trak-o-ni'-tis: Forekommer i Skriften kun i udtrykket tes Itouraias kai Trachbnitidos choras, bogstaveligt, "det ituræiske og trakonitiske område" (Luk 3,1). Trakonitis betegner det land, der forbindes med trachon, "en ujævn, stenet strækning." Der er to vulkanske områder syd og øst for Damaskus, som grækerne brugte dette navn om: det nordvest for Bashans bjerg (Jebel ed-Druze) kaldes nu el-Leja', "tilflugtsstedet" eller "asylet." Det ligger midt i et agerbrugs- og hyrdeland; og selv om det aldrig kan have brødfødt en stor befolkning, har det sandsynligvis altid været beboet. Det andet ligger langt mod nordøst for bjerget og kaldes på arabisk es-Safa. Dette dækker et langt større område. Det er en vild og ugæstfri ørkenstrækning, fjernt fra menneskers boliger. Det var velkendt for de gamle; men der var intet, der kunne tiltrække selv en spredt befolkning til dets mørke og afskrækkende klipper, brændende under ødemarkens sole. Derfor spiller det ingen rolle i historien. Dette er Strabons to Trachoner (xvi.2, 20). De er helt igennem af vulkansk oprindelse og består af lava, der er blevet udspyet af vulkaner, som har været uddøde i århundreder. Under afkølingen er lavaen sprækket og smuldret i de mest sælsomme og fantastiske former. Disse områders gennemsnitlige højde over det omliggende land er omkring 30 fod (ca. 9 m). Es-Safa er helt uden vand. Der er kilder rundt om kanten af el-Leja', men i det indre afhænger vandforsyningen helt af cisterner. Visse store fordybninger i klipperne danner også naturlige reservoirer, hvori regnvandet bevares gennem sommermånederne.

El-Leja' er omtrent trekantet af form, med spidsen mod nord. Siderne er omkring 25 miles lange, og grundlinjen omkring 20 (ca. 40 og 32 km). Nærværende forfatter har beskrevet dette område, sådan som han så det under to ret langvarige besøg: Fra Zor`a gik vores rute mod nordøst til øst .... Hvilken vild ensomhed det er! Langt til alle sider strakte der sig et sandt stenland. Den første time eller to af vores march sås ingen levende ting. .... Hvor vi end så hen, foran eller bagved, lå der vidtstrakte marker af vulkansk klippe, sort og frastødende, .... med hist og her en dyb cirkelformet sænkning, hvorigennem rød ødelæggelse i en fjern fortid blev udspyet, nu omhyggeligt indmuret omkring randen for at hindre omstrejfende får eller geder i at falde ned om natten. Det almindelige indtryk var, som om de mørke vande i et stort hav, pisket til raseri af en storm, pludselig var blevet forstenet. .... Til tider passerede vi over vældige lavaplader, som under afkølingen var sprækket i næsten regelmæssige linjer, og som, hvor de stedvis var brudt igennem, syntes at hvile på et lag af en anden beskaffenhed, som stykker af cyklopisk brolægning. Mærkelige afrundede klipper sås af og til ved vejkanten, som gigantiske sorte sæbebobler, blæst op af den underjordiske damp og de gasser, der hørte den aktive vulkanske tidsalder til; ofte, med siden brudt ud, som om den var sprængt af undvigende damp, stod massen, der var kølet for meget af til at falde sammen, tilbage som et varigt minde om den kraft, der dannede den. Sparsom vegetation tittede frem fra sprækkerne i klipperne eller bevarede en usikker tilværelse i den sparsomme jord, der undertiden sås i en hulning mellem modsatrettede skråninger. I et trist, vandløst land, hvor den skyfri sol, der brager ned på gloende sten, skaber en varme som i en ovn, ville det virkelig være et under, hvis noget mindre hårdført end den allestedsnærværende tidsel længe kunne holde hovedet oppe. .... Når den rejsende for alvor er trængt gennem de barske barrierer, der omgiver el-Leja', finder han ikke så lidt behageligt land indenfor--frugtbar jord, som, hvis den blot blev befriet lidt for de overliggende sten, kunne brødføde en moderat befolkning. I oldtiden var den delvis ryddet, og de gamle agerdyrkeres arbejde står tilbage i gigantiske stendiger, bygget langs kanterne af de jordstykker, de dyrkede" (Arab and Druze at Home, 30 ff).

I nogle dele, især dem der bebos af druserne, dyrkes der pæne afgrøder. Hvor araberne er herrer, hersker fattigdommen. De har også et ondt ry. Som en sagde til nærværende forfatter: "De vil endog slå gæsten ihjel." 'Arab el-Leja' anjas ma yakun er et almindeligt ordsprog, som frit kan gengives: "Større skurke end araberne i el-Leja' findes ikke." Indtil forholdsvis nylige år var der store strækninger med eg og terebinte. Disse er forsvundet, i vid udstrækning på grund af trækulsbrændernes foretagsomhed. Området mod nordøst blev af en indfødt beskrevet som bass wa`r, "intet andet end golde klippestrækninger" (sammenlign hebraisk ya`ar), over hvilke, sagde han, end ikke en fugl ville flyve om sommeren. Der er mange ruinsteder. En liste med 71 navne, indsamlet af nærværende forfatter, findes i PEFS, 1895, 366 ff. I mange tilfælde er husene, solidt bygget af sten, stadig praktisk talt fuldstændige efter århundreders forladthed.

Der kan muligvis være en henvisning til Trachonerne i Det Gamle Testamente, hvor Jeremias taler om charerim, "svedne steder" (17,6). Det beslægtede el-Charrah er det ord, araberne bruger om et sådant brændt, klippefyldt område. For teorien om, at el-Leja' svarer til Det Gamle Testamentes "Argob," se Argob.

Røverne, som plagede stedet og gjorde brug af de talrige huler, blev drevet ud af Herodes den Store (Ant., XV, x, 1 ff; XVI, ix, 1; XVII, ii, 1 f). Trakonitis var indbefattet i Filips tetrarki (viii, 1; ix, 4). Da han døde uden arvinger, blev det lagt til provinsen Syrien (XVIII, iv, 6). Caligula gav det til Agrippa I. Efter hans død i 44 e.Kr., og mens hans søn var mindreårig, blev det administreret af romerske embedsmænd. Fra 53 til 100 e.Kr. blev det regeret af Agrippa II. I 106 e.Kr. blev det indlemmet i den nye provins Arabien. Under romerne nød distriktet en periode med stor velstand, hvilket de græske indskrifter rigeligt vidner om. Til denne tid hører praktisk talt alle de levn, der kan ses i dag. Teatrene, templerne, de offentlige bygninger og de store veje taler om en høj civilisation. At kristendommen også banede sig vej ind i disse utilgængelige egne, bevidnes af kirkeruinerne. Onde tider kom med muslimernes ankomst. Små kristne samfund findes stadig ved Khabab på den vestlige Luchf og ved Sur i det indre. Det sydøstlige distrikt, med hovedbyen Damet el-'Alia, er i drusernes hænder; resten beherskes af araberne.

W. Ewing