tra-dish'-un: Det græske ord er paradosis, "en overgivelse", enten mundtligt eller skriftligt; dernæst det, som gives videre, dvs. tradition, den lære, der overleveres fra den ene til den anden. Ordet forekommer ikke i det hebraiske Gamle Testamente (undtagen i Jer 39 (32):4; 41 (34):2, brugt i en anden betydning), eller i Septuaginta eller Apokryferne (undtagen i 2 Esdras 7,26, brugt i en anden betydning), men findes 13 gange i Det Nye Testamente (Matt 15,2; Matt 15,3; Matt 15,6; Mark 7,3; Mark 7,5; Mark 7,8; Mark 7,9; Mark 7,13; 1 Kor 11,2; Gal 1,14; Kol 2,8; 2 Thess 2,15; 2 Thess 3,6).

1. Betydning i jødisk teologi:

Udtrykket i Det Nye Testamente har tilsyneladende tre betydninger. Det betyder i jødisk teologi de ældstes mundtlige læresætninger (fremtrædende forfædre fra Moses og frem), som de sene jøder ærede på linje med Det Gamle Testamentes skriftlige læresætninger, og som de betragtede som lige så autoritative i spørgsmål om tro og adfærd. Der synes at være tre klasser af disse mundtlige læresætninger:

(a) nogle mundtlige love fra Moses (som de antog), givet af den store lovgiver ud over de skriftlige love;

(b) afgørelser af forskellige dommere, som blev præcedenser i retslige spørgsmål;

(c) fortolkninger af store lærere (rabbier), som kom til at blive værdsat med samme ærefrygt som Det Gamle Testamentes skrifter.

Det var imod de ældstes tradition i denne første betydning, at Jesus talte så skarpt til de skriftkloge og farisæerne (Matt 15,2; Mark 7,3). Farisæerne anklagede Jesus for at overtræde "de ældstes tradition". Jesus vendte sig imod dem med spørgsmålet: "Hvorfor overtræder I også Guds bud for jeres traditions skyld?" Derefter viser han, hvordan deres tomme traditionalisme har båret frugt i ren ceremoniel praksis og ydre fromhed (vask af hænder, kar, det at sige "Korban" til en lidende forælder, dvs. "Min ejendom er viet til Gud, og derfor kan jeg ikke bruge den til at hjælpe dig," osv.), men han lærte, at denne opfattelse af urenhed i sit væsen var falsk, eftersom hjertet, sjælens sæde, er kilden til tanke, karakter og adfærd (Mark 7,14).

2. Som brugt i 1 Korintherbrev og 2 Thessalonikerbrev:

Ordet bruges af Paulus, når han henviser til sin personlige kristne undervisning til menighederne i Korinth og Thessalonika (1 Kor 11,2; 2 Thess 2,15; 2 Thess 3,6). I denne betydning er ordet i ental bedre oversat med "undervisning", idet det betegner den samlede lære, som apostlen overgav til menigheden i Thessalonika (2 Thess 3,6). Men Paulus bruger det i de to andre passager i flertal, med betydningen de enkelte anvisninger, som han overgav til menighederne i Korinth og Thessalonika.

3. Som brugt i Kolossenserbrevet:

Ordet bruges af Paulus i Kol 2,8 i en betydning, der tilsyneladende er forskellig fra de to betydninger ovenfor. Han advarer sine læsere imod de falske læreres læresætninger i Kolossæ, som er "efter menneskers tradition". Olshausen, Lightfoot og Dargan hævder i deres kommentarer til det anførte sted, at henvisningen gælder de falske læreres judaiserende karakter. Dette kan være sandt, og dog må vi se, at ordet "tradition" her har en langt bredere betydning end i 1 ovenfor. Desuden er det ikke sikkert, at den falske lære i Kolossæ i sit væsen er jødisk af karakter. Udtrykket "menneskers tradition" synes blot at understrege den menneskelige, ikke nødvendigvis jødiske, oprindelse af disse falske læresætninger.

Verbet paradidomi, "at give over", bruges også 5 gange til at udtrykke meddelelsen af kristen undervisning: Luk 1,2, hvor øjenvidner siges at have overleveret tingene om Jesus; 1 Kor 11,2; 1 Kor 11,23 og 15,3 med henvisning til apostlens personlige undervisning; 2 Pet 2,21, om undervisning ved en kristen lærer (sammenlign 1 Pet 1,18).

LITTERATUR.

Broadus, Allen, Meyer, kommentarer til Matt 15,2 f.; Swete, Gould, kommentarer til Mark (7,3 f.); Lightfoot, Meyer, kommentarer til Gal 1,14; Lightfoot, Olshausen, Dargan (American Commentary), kommentarer til Kol 2,8; Milligan, kommentar til 1 og 2 Thess (2 Thess 2,15 og 3,6); Weber, Jewish Theology (Ger., Altsyn. Theol.); Pocock, Porta Mosis, 350-402; Schurer, HJP, II, i, afsnit 25; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, kapitel xxxi; Josephus, Ant, XIII, x, 6. Charles B. Williams