tir (tsowr. tsor, "klippe"; Turos, "Tyrus"; moderne Sur):

1. Fysiske kendetegn:

Den mest kendte af de fønikiske byer, beliggende ved kysten, breddegrad 33� 17 minutter, omkring 20 miles syd for Sidon og omkring 35 nord for Karmel. Datoen for dens grundlæggelse er usikker, men den var senere end Sidons. Den nævnes i den egyptiske Mohars rejser, som sandsynligvis stammer fra det 14. århundrede f.Kr., og i Tell el-Amarna-brevene fra omtrent samme periode. Herodot beskriver Herkules-templet i Tyrus og siger, at det blev bygget 2.300 år før hans tid, hvilket ville føre byens begyndelse tilbage til mere end 2700 f.Kr. Den var en dobbeltby, den ene del på en ø i kort afstand fra kysten, og den anden på fastlandet overfor. Øbyen havde to havne, forbundet af en kanal, den ene vendt mod nord og den anden mod syd. Øen var klippefuld, og byen var på landsiden befæstet med en mur på 150 fod (ca. 46 m), mens muren var lavere på de andre sider. Det var en overordentlig stærk position, og i Bibelen omtales den som den "stærke" eller "befæstede" by (Jos 19,29). Området inden for murene var tæt pakket med bygninger og siges at have rummet 40.000 indbyggere. Byen på fastlandet lå på en slette, der strakte sig fra Ras el-`Abyad i syd til Sarepta i nord, en afstand på omkring 20 miles. Den var frugtbar og godt vandet; floden Leontes (Litany) løb gennem den ud i havet omkring 5 miles nord for Tyrus, og den vandrige kilde Ras el-`Ain, 3 miles mod syd, gav rigelig forsyning både til byen og haverne.

2. Historie:

(1) Tyrus var i århundreder underordnet Sidon, men da filistrene undertvang den sidstnævnte by, sandsynligvis i det 12. århundrede (se SIDON), fik Tyrus en tilstrømning af indbyggere fra flygtningene, hvilket gav den forrangen. Fra denne tid daterer dens store handelsmæssige og koloniale aktivitet sig. Dens søfolk drog dristigt mod vest og grundlagde kolonier i Spanien og Nordafrika, hvoraf nogle, som Gades, Abdera og Karthago, blev berømte. De udvidede deres handel mere vidt, end Sidon nogensinde havde gjort, og vovede sig ud i Atlanterhavet og nåede Britanniens og Vestafrikas kyster. De rakte også ud mod øst og havde deres skibe i Det Røde Hav og Det Indiske Ocean, og deres landruter gennemskar hele Vestasien (se PHOENICIA). Tyrus blev, ligesom alle de fønikiske byer, underlagt Egypten under Thothmes III i første halvdel af det 15. århundrede f.Kr. og forblev det i omkring 300 år, men den nød praktisk selvstyre under indfødte konger og var kun forpligtet til at betale tribut og stille skibskontingenter, når de egyptiske konger drog på deres felttog mod nord. I Tell el-Amarna-brevene, der stammer fra første halvdel af det 14. århundrede, finder vi en vis Abi-melek (eller Abi-milki), som skriver fra Tyrus til Egyptens konge og beder om hjælp mod amoritterlederen Aziru og Sidons konge, som havde sluttet sig til oprørerne. Navnet er fønikisk, og vi ved, at det var de egyptiske kongers politik at lade de indfødte dynaster blive på tronen.

(2) Efter Egyptens tilbagegang genvandt Tyrus sin uafhængighed og udøvede herredømmet over de fleste af de fønikiske byer, i det mindste så langt mod nord som Gebal (Byblos), som det fremgår af den kontrol, Hiram havde over Libanons skove på Davids og Salomos tid. Hiram ønskede tydeligvis en alliance med Israel, eftersom han sendte bud til David og leverede cedertræ og arbejdere til at bygge ham et hus, tilsyneladende uden at være blevet bedt om det. Den venskabelige forbindelse mellem de to kongeriger var fordelagtig for begge, eftersom David og Salomo havde brug for det tømmer og de dygtige håndværkere, som Hiram kunne levere, og Hiram havde brug for fødevarerne fra Israels land (1 Kong 1). Tyrus var på denne tid kendt for sine kunsthåndværkeres dygtighed, og dens fremstillede produkter var berømte over hele verden (se PHOENICIA, 4). Den purpurfarvede farve og arbejderne i bronze var især berømte, og Hiram, den tyriske håndværker, blev engageret af Salomo til at støbe de bronzegenstande, der krævedes til templet (1 Kong 7,13). Hiram, kongen, udvidede og forskønnede sin hovedstad. Han forenede de to små øer, som byen var bygget på, ved at udfylde området imellem dem, hvor han anlagde en åben plads og byggede et prægtigt tempel for Melkarth og Astarte. Han indgik i handelsforetagender med Salomo (1 Kong 9,26-28; 1 Kong 10,22), både som følge af den venskabelige alliance og også for fordelen ved at kunne bruge havnen i Ezjon-Geber ved Det Røde Hav. Hans strålende regeringstid varede 43 år.

(3) Listen over de konger, der efterfulgte ham, indeholder navnene Baal-azar, Abd-ashtoreth, der blev myrdet af sine brødre, hvoraf den ældste efterfulgte ham, fulgt af Astartus og Aserymus, der blev myrdet af sin bror, Pheles, som blev styrtet af ypperstepræsten Eth-baal, hvilket viser, hvor urolig perioden var. Eth-baal, eller Ithobal, var den konge, som sluttede en alliance med Akab og gav ham sin datter Jezabel til ægte, hvilket viste sig at blive højst ulykkeligt både for hende og landet på grund af indførelsen af Ba'al-dyrkelsen i Israel. Eth-baal var en energisk monark og siges at have grundlagt Botrys (Batrun). Han regerede 32 år og blev fulgt af Badezor og Mattan, som gav sin datter Elissa (Dido) til ægte for hendes onkel Sicharbas og overdrog tronen til dem; men de blev sat til side ved en folkerejsning, og Pygmalion, Mattans søn, blev sat på tronen, mens Sicharbas blev slået ihjel. Elissa flygtede med en gruppe adelige ad søvejen til Afrika og grundlagde byen Karthago. Dette skete omkring midten af det 9. århundrede f.Kr.; Josefus sætter det til 860 f.Kr.

(4) I første halvdel af dette århundrede blev Tyrus underlagt Assyrien, og hendes førerstilling i Fønikien ophørte, men hendes velstand blev ikke alvorligt hæmmet, som vi kan slutte af Es 23,8, der blev skrevet omkring et århundrede senere. Assyrien var tilfreds med betaling af tribut indtil Tiglat-Pileser III's tid (745-727), som lagde en tungere hånd på hende, og dette fik Elulaeus, kongen af Tyrus, til at danne et forbund af de fønikiske byer imod Assyrien. Shalmaneser IV undertvang alle undtagen Tyrus, som han bragte i nød ved at afskære hendes vandforsyning. Men folket gravede brønde og skaffede nok til at kunne overleve i fem år, da Shalmaneser blev dræbt, og Elulaeus genvandt kontrollen over sit område. Han blev ikke forulempet af Sargon, men Sankerib rykkede frem imod ham med 200.000 mand, og Elulaeus flygtede til Cypern. Borgerne gjorde vellykket modstand, og Sankerib indtog ikke Tyrus, men byen underkastede sig Esar-Haddon, og dens konge, Baal, opnåede den assyriske konges særlige gunst; han gjorde ham til hersker over alle kystbyerne fra Dor til Gebal, og Libanon blev lagt under hans kontrol (680-673 f.Kr.). Det er ret overraskende, at Baal nægtede at hjælpe ham i hans angreb på Egypten, og at Esar-Haddon ikke straffede ham, sandsynligvis fordi han var for optaget af Egypten. Ashur-banipal tvang ham dog til at underkaste sig og til at give ham sin datter og sine brødres døtre som bihustruer, men lod ham blive som konge af Tyrus.

(5) Ved Assyriens tilbagegang genvandt Tyrus sin uafhængighed, og hendes storhed fremgår af, at hun modstod Nebukadnesar i 13 år (598-585); det er usikkert, om øbyen blev indtaget, men den kom tydeligvis til en aftale med Babylons konge (jf. Ez 27,26; Josefus, Ant, X, xi, 1, og se The Expository Times, 1899, s. 378, 430, 475, 520). Efter denne belejring tog Sidon føringen, og Tyrus var i en urolig tilstand: monarkiet blev styrtet, og suffeter, eller dommere, indtog dets plads i seks år, indtil den gamle orden blev genoprettet. Babylons tilbagegang gjorde det muligt for Tyrus at genvinde sin uafhængighed for en kort periode, indtil byen underkastede sig perserne omkring 525 f.Kr., og fra da af var den en vasalstat, så længe det persiske rige bestod.

(6) Den blev på ingen måde hindret i sin handelsmæssige velstand, og dens store styrke ses i den tapre og energiske modstand, den gjorde mod Alexander den Store. Hele Fønikien underkastede sig ham uden modstand, og Tyrus var villig til at anerkende hans overhøjhed, men afslog at modtage ham i byen. Dette gjorde Alexander så vred, at han straks indledte en belejring, som viste sig at være det vanskeligste foretagende i alle hans krige. Han havde ingen flåde og var nødt til at bygge en mole (dæmning) fra fastlandet til øen, men før han kunne færdiggøre den, ødelagde tyrerne den og slog deres angribere let tilbage. Alexander måtte begynde arbejdet helt forfra, og da han var overbevist om, at han uden en flåde ikke ville kunne indtage byen, skaffede han skibe fra de fønikiske byer, der havde underkastet sig, og med hjælp fra disse kunne han blokere havnen og forhindre de belejrede i at rykke ud for at ødelægge den nye dæmning. Den blev til sidst ført helt frem til bymuren, som endelig blev gennembrudt, og Alexanders tropper trængte ind. Men selv da ville forsvarerne ikke overgive sig, og kongen selv måtte føre angrebet på dem med sin livvagt og hugge dem alle ned med sværdet. De, der døde med våben i hånd, var 8.000, og de overlevende, kvinder, børn og slaver, i alt 30.000, blev solgt på det åbne marked. Over den ødelagte by, som han indførte nogle kolonister i, indsatte han en vis Abd-elonim, og han forlod den efter at have brugt omkring syv måneder på at undertvinge den.

(7) Efter Alexanders død kom Tyrus i Ptolemaios Lagis hænder, og da Antigonos i 314 f.Kr. tog Fønikien fra ham, gjorde Tyrus modstand, og han måtte blokere byen i 15 måneder, før den ville overgive sig, hvilket viser, hvor hurtigt den havde rejst sig efter sin tidligere katastrofe. Den blev en del af Seleukideriget, da Antiokos III fordrev ptolemæerne fra Syrien (198 f.Kr.), og de seleukidiske konger regnede den for vigtig og gav den asylret, og romerne tillod den status som fri by; Antonius anerkendte Tyrus' magistrater og råd som allierede. Da partherne angreb og indtog Syrien i 40 f.Kr., ville Tyrus ikke underkaste sig og blev ladt urørt, da den var for stærk for dem. Augustus fratog den dens frihed, men den fik status som »metropolis« af Hadrian, og denne titel optræder på dens mønter.

(8) Tyrus nævnes flere gange i Det Nye Testamente: Kristus besøgte dens område (Matt 15,21; Mark 7,24), og folk derfra kom for at høre ham (Luk 6,17). Herodes Agrippa I havde vanskeligheder med Tyrus, og en delegation kom for at besøge ham i Cæsarea (ApG 12,20). Paulus besøgte Tyrus på sin rejse fra Asien til Jerusalem (ApG 21,6-7).

Kristendommen blev antaget af Tyrus' folk, således at der i det 2. århundrede e.Kr. blev oprettet et bispedømme dér, og i det 4. århundrede blev der holdt et kirkemøde dér for at behandle anklager mod Athanasius fra Arius' parti; han blev fordømt, en afgørelse som bragte den tyriske kirke i vanry. Tyrus var allerede forhadt af kristne, fordi den antikristne filosof Porfyrios kom derfra. Tyrus vedblev at være et handelscentrum, og Hieronymus siger, at den var den ædleste og smukkeste af de fønikiske byer og et handelsmarked for næsten hele verden (Kommentar til Ezekiel). Den var af betydelig betydning under korstogene og fortsatte med at være det indtil hen imod slutningen af det 13. århundrede, da dens handel gik tilbage, og den er nu svundet ind til en by med omkring 5.000 indbyggere. For »litteratur« se Fønikien.

H. Porter

ti'-rus.

Se TYRE.