ti-be'-ri-as ([Tiberias], Joh 6,23): Omtrent midt på den vestlige bred af Galilæas Sø trækker bjergene sig tilbage fra kysten og efterlader en omtrent halvmåneformet slette, ca. 2 miles (ca. 3,2 km) lang. Den moderne by Tiberias (Tabariyeh) ligger ved den nordlige ende, hvor terrænet begynder at stige; og De Varme Bade (Hammath) ved sydenden. På den sydlige del af denne slette byggede Herodes Antipas en by (ca. 26 e.Kr.) og kaldte den "Tiberias" til ære for kejseren, som havde været hans velgører. Under rydningen af grunden og udgravningen af fundamenter blev nogle grave forstyrret (Ant., XVIII ii, 3). Det kan have været den gamle Hammaths gravplads. Paladset, det berømte "Gyldne Hus", blev bygget på toppen af en klippehøj, som hæver sig mod vest til en højde af omkring 500 fod (ca. 150 m). Ruinen kendes i dag som Qasr bint el-Melek, "Kongedatterens Palads". Byens stærke mure kan spores i næsten hele deres længde på landsiden. Dele kan også ses langs bredden, med tårne med mellemrum, som beskyttede mod angreb fra søen. Ruinerne dækker et betydeligt område. Der findes intet over jorden, som er ældre end Herodes' by. Kun udgravning kan vise, om Talmud har ret i at sige, at Tiberias blev bygget på stedet for Rakkath og Kinneret (Neubauer, Geog. du Talmud, 208). Jøderne var tilbageholdende med at bosætte sig i en by, der var bygget over en gammel kirkegård; og Herodes havde vanskeligt ved at finde indbyggere til den. Det var et mærkeligt selskab, han til sidst samlede af de "fattigere folk", udlændinge og andre, der "ikke helt var frie mænd"; og disse blev tiltrukket af udsigten til gode huse og jord, som han gavmildt lovede dem. Med sit stadion, sit palads "med figurer af levende væsener" og sit senat kan den med rette beskrives som en græsk by, skønt den også rummede en proseuche, eller et bedested, for jøderne (BJ II, xxi, 6; Vita, XII, 54 osv.). Dette forklarer, hvorfor den forekommer så lidt i evangelierne. I sin iver efter at vinde jødernes gunst byggede Herodes for dem "den fineste synagoge i Galilæa"; men der skulle gå mange år, før den blev en virkelig jødisk by.

Da Tiberias afløste Sepphoris, var den Galilæas hovedstad under Agrippa I og de romerske prokuratorer. Den overgav sig til Vespasian og blev af Nero givet til Agrippa II, mens Sepphoris igen blev hovedstad. Under den jødiske krig var dens indbyggere hovedsagelig jøder, noget urolige og vanskelige at styre. I 100 e.Kr., ved Agrippas død, overtog romerne den direkte kontrol. Efter Jerusalems fald trak Sanhedrinet sig tilbage til Galilæa, først til Sepphoris og derpå til Tiberias. Her blev, nogen tid før 220 e.Kr., under tilsyn af den berømte rabbi Jehuda ha-Nasi', "Juda Fyrsten", eller, som han også kaldes ha-qadhosh, "den Hellige", de borgerlige og rituelle love, bestemmelser, skikke osv., som blev anset for bindende og overleveret ved tradition, men som ikke havde skriftmæssig autoritet, kodificeret og nedskrevet under titlen "Mishna". Her blev også senere Jerusalem-Talmud (Yerushalmi) samlet, til forskel fra den, der blev samlet i Babylon (Babhli). Byen blev således et stort centrum for jødisk lærdom. Maimonides' grav vises nær byen, og Aqibas på bjergskråningen, hvor det siges, at 24.000 af hans disciple er begravet sammen med ham.

I kristen tid var Tiberias sæde for en biskop. Den faldt til muslimerne i 637. Den skiftede hænder flere gange mellem korsfarerne og saracenerne. Den blev endeligt taget af muslimerne i 1247.

Den moderne bys omgivende mure og borgen, som nu hurtigt går i forfald, blev bygget af Tancred og repareret af Daher el-`Omar i 1730. Der er over 5.000 indbyggere, for det meste jøder, i hvis hænder stedets handel hovedsagelig ligger. Fiskeriet i søen, hvor omkring 20 både er beskæftiget, drives af muslimer og kristne. Tiberias er det vigtigste beboede sted ved søen, som den, ligesom i oldtiden, giver sit navn: Bachr Tabariyeh, "Tiberias' Sø" (Joh 6,1; Joh 21,1). Den er købstad for et vidtstrakt distrikt. Åbningen af Haifa-Damaskus-jernbanen har i betydelig grad sat fart i livet. En damper og en motorbåd sejler mellem byen og stationen ved Semach og bringer stedet i let kontakt med omverdenen. Søens vand bruges i vid udstrækning til alle formål, skønt der under nogle af husene findes cisterner til regnvand.

Efter at have boet i byen i over fem år kan nærværende forfatter sige, at den ikke fortjener det dårlige ry, som tilfældige rejsende har givet den. I spørgsmål om renlighed og sundhed tåler den meget vel sammenligning med andre orientalske byer. Undertiden, når østenvinden blæser, er det meget varmt, og termometeret viser over 114 grader Fahrenheit (ca. 46 °C) i skyggen. Den værste tid er netop ved regntidens begyndelse, når de urenheder, der har samlet sig under sommerens tørke, skylles ud i søen og forurener vandet.

The United Free Church of Scotland har her en veludstyret mission blandt jøderne.

W. Ewing