ud fra 24,1-9.«

(c) Den kritiske behandlings overdrevenhed:

Dette gælder også alle de andre afsnit, som man kan se ved at slå op i Bertholets og Baentschs bøger. Hvad burde undre os mest: den komplicerede og ydre måde, hvorpå vores bibelske tekst, der har en så vidunderlig historie bag sig, af kritikerne erklæres at være opstået, eller kritikernes skarpsindighed, som med barnlegens lethed er i stand til at opdage og efterspore denne vækst og udvikling i teksten, og som kan mere end høre græsset gro? Men denne forundring trænges i baggrunden, når vi betragter, hvad der bliver af bibelteksten under kritikernes manipulationer. Denne artikels omfang gør det umuligt blot at give et almindeligt overblik over Baentschs og Bertholets og andres ofte helt afvigende og modstridende skemaer for fordelingen af denne bog mellem forskellige kilder; og endnu mindre muligt er det at give en kritik af disse i detaljer. Men denne kritiske metode fordømmer i virkeligheden sig selv grundigere, end nogen undersøgelse af dens påstande ville gøre. Alle, som endnu ikke er helt hypnotiseret af dokumenthypotesens tryllekraft, vil føle, at al ægte videnskabelig forskning ved denne metode bringes til ophør. Hvis den måde, hvorpå denne bog opstod, havde været så kompliceret, kunne den bestemt aldrig igen være blevet rekonstrueret.

(2) Grunde til opsplitningen.

Vi må her nøjes med at nævne og drøfte flere typiske grunde, som anføres til fordel for en fordeling mellem forskellige forfattere.

(a) Påståede gentagelser:

I de dele, der hører til P, finder vi en række såkaldte gentagelser. I 3 Mos 1-7 finder vi en dobbelt behandling af de fem slags ofre (1-5; 6,1 ff.); i 3 Mos 20 fastsættes straffeforanstaltninger for handlinger, som allerede var blevet beskrevet i 3 Mos 18; i 19,3.10; 23,3; 26,2 skærpes sabbatsbuddet; i 19,5 ff.; 22,29 f. finder vi bud, som allerede var blevet berørt i 7,15 ff.; 19,9 f. finder vi næsten ordret gentaget i 23,22; 24,2 ff. gentager bestemmelser vedrørende den gyldne lysestage fra 2 Mos 27,20 ff. osv. At disse gentagelser findes, kan ikke nægtes; men er den slutning, der drages af dette faktum, korrekt? Det er bestemt muligt, at én og samme forfatter kunne have behandlet det samme materiale forskellige steder og ud fra forskellige synsvinkler, sådan som det er tilfældet i 3 Mos 1-7 med hensyn til ofrene. 3 Mos 18 og 20 (misgerninger og straffe) er endda nødvendigvis og gensidigt supplerende. Særligt vigtige love kan være blevet gentaget for at understrege og indprente dem desto stærkere; eller de er placeret i særlige sammenhænge eller i et særligt lys (sammenlign f.eks. 24,1 ff., buddet med hensyn til den gyldne lysestage i perikopen 3 Mos 23; 24; se nedenfor). Så snart vi derfor kan give en grund til gentagelsen, bliver den uproblematisk; og ofte, når dette ikke er tilfældet, bliver indvendingerne ikke fjernet, hvis vi tilskriver gentagelserne en ny forfatter, som foretog gentagelsen som forklaring (se EXODUS, II, 2, (5)).

(b) Adskillelse af materiale:

Andre grunde vil sandsynligvis findes i at sammenføje eller adskille materiale, der hører sammen. At 3 Mos 16 er forbundet med 3 Mos 8-10, og at disse hænger sammen med 2 Mos 25 ff., siges at bevise, at dette havde været den oprindelige rækkefølge i disse afsnit. Men hvorfor skulle materiale, der tydeligt hænger sammen, uden nogen grund rives fra hinanden ved indsættelse af fremmede oplysninger? Eller har interpolatoren måske haft sine egne grunde til at gøre dette? Hvorfor tilskrives disse brud ikke den oprindelige forfatter? Offerlovene i 3 Mos 1-7 er med rette placeret før 3 Mos 8-10, fordi ofrene i disse senere kapitler beskrives som allerede værende i brug (9,7.15, syndofferet; 9,7.12.16, brændofferet; 9,17; 10,12, afgrødeofferet; 9,18, måltidsofferet; 9,3 f., alle slags). På samme måde er 3 Mos 11-15, frem til 15,31, indre forbundet med 3 Mos 16, eftersom disse kapitler taler om besmittelsen af Jahves bolig, som forsoningsdagen befrier fra (16,16 f.33). Som en selvfølge kunne den oprindelige forfatter såvel som en senere redaktør også til tider have forbundet dele på en løsere eller mere ydre måde. På denne måde er buddet i 7,22 ff. om ikke at spise af fedtet eller af blodet blevet føjet til bestemmelserne med hensyn til brugen af måltidsofrene i 7,19 ff. Dette er igen tilfældet, når versene 11-13 i 3 Mos 2 er blevet indsat i listen over de forskellige slags afgrødeoffer; når der efter den almindelige ordning for syndofre, efter den hierarkiske orden og rang i 3 Mos 4, nævnes en række særlige tilfælde i 5,1 ff.; og når der i 5,7 ff. gives bud for at afhjælpe alt for stor fattigdom; eller når de præstelige afgrødeofre i 6,19 ff. findes forbundet med andre bestemmelser med henvisning til afgrødeofrene i almindelighed (6,14 ff.); eller når den del, der tilkommer præsten (7,8 ff.), findes forbundet med hans krav på skyldofferet (7,1 ff.); eller når berøring af afgrødeofferet ved noget urent (7,19 ff.) findes forbundet med bestemmelserne om måltidsofrene; eller når bestemmelserne i 3 Mos 11, der handler om de urene dyr, gradvis går over i bestemmelser om berøring af disse dyr, sådan som det allerede antydes af underskriften 11,4.6 f. (sammenlign med 11,2). Endnu mere naturligt ville det være også at forene forskellige dele på andre måder. På denne måde kunne bestemmelserne om ofrenes beskaffenhed i 22,17-30, betragtet for sig selv, også placeres i 3 Mos 1-7. Men i 3 Mos 22 er de også velplacerede. På den anden side ville karakteren af 3 Mos 1-7 være blevet for kompliceret, hvis de var blevet indsat her. I sådanne sager må forfatteren have handlefrihed.

(c) Skift mellem ental og flertal:

Endvidere bliver det hyppige skift mellem ental og flertal i tiltaleformerne i de love, der gives til en gruppe personer, uden videre brugt af kritikerne som bevis for flere forfattere i det pågældende afsnit (sammenlign 3 Mos 10,12 ff.; 19,9.11 ff.15 ff. osv.). Men hvor let kan ikke dette skift i tal forklares! Når flertal bruges, betragtes folkets helhed som fordelt på enkeltpersoner; og ved en strengere anvendelse kan flertallet straks ændres til ental, eftersom forfatteren nu kun tænker på særskilte enkeltpersoner. Naturligvis bruges ental også, så snart forfatteren igen snarere tænker på folket som helhed. Undertiden sker skiftet pludseligt inden for ét og samme vers eller tankeforløb; og dette burde i sig selv have udelukket tanken om en forskel i forfatterskab i sådanne tilfælde. Når det gælder en interpolator eller redaktør, er det fra begyndelsen så meget desto mere sandsynligt, at han ville have lagt mere mærke til den person, der bruges i tiltaleformerne, end at dette skulle være blevet gjort af den oprindelige forfatter, som var fuldstændig optaget af emnet. Desuden findes et sådant skift i tal ofte også i andre sammenhænge; sammenlign i Pagtbogen (2 Mos 22,20-25; 2 Mos 22,29; 2 Mos 23,9; sammenlign 5 Mos 12,2; 5 Mos 12,13). Også med hensyn til disse passager plejer de moderne kritikere at drage den samme konklusion; og også i disse tilfælde er den forhastet. På samme måde kan skiftet i lovene fra 3. til 2. person bedst forklares som lovgiverens eget værk; de tiltalte personer står mere levende for hans sind, og når han taler i 2. person, bliver han personlig (sammenlign 3 Mos 2,4 ff. med 2,1-3, og også 1,2; 3,17; 6,18.21.25 ff.).

(d) Beviser for religiøs udvikling:

En større betydning må tilsyneladende tillægges de grunde, der bygger på forskel i terminologi eller på modsigelser i lovene, da disse synes at pege på en religionshistorisk udvikling. Men de følgende eksempler skal vise, hvor vigtigt det er at være tilbageholdende med at acceptere det materiale, som kritikerne fremlægger i denne forbindelse.

(3) Disse grundes utilstrækkelighed.

(a) I 3 Mos 5,1-7, i afsnittet om syndofferet (4,1-5,13), finder vi ordet 'asham, som også betyder »skyldoffer« (sammenlign 5,14 ff.; 7,1 ff.). Derfor hævdes det, at forfatteren til 5,1-7 endnu ikke kendte forskellen mellem de to slags ofre, og at denne del er ældre end den i 4,1 ff.; 5,14 ff. Men i 5,1 ff. bruges ordet 'asham tydeligvis i betydningen »anger« og betyder slet ikke »syndoffer«; under alle omstændigheder finder vi allerede i 5,6 f. det karakteristiske udtryk chaTTath til at betegne det sidstnævnte, og således fremstår dette afsnit som helt i harmoni med sammenhængen.

(b) Kritikere finder en modsigelse i 3 Mos 6,26; 3 Mos 7,33; 3 Mos 7,7, og i 6,29; 7,31.6, eftersom den tjenestegørende præst i det første tilfælde beskrives som deltager i offeret, mens hele præstekollegiet i det andet tilfælde gør det. Hertil må det siges, at den første række passager behandler de enkelte konkrete tilfælde, mens den anden række taler om det almindelige princip. I 7,8 f., hvor den enkelte tjenestegørende præst faktisk udtrykkeligt sættes i modsætning til alle Arons sønner, er det spørgsmål, der behandles, imidlertid en forskel i afgrødeofrene, som fra og med 3 Mos 2 kunne anses for kendt. Hvorfor denne forskel gøres i brugen af dette offer, er ikke længere forståeligt for os, da vi ikke længere har disse ofre og heller ikke er i besiddelse af den mundtlige undervisning, som muligvis ledsagede den skriftlige formulering af disse love; men dette er et spørgsmål, der er helt uafhængigt af spørgsmålet om forfatteren.

(c) Ifølge 2 Mos 29,7; 3 Mos 4,3; 3 Mos 4,5; 3 Mos 4,16; 3 Mos 6,20; 3 Mos 6,22; 3 Mos 8,12; 3 Mos 16,32; 3 Mos 21,10; 3 Mos 21,12 er ypperstepræsten den eneste, der bliver salvet; mens derimod alle præsterne bliver salvet i 2 Mos 28,41; 2 Mos 29,21; 2 Mos 30,30; 2 Mos 40,15; 3 Mos 7,36; 3 Mos 10,7. Men teksten, sådan som den foreligger, gør det ikke umuligt, at der var en dobbelt salvelse. Ifølge den første række passager bliver Aron salvet på en sådan måde, at salveolien hældes ud over hans hoved (sammenlign især 2 Mos 29,7 og 3 Mos 8,12). Dernæst bliver også han og alle hans sønner salvet på en sådan måde, at en blanding af olien og blodet stænkes på dem og på deres klæder (sammenlign især 2 Mos 29,21 og 3 Mos 8,30). Hvis vi her havde at gøre med en forskel med hensyn til teori og præsteskabets rangordener, sådan som disse drøftelser var aktuelle på eksilets tid (se III nedenfor), så ville det sejrende parti ganske sikkert have sørget for, at kun deres egne synspunkter blev gengivet i disse love, og at de modsatte synspunkter blev undertrykt. Men nu findes begge salvelser side om side, endda i ét og samme kapitel!

(d) De forskellige straffe, der foreskrives for kønslig omgang med en kvinde under hendes menstruation i 3 Mos 15,24 og 20,18, forklares let ved den kendsgerning, at der i den første passage tales om menstruation, som først indtræder under handlingen, og i den anden passage om den, som allerede var indtrådt forud.

(e) Hvad forskellen i terminologi angår, må man huske, at kritikerne i deres påstande enten overser, at tilsigtede forskelle kan afgøre, at bestemte ord eller udtryk foretrækkes; eller også ignorerer de den kendsgerning, at det i næsten hvert afsnit af en forfatters værk er muligt at finde nogle udtryk, som altid, eller i det mindste ofte, er særlige for ham; eller endelig ignorerer de på utilgivelig vis den frihed, en forfatter har til at vælge mellem forskellige synonymer, eller hans valg i brugen af dem.

Alt i alt må det siges, at hvor meget vi end anerkender de moderne kritikeres skarpsindighed og flid med hensyn til at opklare mange vanskeligheder, og den kendsgerning, at de rejser mange spørgsmål, som kræver svar, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at de tager alt for let på løsningen af disse problemer ved vilkårligt at hævde forskellige forfattere uden at tage hensyn til, at den virkelige vanskelighed derved ikke fjernes, men kun flyttes til et andet sted. Hvad der muligvis kunne accepteres som tilfredsstillende i ét enkelt tilfælde, nemlig at uoverensstemmelser i form eller indhold gennem en redaktørs tankeløshed var kommet ind i teksten, hævdes straks at være den almindelige måde at løse disse vanskeligheder på — en fremgangsmåde, som i sig selv er tankeløshed. På den anden side overser kritikerne, at det kun gør ringe forskel for disse buds religiøse og etiske værdi, om logisk, systematisk, sproglig eller æstetisk korrekthed i alle deres dele er opnået eller ej; dertil må endnu føjes, at en mangel på det ene punkt samtidig kan være en fordel på det andet. I denne henseende behøver vi blot at minde om apostlen Paulus’ anakoluter.

2. Den bibelske teksts opbygning:

(1) Opbygning i almindelighed.

Den mest virksomme modgift mod den mani at opdele teksten på den ovenfor beskrevne måde findes i fremstillingen af alle de træk, som forener denne tekst til én uadskillelig helhed. Det, vi har forsøgt at påvise i artiklerne Første Mosebog; Anden Mosebog, II; Forsoningsdagen, I, 2 (jf. også Ezekiel, I, 2, (2)), kan gentages på dette sted. Tredje Mosebog viser alle tegn på at være et velopbygget og organisk litterært produkt, hvis grundlæggende kendetegn allerede er skitseret under I ovenfor. Og da dette blev gjort i de enkelte netop nævnte artikler, kan vi her yderligere tilføje, som en bekræftende faktor til fordel for antagelsen af en indre litterær enhed i bogen, at bogens inddeling i sine logiske dele, helt ned til små detaljer, her, som så ofte andetsteds, ikke blot i mange enkeltheder nærmest giver sig selv, men at brugen af typiske tal i mange passager ved denne ordning af delene næsten tvinger sig på vores erkendelse. Andre steder antydes det samme i det mindste og kan spores gennem hele bogen uden den mindste vold mod teksten. Systemet behøver ikke at blive påtvunget materialet. Vi finder ofte afsnit, der kun er løst forbundet med de foregående dele (jf. under 1 ovenfor) og ikke forenet på en strengt logisk måde, men som ikke desto mindre er beslægtede i tanke og idéforbindelse. I overensstemmelse med inddelingen af Første Mosebog ser vi straks, at det almindelige indhold, som nævnt under I ovenfor, let falder i 10 perikoper, og det ses, at disse består af 2 sæt, hver med 5 perikoper, sammen med et tillæg.

(a) Ti perikoper i to dele:

Del I, adskillelsen fra Gud og ophævelsen af denne adskillelse: (i) 3 Mos 1,1-7; (ii) 3 Mos 8,1-10; (iii) 3 Mos 11,1-15; (iv) 3 Mos 16; (v) 3 Mos 17.

Del II, Guds folks normale livsførelse: (i) 3 Mos 18; 19; 20; (ii) 3 Mos 21; 22; (iii) 3 Mos 23; 24; (iv) 3 Mos 25; (v) 3 Mos 26.

Tillæg, 3 Mos 27; jf. med hensyn til tallet 10 inddelingen af 2 Mos 1,8-7; 2 Mos 7,8-13; 2 Mos 13,17-18; også Dekalogen, 20,1 ff.; 21,1-23,19; 32,1-35,1; og se Anden Mosebog, II, 2; og i Tredje Mosebog sandsynligvis 18,6-18; 19,9-18, og med betydelig sikkerhed 19,1-37 (se nedenfor).

(b) Overensstemmelse og forbindelser:

Jeg lader i dette tilfælde spørgsmålet ude af betragtning, om der kan spores en tilsigtet overensstemmelse mellem de forskellige dele eller ej, selv i deres detaljer. Således f.eks. når den 2. perikope (2 Mos 8; 2 Mos 9; 2 Mos 10; 2 Mos 21) særligt behandler præsternes orden, eller når den 4. perikope i det 2. sæt (3 Mos 25) siger, at begyndelsen på jubelåret faldt på den 10. dag i den 7. måned, dvs. på forsoningsdagen som beskrevet i 3 Mos 16, i den 4. perikope i det 1. sæt (jf. 25,9 med 16,29); eller når begge sæt slutter med to kortere perikoper, som tydeligt udtrykker høje udviklingstrin (3 Mos 16; 17, henholdsvis 3 Mos 25; 26, der behandler forsoningsdagen, brugen af blod og blodets formål for alteret eller jubelåret, velsignelsen og forbandelsen).

Og hvad rækkefølgen i andre henseender angår, må den overalt betragtes som grundet i selve stoffet, at 3 Mos 1-17 må gå forud for 3 Mos 18,1-26. Først må det, der skiller folket fra Gud, fjernes, og først derefter er en adfærd, der behager Gud, mulig. Lige så let, og i overensstemmelse med sammenhængen, er det muligt, at præsternes indvielse i 3 Mos 8-10 forudsætter offertorahen (3 Mos 1-7; sammenlign under 1 ovenfor) og følger efter denne, og at den straks indledes ved omtalen af indsættelsesofrene, som der ellers ikke gives nogen begrundelse for i afslutningsformlen i 7,37 (sammenlign 8,22-32). Forsoningsdagen (3 Mos 16), som i 16,16 f. og 33 omtales i forbindelse med renselsen af helligdommen, indledes på sin side af 3 Mos 11-15, eller mere særligt af bemærkningen i 15,31, hvor der tales om besmittelsen af Jahves bolig. Og på den anden side peger bestemmelserne om præsterne (3 Mos 8; 3 Mos 9; 3 Mos 10) i 10,10, hvor befalingen gives om at skelne mellem det hellige og det uhellige og at undervise Israel derefter, allerede frem mod indholdet af 3 Mos 11-15. Ofrene, som den første del i 3 Mos 1-7 begynder med, tages igen op ved afslutningen i 3 Mos 17, i buddet om blodet til alteret. Også den anden del viser allerede i begyndelsen (3 Mos 18; 19; 20), i sine religionskultiske og etiske bestemmelser, på klarest mulige måde, hvilke emner den vil behandle. På denne måde er bogens systematiske opbygning tydelig i alle enkeltheder.

Nære forbindelser: sammenligning med Anden Mosebog: Og desuden er de forskellige perikoper også så nært forbundet indbyrdes og med de tilsvarende perikoper i bøgerne Anden Mosebog og Fjerde Mosebog, at mange har ment det nødvendigt at betragte dem som en særlig lovsamling. Men forbindelsen er så nær og omfatter alle enkeltheder så grundigt, at alle forsøg på at opdele og fordele dem efter de eksempler, der er beskrevet under 1 ovenfor, må mislykkes fuldstændigt. Vi vil nu give beviserne for de forskellige perikoper i Tredje Mosebog, men på en sådan måde, at også 2 Mos 25,1-31; 35 ff, der behandler tabernaklet og dets redskaber og det aronitiske præstedømme, som er allerinderligst forbundet med Tredje Mosebog, tages i betragtning. Alle detaljer i denne sag vil blive ladt ude af betragtning.

(i) Tabernakel og præstedømme: At 3 Mos 8-10 (præsternes indvielse osv.) sammen med 2 Mos 25 ff udgør én helhed, anerkendes af alle. Men Åbenbaringsteltet og dets redskaber, og også præstedømmet, både med og uden nogen betoning af den aronitiske oprindelse, forudsættes også i næsten hver eneste af de andre perikoper i Tredje Mosebog; sammenlign for 3 Mos 1-7, f.eks. 1,3.1; 3,2.8.13; 4,4.5.7.14.16.18; 6,26 (Åbenbaringsteltet); 1,5.12; 3,5; 4,7.25.30; 6,12 (brændofferalteret); 4,7.18 (røgofferalteret); 4,6.17 (forhænget); 6,9.19 (forgården); 1,5.7.8.11; 2,2; 3,2.5.8.13; 6,9.14.16.20.25 osv. (Aron og hans sønner som præster); for 3 Mos 11-15 se 12,4.6; 14,11.23; 15,14.29.31 (helligdom, Åbenbaringstelt, bolig); 11,1; 12,6 f.; 13,1 ff; 14,2 ff,33 ff; 15,1 (præstedømme); for 3 Mos 16 se vers 2.7.16 f.,20.23.13 (helligdommen og det Allerhelligste i Åbenbaringsteltet); 16,2.12 (forhænget); 16,2.13 ff (låget på pagtens ark); 16,12.18.20.33 (alteret); 16,1 ff (det aronitiske præstedømme); for 3 Mos 17 se vers 4-6.9 (Åbenbaringsteltet); 17,6.11 (alteret); 17,5 (præstedømme); for 3 Mos 18; 19; 20 se 19,30.21 (Jahves helligdom, Åbenbaringsteltet); 19,22 (præstedømme); for 3 Mos 21 f se 21,12 (helligdom); 21,23 (Jahves helligdomme); 21,23 (forhæng, alter); 21,1 ff,21 (aronitisk præstedømme); for 3 Mos 23; 3 Mos 24 se 23,2.4.21.24.27.36 f (helligdom); 24,1 ff (lysestage, Åbenbaringstelt); 24,5 ff (skuebrødsbord); 23,10.20 (præstedømme); 24,3.1 (aronitisk præstedømme); for 3 Mos 26 se vers 2.11.31 (helligdom, Jahves bolig, helligdomme); for 3 Mos 27 se vers 10.33 (helligdom); 27,8 ff (præstedømme).

(ii) På samme måde omtales offerlovene i 3 Mos 1-7 i de følgende perikoper som forhold, der er velkendte. For 3 Mos 8-10 se 9,7.15 (syndoffer); 9,7.12.16 (brændoffer); 9,17; 10,12 (afgrødeoffer); 9,18 (takoffer); 9,3 f (alle samlet); sammenlign også 2 Mos 29,14; 2 Mos 29,18; 2 Mos 29,28. I 3 Mos 9,21; 3 Mos 10,14 f (svingningsbryster og løftelår) henvises der direkte til 7,30-36. På samme måde forudsætter 10,16 ff bestemmelserne om de forskellige måder at bringe syndofrene på i 4,3 ff,13 ff; 6,24-30; for 3 Mos 11-15 se 12,6 ff; 14,12 ff (sammenlign især 14,13 med 4,24); 14,21 ff; 15,14 f.,29 f.; for 3 Mos 16 se vers 3.5 f.,9.11.15.24 f.,27; for 3 Mos 17 se vers 5 ff,8.11; for 3 Mos 18; 19; 20 se 19,6 ff,21 f. (her findes derfor 'asham i H, som hævdes at være af senere dato); for 3 Mos 21 f se 21,6.21 f.; 22,17 ff,29 f.; for 3 Mos 23; 3 Mos 24 se 23,12 f.; 18,19.27.37; 24,9; for 3 Mos 26 se vers 30 f.; for 3 Mos 27 sammenlign vers 15.19.27.31 med 5,16; 6,5.

(iii) Love om rent og urent: Lovene med henblik på det rene og det urene i 3 Mos 11-15 er også vævet sammen med hele bogen. For 3 Mos 1-7 se 5,2 f.; 6,27; 7,19 ff; for 3 Mos 8-10 se 10,10 f.; for 3 Mos 16 se vers 16.19; for 3 Mos 17 se vers 13.15 f.; for 3 Mos 18; 19; 20 sammenlign 20,25 med 11,44, og i almindelighed med 3 Mos 11; for 3 Mos 21 f se 21,10; 13,45; 22,3 ff med 3 Mos 13-15; for 3 Mos 27 se vers 11 og 27, såvel som 3 Mos 11.

(iv) Lovene med hensyn til forsoningsdagen, som findes i 3 Mos 16, forberedes af dem, der findes i 3 Mos 11-15, nemlig i 14,4 ff, 49 ff (ceremonien med de to fugle i forbindelse med renselsen fra spedalskhed), og i 15,31 (sammenlign 16,16.19; se ovenfor). For 3 Mos 23; 3 Mos 24 sammenlign 23,26 ff med 16,29 ff, og for 25,9 med 16,29 se ovenfor; sammenlign også 2 Mos 30,10.

(v) Tredje Mosebog 17 genlyder i 3 Mos 1-7 (7,26 f) og i Tredje Mosebog 18; 19; 20 (19,26).

(vi) Endelig forudsættes 3 Mos 25 (hvileåret og jubelåret) i 3 Mos 26,34 f, 43 og i 3 Mos 27,17 ff, 23 f.

Ovenstående udtømmer imidlertid på ingen måde denne liste over henvisninger og lignende tanker, og vi har her kun givet nogle ledende eksempler. Hvilke litterære kunstgreb må man ikke gribe til, når kritikere, over for denne overvældende mængde beviser, alligevel fastholder, at bogens forskellige dele oprindelig var selvstændige skrifter; især også når hele tabernaklet og redskaberne for det aronitiske præsteskab, forsoningsdagen, jubelåret, hele offersystemet og lovene om de store højtider, begrænsningen af slagtningen af offerdyrene til den centrale helligdom, ifølge Wellhausens hypotese betragtes som produkter af fantasien alene (sammenlign III nedenfor, og se også EXODUS, III, 5; DAY OF ATONEMENT, III, 1; EZEKIEL, II, 2). Og hvor lidt vindes der desuden, når man, som det undertiden sker, på en yderst vilkårlig måde betragter udsagnene i 3 Mos 1-3 om åbenbaringens tabernakel ("mødeteltet") og om Arons sønner, eller om Aron og hans sønner tilsammen, som senere tilføjelser. I Tredje Mosebog og 2 Mos 25 ff; 35 ff er alt så fuldstændig af én og samme karakter og er så tydeligt udgået fra én og samme ånd, at det er umuligt fra dette produkt at udskille nogen bestanddele og samle dem i grupper, som oprindelig var selvstændige, derpå at opsplitte disse yderligere og føre delene tilbage til deres kilder, og endog at konstruere et skema for religiøs og historisk udvikling på grundlag af denne rekonstruktion af kilderne.

(2) De enkelte perikopers opbygning.

Ligesom vinduerne og søjlekapitælerne i en middelalderlig katedral er ordnet efter forskellige skemaer, og denne forskellighed betragtes som en berigelse af bygningsværket, således finder vi det også i opbygningen af de forskellige perikoper i Tredje Mosebog. Også disse ejer en vis symfoni af forskellige toner, men alle er rytmisk ordnet, og først når de forenes, frembringer de hele symfonien.

(a) Lovene om ofrene (Tredje Mosebog 1-7):

For det første nævnes de fem forskellige slags ofre i Israel i rækkefølge to gange, i 3 Mos 1,1-7: Del I, 3 Mos 1-5, nemlig (i) 3 Mos 1, brændofre; (ii) 3 Mos 2, afgrødeoffer; (iii) 3 Mos 3, takofre; (iv) 4,1-5,13, syndoffer; (v) 5,14-26, skyldoffer; Del II, 6,1-7,21, nemlig

(i) 6,8-13, brændofre;

(ii) 6,14-23, afgrødeoffer;

(iii) 6,24-30, syndoffer;

(iv) 7,1-7 med tillæg, 7,8-10, der handler om den del af ofrene, som tilhører præsten (se under 1 ovenfor), skyldoffer;

(v) 7,11-21, takofre.

I forbindelse hermed findes i 7,22-27 forbuddet mod at bruge fedtet eller blodet, og i 7,28-36 lovene om svingningsbrystet og offerydelseskøllen. Vi har således straks tolv af disse love (sammenlign om 2 Mos 25,1-30 i artiklen om EXODUS, II, 2, (5) og om EZEKIEL, I, 2, 5)). Men selv bortset fra dette har vi ingen ret til at tilskrive 3 Mos 1-5 og 6,1-7,21 forskellige forfattere med den begrundelse, at de er dubletter.

At der er forskel mellem disse to beretninger, bevises ikke blot af den kendsgerning, at det første sæt love fra 3 Mos 1-5 er rettet til alle israelitterne (sammenlign 1,2; 4,2), og det andet sæt 6,8; 7,21 til Aron og hans sønner (sammenlign 6,9.25); men det andet sæt har også i sit indhold en række helt andre synsvinkler end det første sæt, sådan at den samme forfatter fandt sig tilskyndet eller tvunget til at skrive begge sæt. På den anden side er det tydeligt, at begge har samme forfatter, ud fra den meget nære forbindelse mellem de to afsnit. Ud over at begge nævner alle fem slags ofre, kan vi også sammenligne 3,5 med 6,22 (fedtstykkerne af måltidsofferet oven på brændofrene på træstykkerne); og desuden den udtrykkelige henvisning i 6,17 til 3 Mos 4, mens 6,30 forudsætter den klare adskillelse af syndofferet, hvis blod bringes ind i åbenbaringsteltet, fra de andre ofre, sådan som de gives i 4,3 ff., 13 ff. i modsætning til 4,22 ff., 27 ff. Tredje Mosebog 4 er med sin henvisning til måltidsofrene (4,10.26.31.35) igen meget nært forbundet med 3 Mos 3. Vi må derfor fastholde, at hele beretningen er vævet særdeles tæt sammen. Over for dette forklares udeladelsen i det første sæt, 3 Mos 1-5, i 5,14-16, af ritualet for måltidsofferet tilstrækkeligt kun ved den kendsgerning, at dette ritual skulle bruges i det andet sæt (6,8-7,21), og her første gang først i 7,1-15; denne kendsgerning taler igen for samme forfatter til begge sæt og imod antagelsen af, at de blot mekanisk blev forenet af en redaktør. Den kendsgerning, at det andet sæt, 6,8-7,21, har en anden rækkefølge end 3 Mos 1-5, idet syndofferet forbindes umiddelbart med afgrødeofferet (6,24 ff. med 6,14-23), skyldes sandsynligvis de lignende bestemmelser i 7,9 og 7,19 (måden, hvorpå afgrødeofferet og syndofferet spises). På den anden side gav placeringen af måltidsofferet ved slutningen af det andet sæt (7,11 ff.) mulighed for at give det stykke af hele perikopen, der omfatter 7,22-27.28-36, en passende afslutning; eftersom 7,22 ff. (forbud mod at spise fedtet og blodet), forbundet med 7,19 ff., i 7,28 ff. indeholdt en bestemmelse, der vedrørte måltidsofferet (løftebrystet og svingelåret). Under alle omstændigheder skal disse sidste to stykker betragtes særskilt fra resten, eftersom de ikke længere er rettet til præsterne, sådan som 6,8-7,21 er, men til hele Israel; sammenlign 7,23.29. Om nogle andre oplysninger, der er mindre tæt forbundet med sagen, sammenlign ovenfor under 1.

(b) Præsteindvielse og beslægtede emner (3 Mos 8-10): I denne perikope, som i den følgende, ned til og med 3 Mos 17, men især fra 3 Mos 11 og fremefter, er inddelingsprincippet på grundlag af tallet fire fremherskende, i mange tilfælde også i detaljerne; så dette næppe kan betragtes som et tilfældigt træk (sammenlign også historien om Abraham i 1 Mos 12-26; desuden i 2 Mos 35,4-40; og i ANDEN MOSEBOG, II, 2, (7); 3 Mos 16, under FORSONINGSDAGEN, I, 2, (1)); 5 Mos 12-26 skal sandsynligvis også inddeles efter dette princip, helt ned i de mindste detaljer (sammenlign til sidst 3 Mos 21-22,16; 22,17-30; 3 Mos 23 f. og 26).

(i) Tredje Mosebog 8, som behandler de første syv dage af præsternes indvielse: Dispositionen findes i 8,2, nemlig Aron, de hellige klæder, salvningsolien, syndoffertyren, to væddere, usyret brød (sammenlign 8,6; 7 ff.; 10 ff.; 14 ff.; 18 ff.; 22 ff.; 26 ff.).

(ii) Tredje Mosebog 9, Arons og hans sønners første ofre på den 8. dag (9,2-4 indeholder dispositionen, efter mønsteret i 8,2; sammenlign 9,7 ff.; 11 ff., Arons syndoffer og brændoffer, med 9,2; også 9,15-18, som behandler det, folket bragte til ofrene, med 9,3 f.; men det skal bemærkes, at afgrødeofferet og måltidsofferet (9,17.18) gives i omvendt rækkefølge i forhold til den, der findes i 9,3 f.). Også her finder vi tallet syv, hvis vi medregner brændofferet om morgenen (9,17).

(iii) 10,1-7, Nadab og Abihus synd og deres straf med døden; (iv) 10,8-20, bestemmelser om præsterne, foranlediget af 8,1-10,7 og forsynet med en ny overskrift i 10,8, nemlig 10,8, som handler om forbuddet mod brug af vin og berusende drikke; 10,9 f., skelnen mellem det hellige og det uhellige; 10,12-15, spisningen af de hellige offergaver; 10,16-20, behandlingen af bukken til syndofferet.

(c) Love om det rene og urene (3 Mos 11-15):

(i) 3 Mos 11, som behandler rene og urene dyr. Dispositionen over hovedindholdet findes i 11,46 med en fri ombytning af ét tal. Der er følgelig fire stykker, nemlig 11,2-8, firbenede dyr; 11,9-12, vanddyr; 11,13-23, fugle (med et tillæg, som behandler berøring med det urene, 11,24-28, som giver et sammendrag af de nævnte dyr (se under 1); 11,29-45, de små dyr på jorden (igen i fire underafdelinger, nemlig (i) 11,29-38; (ii) 11,39 ff.; (iii) 11,41 f.; (iv) 11,44 f.).

(ii) Tredje Mosebog 12 handler om kvinder i barselsseng, også i fire stykker (12,2-4, fødsel af et drengebarn; 12,5, fødsel af et pigebarn; 12,6 f., renselsesceremoni; 12,8, bestemmelser i tilfælde af yderste fattigdom). Disse dele er ikke føjet sammen logisk, men på en temmelig ydre måde.

(iii) Afsnittet 13,1-14,53, som indeholder lovene om spedalskhed, med underskriften i 14,54 ff. (Fordi syv punkter skal opregnes, 14,55 (klæder og huse), er dette ikke, som i den videre udlægning, adskilt fra de øvrige love, men placeret midt iblandt dem.) Udlægningen indeholder fire stykker, nemlig 13,1-44, spedalskhed på mennesker (med afsluttende 13,45 f), med syv underafdelinger, hvoraf de første fem længere er opbygget efter ret parallelle linjer og igen kan deles i fire under-underafdelinger, nemlig 13,1-8; 1,9-17; 1,18-23; 1,24-28; 1,29-37; 1,38 f; 1,40-44. Betydningen af tallet syv for strukturen (se (2), (b), i, ovenfor) svarer til det, man finder f.eks. i 2 Mos 24,18 b til 31,18 (se EXODUS, II, 2, (5)); 2 Mos 8; 2 Mos 9 (se ovenfor); 2 Mos 23; 2 Mos 25; og 27; og muligvis 26,3-13.14-39 (se nedenfor); endelig er hele Anden Mosebog delt i syv dele (se EXODUS, II, 1). 13,47-59, spedalskhed i forbindelse med klæder, med fire underafdelinger, nemlig 13,47-50; 13,51 f; 13,53 f; 13,55 ff. Den sidste underafdeling kan igen let deles i fire under-underafdelinger, nemlig 13,55; 13,56; 13,57; 13,58; 14,1-32, renselser (14,2 er en særlig overskrift), med 4 underafdelinger, nemlig,

(i) 14,2b-3a, den spedalske foran præsten;

(ii) 14,3b-9, renselsesceremonierne på de første syv dage, igen delt i 4 under-underafdelinger: 14,3b f; 14,5-7; 14,8; 14,9;

(iii) 14,10-20, ceremonien på den ottende dag (4 ofre, nemlig 14,12-18, skyldoffer; 14,19a, syndoffer; 14,19b, brændoffer; 14,20, afgrødeoffer; i de 4 ofre (5,12-6,7) er der igen 4 forskellige handlinger: 14,14; 14,15 f; 14,17; 14,18;

(iv) 14,21-32 (i tilfælde af fattigdom) 14,33-53, spedalskhed i huse, med fire underafdelinger: 14,33-35; 14,36-38; 14,39-42; 14,43-53.

(iv) Tredje Mosebog 15, sygdom eller naturlige udflåd, med 4 underafdelinger, nemlig 15,1-15, standsede eller løbende udflåd sammen med deres renselse (15,3-12 indeholder 12 love: 15,3; 15,4a; 15,4b; 15,5; 15,6; 15,7; 15,8; 15,9; 15,10a; 15,10b; 15,11; 15,12); 15,16-18, sædafgang; 15,19-24, menstruationer; 15,25-30, andre blodflåd og deres renselse. 3 Mos 15,1-15 og 15,16-18 henviser til mænd, og 15,19-24 og 15,25-30 til kvinder; og ud over disse antydede henvisninger, idet 15,1-15 og 15,25-30 behandler unormale udflåd og deres renselsesceremonier, behandler 15,16-18 og 15,19-24 normale udflåd.

(d) Forsoningsdagen (3 Mos 16):

Se IV, 1, (2), 2, og under ATONEMENT, DAY OF.

(e) Offerblodets brug og betydning (3 Mos 17): (i) 17,3-7, kun ét sted til slagtning af ofrene og forkastelsen af alle fremmede kulter; (ii) 17,8.9, kun ét sted til at ofre; (iii) 17,10-14, forbud mod at spise blodet; (iv) 17,15, angående ådsler af dyr, som er fundet døde, eller som er blevet sønderrevet af vilde dyr.

Her har forfatteren bragt afsnittets form og indhold i fuldkommen harmoni. 3 Mos 17,3 ff,8 ff,10 ff,13 ff begynder med de samme ord, og hvert indeholder en lignende formel med henvisning til straffen, mens 17,10 ff og 13 ff logisk set tydeligvis kun er underafdelinger af den tredje del i 17,10-14, som behandler forbuddet mod at spise blod. I den fjerde afdeling mangler der derimod, skønt den indholdsmæssigt hænger sammen med resten, den formelle overensstemmelse med de første tre afdelinger.

(f) (g) (3 Mos 18; 19; 20; 21): Disse falder naturligt hver i 2 dele. Tredje Mosebog 18-20 indeholder

(i) 3 Mos 18 f, religiøse og etiske love;

(ii) 3 Mos 20, love, der handler om straffe. (f) (i) Religiøse og etiske love (3 Mos 18):

(a) 3 Mos 18: Forordninger med henblik på ægteskab og kyskhed. 3 Mos 18,1-5, indledende; 18,6-18, forbud mod ægteskab mellem blodsslægtninge; 18,19-23, forbud mod andre seksuelle synder; 18,24-30, advarsler.

Underafdelingen kan måske deles i 10 underordnede dele, hvis det er tilladt at samle de forskellige slægtskabsgrader, som nævnes i 3 Mos 18,12-14 (nemlig 18,7.8.9.10.11.12-14.15.16.17.18). Da den i sig selv tydeligvis består af 5 forordninger (18,19.20.21.22.23), ville hele dette afsnit, hvis vi har lov at dele det i 5 bud (18,2.3a.3b.4.5) og også i 5 (18,24 f,26-28.29.30a.30b), indeholde 5 X 5 ord; men dette er usikkert.

(b) Tredje Mosebog 19: forskellige bud af den dybeste betydning. For at opdage inddelingerne i dette kapitel må vi lægge mærke til den karakteristiske formel: »Jeg er Jahve, jeres Gud« eller et lignende udtryk, som ofte forekommer ved begyndelsen og slutningen af visse afdelinger, f.eks. i rækkerne (1) (9) og (10), men som i de midterste rækker i hvert tilfælde kun forekommer én gang, og som i alle rækkerne også findes ved afslutningen.

På denne måde kan vi beregne 10 tetraloger. Således har vi efter overskriften i 19,2, som indeholder et sammendrag,

(i) 19,3,1 (19,3a.3b.4a.4b);

(ii) 19,5-10 (19,5 f,7 f,9,10);

(iii) 19,11 f (19,11a,11b(?),11b(?),12);

(iv) 19,13 f (19,13a,13b,14a,14b);

(v) 19,15 f (15a,15b,16a,16b);

(vi) 19,17 f (19,17a,17b,18a,18b);

(vii) 19,19-25 (19,19a,19b,20-22,23-25);

(viii) 19,26-28 (19,26a,26b,27,28),

(ix) 19,29-32 (19,29,30,31,32);

(x) 19,33-36 (19,33,14,35,36); 19,37 udgør afslutningen på det hele.

(Bemærk, at tallet ti her er sikkert efter nærværende forfatters overbevisning; men han er ikke helt så sikker på antallet af underafdelinger inden for hovedafdelingerne; vi kan her have at gøre med pentaloger og ikke med tetraloger. Hvis dette er tilfældet, ville overensstemmelserne med 3 Mos 18 under visse omstændigheder være endnu større.)

Muligvis kan grupperinger på to endnu danne en tættere enhed (sammenlign om 2 Mos 1,1-18; 2 Mos 21,1-23, EXODUS, II, 2, (1-4)). Under alle omstændigheder kan (iii) og (iv) sammenfattes under den almindelige overskrift: at bedrage sine medmennesker; (v) og (vi) under den om at overholde lovene; (vii) og (viii) under den om hedenske misbrug; mens (ix) og (x) måske med vilje blander de religiøse, kulturelle og etiske elementer sammen for derved allerede at udtrykke, at alle disse ting er inderligt forbundet (men sammenlign også 3 Mos 19,12; 3 Mos 19,14; 3 Mos 19,17, i de midterste afsnit). I 19,5 ff.; 20 ff.; 23 ff. udfolder forfatteren sit emne noget mere udførligt.

(f ii) Love om straffe (3 Mos 20): Bestemmelserne om straffe står i så nær forbindelse med indholdet af 3 Mos 18 og med dele af 3 Mos 19, at det er helt uforståeligt, hvordan kritikerne kan tilskrive disse tre kapitler forskellige forfattere. Selv om visse bestemmelser fra 3 Mos 18 ikke findes her i 3 Mos 20,7; 3 Mos 20,10; 3 Mos 20,17 b,18, og selv om en anden rækkefølge er fulgt, er denne variation, som uden tvivl også hænger sammen med en ny gruppering af materialet, snarere en fordel end en ulempe for helheden. Det er umuligt at forestille sig, at en redaktør skulle have ændret noget i to helt parallelle og lignende tekster eller selv have skrevet en paralleltekst, der afviger fra den anden. Tredje Mosebog 20 kan sandsynligvis deles i 4 dele, nemlig:

(i) 20,1-8, straffe for afgudsdyrkelse og trolddom med en afsluttende formel, 20,7 f.;

(ii) 20,9-18, dødsstraf for ti forbrydelser, som alle, med undtagelse af den første, er af seksuel art (20,9-18). Det er et spørgsmål, om den første i den anden gruppe (20,14), dvs. den sjette i hele rækken, var tænkt fremhævet ved straffens særlige karakter (død ved brænding);

(iii) 20,19-21, andre seksuelle synder, med mildere straffe;

(iv) 20,22-27, med 4 underafdelinger (advarsel, 20,22 f.; løfte, 20,24; eftertrykkelige gentagelser af to allerede givne bud, 20,25 ff.; (sammenlign med 11,44 ff. og i almindelighed med 3 Mos 11); og 20,27 med 19,26.31; 20,6). Helt sikkert i dette kapitel er det forhold, at de forskellige slags straffe ligeledes er afgørende for deres rækkefølge. Det skal uden tvivl ikke betragtes som tilfældigt, at stening til døden nævnes både i begyndelsen og i slutningen.

(g) (3 Mos 21,1-22):

(i) Love om præsternes beskaffenhed (21,1-22,16); og (ii) om hellige offergaver (22,17-30) med efterskriften 22,31-33.

(g i) Præsters egenskaber: 3 Mos 21,1-22 i fire afsnit (21,1 ff.; 10 ff.; 16 ff.; 22,1 ff.; bemærk også i 21,18-20 de 12 lyder; i 22,4-8 de 7 tilfælde af urenhed). (g ii) Hellige offergaver: 3 Mos 22,17-30 i fire afsnit (22,18-20; 21-25; 26-28; 29 f.).

(h) Indvielse af højtider osv. (3 Mos 23; 3 Mos 24):

(i) 3 Mos 23, love for festerne (7 afsnit, nemlig 23,3; 4 f.; 6-14; 15-22; 23-25; 26-32; 33-36, med tillægget, som i alle enkeltheder passer til sammenhængen, i 23,39 ff., føjet til løvhyttefesten);

(ii) 24,1-4, der behandler den hellige lysestage, som repræsenterer israelitternes moralske adfærd, og som derfor passer fortrinligt ind i sammenhængen; sådan gælder det også

(iii) 24,5-9, der behandler skuebrødet, som repræsenterer resultaterne af Israels arbejde;

(iv) 24,10-23, der indeholder beretningen om straffen over en gudsbespotter og over en, som forbandede.

Sandsynligvis blev der statueret et eksempel med en person, som misbrugte Guds navn på det tidspunkt, dette kapitel beskriver. Men muligvis findes der en endnu nærmere forbindelse med det foregående. Skuebrødet og lysestagen fandtes i det hellige, som med sine redskaber afbildede forholdet mellem Israels karakter og deres Gud; mens redskaberne i det Allerhelligste angav Guds forhold til sit folk (sammenlign Hengstenberg, Beitrage, III, 644 ff.). Men da det hellige, foruden skuebrødet og lysestagen, kun indeholdt røgelsesalteret, som symboliserede Israels bønner, og eftersom gudsbespotteren repræsenterer den nøjagtige modsætning til bøn, er det sandsynligt, at bøn i 24,10 ff. angives ved sin modsætning. Dette afsnit består af 4 dele, nemlig 24,10-12; 24,13-14; 24,15-22 (som giver en række straffe for visse forseelser, der er mere eller mindre nært forbundet med den, som findes i teksten); 24,23.

(i) Sabbats- og jubelår (3 Mos 25): Sabbats- og jubelår i 7 afsnit, nemlig 25,1-7; 25,8-12; 25,13-28; 25,29-34; 25,35-38; 25,39-46; 25,47-55.

(j) Afslutning: Forbandelse og velsignelse (3 Mos 26): Det store afsluttende kapitel, som fremholder en forbandelse og en velsignelse og i en nøddeskal indeholder alle senere tiders profetiske udsagn, nemlig:

(i) 26,1-2, gentagelse af fire vigtige krav (26,1a; 1b; 2a; 2b);

(ii) 26,3-13, velsignelsen, muligvis inddelt i 7 stadier, det ene mere åndeligt end det andet;

(iii) 26,4-39, forbandelsen, muligvis inddelt i syv stadier, det ene mere intenst end det andet (sammenlign også ordspillet, gentaget 7 gange, med henvisning til shabbath, muligvis fundet i 26,34 f. og sikkert fundet i 26,18.21.24.27 f.);

(iv) 26,40-45, den barmhjertighed, som Jahve til sidst viser for sin pagts skyld.

(k) Tillæg: Til sidst tillægget i 3 Mos 27, der handler om løfter og tiender, i 7 dele, nemlig 27,1-8; 27,9-13; 27,14-15; 27,16-21; 27,26 f.; 27,28-29; 27,30-33.

III. Oprindelse.

1. Mod Wellhausen-hypotesen:

Ligesom vi i artiklen ATONEMENT, DAY OF, afsnit I, 2, (2), tog stilling imod de moderne forsøg på at opdele teksten, og i III, 1 imod teorien om hele perikopens sene oprindelse, må vi, efter under II at have forsøgt at bevise enheden i Tredje Mosebog, dog undersøge den moderne påstand om, at bogen som helhed er et produkt af senere tider. Da hele bogen tilskrives Præstekodeksen (se II, 1 ovenfor), vil svaret på spørgsmålet om, hvornår den blev skrevet, afhænge af den holdning, vi indtager til Wellhausen-hypotesen, som fastholder, at Præstekodeksen først blev offentliggjort på eksilets tid i 444 f.Kr. (3 Mos 8; 3 Mos 9; 3 Mos 10).

(1) Argumentet ud fra tavshed.

Et af de vigtigste beviser for denne påstand er "argumentet ud fra tavshed" (argumentum e silentio). Hvor forsigtig man må være med at bruge dette argument, kan ses af den kendsgerning, at f.eks. ypperstepræsten med sin fulde titel kun nævnes én eneste gang i hele Tredje Mosebog, nemlig i 21,10; og at levitterne ikke nævnes undtagen én gang (25,32 ff), og da kun i forbifarten. Som det er velkendt, er det tilhængerne af Wellhausen-hypotesen selv, der nu hævder, at hovedparten af hele Det Gamle Testamentes litteratur er opstået i den eftereksilske periode og længe efter året 444 f.Kr. Hvis vi foreløbig ser bort fra Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias, som alle beskriver Israels historie ud fra Præstekodeksens (P) synspunkt, bemærker vi, at denne senere litteratur ikke er rigere på henvisninger til P end den ældre litteratur; og at det i de tilfælde, hvor sådanne henvisninger findes i denne litteratur, der henføres til en sen periode, er lige så vanskeligt at afgøre, om disse steder blot henviser til en skik eller til et kodificeret sæt love.

(2) Profeternes holdning til offersystemet.

Et yderligere bevis imod den præeksilske oprindelse af præstelovgivningen findes i det, der hævdes at være profeternes fjendtlige holdning til offersystemet (sammenlign Am 5,21 ff; 4,4 f; Hos 6,6; Mika 6,6 ff; Es 1,11 ff; Jer 6,20; Jer 7,21 ff; Sl 40,6; Sl 50,8; Sl 50,9; Sl 51,16 f). Men dette kan umuligt være en absolut modsætning; for i så fald ville den også være rettet imod Pagtsbogen og til dels også imod Femte Mosebog, hvilke bøger i 2 Mos 20,24; 2 Mos 22,19; 2 Mos 23,18; 2 Mos 34,25; 5 Mos 12,5; 5 Mos 12,11; 5 Mos 12,13; 5 Mos 12,17; 5 Mos 12,26; 5 Mos 15,19-23; 5 Mos 16,2; 5 Mos 16,5; 5 Mos 17,1; 5 Mos 18,1; 5 Mos 18,3 også giver anvisninger om ofre, og som i det mindste delvis stadig regnes for ældre skrifter. Desuden henføres de steder, der her drøftes, også delvis til en senere og endog meget sen periode (sammenlign endda sådanne tilfælde som Sl 40,6; Sl 50,8 f; 51,16 f; Mika 6,6 ff, og dertil også Mal 1,10), dvs. de henføres til en tid, hvor præstelovene ifølge kritikernes opfattelse siges at være opstået eller allerede blev betragtet som autoritative. Som regel lader profeterne ofre, sabbatter, hellige steder og personer indgå i deres billeder af fremtiden; jf., hvad ofre angår, f.eks. Jer 17,26; Jer 31,14; Jer 33,14 ff. Endelig viser 3 Mos 26,31, hvordan selv P under visse omstændigheder kan erklære ofre for nytteløse.

(3) Folkets ulydighed. Endvidere kan overtrædelserne af de levitiske love i løbet af Israels historie ikke betragtes som et bevis på, at præstelovgivningen ikke fandtes i præeksilsk tid. Dette er klart ud fra et analogt tilfælde. Afgudsdyrkelse var forbudt af Pagtsbogen (3 Mos 20; 3 Mos 21; 3 Mos 22; 3 Mos 23; 3 Mos 24; 3 Mos 34), som anerkendes som gamle dokumenter; men ifølge 2 Kong 2 tog den fromme kong Josija helt ned til året 622 f.Kr. ikke anstød af afgudsdyrkelse. Selv efter reformen, som var blevet indledt som følge af fundet af Lovbogen i templet under Josijas regering (2 Kong 2), blev afgudsdyrkelse igen praktiseret i Israel, som det bevises af Ez 8 og Jer 44, til trods for at Pagtsbogen og Femte Mosebog allerede fandtes på den tid, selv efter kritikernes opfattelse.

Men lad os gå videre til P selv og ikke glemme, at forskrifterne for jubelåret (3 Mos 25) ifølge jødisk tradition aldrig faktisk blev overholdt. Ifølge kritikernes ræsonnement kunne denne lov ikke engang eksistere i dag. Efter alle beretninger begyndte overtrædelserne af de guddommelige forordninger allerede så tidligt som i den mosaiske periode; jf. 2 Mos 32 (J, E, guldkalven); Am 5,25; Am 5,20; 5 Mos 12,8 og også 3 Mos 17,7 (offer til satyrerne i Præstekodeksen). Denne tilstand kan let forstås, fordi Jahves religion ikke gør krav på at være en udstrømning af folkets ånd, men resultatet af en åbenbaring fra det høje. I lyset af disse kendsgerninger kan vi da undre os over, at frafaldet i dommertiden, hvor en stor profetisk leder så ofte ikke fandtes i Israel, var så stort og så udbredt? Men alle disse tilfælde af ulydighed, som er blevet påvist som faktiske forhold i Israels historie, kan ikke fjerne den kendsgerning, at der findes mange oplysninger, som beviser eksistensen af en central helligdom allerede i folkets tidligste historie; dette forudsætter naturligvis, at der også fandtes love for kulten (se EXODUS, III, 5). Vi må desuden ikke glemme, hvordan Samuels sønners ofre (1 Sam 2,11), trods al deres vilkårlige adfærd, forudsætter sådanne steder som 3 Mos 7,30-32; 3 Mos 10,15; 2 Mos 29,31 f.; 3 Mos 8,31; 4 Mos 6,19 f.; 3 Mos 7,23-32; eller at ypperstepræsten, sådan som han beskrives i Præstekodeksen, allerede før år 444 f.Kr. er en lige så velkendt skikkelse, som han er efter eksilet (jf. EZEKIEL, II, 2); eller at spørgsmålet i Hag 2,11 ff. tager hensyn til en samling kultlove, og at svaret gives på grundlag af 3 Mos 6,27; 4 Mos 19,22.

(4) Vilkårlig ofring.

Hertil må føjes, at de overtrædelser, som kritikerne påberåber sig som bevis for deres påstande, og som de misbruger til deres egne formål, til dels må fortolkes anderledes, end de bliver. Når det gælder vilkårlig ofring på et hvilket som helst sted og ved en hvilken som helst person, har vi i mange tilfælde at gøre med ekstraordinære tilfælde af teofanier (jf. Dom 2,1; Dom 6,11; Dom 13,1), sådan som disse var forudset i 2 Mos 20,24. Selv Femte Mosebog fastholder ikke overalt (jf. 16,21), at ofrene skal bringes på ét og samme sted (jf. også Præstekodeksen: Lev 24,31; Jos 22). Efter forkastelsen af Shilo, hvor den centrale helligdom var blevet anbragt, sådan som det fortælles i 1 Sam 1, blev Præstekodeksens kultiske forordninger, som vi lærer af Jer 7,11 ff.; 26,6; Sl 78,59 ff., mere eller mindre et dødt bogstav. Selv Krønikebøgerne, som overalt skildrer historien ud fra Præstekodeksens synspunkt, tager i denne periode og ned til templets indvielse ikke anstød af en Salomos kultiske handlinger, i modsætning til deres holdning til Uzzijas adfærd (se 2 Krøn 1,6; 2 Krøn 6,1-4; 2 Krøn 7,1-7, sammenlignet med 26,16 ff.). På samme måde kunne de fromme mennesker i Nordriget, efter at det med guddommeligt samtykke var blevet adskilt fra Sydriget, ikke gøre andet end at rejse altre for sig selv, eftersom de ikke kunne deltage i dyrkelsen af kalvene i Betel og Dan. Desuden overser den moderne kritik den kendsgerning, at det regelmæssige og normale er langt mindre tilbøjeligt til at blive omtalt i historisk fortælling end det uregelmæssige og unormale.

(5) Femte Mosebog og Præstekodeksen.

Det er ikke muligt her at gå yderligere i detaljer; vi henviser derfor kun til EXODUS, III og IV; DAY OF ATONEMENT, III, og især EZEKIEL, II, 2, hvor beviset er blevet fremlagt for, at denne profet hører til en senere periode end Præstekodeksen, hvad angår Ez 40,1-48 (som indeholder hans billede af fremtiden) i almindelighed, og hvad angår Ez 44,4 ff. (hvor det hævdes, at profeten først indfører skellet mellem præster og levitter) i særdeleshed. Alle de vigtige problemer, der er forbundet med denne sag, især de vanskeligheder, som følger af Wellhausens hypotese, når spørgsmålene om den præstelige lovgivnings formål, form, succes og oprindelse tages under overvejelse, drøftes i min bog Are the Critics Right? Resultatet af denne undersøgelse er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, som jeg selv tidligere var tilhænger af Wellhausen-skolen, men blev tvunget til den konklusion, at denne hypotese er uholdbar.

Her må vi endnu henvise til den ene kendsgerning, at forholdet mellem Femte Mosebog (D) og Præsteskriftet (P), for så vidt Tredje Mosebog særligt angår, retfærdiggør skemaet P efterfulgt af D som den historiske rækkefølge, mens Wellhausen gør D ældre end P. 5 Mos 10,8 f; 33,8 ff forudsætter mere detaljerede bestemmelser med henblik på præsterne, sådan som de er givet i P. Femte Mosebog tager desuden hensyn til forskellige slags ofre (jf. 12,5 f.11.13.17.26; 15,19-23; 17,1; 18,1.3, sådan som de beskrives i 3 Mos 1 ff). Loven i 5 Mos 14 (bestemmelser med henblik på, hvad der er rent) stemmer næsten ord for ord overens med 3 Mos 11 og er i så fuldkommen harmoni med Præsteskriftets sproglige særtræk, at 3 Mos 11 må betragtes som originalen og ikke omvendt. 5 Mos 24,8 f henviser direkte til påbuddene om spedalskhed, sådan som vi finder dem i 3 Mos 13 f, og stedet i Femte Mosebog er uden tvivl formet efter stedet i Tredje Mosebog. 5 Mos 12,15; 5 Mos 12,22; 5 Mos 15,22 kan slet ikke forstås undtagen i lyset af 3 Mos 17,13. 5 Mos 26,14 ff tager igen udtrykkeligt hensyn til forestillinger, som er hentet fra 3 Mos 22,3 ff. Hvad angår lovene om de store højtider i 5 Mos 16, er det umuligt at forstå 16,9 uden 3 Mos 23,15 ff,10 f; og betegnelsen "løvhyttefesten" i 5 Mos 16,13 ff kan end ikke forstås uden henvisning til en sådan lov, som vi finder i 3 Mos 23,39 ff. De øvrige steder, der skal drøftes om dette emne, fører os til følgende resultater.

2. Forbindelse med den mosaiske periode:

Selv hvis Femte Mosebog var et produkt af det 7. århundrede f.Kr., ville de ovenfor anførte kendsgerninger ikke desto mindre modbevise Wellhausen-hypotesens påstand om en eksilsk eller eftereksilsk datering af Præsteskriftet. Men hvis Femte Mosebog, blot i sine væsentlige og grundlæggende dele, er mosaisk (jf. Are the Critics Right? 1-55), så må Præsteskriftet, som stadig er ældre end De, også høre til den mosaiske periode.

(1) Præsteskriftet og ørkenforholdene.

Denne konklusion bekræftes på dette punkt yderligere af en række kendsgerninger. Da Femte Mosebog tillader, at de førstefødte løses (5 Mos 14,22), men Præsteskriftet kræver deres indvielse in natura (3 Mos 27,26; jf. 4 Mos 18,15), kunne de sidstnævnte bestemmelser kun foretrækkes og håndhæves under vandringen i ørkenen, hvor hele folket var i helligdommens nærhed. Den kendsgerning, at bestemmelserne om den hjemlige fejring af påsken i de private huse den 14. nisan og den hellige sammenkomst den 15. nisan ved helligdommen kun kunne gennemføres under vandringerne i ørkenen (jf. 2 Mos 12,3 ff,6; 3 Mos 23,5; 4 Mos 28,16; 3 Mos 27,6 ff; 4 Mos 28,17 ff), og at dette blev ændret i 5 Mos 16,5 f for at svare til ændrede forhold, kan ses ved henvisning til EXODUS, III, 3. Endnu vigtigere er et tredje bud i 3 Mos 17 sammenlignet med 5 Mos 12. Buddet om, at hvert dyr, der skal slagtes, skal bringes til den centrale helligdom, kan kun have et formål for den mosaiske periode og kunne ikke engang være blevet opfundet i en senere periode. På grund af Israels indtog i Kanaan ændrer Femte Mosebog denne bestemmelse på en sådan måde, at det fra da af er tilladt at slagte dyrene på hvilket som helst sted (12,13 ff.20 ff). De forskellige bud med henblik på ådsler af dyr, der er døde, og dyr, der er sønderrevet, er alle afhængige af 3 Mos 17. I 5 Mos 14,21 var det muligt absolut at forbyde Israel brugen af sådanne dyr, fordi det fra nu af, og i modsætning til 3 Mos 17, var tilladt at slagte offerdyr på hvilket som helst sted (17,13 ff). I 2 Mos 22,30 kunne al brug af sådant kød forbydes, fordi 3 Mos 17, med dets bud om at bringe alt blod til helligdommen, endnu ikke var givet. Tredje Mosebog forbyder nu derimod kun præsterne denne brug (22,8) og ser i denne brug hos de øvrige israelitter kun en forbigående urenhed (jf. 3 Mos 17,15; 3 Mos 11,40); og i 7,24 forbyder den kun brugen af fedtet, men ikke af kødet fra disse dyr; for nu er al slagtning ifølge 3 Mos 17,1 ff et offer, som kun de rene havde lov til at spise, og som ikke kunne skaffes til enhver tid (jf. Hoffmann, op. cit., 23 f).

Vores udlægning af 3 Mos 17,1 ff. er imidlertid også i en anden henseende af den største betydning, for i 17,4-6.8 f. forudsættes åbenbaringsteltet som eksisterende; i 17,5.8 også forskellige slags ofre, og i vers 6 præsteskabet; således at yderligere bestemmelser om åbenbaringsteltet, offerlovgivningen og præsteskabet, sådan som vi finder dem i 3 Mos 25; 3 Mos 35; 3 Mos 1–7,38; 2 Mos 29; 3 Mos 8; 9; 10,21 ff., straks var mulige og nødvendige, og netop disse love må sandsynligvis have deres oprindelse i og stamme fra den mosaiske periode. Den samme konklusion støttes af følgende overvejelser. Hvilken anden kilde eller tid kunne stemme overens med sådanne udsagn, som også meget ofte findes i andre dele af Tredje Mosebog, som »ind i lejren« i 4,11 ff.; 6,11; 13,46; 14,3.8 (ubevidst kontrast til senere tider); 14,33 ff.40.41.45.53; 16,26-28; 24,10-23; eller »ud i ørkenen« i 16,10.21 f. I 6,15.18; 6,6 (jf. også 27,2 ff.) er ordene »efter din vurdering« rettet personligt til Moses. I 6,20 bygger en beregning på den dag, da Aron blev indviet til præstetjenesten, mens 6,22 er det første sted, der har et mere alment præg. Sådanne antydninger, som så at sige kun tilfældigt er spredt i lovenes tekst, og som peger på lovgiverens og hans tids situation, er af særlig værdi for argumentet til fordel for disse loves mosaiske oprindelse. Endvidere finder vi overalt, at Aron og hans sønner endnu er de eneste indehavere af præsteembedet (jf. 1,5.7.8.11; 2,3; 3,13; 6,9.14.16 osv.). Alle lovene gør krav på at være givet gennem Moses eller Aron eller gennem dem begge ved Sinaj bjerg (se I ovenfor). Og hvem i senere tider, hvis hensigten var at ophøje Arons præsteskab, ville have fundet på at opdigte den kendsgerning, at det på forsoningsdagen og ved andre lejligheder var nødvendigt for Aron at bringe et brændoffer og et syndoffer for sig selv (3 Mos 16; 3 Mos 8-10; 3 Mos 19), eller at Moses i sin opfattelse af en bestemt kultisk handling havde taget fejl (jf. 3 Mos 10,16 ff.)? Loven om jubelåret (3 Mos 25) forudsætter, at hver stamme er afgrænset til sit eget område og ikke er blandet sammen med de andre stammer, en forudsætning som ikke længere var mulig efter indtagelsen af Kanaan, og som derfor kun kan tænkes i den mosaiske tid. Og lad os nu huske, at denne kendsgerning, når vi erindrer (se II ovenfor), at bogens enhed blev bevist, er et grundlag for at hævde, at hele bogen stammer fra den mosaiske periode. I det mindste hvad Tredje Mosebog angår, findes der intet i bogen, som kræver en senere datering. 3 Mos 18,24 ff. kan kun betragtes som eftermosaisk, hvis vi oversætter disse vers tankeløst, som om landets indbyggere her blev beskrevet som allerede tidligere fordrevet. Derimod er tanken i 18,24, ligesom det er tilfældet med parallelstedet 20,22 ff., uden nogen tvivl, at Israel endnu ikke er i Det Hellige Land. Derfor skal waw consecutivum på dette sted ikke opfattes som udtryk for tidsmæssige, men for logiske følger. I passagen 18,27 finder vi desuden den arkaiske form ha'-el for ha'-elleh; jf. i Pentateuken 1 Mos 19,8; 1 Mos 19,25; 1 Mos 26,3; 1 Mos 26,4; 5 Mos 4,42; 5 Mos 7,22; 5 Mos 19,11. Lige så lidt fører 3 Mos 26 os ind i eksiltiden. Kun dogmatiske fordomme kan tage anstød af forudsigelsen af eksilet. 3 Mos 26 kan heller ikke betragtes som en »profeti efter begivenheden«, af den grund at folkets genoprettelse ved Guds tilgivelse her loves (jf. 26,40 ff.). Og desuden er eksilet ikke den eneste straf, som Israel trues med; og endelig, hvad Israel angår, siges det ved siden af udsagnene om deres bolig i ét enkelt land (26,34.38.41.44), også at de skal spredes blandt mange folkeslag og lande (jf. 26,23.16.39).

(2) Enhed og opbygning peger på mosaisk oprindelse.

Hvis vi hertil endnu føjer enheden i tanken og i den ydre opbygning, ser vi, når vi betragter hele sagen, ikke noget, der skulle føre os til at antage en eftermosaisk periode for denne bog. Desuden er det i sig selv fra begyndelsen kun sandsynligt, at Moses gav sit folk en samling kultlove og ikke overlod dette område til tilfældighederne. Vi behøver blot at tænke på den store rolle, som de religiøse kulter havde blandt de orientalske folk. Det siges ganske vist ingen steder med rene ord, at Moses skrev selv præsteskriftets love. Men de henvisninger, som Femte Mosebog giver til præsteskriftet; det forhold, at 4 Mos 33, som også tilskrives Moses, er præget af præsteskriftets stil; endvidere, at forfatteren til Femte Mosebog kunne skrive i P's stil (sammenlign 5 Mos 14 med 3 Mos 11); og omvendt, at forfatteren til 3 Mos 26 beherskede den stil, der er særlig for Femte Mosebog (sammenlign 5 Mos 28)--alt dette gør det sandsynligt, at Moses endog selv skrev disse ting; i hvert fald kan der ikke anføres nogen grunde imod denne opfattelse. Meget interessante i forbindelse med spørgsmålet om Pentateukens enhed er de nære forbindelsesled mellem 3 Mos 18,24; 3 Mos 20,22, og JE. Spørgsmålet om, hvorvidt Moses ved bogens udarbejdelse gjorde brug af sine egne notater eller af andres, kan ikke afgøres; men det er en uvedkommende sag. Hvordan forholdene kan have været med hensyn til udviklingen af andre bestemmelser, som har fået forskellige former i Pagtbogen og i præsteskriftet, eller i Femte Mosebog og i præsteskriftet, og om eksistensen af disse forskelle i enkelte loves tilfælde tvinger os til at antage senere tilføjelser, kan ikke drøftes her. Dog må det fra begyndelsen understreges, at der allerede i den mosaiske periode muligvis kunne have været grunde til at ændre nogle af disse love; dette gjaldt især i Femte Mosebog, lige før folket gik ind i det lovede land (sammenlign f.eks. lovene om tiende, 5 Mos 12,6; 5 Mos 12,17; 5 Mos 14,22; 5 Mos 26,12; 3 Mos 27,30 ff; 4 Mos 18,20 ff, eller lovene om bidrag til ofre, 5 Mos 18,3; 3 Mos 7,29 ff).

Desuden skal afgørelsen af, om denne udvikling fandt sted allerede på Moses' tid eller ej, ikke gøres afhængig af muligheden for, at vi kan forklare grundene til sådanne ændringer. Vi mangler både den daglige praksis i disse kultiske bestemmelser og den mundtlige undervisning, som gør disse bestemmelser forståelige. Den måde, hvorpå de forskellige slags ofre indføres i 3 Mos 1 ff, lyder, som om de allerede var kendt af folket og blev praktiseret af dem, undtagen i tilfældet med synd- og skyldofre. Dette stemmer yderligere med tidligere fortællinger, som allerede beretter om ofre. Det er muligt, at vi på denne måde også kan forklare et vist slægtskab mellem det jødiske offerritual og Babylons (sammenlign Zimmern, Beitrage zur Kenntnis der babylonischen Religion). Bestemmelserne om det rene og det urene kan også være udsprunget af religiøse og etiske ideer, som er ældre end Moses' tid. I denne sag var den afgørende tanke, at alt, hvad der var urent, alt, hvad der antydede død eller forrådnelse eller synd eller mishag for Gud, skulle holdes adskilt og borte fra Jahves religion. I alle sådanne tilfælde er det ikke lovenes nyhed, men deres egnethed til Jahve-religionens karakter og ånd, der må betragtes som den afgørende faktor.

IV. Betydningen.

1. Positiv:

(1) Loven indeholder Guds vilje.

Loven indeholder Guds vilje, om end i en forbigående form. I artiklen EZEKIEL under II, 2, (3) har vi henvist til den kendsgerning, at levitismen er et vigtigt og nødvendigt trin i den sande religions udvikling, og at hele Det Gamle Testamente ikke kom ud over dette trin og heller ikke var bestemt til at gå ud over det. De førende profeter (Es 40, Jeremias, Ezekiel), selv i deres syner om fremtiden, holder fast ved templet, ofrene, de hellige offergaver, de hellige tider og personer. Kristendommen var den første til at kaste denne ydre skal bort, efter at den havde modnet den kerne, som var skjult i denne skal (jf. tilbedelse i ånd og sandhed, Joh 4,20-24). Indtil da var kerne og skal uadskilleligt forbundet. Dette må ikke glemmes, hvis vi vil vurdere Tredje Mosebog rigtigt. Det er sandt, at denne bog i vid udstrækning handler om love og forordninger, som vi kristne ikke bør og ikke behøver vende tilbage til (jf. stemmen fra himlen til Peter, ApG 10,15, »Hvad Gud har renset, må du ikke gøre almindeligt«, og Paulus' modstand mod al gerningsretfærdighed, der byggede på overholdelse af disse ydre institutioner, f.eks. i Romerbrevet, Galaterbrevet, Kolossenserbrevet, ligesom også hans selvstændige holdning over for den jødiske lov i de tilfælde, hvor den ikke kunne tages i betragtning som vejen til frelse; jf. ApG 21,17 ff; Rom 14,1 ff; 1 Kor 9,19 ff). Men disse love og forordninger var mere end blot ydre anliggender, eftersom de indeholdt de højeste religiøse tanker. Vi bør bestemt ikke fra begyndelsen glemme, at 3 Mos 19 også indeholder ordet: »Du skal elske din næste som dig selv« (19,18), et bud som i 19,33 f endog udstrækkes til også at gælde de fremmede, og som af Jesus, næst efter den absolutte kærlighed, der kræves til Gud, betegnes som lovens hovedbud (Matt 22,39); og når had til broderen og ønsket om hævn over ham forbydes i 19,17 f, synes vi allerede at indånde kristendommens atmosfære. Hele 3 Mos 19 er desuden så at sige en prædiken over næsten alle Dekalogens bud, hvis blivende autoritet den kristne, efter Jesu eksempel og fortolkning, straks vil anerkende. Men ligesom Dekalogen selv findes indesluttet i den særligt jødiske nationale skal (jf. 2 Mos 20,2, udgangen af Egypten; 20,8, sabbatsbuddet; 20,12, løftet om det hellige land; 20,17, slaver), sådan er det også tilfældet i 3 Mos 19 (jf. 19,3.6 ff.20-22.23-25.29.30.33 f). Men hvor lidt de særligt levitiske forordninger, i ordets snævrere betydning, udelukker det åndelige element, og hvor tæt de er sammenvævet med de dybeste tanker, kan ses af 3 Mos 26, ifølge hvilket alle blot ydre ofre, som den levitiske lovkodeks naturligt kunne udarte til i formalisme, ikke beskytter mod straf, hvis hjertet forbliver uomskåret (26,30 f.41).

Frem for alt er der fire hovedtanker, som betones kraftigt, især af Præsteskriftets lovsystem. I virkeligheden er alle tider, alle steder, al ejendom og alle personer hellige for Gud. Men da det er umuligt, at dette ideal kan virkeliggøres i betragtning af menneskets ufuldkommenheder og skyld, blev det bestemt, at visse særlige tider og steder, gaver og personer skulle udskilles fra andre, og at denne hellighed i dem skulle virkeliggøres så langt som muligt, og at disse repræsentanter ved selve deres eksistens til stadighed skulle minde folket om Guds mere omfattende krav og samtidig vække og opretholde bevidstheden om, at hele deres liv skulle være gennemtrængt af tankerne om en hellig Gud og hans krav. Set fra dette synspunkt er ingen af de enkelte love værdiløse; og når de først værdsættes i denne deres centrale betydning, kan vi forstå, at hver lov har sin del i lovens evige autoritet (jf. Matt 5,17 f). Også Paulus, som ubetinget afviser loven som en vej til frelse, udtrykker ingen tvivl om, at loven virkelig indeholder Guds vilje (Rom 8,3); og han erklærer, at formålet med Jesu sendelse var, at de krav, loven stiller til os, skulle opfyldes; og i Rom 13,10 fortæller han os, at kærligheden er lovens opfyldelse (jf. 13,8); og ifølge Rom 7,12 er det sikkert, at loven er hellig, og buddet er helligt, retfærdigt og godt.

(2) Loven forbereder forståelsen af kristendommen.

Men også ceremonialloven indeholder ikke blot kravene i Guds vilje. Den forbereder også forståelsen af Jesu værk, person og mission. I 2 Mos 25,8; 2 Mos 29,45 f; 40,34 ff erklæres Guds iboen i mødeteltet, hvilket profeterede Guds inkarnation i Kristus Jesus (Joh 1,14); og dernæst Guds iboen ved Helligånden i den kristne menighed (1 Pet 2,5; Ef 4,12) og i den enkelte (1 Kor 3,16; 1 Kor 6,19; 2 Kor 6,16; Joh 14,23). Gennem offersystemet i 3 Mos 1-7 og forordningerne om forsoningsdagen (3 Mos 16) sættes vi i stand til at forstå syndens, nådens og syndsforladelsens karakter (jf. ATONEMENT, DAY OF, afsnit II). Lad os huske, i hvor høj grad Jesus og Paulus, Hebræerbrevet og de øvrige nytestamentlige skrifter arbejder med gammeltestamentlige tanker, især med dem fra Tredje Mosebog (præstedømme, ofre, forsoning, påske, blodets betydning osv.), og Paulus siger med rette, at Guds retfærdighed blev profeteret, ikke blot af profeterne, men også af loven (Rom 3,21).

(3) Loven som opdrager til Kristus.

Endelig har også den ceremonielle lov til formål at beskytte Israel mod hedningernes vildfarelser, en tanke der især fremhæves i Hellighedsloven (jf. 3 Mos 18,3; 3 Mos 18,14 ff; 19,26 ff; 20,2 ff.22 ff; 26,1), og som stemmer med det elementære trin i Israels opdragelse i Det Gamle Testamente, da folket endnu havde brug for »opdrageren .... til Kristus« (Gal 3,23; Gal 4,1). Dette fører os allerede over til den negative side, som Paulus især fremhæver.

2. Negativt:

Loven er i sig selv hellig, og buddet er helligt og retfærdigt og godt (Rom 7,12), men den har mistet sin kraft, fordi menneskets kød er syndigt (jf. Rom 8,3); og således sker det, at loven bliver anledning til synd og fører til erkendelse af synd og til en forøgelse af synden (jf. Rom 3,20; Rom 4,15; Rom 5,20; Rom 7,13); og dette skal ske efter Guds hensigter, for at ønsket om tilgivelse kan opstå i oprigtige hjerter. Det er sandt, at intet var så velegnet som lovens enkeltheder til i det uoplærte sind at bringe til bevidsthed, hvor mennesket endnu kom til kort over for de guddommelige bud. Og hvad fjernelsen af skylden angik, behøvedes der intet andet end henvisningen til dette for at få mennesker til at føle deres ufuldkommenheder (jf. Hebr 7-10). Gud var alene af nåde foreløbig tilfreds med bukkes og kalves blod som middel til soning; han regnede allerede med tilgivelsen i Kristus (Rom 3,25). Alle ofrene i 3 Mos 1-7, f.eks., gjorde ikke ritualet på Forsoningsdagen overflødigt (3 Mos 16); og i dette tilfælde var selve den mand, der bragte offeret, også en syndig skabning, som først måtte skaffe sig Guds tilgivelse for sig selv. Kun Jesus, på én gang den fuldkomne præst og det fuldkomne offer, har fuldbragt den fuldkomne forløsning. Det forbliver derfor en kendsgerning, at den retfærdighed, som gælder for Gud, kun kan opnås ved tro på Jesus Kristus og ikke ved lovens gerninger (Romerbrevet og Galaterbrevet).

Loven med sin ufuldstændige soning og med sin vækkelse af syndsbevidstheden driver mennesket til Jesus; og dette er dens negative betydning. Jesus derimod, som selv har opfyldt lovens krav, giver os ved sin Ånd kraften, så loven med sine krav (1, (1) ovenfor) ikke længere står truende over for os, men nu er skrevet i vore hjerter. På denne måde bliver Det Gamle Testamentes lov opfyldt i sin forbigående form og bliver samtidig overflødig, efter at dens evige indhold er blevet erkendt, fastholdt og overgået.

LITTERATUR.

Kommentarer af Ryssel, Lange, Keil, Strack, Baentsch, Bertholet; især om Hellighedsloven, se Horst, 3 Mos 17,1-26 og Ez; Wurster, Zeitschrift fur alttestamentliche Wissenschaft, 1884, 112 ff; Baentsch, Das Heiligkeitsgesetz; Klostermann, Der Pentateuch, 368 ff; Delitzsch, Zeitschrift fur kirch. Wissenschaft und Leben, 1880, 617 ff; indledninger til Det Gamle Testamente af Baudissin, Strack, Kuenen, Konig, Cornill, Driver, Sellin; arkæologi, af Benzinger, Nowack; Israels historie, af Kohler, Konig, Kittel, Oettli, Klostermann, Stade, Wellhausen; om beslægtede love i Babylonien, jf. Zimmern, Beitrage zur Kenntnis der babyl. Religion; imod Graf-Wellhausen-hypotesen, Moller, Are the Critics Right? (ibid., »Literature«), og artiklen EZEKIEL i dette leksikon; Orr, Orr, The Problem of the Old Testament; Wiener, Wiener, Essays in Pentateuchal Criticism, Wiener, Origin of the Pentateuch; Hoffmann, Die wichtigsten Instanzen gegen die Graf-Wellhausensche Hypothese; Kegel, Wilh. Vatke und die Graf-Wellhausensche Hypothese.

Wilhelm Moller