Se tungetalens gave.

1. Grundkarakteren af 1 Korintherbrev 14:

En åndelig gave, nævnt i ApG 10,44-46; ApG 11,15; ApG 19,6; Mark 16,17 og beskrevet i ApG 2,1-13 og udførligt i 1 Kor 1, især kapitel 14. Faktisk indeholder 1 Kor 1 en så fyldig og klar redegørelse, at dette afsnit er grundlæggende. Den, der talte i en tunge, henvendte sig til Gud (14,2.28) i bøn (14,14), først og fremmest i taksigelsens bøn (14,15-17). De ord, der blev udtalt på denne måde, var uforståelige for menigheden (14,2.5.9 osv.) og endda for taleren selv (14,14). Opbyggelse fik taleren ganske vist (14,4), men det var kun den følelsesmæssige erfarings opbyggelse (14,14). Ordene blev talt "i ånden" (14,2), dvs. de almindelige evner var sat ud af funktion, og det guddommelige, særligt kristne, element i mennesket tog magten, så der opstod en tilstand af ekstase. Denne umiddelbare (mystiske) kontakt med det guddommelige gjorde det muligt at udtale "mysterier" (14,2) – ting, der er skjult for den almindelige menneskelige forståelse (se MYSTERY). For at gøre ytringerne forståelige for menigheden var en "udlægger" nødvendig. En sådan mand var en, der havde modtaget en særlig gave fra Gud, lige så usædvanlig som gaverne til at gøre undergerninger, helbrede eller tale i tunger (12,10.30); dvs. evnen til at udlægge byggede slet ikke på naturlig kundskab, og erhvervelsen af den kunne gives som svar på bøn (14,13). De, der havde denne gave, var kendt, og Paulus tillod kun offentlig brug af "tunger", når en af udlæggerne var til stede (14,28). Da tilstedeværelsen af en udlægger blev fastslået, før nogen talte, og da der kun skulle være én udlægger for de "to eller tre" talere (14,28), må enhver udlægger have været i stand til at forklare enhver tunge. Men forskellige udlæggere var ikke altid enige (14,26), deraf begrænsningen til én.

2. Fremmede sprog udelukkes:

Disse kendetegn ved en udlægger gør det klart, at "at tale i en tunge" i Korinth normalt ikke blev opfattet som at tale et fremmed sprog. I 1 Kor 14,10 er engelske bibeloversættelser vildledende med "der er, det kan være, så mange slags stemmer i verden", hvilket antyder, at Paulus direkte henviser til tungerne. Men tosauta dér bør gengives "meget mange", "utrolig mange", og verset er lige så rent illustrerende som 14,7. Derfor må fremmede sprog udelukkes. (Dette behøver dog ikke at betyde, at talerne ikke lejlighedsvis kan have brugt fremmede vendinger, eller at enkeltpersoner til tider ikke kan have gjort udførlig brug af fremmede sprog. Men sådanne tilfælde var ikke normen i Korinth.) Følgelig må man, hvis "tunger" betyder "sprog", tænke på helt nye sprog. Sådanne kunne have været af mange slags (12,28), være blevet anset for en passende skabning til formidling af nye sandheder og kan endog til tider være blevet tænkt som himmelske sprog – "engles tunger" (13,1). På den anden side bruges ordet for "tunge" (glossa) ret almindeligt på græsk til at betegne forældede eller uforståelige ord og især om de dunkle vendinger, der udtales af et orakel. Denne brug svarer nøje til brugen i Korinth og kan være dens kilde, skønt det da ville have været mere naturligt, hvis "ti tusind ord i en tunge" i 14,19 havde lydt "ti tusind glossai". I intet tilfælde kan "tunge" dog blot betyde det fysiske organ, for 14,18.19 taler om artikulerede ord og bruger flertallet "tunger" om en enkelt taler (sammenlign 14,5.6).

3. En tilstand af ekstase:

En fuldstændig forklaring på tungerne gives af fænomenerne ekstatiske ytringer, især når de ses i forbindelse med historien på Det Nye Testamentes tid. I ekstase føler sjælen sig så gennemstrømmet af det guddommelige, at mennesket løftes over alle naturlige måder at opfatte på (forstanden bliver "ufrugtbar"), og kun den religiøse natur opleves som aktiv. Ytringer på sådanne tidspunkter bliver naturligt helt unormale. Hvis ordene forbliver sammenhængende, kan taleren hævde at fremsige åbenbaringer eller blot at være redskab for den guddommelige stemme. Meget ofte er det, der siges, imidlertid ganske uforståeligt, selv om taleren synes at forsøge at formidle noget. I et endnu mere ekstremt tilfælde vil stemmen være uartikuleret og kun udstøde støn eller råb. Når oplevelsen er ophørt, er den pågældende som regel ubevidst om alt, hvad der er sket.

Om tilstanden, sammenlign Filon, Quis rerum. divin., li-liii.249-66: "Den bedste (ekstase) af alle er en guddommeligt indgydt henrykkelse og `mani,' som profeternes slægt er underlagt. .... Den vise er et klingende redskab for Guds stemme, idet han usynligt anslås og spilles på af Ham. .... Så længe vores sind stadig skinner (er aktivt) .... er vi ikke besat (af Gud) .... men .... når det guddommelige lys skinner, går det menneskelige lys ned. .... Profeten .... er passiv, og en anden (Gud) gør brug af hans taleorganer." Sammenlign videre beskrivelserne hos Celsus (Origenes, Contra Celsus, vii.9), som beskriver de kristne "profeter" på hans tid som nogle, der prædikede, som om Gud eller Kristus talte gennem dem, og afsluttede deres ord med "mærkelige, fanatiske og ganske uforståelige ord, som intet fornuftigt menneske kan finde meningen med." De græske papyri giver os en overflod af magiske formularer affattet i uforståelige vendinger (f.eks. Pap. Lond., 121, "Iao, eloai, marmarachada, menepho, mermai, ieor, aeio, erephie, pherephio," osv.), som ikke sjældent er forbundet med en ekstatisk tilstand (f.eks. Reitzenstein, Poimandres, 53-58).

Tydning af ytringerne i en sådan tilstand ville altid være vanskelig, og forskelle i tydningen ville være uundgåelige. Men med et fast indhold, sådan som den kristne religion gav det, og med hjælp af fagter osv., kunne mennesker, der mente, at de havde forståelse for sådanne tilstande, påtage sig at forklare dem for menigheden. Det skal dog bemærkes, at Paulus tilsyneladende ikke mener, at tydningens gave er meget at stole på; ellers ville han have vurderet tungernes nytte højere, end han gør. Men tungernes popularitet i Korinth er let at forstå. Taleren blev anset for at være taget ind i den inderligste forening med Gud og derfor for at være en særlig genstand for Guds gunst. Ja, forekomsten af fænomenet hos en nyomvendt var et uafviseligt bevis på, at omvendelsen var godkendt af Gud (ApG 10,44-48; ApG 11,15; ApG 19,6). Således behandles gaven i Mark 16,17 som en usædvanlig og mirakuløs guddommelig velsignelse (i dette vers er »nye« tekstmæssigt usikkert, og ordets betydning, hvis det læses med, er også usikker). Desuden var gaven for de mere selviske meget iøjnefaldende (1 Kor 13,1 antyder, at den var højlydt), og besiddelsen af den tilfredsstillede ethvert ønske om personlig fremtræden.

4. Beretningen i ApG 2:

Beretningen i ApG 2 adskiller sig fra den i 1 Kor 1 ved at gøre tungerne til fremmede sprog, selv om evnen til at bruge sådanne sprog ikke siges at være blevet en varig apostolsk udrustning. (Det siges heller ikke, at talen i ApG 2,14-36 blev holdt på mere end ét sprog.) Da Åndens komme fandt sted, blev de, der var forsamlet, grebet af ekstase og udtalte lovprisninger til Gud. En skare samlede sig, og forskellige personer genkendte ord og vendinger på deres egne tungemål; mere end dette siges der ikke. At anledningen var en, hvor et mirakel ville have haft usædvanlig bevisværdi, er tydeligt, og de, der ser et rent mirakel i beretningen, har rigelig begrundelse for deres standpunkt. Men der behøver ikke at postuleres mere end et forsynsmæssigt herredømme over naturlige kræfter, for lignende fænomener er rigt bevidnet i den religiøse erfarings historie. I tider med stærkt følelsesmæssigt pres får hukommelsen en unormal kraft, og personer kan gentage ord og endog lange afsnit på et fremmed sprog, selv om de kun har hørt dem én gang. Nu gav situationen i Jerusalem på højtiden netop de nødvendige betingelser, for da var pilgrimme fra alle lande samlet, og de fremsagde offentligt liturgiske afsnit (især Shemoneh `Esreh) på deres egne sprog. Disse gengav apostlene og »brødrene« ganske enkelt delvis. Uforståelige ord og vendinger kan meget vel også have været med (ApG 2,13), men af hensyn til apostlenes værdighed og pinsebegivenhedens betydning var Lukas naturligt optaget af kun at fremhæve den mere usædvanlige side og den med størst bevisværdi. Det indvendes ganske vist, at denne tolkning modsiger beretningen i 1 Kor 1. Men det gør den kun under den forudsætning, at tungerne altid var ens i deres manifestation og vurdering overalt – og selve formuleringen af denne forudsætning er dens egen gendrivelse. Hvis den moderne historie om ekstatiske ytringer har nogen betydning for den apostolske tid, kan talen på fremmede sprog ikke have været begrænset til pinsen alene. (At den imidlertid skulle have været lige så almindelig som talen på nye »sprog«, ville være helt usandsynligt.) Men Lukas kan meget vel have kendt begge former fra sin egen erfaring.

5. Religiøs emotionalisme:

Paulus’ behandling af tungerne i 1 Kor 1 er et klassisk afsnit til vurdering af religiøs emotionalisme. Tungerne er en guddommelig gave, udøvelsen skal ikke forbydes (14,39), og Paulus er selv taknemmelig for, at han har gaven i usædvanlig grad (14,18). Ja, for dem, der blot behandler dem med foragt, bliver de et »tegn« på, at forhærdelse er ved at finde sted (14,21-23). Alligevel er kærlighed til dem, fordi de er iøjnefaldende, ganske enkelt barnlig (14,20; 13,11), og den, der har gaven, skal ikke mene, at han har det eneste, der er værd at opnå (1 Kor 1). Den eneste gave, der er fuldstændig uundværlig, er kærlighed (1 Kor 1), og uden den er tunger blot larm (13,1). Tungernes offentlige bevisværdi, som korintherne måske var tilbøjelige til at lægge vægt på, vurderer Paulus meget lavt (14,21-23). Ja, når de udøves offentligt, har de en tendens til kun at fremme talerens selvforherligelse (14,4), og derfor forbydes de, når der ikke er en, der kan tyde, og de begrænses til enhver tid i offentlig brug (14,27.28). Men det ideelle sted for deres udøvelse er i det private: »Lad ham tale med sig selv og med Gud« (14,28). Anvendeligheden af alt dette på moderne forhold behøver ingen kommentar. Ultra-emotionalistiske udbrud fører stadig til dannelsen af excentriske sekter iblandt os, og enhver evangelist kender velmenende, men lidt svage personer, som gør sig selv til en plage. På den anden side er en rent intellektuel og etisk religion en temmelig trist ting. Et menneske, der aldrig har ladet sine religiøse følelser rive sig med, kan meget vel være i en høj nådestand – men han er gået glip af noget, og noget af meget stor værdi.

Se også SPIRITUAL GIFTS; TONGUES OF FIRE.

LITTERATUR.

Plumptre i DB er stadig nyttig. Wright, Some New Testament Problems (1898), og Walker, The Gift of Tongues and Other Essays (1906), har materialesamlinger. Af kommentarerne til 1 Korintherbrev er dem af Heinrici (seneste udgave, 1896), Lietzmann (1907) og J. Weiss (1910) langt de bedste og overgår klart Robertson og Plummer i ICC (1911). For det græske materiale, se ... i registeret til Rhodes Psyche. Gunkel, Die Wirkungen des heiligen Geistes (1888, 2. genoptryk i 1909), var epokegørende. For den senere periode, se Weinel, Die Wirkungen des Gelstes und der Geister (1899); Lake, The Earlier Epistles of Paul (London, 1911); og se Inge i The Quarterly Review (London, 1914).

Burton Scott Easton