tar'-sus (Tarsos, ethnic Tarseus) :

1. Beliggenhed

2. Grundlæggelseslegender

3. Tarsus under orientalsk magt

4. Tarsus under græsk herredømme

5. Tarsus i Romerriget

6. Universitetet

7. Den tarsiske forfatning 8. Paulus fra Tarsus

9. Senere historie

LITTERATUR

1. Beliggenhed:

Den vigtigste by i Kilikien, den sydøstlige del af Lilleasien. Den lå på begge bredder af floden Kydnos, midt på en frugtbar alluvial slette, omkring 10 miles fra havkysten. Omkring 6 miles neden for byen bredte floden sig ud til en betydelig sø kaldet Rhegma (Strabo xiv.672), som gav en sikker ankerplads og for en stor del var omkranset af kajer og skibsværfter. Selve floden, som strømmede sydpå fra Taurusbjergene med et klart og hurtigt løb, var sejlbar for lette fartøjer, og Kleopatra kunne, da hun besøgte Antonius i Tarsus i 38 f.Kr., sejle i sin rigt udsmykkede pram helt ind i byens centrum (Plut. Ant. 26). Tilsandingen af flodmundingen synes at have medført hyppige oversvømmelser, som kejser Justinian (527-65 e.Kr.) forsøgte at sikre imod ved at grave et nyt leje, der begyndte et kort stykke nord for byen, for at lede overskydende vand over i et vandløb, som lå øst for Tarsus. Efterhånden fik det oprindelige leje dog lov til at stoppe til, og nu løber Kydnos udelukkende gennem Justinians kanal og passerer øst for den moderne by. To miles nord for Tarsus afløses sletten af lave, bølgende bakker, som strækker sig til Taurus' forbjerg; den store bjergkæde ligger omkring 30 miles nord for byen og skiller Kilikien fra Lykaonien og Kappadokien. Den faktiske grænselinje synes at have varieret i forskellige perioder, men den naturlige grænse ligger ved De kilikiske Porte, en snæver kløft, som tarsisk foretagsomhed og ingeniørkunst havde udvidet, så den blev en vognvej, hovedfærdselsåren for forbindelse og handel mellem Kilikien og det indre af Lilleasien og en af de mest afgørende faktorer i Anatoliens historie. Østpå fra Tarsus løb en vigtig vej, som krydsede Sarus ved Adana og Pyramus ved Mopsuestia; dér delte den sig, idet den ene gren løb mod sydøst via Issus til Antiokia ved Orontes, mens en anden drejede let nordpå til Castabala og derfra løb direkte østpå til overgangen over Eufrat ved Zeugma. Således virkede jordens frugtbarhed, havnens sikkerhed og bekvemmelighed og kontrollen over hovedforbindelsen mellem Anatolien og Syrien eller Mesopotamien tilsammen til at fremme Tarsus' storhed, skønt dens beliggenhed hverken var sund eller stærk, og byen ikke havde nogen akropolis.

2. Grundlæggelseslegender:

Om byens grundlæggelse fandtes der i oldtiden forskellige traditioner, og det er umuligt at nå til nogen sikker konklusion, for sådanne grundlæggelseslegender afspejlede ofte sympatier og ønsker hos en bys senere befolkning snarere end de historiske kendsgerninger om dens oprindelse. Ved Anchiale, omkring 12 miles sydøst for Tarsus, fandtes et monument, almindeligvis kendt som den assyriske konge Sardanapals grav, med en indskrift »med assyriske bogstaver«, som erklærede, at denne monark »byggede Anchiale og Tarsus på én eneste dag« (Strabo xiv. 672; Arrian Anab. ii.5). Udsagnet hos Alexander Polyhistor, bevaret af Eusebius (Chron. i, s. 27, udg. Schoene), om at Sankerib, konge af Nineve (705-681 f.Kr.), grundlagde byen, tilskriver den ligeledes en assyrisk oprindelse.

På den anden side havde grækerne deres egne traditioner, idet de gjorde krav på Tarsus som en græsk eller halvgræsk grundlæggelse. Strabo siger, at den skyldte sin opkomst til argiverne, som sammen med Triptolemus vandrede omkring på jagt efter Io (xiv.673), mens andre talte om Herakles eller Perseus som grundlæggeren. Det må indrømmes, at disse fortællinger, taget for sig selv, kun giver os ringe hjælp.

3. Tarsus under orientalsk magt:

Ramsay mener, at Tarsus har eksisteret fra umindelige tider som en indfødt kilikisk bosættelse, hvortil der på et tidligt tidspunkt, som er ukendt for os, blev føjet en gruppe jonere, som udvandrede fra Lilleasiens vestkyst under ledelse og anvisning af oraklet for den klariske Apollon nær Kolofon. Den tidligste historiske omtale af byen findes på Salmanassars sorte obelisk, omkring 850 f.Kr., hvor den optræder blandt de steder, som denne konge indtog. Det er således bevist, at Tarsus allerede fandtes på dette fjerne tidspunkt. I mange århundreder forblev den en orientalsk snarere end en hellenisk by, og dens historie er næsten et tomrum. Efter det assyriske riges fald kan Kilikien have genvundet sin uafhængighed, i det mindste delvis, men det blev senere en provins i det persiske rige og betalte til Storkongen en årlig tribut på 260 hvide heste og 500 talenter sølv (Herodot iii.90) og bidrog, når det krævedes, med betydelige flåder til den persiske marine. Fra tid til anden hører vi om herskere ved navn Syennesis, som synes at have været vasalfyrster, i større eller mindre grad afhængige af de orientalske riger. To klare glimt af byen får vi takket være helleniske troppers passage gennem den under felttog mod øst. Xenofon (Anab. i.2, 21 ff) fortæller, hvordan Kyros den Yngre i 401 f.Kr. gik ind i Kilikien på sit berømte felttog mod sin bror Artaxerxes, og hvordan nogle af hans græske lejetropper plyndrede Tarsus, der beskrives som en stor og velstående by, hvor kong Syennesis' palads lå. Kongen indgik en aftale med Kyros, som efter en forsinkelse på 20 dage, forårsaget af hans troppers nægtelse af at marchere videre, drog ud fra Tarsus mod Eufrat. Igen, i 333 f.Kr., drog Alexander den Store gennem De kilikiske porte på vej til Issos, hvor han mødte og slog den persiske hær under Dareios III. Arsames, Kilikiens satrap, undlod at opstille en tilstrækkelig styrke ved passet; garnisonen flygtede uden modstand, og Alexander kom således ind i provinsen uden at slå et slag. Perserne satte derefter ild til Tarsus, men den makedonske fortrops rettidige ankomst under Parmenion reddede byen fra ødelæggelse. Et bad i Kydnos' kolde vand, som Alexander tog, mens han var overophedet af sin hurtige fremrykning, fremkaldte en feber, der næsten kostede ham livet (Arrian Anab. ii.4; Q. Curtius Hist. Alex. iii.4 f). I to århundreder havde Tarsus været hovedstad i et persisk satrapi, underlagt orientalsk snarere end hellenisk indflydelse, skønt der sandsynligvis var et hellenisk element i dens befolkning, og dens handel bragte den i kontakt med grækerne. De kilikiske mønter, der blev slået i Tarsus, bekræfter dette syn. Ned til Alexanders erobring bærer de sædvanligvis aramæiske indskrifter, og mange af dem viser billedet af Baal Tarz, Tarsus' herre; alligevel er disse mønter tydeligt påvirket af græske typer og græsk håndværk.

4. Tarsus under græsk herredømme:

Alexanders omstyrtelse af den persiske magt medførte en stærk hellenisk reaktion i det sydøstlige Lilleasien og må have styrket det græske element i Tarsus, men mere end halvandet århundrede skulle gå, før byen opnåede den borgerlige autonomi, som var den græske polis' ideal og stolthed. Efter Alexanders død i 323 f.Kr. blev hans vældige rige snart sønderlemmet af rivaliseringen og krigene mellem hans mægtige generaler. Kilikien kom til sidst under de seleukidiske konger af Syrien, hvis hovedstad var Antiokia ved Orontes. Skønt de var grækere, arvede de visse træk af den gamle persiske politik og styremåde; Kilikien blev sandsynligvis regeret af en satrap, og der fandt ingen udvikling sted af frit byliv i området. Tidligt i det 2. århundrede kom der imidlertid en forandring. Antiochos III, som blev besejret af romerne i slaget ved Magnesia (190 f.Kr.), blev tvunget til at rømme de fleste af sine besiddelser i Lilleasien. Kilikien blev således en grænseprovins og voksede stærkt i betydning. Resultatet blev omorganiseringen af Tarsus som en autonom by med egen møntudstedelse, hvilket fandt sted under Antiochos IV Epifanes (175-164), sandsynligvis i 171 f.Kr. Det er på dette tidspunkt, Tarsus første gang nævnes i Bibelen, medmindre vi skal acceptere den omstridte identifikation med TARSHISH (se dette). I 2 Makk 4,30 f læser vi, at omkring 171 »skete det, at folkene i Tarsus og Mallus gjorde oprør, fordi de skulle gives som gave til Antiochis, kongens medhustru. Kongen kom derfor i al hast til Kilikien for at ordne sagerne.« At denne ordning tog form af et kompromis og af en tildeling til Tarsus af i det mindste kommunal selvstændighed, kan vi slutte af den kendsgerning, at Tarsus slog sine egne mønter fra dette regeringstidspunkt og frem. Først bærer de navnet Antiokia ved Kydnos, men fra Antiochos' død går denne nye betegnelse af brug, og det gamle navn gør sig igen gældende. Men det er næsten sikkert, at denne omorganisering, i overensstemmelse med seleukidisk politik, blev ledsaget af en udvidelse af borgerstanden, hvor de nye borgere i dette tilfælde sandsynligvis bestod af jøder og argiviske grækere. Fra dette tidspunkt er Tarsus en by med hellenisk forfatning, og dens mønter bærer ikke længere aramæiske, men græske indskrifter. Alligevel må man huske, at der stadig var et stort, måske dominerende, indfødt og orientalsk element i befolkningen, mens mønttyperne i mange tilfælde peger på ikke-helleniske kulters fortsatte popularitet.

5. Tarsus i Romerriget:

Omkring 104 f.Kr. blev en del af Kilikien en romersk provins, og efter de mithridatiske krige, hvorunder Tarsus midlertidigt faldt i hænderne på Tigranes af Armenien, omorganiserede Pompejus den Store den østlige del af Romerriget (64-63 f.Kr.), og Tarsus blev hovedstad i en ny og udvidet provins, administreret af romerske statholdere, som som regel beklædte embedet i et enkelt år. Således finder vi Cicero som leder af Kilikien fra sommeren 51 f.Kr. til sommeren det følgende år, og skønt han kun sjældent udtrykkeligt nævner Tarsus i sine bevarede breve fra denne periode (f.eks. Ad Art. v.20,3; Ad Faro. ii.17,1), er der dog grund til at tro, at han boede dér i en del af sit embedsår. Julius Cæsar kom gennem byen i 47 f.Kr. på sin march fra Egypten til Pontus og blev begejstret modtaget. Til hans ære blev navnet Tarsus ændret til Juliopolis, men dette viste sig ikke mere varigt, end Antiokia ved Kydnos havde været. Cassius kuede den midlertidigt og pålagde den en knusende bøde, men efter den republikanske sags nederlag ved Filippi og overdragelsen af Østen til Antonius’ administration fik Tarsus stilling som en uafhængig og toldfri stat (civitas libera et immunis) og blev for en tid Antonius’ opholdssted. Denne privilegerede status blev stadfæstet af Augustus, efter at sejren ved Actium havde gjort ham til enehersker over Romerriget (31 f.Kr.). Den gav ikke i sig selv romersk borgerret til tarsierne, men der var uden tvivl mange indfødte i byen, som Pompejus, Cæsar, Antonius og Augustus skænkede denne ære for dem selv og som følge deraf for deres efterkommere.

6. Universitetet:

Det er under Augustus’ styre, at vores kendskab til Tarsus først bliver nogenlunde fyldigt og præcist. Strabo, der skrev omkring 19 e.Kr., fortæller os (xiv.673 ff) om indbyggernes begejstring for lærdom, og især for filosofi. I denne henseende, siger han, overgår Tarsus Athen og Alexandria og enhver anden universitetsby. Den var kendetegnet ved, at studenterskaren næsten udelukkende bestod af indfødte, som efter at have afsluttet deres kursus sædvanligvis rejste til udlandet for at fuldende deres uddannelse og i de fleste tilfælde ikke vendte hjem, mens studenterne ved de fleste universiteter i vid udstrækning var fremmede, og de indfødte ikke viste nogen stor kærlighed til lærdom. Alexandria udgjorde dog en undtagelse, idet byen tiltrak et stort antal udenlandske studenter og også sendte mange af sine yngre borgere ud til andre centre. Faktisk, tilføjer Strabo, er Rom fuld af tarsiere og alexandrinere. Blandt de berømte mænd, som lærte eller underviste i Tarsus, hører vi om stoikerne Antipater, Archedemus, Nestor, Athenodorus med tilnavnet Cordylion, ven og ledsager til den yngre Marcus Cato, og hans mere berømte navnebror (kaldet Canaanites efter den landsby, hvor han var født), som var Augustus’ lærer og fortrolige, og som siden reformerede den tarsiske forfatning. Andre filosoffer fra Tarsus var Nestor, en repræsentant for Akademiet og lærer for Marcellus, Augustus’ nevø og udsete efterfølger, og for Tiberius, Plutiades og Diogenes; den sidstnævnte var også berømt som improvisator, og i det hele taget var tarsierne kendt for deres lethed og flydende evne til at tale uden forberedelse. Artemidorus og Diodorus, grammatikerne, og Dionysides, den tragiske digter, et medlem af gruppen af syv forfattere kendt som “Pleiaden”, fuldender Strabos liste over fremtrædende tarsiere. Et mindre tiltalende billede af livet i Tarsus gives af Philostratus i hans biografi om Apollonius fra Tyana, som drog dertil for at studere i den tidlige del af Tiberius’ regeringstid (14-37 e.Kr.). Så væmmedes han ved borgernes uforskammethed, deres lyst til fornøjelser og deres overdådighed i klædedragt, at han rystede støvet fra Tarsus af sine fødder og drog til Aegae for at fortsætte sine studier i en mere tiltalende atmosfære (Vit. Apollon. i.7). Men Strabos vidnesbyrd er en samtidsvidnes og en nøjagtig historikers og må veje tungere end Philostratus’, hvis værk i høj grad er farvet af romantisk fortælling og hører til de første år af det 3. århundrede e.Kr.

7. Den tarsiske forfatning:

Strabo fortæller os også noget om en vigtig forfatningsreform, der blev gennemført i Tarsus under kejser Augustus, sandsynligvis omkring 15-10 f.Kr. Athenodorus Canaanites, stoikeren, vendte som gammel mand tilbage til sin by efter omkring 30 år i Rom, udrustet med myndighed fra kejseren til at reformere misbrug i dens borgerlige liv. Han fandt, at forfatningen var et demokrati, påvirket og udbyttet af en korrupt klike anført af en vis Boethus, “dårlig digter og dårlig borger”, som skyldte sin stilling dels sin rappe og overtalende tunge, dels Antonius’ gunst, som han havde behaget med et digt skrevet for at fejre sejren ved Filippi. Athenodorus søgte først at rette op på forholdene ved argumenter og overtalelse, men da han fandt Boethus og hans parti ubøjelige, gjorde han til sidst brug af sine ekstraordinære beføjelser, landsforviste lovovertræderne og omformede forfatningen, sandsynligvis efter et timokratisk mønster, idet han begrænsede det fulde borgerskab til dem, der opfyldte et betydeligt ejendomskrav. Ved hans død blev hans plads som statens leder for en tid overtaget af den akademiske filosof Nestor (Strabo xiv.674 f). Næst efter Strabos beretning findes vores mest værdifulde kilde til oplysninger om Tarsus i de to taler af Dio Chrysostom, rettet til tarsierne omkring 110 e.Kr. (Orat. xxxiii, xxxiv; se Jour. Hell. Studies, XXIV, 58 ff). Skønt han indrømmede, at byen var en argivisk koloni, fremhævede han dens ikke-hellenske karakter, og mens han kritiserede meget i dens institutioner og skikke, fandt han kun ét træk at rose: den strenghed, hvormed de tarsiske kvinder var tilslørede, hver gang de viste sig offentligt.

8. Paulus fra Tarsus:

Sådan var Tarsus, hvor Paulus blev født (ApG 22,3), og hvor han var borger (ApG 9,11; ApG 21,39). Dens gamle traditioner og dens daværende storhed forklarer og retfærdiggør den stolthed, hvormed han hævdede at være »borger i en ikke uanselig by« (ApG 21,39). Det er sandsynligt, at hans forfædre havde været blandt de jøder, som Antiochus Epifanes bosatte i Tarsus, og som, uden at opgive nationalitet eller religion, blev borgere i et samfund organiseret efter græsk forbillede. Ved hvilken anledning og for hvilken tjeneste romersk civitas var blevet tildelt en af Paulus' forfædre, kan vi ikke sige; dette ved vi blot, at før hans fødsel havde hans far haft det eftertragtede privilegium (ApG 22,28). Det er en fascinerende, men vanskelig, søgen at spore indflydelsen fra Paulus' tarsiske afstamning, fødsel og tidlige liv i hans liv og skrifter. Hieronymus hævder ganske vist, at mange paulinske ord og vendinger var karakteristiske for Kilikien, og nogle moderne forskere mener at finde spor af tarsisk indflydelse i apostlens retorik og i hans holdning til hedensk religion og verdslig lærdom. Men sådanne spekulationer vil sandsynligvis føre vild, og det er måske bedst at indrømme, at bortset fra det håndværk, Paulus lærte, som var karakteristisk for hans fødeby, kan vi ikke med nogen præcision måle virkningerne af hans tidlige omgivelser. Samtidig er det sikkert, at hans fødebys karakter, dens stærke orientalske element, dens græske forfatning og sprog, dens stilling i Romerriget og dens hengivenhed for lærdom må have gjort indtryk på en, der, idet han forenede jødisk nationalitet med medlemskab af en græsk stat og romersk borgerskab, skulle blive den store fortolker for den græsk-romerske verden af en religion, der udsprang af jødedommens jordbund. Hvor længe Paulus blev i Tarsus, før han begyndte sine studier i Jerusalem, kan vi ikke sige. Hans egen erklæring om, at han var »født i Tarsus i Kilikien, men opdraget i denne by« (ApG 22,3), synes at vise, at hans oplæring i Jerusalem begyndte i en tidlig alder, og er uforenelig med den antagelse, at han var en af de tarsiske studenter, som, efter at have studeret ved deres hjemlige universitet, fuldendte deres uddannelse i udlandet. Under hans første besøg i Jerusalem efter hans omvendelse blev der lagt planer mod hans liv, og han blev tilskyndet til at vende tilbage til Tarsus (ApG 9,30), hvor han ifølge Ramsays kronologi blev i omkring 8 år. Dertil drog Barnabas for at søge efter ham, da han følte behov for en hjælper til at håndtere de nye problemer, der var forbundet med væksten i menigheden i Antiokia og optagelsen i den af hedninger i betydeligt antal (ApG 11,25). Tarsus nævnes ikke igen i Det Nye Testamente, men Paulus besøgte den uden tvivl igen på sin anden missionsrejse, da han »drog gennem Syrien og Kilikien« (ApG 15,41), og derfra rejste ad De kilikiske Porte ind i Lykaonien, og igen ved begyndelsen af sin tredje rejse, da han efter nogen tids ophold i Antiokia »brød op og drog i rækkefølge gennem Galatiens og Frygiens område« (ApG 18,23).

9. Senere historie:

Dette er ikke stedet til i detaljer at drøfte Tarsus' senere historie, hvor mange afsnit er uklare og vanskelige. Den forblev et centrum for kejserlig loyalitet, sådan som det antydes af navnene Hadriane, Commodiane, Severiane og andre, der optræder, enkeltvis eller sammenføjet, på dens mønter, sammen med titlen metropolis og sådanne tilnavne som »første«, »største«, »skønneste«. Det var faktisk især i spørgsmålet om sådanne udmærkelser, at den førte en skarp, og til tider bitter, rivalisering, først med Mallus og Adana, dens naboer på den vestlige slette, og senere med Anazarbus, hovedbyen i det østlige Kilikien. Men Tarsus forblev distriktets hovedstad, som i rigets 1. århundrede var forenet med Syrien i én kejserlig provins, og da Kilikien blev gjort til en særskilt provins, blev Tarsus som en selvfølge dens metropolis og centrum for provinsens kejserdyrkelse, og på et senere tidspunkt hovedstad for »de tre eparchiae«, Kilikien, Isaurien og Lykaonien. Mod slutningen af det 4. århundrede blev Kilikien delt i to, og Tarsus blev kun hovedstad for Cilicia Prima. Kort efter midten af det 7. århundrede blev den erobret af araberne, og i de næste tre århundreder blev den besat af dem som deres nordvestlige hovedstad og base for operationer mod det anatolske plateau og det byzantinske rige. I 965 blev den sammen med resten af Kilikien generobret af kejser Nikeforos Fokas, men mod slutningen af det følgende århundrede faldt den i tyrkernes hænder og siden i korsfarernes. Derefter blev den styret af armenske fyrster som en del af kongeriget Lillearmenien, og derpå af mamluksultanerne i Egypten, fra hvem den til sidst blev fravristet af de osmanniske tyrkere tidligt i det 16. århundrede. Den moderne by, som stadig bærer det gamle navn i den let ændrede form Tersous, har en meget blandet befolkning på omkring 25.000 og en betydelig handel, men lider under sin usunde beliggenhed og nærheden til store sumpede strækninger. Få spor af dens gamle storhed er bevaret, det betydeligste af dem er den vældige underbygning til et græsk-romersk tempel, lokalt kendt som Sardanapalus' grav (R. Koldewey i C. Robert, Aus der Anomia, 178 ff).

LITTERATUR.

Den bedste fremstilling af Tarsus findes i W. M. Ramsay, The Cities of Paul (London, 1907), 85-244; samme forfatters artikler om “Cilicia, Tarsus and the Great Taurus Pass” i Geographical Journal, 1903, 357 ff., og om “Tarsus” i HDB bør også konsulteres, ligesom H. Bohlig, Die Geisteskultur yon Tarsos im augusteischen Zeitalter (Gottingen, 1913). For indskrifter, se LeBas-Waddington, Voyage archeologique, III, numrene 1476 ff.; Inscr. Graec. ad res Roman. pertinetes, III, 876 ff. For mønter, B. V. Head, Historia Numorum2, 729 ff.; G. F. Hill, British Museum Catalogue of Coins: Lycaonia, Isauria and Cilicia, lxxvi ff., 162 ff.

M. N. Top