`are ha-miqlaT; poleis ton phugadeuterion (jf. 1 Makk 10,28) og andre former):

1. Beliggenhed:

Seks byer, tre på hver side af Jordan, blev udskilt og lagt i levitternes hænder for at tjene som asylsteder for dem, der uforsætligt kunne komme til at udgyde blod. Øst for Jordan var det Beser i Rubens lod, Ramot-Gilead i Gads stamme og Golan i Manasses område. Vest for Jordan var det Hebron i Juda, Sikem på Efraims bjerg og Kedesh i Naftali (4 Mos 35,6; 4 Mos 35,14; Jos 20,2; Jos 20,7; Jos 21,13; Jos 21,21; Jos 21,27; Jos 21,32; Jos 21,38; Beser nævnes i Jos 21,36, men beskrives ikke som en tilflugtsby). En redegørelse for disse byer gives i særskilte artikler under deres navne. 5 Mos 19,2 taler om tre byer, der på denne måde skulle udskilles, tilsyneladende med henvisning til landet vest for Jordan.

2. Formål:

Fra umindelige tider har det i Østen, hvis en mand blev dræbt, påhvilet hans nærmeste slægtning som en hellig pligt at hævne ham. I egne, hvor mere primitive forhold råder, selv den dag i dag, skelner man ikke alt for nøje mellem forsætligt og uforsætligt drab, og mennesker bliver ofte slået ihjel som hævn for noget, der var det reneste uheld. For så vidt muligt at forhindre noget sådant og for at sikre en retfærdig retspleje blev disse byer indstiftet. Der skulle holdes åbne veje ved lige, ad hvilke drabsmanden kunne have uhindret adgang til byporten.

3. Bestemmelser:

Bestemmelserne om tilflugtsbyerne findes i 5 Mos 35; 5 Mos 19,1-13; 5 Mos 19,20. Kort sagt skulle alt gøres for at lette drabsmandens flugt, for at blodhævneren, dvs. den nærmeste slægtning, ikke skulle forfølge ham med ophidset hjerte og, når han indhentede ham, slå ham dødeligt. Når han nåede frem til byen, skulle de ældste tage imod ham, og hans sag skulle høres. Hvis forklaringen var tilfredsstillende, gav de ham asyl, indtil en regulær retssag kunne gennemføres. De førte ham tilsyneladende til den by eller det område, som han var flygtet fra, og dér, blandt dem der kendte ham, blev vidner afhørt. Hvis det blev bevist, at han ikke var en forsætlig drabsmand, at han ikke nærede nag til den dræbte og ikke havde vist tegn på hensigt om at skade ham, blev han erklæret uskyldig og ført tilbage til den by, hvor han havde søgt tilflugt, og dér måtte han blive indtil ypperstepræstens død. Derefter var han fri til trygt at vende hjem. Indtil denne begivenhed måtte han under ingen omstændigheder gå uden for byens grænser. Hvis han gjorde det, kunne blodhævneren slå ham ihjel uden at pådrage sig skyld. Hvis han derimod blev fundet skyldig i overlagt mord, var der ikke længere nogen beskyttelse for ham. Han blev overgivet til blodhævneren, som med egen hånd tog morderens liv. Blodpenge, dvs. penge betalt som erstatning for mordet til afgørelse af hævnerens krav, var under ingen omstændigheder tilladt; heller ikke kunne flygtningen løskøbes, så han kunne "komme tilbage og bo i landet", før ypperstepræsten var død (4 Mos 35,32).

En lignende ret til tilflugt synes at have været anerkendt i Israel som knyttet til alteret i templet i Jerusalem (1 Kong 1,50; 1 Kong 2,28; jf. 2 Mos 21,12). Dette kan sammenlignes med den asylret, der var knyttet til hedningernes templer.

W. Ewing