tik'-i-kus (Tuchikos, bogst. "tilfælde"): Nævnt 5 gange i Det Nye Testamente (ApG 20,4; Ef 6,21; Kol 4,7; 2 Tim 4,12; Tit 3,12); en kristen fra Asien, ven og ledsager til apostlen Paulus.

(1) I det første af disse steder forekommer hans navn som en blandt en gruppe af Paulus' venner. Apostlen var ved afslutningen af sin 3. missionsrejse på vej tilbage fra Grækenland gennem Makedonien til Asien med det mål at tage til Jerusalem. Denne rejse viste sig at blive den sidste, han foretog, før han blev grebet og fængslet. Både han selv og hans venner følte, at denne rejse var særlig vigtig. Han var på vej til Jerusalem, "bundet i ånden" (ApG 20,22). Men en anden grund, som gav den særlig betydning, var, at han og hans venner bar de penge, der gennem flere foregående år var blevet indsamlet i hedningemenighederne til hjælp for de fattige medlemmer af menigheden i Jerusalem (ApG 24,17). Ikke færre end otte af hans nære venner ledsagede ham til Asien, og en af disse var Tykikus. Lukas bruger ordet "asiat" (de engelske bibeloversættelser "fra Asien," ApG 20,4) til at beskrive Tykikus. Han var sammen med Paulus i Troas og rejste tydeligvis med ham, som en af "Paulus' selskab" (ApG 21,8 KJV), hele vejen til Jerusalem.

(2) Det 2. og 3. sted, hvor Tykikus' navn forekommer (se ovenfor), giver den oplysning, at han var sammen med Paulus i Rom under hans første fangenskab. I Kolossenserbrevet skriver Paulus: "Alt om mig skal Tykikus gøre kendt for jer, den elskede bror og trofaste tjener og medtjener i Herren; ham har jeg sendt til jer netop med dette formål, at I må kende vor tilstand, og at han må trøste jeres hjerter" (4,7.8). Med næsten identiske ord skriver han i Efeserbrevet: "Men for at også I må kende mine forhold, hvordan det går mig, skal Tykikus, den elskede bror og trofaste tjener i Herren, gøre jer alt kendt; ham har jeg sendt til jer netop med dette formål, at I må kende vor tilstand, og at han må trøste jeres hjerter" (6,21.22).

Paulus havde betroet Tykikus en meget vigtig opgave. Han skulle aflevere Efeserbrevet, det vil sige "rundskrivelsen" (se LAODICEANS, EPISTLE TO THE), til menighederne i det prokonsulære Asien, hvortil det blev sendt, og give en kopi af det til menigheden i Laodikea. Derefter skulle han fortsætte til Kolossæ med brevet til menigheden dér. I Kolossæ ville Tykikus tale Onesimus' sag, som ledsagede ham fra Rom. "Under hans beskyttelse ville Onesimus være mere sikker, end hvis han mødte Filemon alene" (Lightfoot, Commentary on Colossians, 314). I Laodikea og Kolossæ ville Tykikus ikke blot aflevere brevene fra Paulus, men han ville også, sådan som apostlen havde skrevet til menighederne på disse steder, meddele dem alle oplysninger om hans "tilstand", det vil sige hvordan det gik ham med hensyn til hans appel til kejseren og hans håb om snart at blive sat fri. Tykikus ville gøre alt kendt for dem.

(3) Stederne i brevene til Titus og til Timotheus viser, at Tykikus igen var sammen med Paulus, efter at appellen til kejseren havde ført til, at apostlen genvandt sin frihed. Stedet i Titusbrevet henviser tydeligvis til tidsrummet mellem Paulus' første og andet romerske fangenskab, mens han igen var optaget af missionsrejser. Apostlen skriver til Titus, som var på Kreta med ansvar for menighederne dér, at han havde til hensigt at sende enten Artemas eller Tykikus til ham, så han kunne føre tilsyn med evangeliets arbejde på den ø, for at Titus kunne blive fri til at komme og være sammen med apostlen i Nikopolis.

(4) Det sidste sted, hvor Tykikus nævnes, forekommer i 2 Timotheusbrev, som blev skrevet i Rom ikke længe før Paulus' henrettelse. Til det sidste var Paulus lige så travlt optaget som altid i evangeliets arbejde; og selv om det ville have været en trøst for ham at have sine venner ved sin side, står Kristi riges interesser dog øverst i hans tanker, og han sender disse venner ud for at hjælpe arbejdet frem. Til det sidste var Tykikus lige så nyttig som altid: "Tykikus har jeg sendt til Efesos" (4,12). Da Timotheus havde ansvar for menigheden i Efesos (1 Tim 1,3), ville Tykikus' komme sætte ham fri, så han straks kunne drage af sted for at slutte sig til Paulus igen i Rom, sådan som apostlen ønskede det (2 Tim 4,9; 2 Tim 4,21).

Det bør også bemærkes, at Tykikus i Efesos ville kunne besøge sin gamle ven Trofimus, som netop på det tidspunkt kun var nogle få mil borte, i Milet, syg (2 Tim 4,20).

Det er muligt, at Tykikus er den bror, der omtales i 2 Kor 8,22; 2 Kor 8,23 som en, "som vi mange gange i mange ting har prøvet og fundet ivrig .... (en af) menighedernes udsendinge .... Kristi herlighed."

(5) Tykikus' karakter og løbebane er af en sådan art, at de viser ham som helt igennem hengiven, trofast og værdig til den tillid, Paulus viste ham; som allerede set sendte Paulus ham igen og igen ud i vigtigt arbejde, som kun kunne udføres af en mand med evner og med høj kristen værdighed og erfaring. Således bekræfter alt, hvad der vides om Tykikus, fuldt ud den beskrivelse af hans karakter, som apostlen selv giver: at han var en elsket bror, en trofast tjener og medtjener i Herren.

John Rutherfurd