1. Beskrivelse:

I 3 Mos 23,23-25 udskilles den første dag (nymånen) i den syvende måned som en højtidelig hvile, "et minde ved blæsning" (hebraisk lader "i basuner" være underforstået), yderligere markeret ved "en hellig sammenkomst", afholdenhed fra arbejde og frembærelsen af "et ildoffer". I 4 Mos 29,1-6 gentages disse anvisninger, med en detaljeret angivelse af offerets art. Ud over de sædvanlige daglige brændofre og de særlige ofre ved nymåne skal der ofres én tyr, én vædder og syv vædderlam, med passende afgrødeofre, sammen med en gedebuk som syndoffer.

2. Betydning:

Festens betydning lå i, at den markerede begyndelsen på det nye år efter den ældre kalender. Oprindelig blev årets "omdrejning" regnet om efteråret (2 Mos 23,16; 2 Mos 34,22), og overgangen til foråret fortrængte aldrig helt det ældre system. Faktisk lykkedes det aldrig for forårs-nytåret at blive en særligt anerkendt fest, og for jødiske ører betyder "nytårsdag" (ro'sh ha-shanah) altid en efterårsfest. Således Mishna (Ro'sh ha-shanah, i.1): "Der er fire tidspunkter for års begyndelse: Den 1. nisan er nytår for konger og for fester; den 1. elul er nytår for tiende af kvæg. .... Den 1. tishri er nytårs(dag) for det almindelige eller borgerlige år, for beregningen af 7.-år og af jubelår; også for plantning af træer og for urter. Den 1. shebat er nytår for træer."

3. Ritual:

Ritualet for dagen behøver derfor kun lidt forklaring. Alle nymåner blev indvarslet med basunblæsning (4 Mos 10,10), og derfor blev skikken naturligvis også overholdt ved denne fest. Der er intet i ordlyden i hverken 3 Mos 23 eller 4 Mos 29, der kræver en forlængelse af musikken ved denne særlige nymåne, men dens særlige særpræg blev uden tvivl markeret ved særlig basunblæsning til alle tider, og i en senere periode (se nedenfor) blev der fastsat udførlige regler for dette træk. De ekstra ofre indebar blot en forøgelse af dem, der var foreskrevet for nymåner (4 Mos 28,11-15), uden at ændre deres type. Måske blev Sl 81 skrevet særligt til denne fest (sammenlign 81,3).

4. Oprindelse:

Omtaler af en særlig overholdelse af den 1. tishri findes også i Ez 45,20 (hvor man, som nødvendigt, læser "første dag i den syvende måned" i stedet for "syvende dag") og Neh 8,1-12. I det førstnævnte sted holdes dagen ved at ofre en tyr som syndoffer og stænke dens blod på en måde, der minder om ritualet på forsoningsdagen. Hos Nehemias blev der holdt en forsamling af folket for at høre Ezra læse loven. Dagen blev holdt som en fest, hvor sorg var forbudt (Neh 8,9). Bortset fra disse henvisninger nævnes festen ikke andre steder i Det Gamle Testamente, og der er faktisk nogen grund til at mene, at det engang var den 10., og ikke den 1., tishri, der blev betragtet som årets begyndelse. For Ez 40,1 kalder udtrykkeligt denne dag ro'sh hashanah, og 3 Mos 25,9 angiver den som indledningen til jubelåret (modsætningen er Mishna-stedet ovenfor). Derfor er forskere i almindelighed tilbøjelige til at henføre 3 Mos 23,23-25 og 4 Mos 29,1-6 til den seneste del af Pentateuken (Ps). Dette behøver ikke at betyde, at overholdelsen af den 1. (eller 10.) tishri var sen, men kun at den endelige optagelse af dagen i Israels officielle kalender, med et fast ritual for alle israelitter, blev forsinket. Hvis den oprindelige nytårsdag faldt på den 10. tishri, skyldtes dens forskydning ti dage tidligere sikkert, at den 10. blev taget i brug som forsoningsdagen. Denne antagelse ville give en forklaring på datoen for den sidstnævnte fest.

5. Senere historie:

Det instrument, der skulle bruges ved basunblæsningen, angives ikke i Bibelen, men jødisk tradition afgjorde sagen til fordel for hornet og ikke metaltrompeten; til synagogebrug tillod man enhver slags horn undtagen et kohorn, men til tempelbrug kun et lige (antilope-)horn og aldrig et krumt (vædder-)horn (Ro'-sh ha-shanah, iii. 2-4). Ifølge iv. 1 blev hornene, når det nye år begyndte på en sabbat, kun blæst i templet, men efter dets ødelæggelse blev de blæst i hver synagoge. Enhver israelit var forpligtet til at komme inden for høreafstand af lyden (iii.7). I synagogeliturgien i iv.5-9 (som danner grundlag for moderne jødisk praksis) blev fire sæt "velsignelser" læst, og efter hvert af de sidste tre sæt blev hornet blæst ni gange. Moderne jødedom ser i signalerne et kald til selvransagelse og omvendelse med henblik på den forestående forsoningsdag.

Se TRUMPET, III, 2, (8).

Burton Scott Easton