tom'-as (Thomas; ta'om, "en tvilling" (kun i flertal):

1. I Det Nye Testamente:

En af de tolv apostle. Thomas, som også blev kaldt "Didymus" eller "Tvillingen" (jf. Joh 11,16; Joh 20,24; Joh 21,2), omtales udførligt alene i Johannesevangeliet. Hans udvælgelse til de tolv er nedskrevet i Matt 10,3; Mark 3,18; Luk 6,15; ApG 1,13. I Joh 11,1-54, da Jesus, trods overhængende fare fra fjendtlige jøder, erklærede, at han havde til hensigt at gå til Betania for at helbrede Lazarus, var Thomas den eneste, der gik imod de andre disciple, som søgte at afholde ham fra det, og protesterede: "Lad os også gå, for at vi kan dø med ham" (Joh 11,16). På aftenen før lidelsen stillede Thomas spørgsmålet: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen; hvordan kan vi kende vejen?" (Joh 14,5). Efter korsfæstelsen afbrød Thomas tilsyneladende for en tid sin forbindelse med resten af apostlene, da han ikke var til stede, da den opstandne Kristus først viste sig for dem (jf. Joh 20,24). Men hans efterfølgende samtale med dem, som ikke overbeviste ham om opstandelsens sandhed – "hvis jeg ikke får at se .... vil jeg ikke tro" (Joh 20,25) – fik ham i det mindste til at være iblandt dem otte dage senere (Joh 20,26) i salen ovenpå. Dér, efter at have modtaget de beviser, han søgte, aflagde han bekendelsen: "Min Herre og min Gud" (Joh 20,28), og Jesus irettesatte ham for hans tidligere vantro: "Fordi du har set mig, har du troet; salige er de, som ikke har set og dog har troet" (Joh 20,29). Han var en af de disciple, for hvem Jesus åbenbarede sig under fisketuren ved Tiberiassøen (Joh 21,1-11).

2. I apokryf litteratur:

Ifølge "De tolv apostles genealogier" (jf. Budge, The Contendings of the Apostles, II, 50) var Thomas af Ashers hus. De ældste beretninger går ud på, at han døde en naturlig død af (jf. Klemens af Alexandria iv.9, 71). To områder nævnes i apokryf litteratur som skueplads for Thomas' missionsarbejde.

(1) Ifølge Origenes prædikede han i Partien, mens han ifølge en syrisk legende døde i Edessa. Agbar-legenden viser også forbindelsen mellem Thomas og Edessa. Men Eusebius angiver, at det var Thaddæus og ikke Thomas, der prædikede dér (se THADDAEUS).

(2) Ved siden af disse findes andre kilder, der forbinder Thomas med Indien. Således fortæller "The Ac of Thomas" (se APOCRYPHAL ACTS, afsnit B, V), et gnostisk skrift fra det 2. århundrede, hvordan Indien tilfaldt "Judas Thomas, også kaldet Didymus", da verden blev fordelt som missionsmark blandt disciplene, og den beretter om hans oplevelser undervejs, hans prøvelser, missionsmæssige fremgang og død ved Misdais, kongen af Indiens, hånd (jf. Budge, II, 404 ff.; Hennecke, Neutestamentliche Apokryphen, 473-544; Pick, The Apocryphal Acts, 224 ff.). "The Preaching of Thomas" (jf. Budge, II, 319) fortæller om endnu mere fantastiske oplevelser for Thomas i Indien, og "Martyrdom of Thomas in India" siger, at han, da han drog bort mod Makedonien, blev dræbt som troldmand.

Af de to er den første den sandsynligste. Man har forsøgt at forlige dem ved at antage, at Thomas' relikvier blev transporteret fra Indien til Edessa, men dette bygger på unøjagtige historiske oplysninger (jf. Hennecke, op. cit., 474). De yderligere navne "Judas" og "Didymus" har skabt yderligere forvirring i den apokryfe litteratur med hensyn til Thomas og har ført til, at han er blevet identificeret med Judas, Jakobs søn, og dermed med Thaddæus (se THADDAEUS), og også med Judas, Jesu bror (jf. Matt 13,55). Således kaldes han i "The Ac of Thomas" to gange "Messias' tvillingebror". En anden legende gør Lysia til Thomas' tvillingsøster. Et gnostisk "Thomasevangelium" (se APOCRYPHAL GOSPELS, III, 2, (a)) var kendt af Irenæus (jf. Irenæus, Adv. Haer., 1,20).

3. Karakter:

Selv om der kun er nedskrevet lidt om Thomas i evangelierne, er han dog en af de mest fascinerende af apostlene. Han er typisk for den natur – en natur, der på ingen måde er sjælden – som rummer visse modstridende elementer, der er overordentlig vanskelige at forlige. Skønt Thomas kun havde ringe naturlig lethed i sindet og var tilbøjelig til at se på livet med mørke eller modløshedens øjne, var han dog en mand med ukueligt mod og fuldstændig uselviskhed. Således var der med en forvirret tro på Jesu undervisning blandet en oprigtig kærlighed til Jesus som lærer. I hændelsen med Kristi afrejse til Betania viste hans hengivenhed for sin Mester sig stærkere end hans frygt for døden. Så langt sejrede Thomas' tro i en situation, der krævede øjeblikkelig handling; men da den kom i konflikt med hans standarder for tro, blev den sat på en hårdere prøve. For Thomas ønskede at prøve al sandhed ved sine sansers vidnesbyrd, og i dette, sammen med et sind, der holdt fast både ved sine overbevisninger og sine vantrospunkter, lå den egentlige kilde til hans religiøse vanskeligheder. Det var hans oprigtighed, der fik ham til at holde sig på afstand af de øvrige disciple, indtil han havde nået personlig overbevisning om opstandelsen; men hans oprigtighed fremkaldte også hos ham vidnesbyrdet om denne overbevisning: "Min Herre og min Gud", det største og mest fuldstændige i hele kristendommen.

C. M. Kerr