tith (ma`aser; dekate): Skikken med at give en tiendedel af landets produkter og af krigsbyttet til præster og konger (1 Makk 10,31; 11,35; 1 Sam 8,15; 1 Sam 8,17) var meget gammel hos de fleste folkeslag. At jøderne havde denne skik længe før indstiftelsen af Moseloven, fremgår af 1 Mos 14,17-20 (jf. Hebr 7,4) og 1 Mos 28,22. Mange kritikere mener, at disse to steder er sene og kun afspejler folkets senere praksis; men betaling af tiende er så gammel og så dybt rodfæstet i menneskeslægtens historie, at det synes langt enklere og mere naturligt at antage, at praksissen blandt jøderne fandtes længe før Moses’ tid.

I Pentateuken finder vi lovgivning om tiende tre steder.

(1) Ifølge 3 Mos 27,30-33 skulle der gives tiende af landets sæd, dvs. af afgrøderne, af træets frugt, f.eks. olie og vin, og af kvæget eller småkvæget (jf. 5 Mos 14,22; 5 Mos 14,23; 2 Krøn 31,5; 2 Krøn 31,6). Når hjordene af kvæg og småkvæg gik ud på græs, blev de talt (jf. Jer 33,13; Ez 20,37), og hvert tiende dyr, der kom ud, blev regnet for helligt for Herren. Ejeren måtte ikke lede iblandt dem for at finde ud af, om de var dårlige eller gode, og han kunne heller ikke bytte nogen af dem; hvis han gjorde det, var både det udvalgte dyr og det, det blev byttet med, hellige. Tiende af kvæg og småkvæg kunne ikke indløses for penge, men tiende af landets sæd og af frugt kunne indløses, dog skulle en femtedel af tiendens værdi lægges til.

(2) I 4 Mos 18,21-32 fastsættes det, at tienden skal betales til levitterne. (Det bør bemærkes, at ifølge Hebr 7,5 tager »de af Levis sønner, som modtager præstetjenesten .... tiende af folket.« Westcotts forklaring er, at præsterne, som fra levitterne modtog en tiendedel af tienden, derved symbolsk modtog hele tienden. På det andet tempels tid modtog præsterne faktisk tienden. I Talmud (Yebhamoth 86a et passim) siges det, at denne ændring fra Moseloven skyldtes levitternes synd, idet de ikke var ivrige efter at vende tilbage til Jerusalem, men måtte overtales dertil af Ezra (Ezra 8,15).) Levitterne skulle modtage den tiende, Israel ofrede til Jahve, fordi de ikke havde nogen anden arv, og som gengæld for deres tjeneste ved tabernaklet (4 Mos 18,21; 4 Mos 18,24). Tienden skulle bestå af korn fra tærskepladsen og vinpersens fylde (4 Mos 18,27), hvilket svarer til landets sæd og træernes frugt i 3 Mos 27. Levitterne, som stod i samme forhold til præsterne, som folket gjorde til dem selv, skulle af denne deres arv frembære en løftegave, en tiende af tienden, til præsterne (jf. Neh 10,39), og til denne tiende skulle de vælge det bedste af det, de modtog.

(3) I 5 Mos 12,5; 5 Mos 12,6; 5 Mos 12,11; 5 Mos 12,18 (jf. Am 4,4) siges det, at tienden skal bringes »til det sted, som Jahve jeres Gud vil udvælge blandt alle jeres stammer for at sætte sit navn dér«, dvs. til Jerusalem; og i 5 Mos 12,7; 5 Mos 12,12; 5 Mos 12,18, at tienden dér skulle bruges som et helligt måltid af den, der bragte offeret, og hans husstand, inklusive levitten inden for hans porte. Her siges der intet om tiende af kvæg; kun korn, vin og olie nævnes (jf. Neh 10,36-38; Neh 13,5; Neh 13,12). I 5 Mos 14,22-29 fastsættes det, at hvis vejen var for lang til at bære tienden til Jerusalem, kunne den ombyttes til penge, og pengene i stedet tages med dertil, hvor de skulle bruges på hvad som helst ejeren valgte; og hvad der end blev købt, skulle spises af ham og hans husstand og levitterne i Jerusalem. I det tredje år skulle tienden gemmes og spises hjemme af levitten, den fremmede, den faderløse og enken. I 5 Mos 26,12-15 fastsættes det, at i det 3. år, efter at denne fest var blevet holdt, skulle jordejeren selv drage op for Herren sin Gud, dvs. til Jerusalem, og bede om Guds velsignelse over sin gerning. (Ifølge Mishna, CoTah 9 10; Ma`aser Sheni 5 65, afskaffede ypperstepræsten Johanan denne skik.) I dette sted kaldes dette 3. år »tiendeåret«.

Der er således en åbenlys tilsyneladende uoverensstemmelse mellem lovgivningen i Tredje Mosebog og Femte Mosebog. Den harmoniseres i jødisk tradition, ikke kun teoretisk, men også i praksis, ved at betragte tienderne som tre forskellige tiender, der kaldes den første tiende, den anden tiende og fattigtienden, som også kaldes den tredje tiende (Pe'ah, Ma`aseroth, Ma`ser Sheni, Dema'i, Ro'sh ha-shanah; jf. Tobit 1,7.8; Ant, IV, iv, 3; viii, 8; viii, 22). Ifølge denne forklaring skulle der, efter at tienden (den første tiende) var givet til levitterne (hvoraf de skulle give tienden til præsterne), udskilles en anden tiende af de tilbageværende ni tiendedele og fortæres i Jerusalem. De, der boede langt fra Jerusalem, kunne ombytte denne anden tiende til penge med tillæg af en femtedel af dens værdi. Kun mad, drikke eller salve kunne købes for pengene (Ma`aser Sheni 2 1; jf. 5 Mos 14,26). Tienden af kvæg hørte til den anden tiende og skulle bruges til festen i Jerusalem (Zebhachim 5 8). I det 3. år skulle den anden tiende gives helt til levitterne og de fattige. Men ifølge Josefus (Ant., IV, viii, 22) var »fattigtienden« faktisk en tredje tiende. Præsterne og levitterne var, hvis de var jordejere, også forpligtet til at give fattigtienden (Pe'ah 1 6).

Den forklaring, som mange kritikere giver, at uoverensstemmelsen mellem Femte Mosebog og Tredje Mosebog skyldes, at der her er tale om forskellige lag af lovgivning, og at den levitiske tiende er en eftereksilsk skabelse i Præsteskriftet, er ikke fuldt tilfredsstillende af følgende grunde:

(1) Hentydningen i 5 Mos 18,1; 5 Mos 18,2 synes at sigte til den levitiske tiende.

(2) Der er ingen forbindelse mellem loven i 4 Mos 18 og forholdene efter eksilet, da præsterne var talrige og levitterne kun en håndfuld.

(3) Et samfund så fattigt og utilfreds som på Ezras tid ville have nægtet at underkaste sig en ny og tyngende tiendebyrde.

(4) Opdelingen i præster og levitter kan ikke have haft den sene oprindelse, som man har påstået.

Se LEVITTER.

W. R. Smith og andre foreslår, at tienden simpelthen er en senere form af førstegrøden, men dette er vanskeligt at acceptere, eftersom førstegrøden blev givet til præsten, mens tienderne ikke blev det. Hele emnet er omgivet af betydelig uklarhed, som med den viden, vi nu har, ikke let kan fjernes.

Den talmudiske lov om tiende udvider Moseloven, med den mest byrdefulde minutiøsitet, endda til jordens mindste produkter. Af disse skulle ifølge nogle ikke blot frøene, men i visse tilfælde endda bladene og stænglerne tiendes (Ma`aseroth 4 5), »mynte, anis og kommen« (Dema'i 11 1; jf. Matt 23,23; Luk 11,42). Det almindelige princip var, at »alt, som spises, som holdes under opsyn, og som vokser op af jorden«, skulle tiendes (Ma`aseroth 1 1).

Når man tager de mange skatter, religiøse og verdslige, i betragtning, som jøderne måtte betale, især i tiden efter eksilet, kan vi ikke andet end beundre det jødiske folks gavmildhed og opfindsomhed. Kun i årene lige efter hjemkomsten fra eksilet hører vi, at skatterne kun blev betalt delvist (Neh 13,10; jf. Mal 1,7 ff.; og for tiden før eksilet jf. 2 Krøn 31,4 ff.). I senere tider forekommer sådanne tilfælde sjældent (Sotah 48a), hvilket er så meget desto mere overraskende, eftersom præsterne, som drog så stor fordel af disse skriftlærdes love, var de sidstnævntes modstandere.

Paul Levertoff