ta-hap'-a-nez (tachpanchec).

Se TAHPANHES.

ta'-pan-hez, ta-pan'-hez (sædvanligvis i Det Gamle Testamente tachpanchec; Septuaginta Taphnas; koptisk, Taphnes): De forskellige stavemåder i den hebraiske tekst er ret godt angivet i King James Version ved Tahapanes (Jer 2,16); Tahpanhes (Jer 43,7-9; Jer 44,1; Jer 46,14); Tehaphnehes (Ez 30,18), mens en egyptisk dronning (XXI. dynasti) kaldes Tahpenes (1 Kong 11,19; 1 Kong 11,20). Takpankes var en by ved den østlige grænse af Nedre Egypten, i dag repræsenteret ved Tell Defenneh, en ørkenhøj, der ligger omkring 20 miles sydvest for Pelusium (det bibelske "Sin") og lidt nord for det moderne Al-Kantarah ("broen"), som markerer den gamle karavanerute fra Egypten til Israels land, Mesopotamien og Assyrien. Dens egyptiske navn er ukendt, men den blev kaldt Daphnai af grækerne og Def'neh af de moderne arabere. Stedet ligger nu øde hen, men det var et frugtbart distrikt, når det blev vandet af Nilens pelusiske gren (sammenlign Es 19,6; Es 19,7). Takpankes var så mægtig, at Jeremias kan sige, at den sammen med Memfis har "brudt kronen" på Israels hoved (2,16), og Ezekiel kan tale om dens "døtre" (kolonier eller forstæder) og nævner den sammen med Heliopolis og Bubastis, når "Egyptens åg Septuaginta "sceptre")" skal brydes af Jahve (30,18). I et senere afsnit beskriver Jeremias jødernes flugt fra deres ødelagte hovedstad til Takpankes efter Gedaljas død (43,1-7) og profeterer, at Nebukadnezar skal invadere Egypten og straffe det ved at opstille sin trone på teglstensbelægningen (King James Version "ovn"), som er ved indgangen til faraos kongelige palads i Takpankes (Jer 43,8-11). Han kalder Takpankes som vidne til Judas byers ødelæggelse (Jer 44,1), men profeterer en tilsvarende ødelæggelse af Takpankes og andre egyptiske byer (sandsynligvis besat af flygtede jøder), når Nebukadnezar skal slå dem (Jer 46,14).

Denne invasion af Egypten ved Nebukadnezar blev længe energisk benægtet (f.eks. endnu så sent som 1889 af Kuenen, Historisch-critisch Onderzoek, 265-318); men siden opdagelsen og udgivelsen (1878) af brudstykker af Nebukadnezars annaler, hvori han bekræfter sin invasion af Egypten i sit 37. år (568-567 f.Kr.), har de fleste forskere været enige om, at Jeremias' forudsigelser (43,9-13; 44,30), fremsat kort efter 586 f.Kr., og Ezekiels (29,19), fremsat i 570 f.Kr., blev opfyldt, "i det mindste i deres almene betydning" (Driver, Authority and Archaeology, 116). Tre kileskriftsindskrifter af Nebukadnezar blev fundet af arabere, sandsynligvis på eller nær dette sted. Udgravningen af Takpankes i 1886 ved W. M. Flinders Petrie gjorde det "højst sandsynligt, at den store aflange platform af murværk tæt ved paladsfæstningen, der blev bygget på dette sted af Psammetichus I, ca. 664 f.Kr., og som nu kaldes Kasr Bint el-Yehudi, 'jødedatterens borg,' er identisk med den firkantede plads 'som er ved indgangen til faraos hus i Takpankes,' hvor Jeremias fik befaling om at begrave stenene som tegn på, at Nebukadnezar ville udbrede sit telt over dem, når han førte sin hær ind i Egypten" (ibid., 117). Josefus nævner udtrykkeligt, at Nebukadnezar, da han indtog Takpankes, førte et jødisk kontingent bort fra denne by (Ant., IX, vii). Dr. Petrie fandt, at selv om der havde eksisteret en lille fæstning her siden Ramses-tiden (sammenlign Herodot ii.17), blev byen dog i praksis grundlagt af Psammetichus I, fortsatte med at blomstre i et århundrede eller mere, men svandt ind til en lille landsby i ptolemæisk tid. Mange forseglinger fra vinkrukker, stemplet med Psammetichus I's og Amosis' kartoucher, blev fundet in situ. Da Takpankes var den egyptiske by, der lå nærmest Israels land, ville Jeremias og de andre jødiske flygtninge naturligt flygte dertil (43,7). Det er slet ikke usandsynligt, at Nebukadnezars invasion af Egypten delvis skyldtes Egyptens gunstige modtagelse af disse flygtninge.

Keramikken, der blev fundet i Takpankes, "viser i det store og hele flere spor af grækere end af egyptere på stedet. .... Særligt mellem 607-587 f.Kr. må der have været en stadig forbindelse med de græske bosættere og en videre forbindelse, end selv en græsk koloni i Israels land ville have frembragt. .... De samlede omstændigheder var sådan, at de gav den bedst mulige anledning til, at græske ord og græske ideer kunne trænge ind blandt de øverste klasser af de jødiske landflygtige" (Petrie, Nebesheh and Defenneh, 1888, 50). Dette var dog kun ét af mange steder, hvor grækere og hebræere mødtes frit i dette århundrede (se f.eks. Duruy, History of Greece, II, 126-80; Cobern, Daniel, 301-307). En stor udenlandsk handel ses i Takpankes, som jøderne uden tvivl tog del i. Fund fra det 6. århundrede f.Kr. omfattede noget meget fint bemalet keramik, "fuld af arkaisk ånd og skønhed," mange amuletter og en stor mængde kostbare smykker samt våben af bronze og jern, et stykke skælpanser, tusinder af pilespidser og tre segl af syrisk type. En af de få indskrifter beder om Neits velsignelse over "alle smukke sjæle." Der blev også opgravet et vældigt antal ganske små vægtlodder, åbenbart brugt til vejning af ædle metaller, hvilket viser, at fremstillingen af smykker blev drevet her i stor skala. Et af de mest gribende og tankevækkende "fund" fra dette århundrede, som var vidne til det babyloniske fangenskab, bestod af nogle ejendommelige figurer af fanger, udskåret i kalksten, med benene bøjet bagud fra knæene og ankler og albuer bundet sammen (Petrie, op. cit., kapitler ix-xii).

Camden M. Cobern