thes-a-lo-ni'-ka (Thessalonike, ethnic Thessalonikeus):

1. Beliggenhed og navn:

En af Makedoniens vigtigste byer fra hellenistisk tid og frem til i dag. Den ligger på 40 grader 40 minutter nordlig bredde og 22 grader 50 minutter østlig længde, ved det nordligste punkt af Den Thermaiske Bugt (Saloniki-bugten), et kort stykke øst for Axios’ (Vardar) udmunding. Det hævdes sædvanligvis, at Thessalonikas tidligere navn var Therma eller Therme, en by der nævnes både af Herodot (vii.121 ff, 179 ff) og af Thukydid (i.61; ii.29), men at dens egentlige betydning stammer fra omkring 315 f.Kr., da den makedonske konge Kassander, Antipaters søn, udvidede og befæstede den ved dér at samle befolkningen fra en række nærliggende byer og landsbyer, og omdøbte den efter sin hustru Thessalonika, datter af Filip II og halvsøster til Alexander den Store. Dette navn, som siden middelalderen sædvanligvis er blevet forkortet til Salonica eller Saloniki, har den bevaret helt til i dag. Plinius taler imidlertid om Therma som stadig eksisterende side om side med Thessalonika (NH, iv.36), og det er muligt, at sidstnævnte var en helt ny grundlæggelse, som tog en del af sine indbyggere fra Therma og erstattede den som den vigtigste by ved bugten.

2. Historie:

Thessalonika blev hurtigt folkerig og velstående. I krigen mellem Perseus og romerne optræder den som hovedkvarter for den makedonske flåde (Livy xliv. 10), og da romerne efter slaget ved Pydna (168 f.Kr.) delte det erobrede område i fire distrikter, blev den hovedstad i det andet af disse (Livy xlv.29), mens den senere, efter oprettelsen af den ene romerske provins Makedonien i 146 f.Kr., blev sæde for statholderen og således i praksis hovedstad for hele provinsen. I 58 f.Kr. tilbragte Cicero størstedelen af sit eksil dér, i kvæstoren Plancius’ hus (Pro Plancio 41, 99; Epistle Ad Att, iii.8-21). I borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus stillede Thessalonika sig på senatets side og udgjorde en af Pompejus’ vigtigste baser (49-48 f.Kr.), men i republikkens sidste kamp seks år senere viste den sig loyal mod Antonius og Octavian og blev belønnet ved at få status og privilegier som en »fri by« (Plinius, NH, iv.36). Strabon, der skrev under Augustus’ regering, omtaler den som den folkerigeste by i Makedonien og provinsens metropol (vii.323, 330), og omtrent samtidig henviser digteren Antipater, selv født i Thessalonika, til byen som »moder til hele Makedonien« (Jacobs, Anthol. Graec., II, s. 98, nummer 14); i det 2. århundrede e.Kr. nævner Lukian den som Makedoniens største by (Asinus, 46). Den var vigtig, ikke kun som havn med en stor import- og eksporthandel, men også som den vigtigste station på den store Via Egnatia, hovedvejen fra Adriaterhavet til Hellesponten.

3. Paulus’ besøg:

Paulus besøgte byen sammen med Silas og Timotheus på sin 2. missionsrejse. Han havde været i Filippi og rejste derfra ad Den Egnatiske Vej, idet han undervejs passerede gennem Amfipolis og Apollonia (ApG 17,1). I Thessalonika fandt han en jødisk synagoge, hvor han tre sabbatter i træk forkyndte evangeliet, idet han byggede sit budskab på Det Gamle Testamentes forbilleder og profetier (ApG 17,2; ApG 17,3). Nogle af jøderne blev omvendt, og det samme blev et betydeligt antal proselytter og grækere, sammen med mange kvinder af høj social stand (ApG 17,4). Blandt disse omvendte var efter al sandsynlighed Aristark og Sekundus, der var fra Thessalonika, og som vi senere finder ledsage Paulus til Asien ved afslutningen af hans 3. missionsrejse (ApG 20,4). Den førstnævnte var faktisk en af apostlens mest trofaste ledsagere; vi finder ham sammen med Paulus i Efesos (ApG 19,29) og på hans rejse til Rom (ApG 27,2), mens Paulus i to af sine breve, skrevet under hans fangenskab, omtaler Aristark som stadig værende hos ham, hans medfange (Kol 4,10; Filem 1,24). Også Gajus, som nævnes i forbindelse med Aristark, kan have været thessaloniker (ApG 19,29). Hvor længe Paulus blev i Thessalonika ved sit 1. besøg, kan vi ikke fastslå præcist; vi skal i hvert fald ikke betragte hans ophold dér som begrænset til tre uger, og Ramsay foreslår, at det sandsynligvis strakte sig fra december 50 e.Kr. til maj 51 e.Kr. (St. Paul the Traveler, 228). Under alle omstændigheder får vi at vide, at filipperne sendte ham hjælp ved to lejligheder i den tid, han tilbragte dér (Fil 4,16), selv om han »arbejdede nat og dag« for at forsørge sig selv (1 Thess 2,9; 2 Thess 3,8). Paulus, den store missionsstrateg, må have indset, at Makedonien ikke kunne gennemtrænges med evangeliet fra noget andet centrum så effektivt som fra Thessalonika (1 Thess 1,8).

Men hans fremgang vakte jødernes misundelse; de skabte uro blandt bybefolkningens laveste lag (ApG 17,5). Der blev rettet et angreb mod Jasons hus, hvor evangelieforkynderne boede, og da man ikke fandt dem, blev Jason selv og nogle af de andre omvendte slæbt for magistraterne og anklaget for at huse mænd, der havde skabt tumult i hele den romerske verden, som hævdede, at der fandtes en anden konge, Jesus, og som handlede i strid med kejserens forordninger. Magistraterne var fuldt opmærksomme på anklagens alvor, men da der ikke blev fremlagt noget bevis for ulovlige handlinger fra Jasons eller de andre kristnes side, løslod de dem mod kaution (ApG 17,5-9). Da de omvendte forudså yderligere vanskeligheder, hvis Paulus skulle fortsætte sit arbejde i byen, sendte de om natten Paulus og Silas (og muligvis også Timotheus) til Berøa, som lå borte fra hovedvejen og af Cicero omtales som en afsidesliggende by (oppidum devium: in Pisonem 36). Jøderne i Berøa viste større villighed til at undersøge den nye lære end dem i Thessalonika, og apostlens arbejde bar mere frugt dér, både blandt jøder og blandt grækere (ApG 17,10-13). Men nyheden om denne fremgang nåede jøderne i Thessalonika og opflammede på ny deres fjendtlighed. De drog til Berøa, skabte også dér uro og gjorde det nødvendigt for Paulus at forlade byen og rejse til Athen (ApG 17,14; ApG 17,15).

Flere punkter i denne beretning er værd at lægge mærke til, fordi de illustrerer den strenge nøjagtighed i Apostlenes Gerningers fortælling. Filippi var en romersk by, militær snarere end handelsmæssig; derfor finder vi kun få jøder dér og ingen synagoge; magistraterne bærer titlen prætorer (ApG 16,20; ApG 16,22; ApG 16,35; ApG 16,36; ApG 16,38 Revised Version randnote) og ledsages af liktorer (ApG 16,35; ApG 16,38 Revised Version randnote); Paulus og Silas anklages for at indføre skikke, som romere ikke må følge (ApG 16,21); de bliver slået med stokke (ApG 16,22) og påberåber sig deres rettigheder som romerske borgere (16,37.38). I Thessalonika er alt forandret. Her befinder vi os i en græsk handelsby og havneby, desuden en »fri by«, der nyder en vis grad af selvstyre og har sin egen forfatning. Her finder vi et stort antal fastboende jøder og en synagoge. Anklagen mod Paulus er, at han forsøger at erstatte Cæsar med en anden konge; urostifterne ønsker at føre ham frem for »folket«, dvs. folkeforsamlingen, der var karakteristisk for græske stater, og byens magistrater bærer det græske navn politarker (ApG 17,5-9). Denne titel forekommer intetsteds i den græske litteratur, men dens korrekthed er hævet over enhver tvivl ved, at den forekommer i en række indskrifter fra denne periode, som er kommet for dagen i Thessalonika og omegn, og som findes samlet i AJT (1898, 598) og i M. G. Dimitsas, (Makedonia), 422 ff. Blandt dem er den mest berømte indskriften, der var indhugget på buen, som stod ved den vestlige ende af Salonikas hovedgade og blev kaldt Vardarporten. Selve buen, som måske blev rejst til minde om sejren ved Filippi, skønt nogle autoriteter daterer den senere, er blevet fjernet, og indskriften findes nu i British Museum (CIG, 1967; Leake, Northern Greece, III, 236; Le Bas, Voyage archeologique, nummer 1357; Vaux, Trans. Royal Sec. Lit., VIII, 528). Den viser, at politarkerne var seks i tallet, og det er et mærkeligt sammenfald, at navnene Sosipater, Gajus og Sekundus forekommer i den; disse navne bæres af tre makedonske omvendte, hvoraf de to første sandsynligvis var thessalonikere, den sidste med sikkerhed.

4. Menigheden i Thessalonika:

Menigheden i Thessalonika var stærk og blomstrende, sammensat af hedninger snarere end af jøder, hvis vi kan dømme ud fra tonen i de to breve, der er stilet til dens medlemmer, fraværet af citater fra og hentydninger til Det Gamle Testamente samt udtrykket »I vendte jer til Gud fra afguderne« (1 Thess 1,9; sammenlign også 2,14). Disse breve, som almindeligvis anses for de tidligste af Paulus' breve, viser os, at apostlen var ivrig efter at besøge Thessalonika igen meget snart efter sin tvungne afrejse: »gang på gang« var ønsket om at vende tilbage stærkt i ham, men »Satan hindrede« ham (1 Thess 2,18) -- en henvisning sandsynligvis til den fare og det tab, som et sådant skridt ville medføre for Jason og de andre ledende omvendte. Men selv om han selv var forhindret i at fortsætte sit arbejde i Thessalonika, sendte han Timotheus fra Athen for at besøge menigheden og styrke de kristnes tro midt i deres trængsler og forfølgelser (1 Thess 3,2-10). Den gunstige rapport, som Timotheus bragte tilbage, var en stor trøst for Paulus og forstærkede samtidig hans længsel efter igen at se sine omvendte (1 Thess 3,10; 1 Thess 3,11). Dette ønske skulle blive opfyldt mere end én gang. Næsten med sikkerhed vendte Paulus tilbage dertil på sin tredje missionsrejse, både på vej til Grækenland (ApG 20,1) og igen, da han drog derfra til Jerusalem (ApG 20,3); det er ved denne sidstnævnte lejlighed, vi hører om Aristark og Sekundus, der ledsagede ham (ApG 20,4). Sandsynligvis var Paulus igen i Thessalonika efter sit første fangenskab. Af brevet til filipperne (ApG 1,26; ApG 2,24), skrevet under hans fangenskab, lærer vi, at hans hensigt var at besøge Filippi igen, hvis det var muligt, og 1 Tim 1,3 omtaler en senere rejse til Makedonien, under hvilken apostlen meget vel kan have gjort et længere eller kortere ophold i Thessalonika. Den eneste anden omtale af byen i Det Nye Testamente forekommer i 2 Tim 4,10, hvor Paulus skriver, at Demas har forladt ham og er draget dertil. Om Demas var thessaloniker, som nogle har antaget, kan ikke afgøres.

5. Senere historie:

I århundreder forblev byen en af kristendommens vigtigste højborge, og den vandt sig titlen "den ortodokse by", ikke blot ved den udholdenhed og kraft, hvormed den modstod de på hinanden følgende angreb fra forskellige barbariske folkeslag, men også ved i høj grad at være ansvarlig for deres omvendelse til kristendommen.

Fra midten af det 3. århundrede e.Kr. bar den titlen "metropol og koloni", og da Diokletian (284-305) delte Makedonien i to provinser, blev Thessalonika valgt som hovedstad i den første af disse. Den var også skuepladsen i 390 e.Kr. for den berømte massakre, som Theodosius den Store beordrede, og for hvilken Ambrosius i nogle måneder udelukkede kejseren fra domkirken i Milano. I 253 havde goterne gjort et forgæves forsøg på at erobre byen, og igen i 479 fandt Theoderik, østgoternes konge, den så stærk og vel forberedt, at han ikke vovede at angribe den. Fra det 6. til det 9. århundrede var den involveret i gentagne kampe mod avarer, slavere og bulgarere, hvis angreb den afværgede med den største vanskelighed. Til sidst, i 904 e.Kr., blev den erobret af saracenerne, som efter at have nedslagtet et stort antal af indbyggerne og brændt en betydelig del af byen sejlede bort og førte 22.000 fanger med sig: unge mænd, kvinder og børn. I 1185, da den berømte lærde Eustathius var biskop, stormede normannerne under Tankred byen, og endnu en gang fandt en almindelig massakre sted. I 1204 blev Thessalonika centrum for et latinsk kongerige under Bonifatius, markgreve af Monferrat, og i mere end to århundreder gik den fra hånd til hånd, snart regeret af latinere, snart af grækere, indtil den i 1430 faldt for sultan Murad II. Efter den tid forblev den i tyrkernes besiddelse, og den var faktisk den vigtigste europæiske by i deres rige, med undtagelse af Konstantinopel, indtil den blev generobret af grækerne i Balkankrigen i 1912. Dens befolkning omfatter omkring 32.000 tyrkere, 47.000 jøder (for det meste efterkommere af flygtninge fra Spanien) og 16.000 grækere og andre europæere. Byen er rig på eksempler på byzantinsk kirkelig arkitektur og kunst og har, foruden et stort antal moskeer, 12 kirker og 25 synagoger.

LITTERATUR.

Den fyldigste fremstilling af Thessalonikas topografi og historie, især fra det 5. til det 15. århundrede, er Tafels De Thessalonica eiusque agro. Dissertatio geographica, Berlin, 1839; sammenlign også Gibbons og Finlays Histories. En beskrivelse af byen og dens antikke levn gives af Leake, Travels in Northern Greece, III, 235 ff.; Cousinery, Voyage dans la Macedoine, I, 23 ff.; Heuzey, Mission archeol. de Macedoine, 272 ff.; og andre rejsende. Indskrifterne, for det meste på græsk, er samlet i Dimitsas, (Makedonia), 421 ff.

M. N. Tod